Sol­ned­gang over Mor­gen­lan­det

Weekendavisen - - Ideer - Af KLAUS WIVEL

evan­ten. Or­det em­mer af ba­s­a­rer med kryd­de­ri­er, dad­ler og tæp­per, hav­ne­pro­me­na­der med ca­fe­er og stø­vet lys, ka­me­ler i ga­der­ne, ma­ve­dan­se­rin­der på ho­tel­ler­ne, kir­ker, mo­ske­er og sy­na­go­ger si­de om si­de. Det kom­mer af det fran­ske ver­bum for at sti­ge op, li­ge­som på dansk at le­vi­te­re, og dæk­ke­de det om­rå­de, der lig­ger øst for Ita­li­en – li­ge der, hvor so­len »sti­ger op«. Man hø­rer det sjæld­ne­re og sjæld­ne­re bli­ve brugt som en be­teg­nel­se for det om­rå­de, vi i dag bed­re ken­der som Mel­le­mø­sten – el­ler me­re præ­cist den del af Mel­le­mø­sten, som græn­ser op til det øst­li­ge hjør­ne af Mid­del­ha­vet, hvor Græken­land, Tyr­ki­et, Sy­ri­en, Li­ba­non, Is­ra­el og Egyp­ten lig­ger i dag. I fi­re år­hund­re­der var det om­rå­de en del af Det Os­man­ni­ske Ri­ge. »Det er et geo­gra­fisk ord, fri­ta­get fra na­tio­na­le og re­li­gi­øse be­tyd­nin­ger,« for­kla­rer Phi­lip Man­sel, en di­sting­ve­ret bri­tisk hi­sto­ri­ker og for­fat­ter, som We­e­ken­da­vi­sen mø­der i hans pragt­lej­lig­hed i Ken­sing­ton, Lon­don. Med sin bog fra 2010, Le­vant – Sp­len­dour and Ca­ta­strop­he on the Me­di­ter­ra­ne­an, har for­fat­te­ren bragt ud­tryk­ket til ære og vær­dig­hed igen. Det hø­res li­ge­frem i den må­de, han selv ud­ta­ler or­det på, hvor man for­nem­mer he­le den ver­den af ci­vi­li­sa­tion, de­ka­den­ce, fri­hed og længsel: »The LEvaaaaan­n­nt « med tryk på før­ste sta­vel­se, hvor­ef­ter de åb­ne a’er dovent for­to­ner sig dybt i ga­nen. Det hø­res og­så, at han har sin ud­dan­nel­se fra Eton Col­le­ge, lan­dets fi­ne­ste, og at han ud over Le­van­ten har skre­vet bø­ger om det fran­ske hof. So­len sti­ger jo ik­ke op over lan­det øst for Ita­li­en i dis­se år, i hvert fald ik­ke over kosmopo­li­ti­ske by­er som Smyr­na, Ale­xan­dria og Beirut, som han be­skri­ver i Le­vant. Ej hel­ler over Alep­po, den sy­ri­ske stor­by ved den tyr­ki­ske græn­se mod nor­døst, som Man­sel i sid­ste må­ned ud­gav en bog om, Alep­po – The

