Eng­le­an­sigt el­ler for­bry­der­fjæs?

Weekendavisen - - Ideer - Af JES­PER RYBERG

Klum­me. An­sig­tets fy­si­og­no­mi kan ha­ve stor be­tyd­ning for, hvor­dan vi op­fat­ter og be­hand­ler et men­ne­ske. Vis­se træk kan ek­sem­pel­vis væ­re af­gø­ren­de for, hvil­ken straf en kri­mi­nel en­der med at få.

Pro­fes­sor i etik og rets­fi­lo­so­fi Roskil­de Uni­ver­si­tet DER er igen­nem de se­ne­ste to år­ti­er gen­nem­ført en stor mæng­de vi­den­ska­be­li­ge stu­di­er af, hvor­dan vi op­fat­ter an­dre men­ne­skers an­sig­ter. Forsk­nin­gen har blandt an­det vist, at vi er sær­de­les hur­ti­ge til at be­døm­me, hvor til­lidsvæk­ken­de et an­sigt er. Fak­tisk skal der ik­ke me­re end en brøk­del af et se­kund (50 mil­li­se­kun­der) til, før vi har fo­re­ta­get en vur­de­ring. Li­ge­le­des har forsk­nin­gen fun­det, at der er stor over­ens­stem­mel­se mel­lem, hvil­ke an­sig­ter vi op­fat­ter som til­lidsvæk­ken­de. Der­med er det ble­vet mu­ligt at ud­pe­ge nog­le an­sigts­træk, der bi­dra­ger til at ska­be til­lid, som for ek­sem­pel me­re run­de, ba­by­ag­ti­ge træk. For­ske­re har så­gar la­vet com­pu­ter­pro­gram­mer, hvor man kan skrue op og ned for dis­se an­sigts­træk og der­med gø­re et an­sigt me­re el­ler min­dre til­lidsvæk­ken­de (se bil­le­det). Det mest be­mær­kel­ses­vær­di­ge er imid­ler­tid, at et men­ne­skes an­sigt kan ha­ve stor be­tyd­ning for, hvor­dan vi hand­ler over for ved­kom­men­de. For ek­sem­pel er det vist, at folks be­slut­nin­ger i simp­le øko­no­mi­ske spil bli­ver på­vir­ket af, om de­res spil­le­part­ner har et me­re el­ler min­dre til­lidsvæk­ken­de an­sigt. Der er til­li­ge la­vet en stri­be eks­pe­ri­men­ter, hvor for­ske­re har fun­det, at fo­to­gra­fi­er af an­sig­ter har ind­fly­del­se på folks vur­de­rin­ger i fik­ti­ve rets­sa­ger: Hvis en »til­talt« hav­de et min­dre til­lidsvæk­ken­de an­sigt, var del­ta­ger­ne hur­ti­ge­re til at kon­klu­de­re, at ved­kom­men­de var skyl­dig i en for­bry­del­se, og var end­vi­de­re til­bø­je­li­ge til at til­de­le hår­de­re straf­fe. Men hvad hvis man be­væ­ger sig uden for for­sker­nes la­bo­ra­to­ri­er? Kan et an­sigts fy­si­og­no­mi og­så ha­ve af­gø­ren­de be­tyd­ning i vir­ke­lig­he­dens rets­sa­le? Det spørgs­mål sat­te to ca­na­di­ske so­ci­alp­sy­ko­lo­ger sig for at un­der­sø­ge. De­res re­sul­ta­ter er net­op pu­bli­ce­ret i det an­er­kend­te tids­skrift Psy­cho­lo­gi­cal Sci­en­ce, og de er sær­de­les be­mær­kel­ses­vær­di­ge.

DE to for­ske­re star­te­de med at sam­le fo­to­gra­fi­er af al­le de mor­de­re, der var ble­vet idømt døds­straf i del­sta­ten Fl­o­ri­da i USA, og som nu sad på døds­gan­gen og ven­te­de på straf­fens ek­se­kve­ring. Af tek­ni­ske grun­de måt­te nog­le få fra­sor­te­res, men alt i alt dre­je­de det sig i ok­to­ber 2014 om 371 mænd. Her­ef­ter sam­le­de for­sker­ne nu fo­to­gra­fi­er af en til­sva­ren­de grup­pe mor­de­re, der al­le hav­de få­et en liv­s­tids­dom for de­res for­bry­del­ser. Det smar­te ved den frem­gangs­må­de var, at for­sker­ne kun­ne ud­væl­ge den sid­ste mæng­de fo­to­gra­fi­er, så den i fle­re hen­se­en­der mat­che­de fo­to­gra­fi­er­ne i den før­ste grup­pe. For ek­sem­pel har man­ge stu­di­er vist, at der i USA er stør­re ri­si­ko for at en­de med en døds­straf, hvis man er sort. Men for­sker­ne kun­ne ud­væl­ge fo­to­gra­fi­er­ne af de liv­s­tids­døm­te så­le­des, at den ra­ce­mæs­si­ge for­de­ling var nøj­ag­tig den sam­me som i grup­pen af døds­døm­te. Li­ge­le­des kun­ne de kor­ri­ge­re for fle­re an­dre for­hold. På den bag­grund kun­ne de gå i gang med stu­di­ets an­den halv­del. Her blev en stor grup­pe for­søgs­per­so­ner sat til at vur­de­re, hvor til­lidsvæk­ken­de de fandt an­sig­ter­ne på de man­ge fo­to­gra­fi­er – alt­så i alt to gan­ge 371 bil­le­der. Sva­re­ne blev gi­vet på en fint gra­du­e­ret ska­la. Da for­sker­ne ef­ter­føl­gen­de gran­ske­de tal­le­ne, var re­sul­ta­tet klart: De døds­døm­tes an­sig­ter blev i gen­nem­snit vur­de­ret som min­dre til­lidsvæk­ken­de end liv­s­tids­fan­ger­nes. Re­sul­ta­tet rej­ser et kon­tro­ver­si­elt, men op­lagt spørgs­mål: Kun­ne man tæn­ke sig, at de kri­mi­nel­le, der hav­de de mindst til­lidsvæk­ken­de an­sig­ter, fak­tisk og­så hav­de be­gå­et de­res for­bry­del­ser på en me­re al­vor­lig el­ler mod­by­de­lig må­de, og at det var der­for, de hav­de få­et døds­straf frem­for en liv­s­tids­dom? Kort sagt: Kun­ne det væ­re til­fæl­det, at an­sig­tet fak­tisk gav en kor­rekt af­spej­ling af per­so­nens ka­rak­ter og ger­nin­ger? Hvis det skul­le for­hol­de sig så­dan, vil­le det væ­re højst over­ra­sken­de. Selv­om man i den tid­li­ge kri­mi­no­lo­gis hi­sto­rie i 1800-tal­let hav­de te­o­ri­er om, at for­bry­de­re så ud på en helt be­stemt må­de, så er den slags tan­ker i dag skrin­lagt. Ik­ke de­sto min­dre be­slut­te­de for­sker­ne sig for at te­ste hy­po­te­sen i et op­føl­gen­de eks­pe­ri­ment.