LRi­se and Fall of Sy­ria’s Gre­at Mer­chant Ci­ty. Man be­hø­ver ik­ke at ha­ve fulgt me­get med de se­ne­ste år for at vi­de, i hvor ulyks­a­lig grad og­så den­ne le­van­ti­ske by er ble­vet lagt i ru­i­ner. »Jeg me­ner, at dis­se kosmopo­li­ti­ske by­er er ble­vet for­bi­gå­et i hi­sto­ri­eskriv­nin­gen,« si­ger hi­sto­ri­ke­ren og for­kla­rer, at »na­tio­na­le og re­li­gi­øse be­tyd­nin­ger« har æn­dret Mel­le­mø­sten de se­ne­ste man­ge år­ti­er – og, for­står man, ik­ke til det bed­re. Som læ­ser fø­les det li­ge­frem, som om han vil gi­ve dis­se fi­re by­er en vær­dig be­gra­vel­se. Og som det er pas­sen­de i ne­kro­lo­ger, er det i hø­je­re grad by­er­nes fortje­ne­ster frem for skyg­ge­si­der, der min­des. Der er et skær af ro­man­tik over forta­bel­ses­hi­sto­ri­er­ne. Men Man­sel me­ner, at de se­ne­ste 30-40 års mel­le­møst­forsk­ning har væ­ret præ­get af na­tio­na­li­stisk, an­ti­ko­lo­ni­a­li­stisk og so­ci­a­li­stisk tænk­ning. Hi­sto­ri­ke­ren fin­der det symp­to­ma­tisk, at den palæsti­nen­si­ske for­fat­ter Edward Said, hvis bog Ori­en­ta­lis­me fra 1978 blev skel­sæt­ten­de for den kom­men­de ge­ne­ra­tion af mel­le­møst­for­ske­re, forag­te­de Ale­xan­dria, som Said spy­digt kald­te »le­van­tisk, kosmopo­li­tisk, bed­ra­ge­risk og lu­ne­fuld«. Edward Said fo­re­trak Kairo: »Ara­bi­sk, is­la­misk, se­ri­øs, in­ter­na­tio­nal, in­tel­lek­tu­el,« som han be­skrev den egyp­ti­ske ho­ved­stad. Hans rin­ge­agt over for Ale­xan­dri­as »forl­oren­hed« spej­le­de sig i hans is­ra­el­ske mod­stan­der David Ben-Gurion. Den før­ste is­ra­el­ske pre­mi­er­mi­ni­ster fo­re­trak Tel Aviv, som blev op­ret­tet som en mod­by til den med Man­sels ord »le­van­ti­ske havn Jaf­fa ved si­den af«. Tel Aviv skul­le væ­re en jø­disk by. »Det er vo­res pligt at be­kæm­pe den le­van­ti­ske ånd, der øde­læg­ger in­di­vi­der og sam­fund,« sag­de Ben-Gurion. Man­sel har selv ud­le­vet den kosmopo­li­ti­ske til­væ­rel­se, han dyr­ker i si­ne man­ge bø­ger – Istan­bul, Beirut og Pa­ris har han bo­et i. I stu­en er vi om­gi­vet af ma­le­ri­er af sul­ta­ner og ba­ro­ner, bu­ster af fran­ske ge­ne­ra­ler, rokokol- am­per på små ma­hog­ni­bor­de, et for­nemt rod af bø­ger smidt på et glas­bord, som hvi­ler på et per­sisk tæp­pe midt i rum­met. Da min rej­se med fly og tog til Lon­don har ført til for­sin­kel­ser på over fem ti­mer, si­ger han, straks jeg an­kom­mer, at jeg må træn­ge til »a glass of red Wi­in­n­n­n­ne «. I lø­bet af in­ter­viewet hjæl­per han og­så sig selv til et par glas, hvil­ket blot la­der melan­ko­li­en sæn­ke sig end­nu dy­be­re i den so­fa, han har pla­ce­ret sig i. Man­sel, født 1951, bæ­rer over­skæg, tyndt, hvidt, til­ba­ge­strø­get hår, en blå swe­a­ter over en ly­se­blå skjor­te og bru­ne fløjs­buk­ser. En yn­gre tyr­kisk mand, hans part­ner, går om­kring i køk­ke­net. AF de fi­re by­er, som Man­sels se­ne­ste to bø­ger po­rtræt­te­rer, er det kun Beirut, om hvil­ken ad­jek­ti­vet le­van­tisk sta­dig med ret­te