FOR at gø­re det­te be­nyt­te­de de sig af det tri­ste fak­tum, at en hel del per­so­ner i USA er ble­vet dømt for for­bry­del­ser, de ik­ke har be­gå­et. Navn­lig bru­gen af dna-tests har med­ført, at gam­le sa­ger er ble­vet gen­op­ta­get, hvil­ket i en del til­fæl­de har ført til, at folk er ble­vet fri­fun­det (un­der­ti­den ef­ter man­ge år i fængsel). For­sker­ne ind­sam­le­de fo­to­gra­fi­er af en grup­pe per­so­ner, der al­le var ble­vet dømt til dø­den, men som si­den var ble­vet kendt uskyl­di­ge. Li­ge­le­des sam­le­de de fo­to­gra­fi­er af per­so­ner, der var ble­vet fri­fun­det ef­ter først at ha­ve få­et en liv­s­tids­dom. Den næ­ste del af un­der­sø­gel­sen var nu den sam­me som i det før­ste eks­pe­ri­ment: En stor grup­pe for­søgs­del­ta­ge­re blev sat til at vur­de­re, hvor til­lidsvæk­ken­de an­sig­ter­ne på fo­to­gra­fi­er­ne var. Re­sul­ta­tet vi­ste sig at væ­re helt i over- ens­stem­mel­se med for­sker­nes for­mod­ning: Da man sam­men­holdt vur­de­rin­ger­ne og de dom­me, per­so­ner­ne hav­de få­et, vi­ste det sig igen, at de per­so­ner, der blev vur­de­ret til at ha­ve de mindst til­lidsvæk­ken­de an­sig­ter, og­så var dem, der var ble­vet dømt til dø­den. Men den­ne gang kun­ne for­kla­rin­gen jo ik­ke væ­re, at de vær­ste mor­de­re så ud på en be­stemt må­de – al­le per­so­ner­ne var jo uskyl­di­ge. Når man fo­re­ta­ger stu­di­er af den­ne ty­pe, er det klart, at der er en del usik­ker­he­der, som kan på­vir­ke re­sul­ta­tet. Her er det værd at be­mær­ke, at re­sul­ta­tet stem­mer helt overens med, hvad for­ske­re har fun­det i la­bo­ra­to­ri­e­eks­pe­ri­men­ter, nem­lig at vo­res umid­del­ba­re til­bø­je­lig­hed til at vur­de­re frem­me­de per­so­ners an­sig­ter som me­re el­ler min­dre til­lidsvæk­ken­de kan ha­ve stor be­tyd­ning for, hvor­dan vi hand­ler over for dem. De to ca­na­di­ske for­ske­re me­ner selv, at de­res stu­die »un­der­stre­ger den kraft, hvor­med an­sig­tets fremto­ning kan ska­be for­dom­me hos en be­trag­ter og der­med har ind­fly­del­se på folks liv, selv når det kom­mer til spørgs­mål om døds­straf, hvil­ket ty­der på fo­re­kom­sten af en alar­me­ren­de bi­as i rets­sy­ste­met«.

J.P. Wil­son og N.O. Ru­le: Fa­ci­al Trustwort­hin­ess Pre­di­cts Extre­me Cri­mi­nalSen­ten­cing Outco­mes. Psy­cho­lo­gi­cal Sci­en­ce vol. 26, 2015.

IL­LU­STRA­TION: OOSTERHOF & TODOROV

An­sig­ter­ne oven­for vi­ser, hvor­dan man kan få et an­sigt til at vir­ke me­re el­ler min­dre til­lidsvæk­ken­de. An­sig­tet til ven­stre er di­gi­talt ma­ni­p­u­le­ret til at væ­re min­dre til­lidsvæk­ken­de, an­sig­tet til høj­re er gjort me­re til­lidsvæk­ken­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.