kan bru­ges, skønt og­så den by må si­ges at ha­ve kæm­pet mod selvø­de­læg­gel­sen, si­den bor­ger­kri­gen be­gynd­te i mid­ten af 1970er­ne. Le­van­ten er ik­ke læn­ge­re Le­van­ten – for­stå­et som by­er byg­get af ski­be; et fle­re år­hund­re­der langt fransk og os­man­nisk for­nuft­sæg­te­skab; et diplo­ma­tiets mø­de­sted; be­ga­vet med et eget lingua fran­ca, et søhan­dels­sprog, al­le for­stod; den re­li­gi­øse to­le­ran­ces såvel som en syn­dens fri­ste­der. Smyr­nas kvin­der for­e­ne­de Ve­stens ele­gan­ce med Østens for­fø­risk­hed, for­kla­rer Man­sel. Han me­ner, at dis­se by­er i hø­je­re grad lig­ne­de hin­an­den end de ara­bi­ske lan­de, de nu til­fæl­dig­vis hør­te til. For Man­sel var det et ken­de­tegn, at by­er­ne var hjem­sted for for­ret­nings­li­vet: »de­als mo­re than ide­als« – han­del frem for ide­a­ler, som han si­ger. Det var og­så det mo­der­nes ar­ne­sted. Smyr­na ved Tyr­ki­ets øst­kyst hav­de lan­dets før­ste avis, det før­ste tog af­gik her­fra, den før­ste elek­tri­ci­tet i 1880er­ne blev in­stal­le­ret i den­ne by, som og­så ind­før­te de før­ste bi­o­gra­fer. Nu­ti­den be­tød me­re end for­ti­den. Hi­sto­ri­ke­ren hen­vi­ser til den bri­ti­ske for­fat­ter Wil­li­am Ma­kepea­ce Tha­ck­e­ray, der pri­ste Smyr­na i 1839, for­di kyst­sta­den ik­ke hav­de im­posan­te re­li­gi­øse monu­men­ter, som han var for­plig­tet til at be­sø­ge; den hav­de ik­ke »subli­mi­te­tens ked­som­me­lig­hed« over sig, skrev Tha­ck­e­ray i Va­ni­ty Fair. Det skul­le æn­dre sig; ide­a­ler­ne, de re­li­gi­øse og na­tio­na­le, tog og­så bo­lig i Smyr­na, som fik et ba­nesår un­der en ko­los­sal brand i sep­tem­ber 1922, hvor den tyr­ki­ske hær slag­te­de den græsk-or­to­dok­se og ar­men­ske be­folk­ning. Mel­lem 10.000 og 100.000 me­nes at væ­re ble­vet myr­det. I dag ken­des hav­ne­by­en kun un­der sit tyr­ki­ske navn Iz­mir. På sin vis for­ud­greb Smyr­nas for­lis de byø­de­læg­gel­ser, det 20. år­hund­re­de skul­le bli­ve så rig på, og som det nye årtu­sin­de har vi­dere­ført, me­ner han. Det er ik­ke gå­et stort bed­re i de an­dre le­van­ti­ske by­er, han be­skri­ver – som Ale­xan­dria, bo­mul­dens han­sestad, Mid­del­ha­vets Dron­ning, som by­en blev kaldt, hvor­fra Ga­mel Ab­del Nas­ser, Egyp­tens pa­na­ra­bi­ske le­der, i 1956 fik smidt de fle­ste ud, der ik­ke kun­ne kal­des egyp­te­re. I dag er den me­re kendt for at væ­re ble­vet den sau­di­ske is­la­mis­me, sa­la­fis­mens, høj­borg.

»Or­det em­mer af ba­s­a­rer med kryd­de­ri­er, dad­ler og tæp­per, hav­ne­pro­me­na­der med ca­fe­er og stø­vet lys, ka­me­ler i ga­der­ne, ma­ve­dan­se­rin­der på ho­tel­ler­ne, kir­ker, mo­ske­er og sy­na­go­ger si­de om si­de.«

Ale­xan­dria. En­gang en af Le­van­tens per­ler, kal­det Mid­del­ha­vets Dron­ning. I dag hjem­sted for sa­la­fis­men – den sau­di­ske is­la­mis­me.

Smyr­na. En­gang det mo­der­nes ar­ne­sted, i dag ken­des den tyr­ki­ske hav­ne­by som Iz­mir.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.