At kom­me folk til at le

Weekendavisen - - Ideer - Af OLE BALSLEV

Til skue. Te­a­tret har un­der­gå­et man­ge sto­re æn­drin­ger si­den den græ­ske old­tid, men har al­tid sat en ære i at spot­te de lat­ter­li­ge folk og egen­ska­ber i ti­den.

Klas­sisk fi­lo­log

a Lud­vig Hol­berg i 1720rne skrev si­ne be­røm­te ko­me­di­er, blev de op­ført på Den dan­ske Sku­e­plads i Grøn­ne­ga­de i Kø­ben­havn. Ko­me­di­er­ne skul­le ik­ke ba­re med Hol­bergs eg­ne ord »kom­me Folk til at le«, men og­så med iro­ni og en god po­r­tion sel­viro­ni ud­stil­le nog­le af de lat­ter­li­ge egen­ska­ber hos folk i dig­te­rens sam­tid. Man kan tæn­ke på Den po­li­ti­ske Kan­de­stø­ber, der får lej­lig­hed til at re­a­li­se­re si­ne po­li­ti­ske ide­er, på Den Stun­des­lø­se, der al­drig sy­nes, han har tid nok, og som ram­mes af stress, på Je­an de Fran­ce, som kom­mer hjem fra et kort op­hold i Pa­ris og dår­ligt nok kan ta­le dansk læn­ge­re, og på Eras­mus Mon­ta­nus, som hjem­me i lands­by­en vil im­po­ne­re med den lær­dom, han har få­et på uni­ver­si­te­tet i ho­ved­sta­den. Al­le dis­se ho­ved­per­so­ner kom­mer fryg­te­lig galt af sted og ud­le­ve­res til pu­bli­kums lat­ter. For at sæt­te ho­ved­per­so­ner­ne i re­lief, be­fol­ker Hol­berg sce­nen med en ræk­ke fest­li­ge og jæv­ne men­ne­sker, der net­op ik­ke bli­ver im­po­ne­re­de. Sku­e­plad­sen – te­a­tret – har sin op­rin­del­se i den græ­ske old­tid. Det græ­ske ord for at skue er the­an, så sku­e­plads er en helt di­rek­te over­sæt­tel­se til det græ­ske the­a­tron. På en­gelsk har man be­va­ret h’et i or­det the­a­ter. Al­le­re­de i den græ­ske old­tid var der i At­hen for­skel­li­ge te­a­ter­fo­re­stil­lin­ger, hvoraf de vig­tig­ste var tra­ge­di­en og ko­me­di­en. De blev op­ført i den sam­me fy­si­ske ram­me, og til­sku­er­ne lej­re­de sig med de­res mad og vin en­ten på en skrå­ning, hvor­fra der var god ud­sigt til sce­nen, el­ler – se­ne­re – i en rig­tig te­a­ter­byg­ning, først af træ og se­ne­re af sten, men al­tid un­der åben him­mel. En vig­tig del af det græ­ske te­a­ter­væ­sen var den næ­re for­bin­del­se med re­li­gio­nen. Te­a­ter­fo­re­stil­lin­ger­ne fandt sted på be­stem­te års­ti­der, man hyl­de­de ving­u­den Dio­nysos med dis­se fo­re­stil­lin­ger, og Dio­nysos­præ­ster­ne hav­de de for­nem­ste plad­ser i the­a­tret (og nu væl­ger jeg kon­se­kvent at bru­ge den græ­ske sta­ve­må­de), bed­re plad­ser end by­er­nes po­li­ti­ske le­de­re. Hvert år skul­le tre dig­te­re le­ve­re tra­ge­di­er­ne til Dio­nysos­fester­ne. Årets tre dig­te­re var af by­sty­ret ud­pe­get et år i for­vej­en, og man hav­de og­så be­vil­get hver af dem et kor til at frem­fø­re de kor­san­ge, der skul­le de­k­la­me­res

Dpå pas­sen­de ste­der i styk­ker­ne. Det vil si­ge, at pu­bli­kum på for­hånd vid­ste, hvil­ke em­ner dig­ter­ne hav­de valgt. Og­så ko­me­di­e­dig­ter­ne var ud­pe­get på for­hånd, og mens tra­ge­di­er­ne som re­gel hav­de myto­lo­gi­ske em­ner, tog ko­me­di­er­ne fat på ak­tu­el­le po­li­ti­ske em­ner, of­te med me­get di­rek­te hen­vis­nin­ger til le­den­de po­li­ti­ke­re. He­le Dio­nysos­fe­sten var en of­fent­lig fest. Al­le holdt fri i de da­ge, fe­sten va­re­de.

THE­A­TRET har un­der­gå­et mar­kan­te byg­nings­mæs­si­ge, re­li­gi­øse og lit­teræ­re for­an­drin­ger si­den den græ­ske old­tid. Cir­ka 70 år før Kri­sti fød­sel mø­der vi på lat­insk grund be­gre­bet am­fit­he­a­ter, som be­teg­ner et the­a­ter »he­le vej­en rundt«, som det for ek­sem­pel ken­des fra det ro­mer­ske Co­los­se­um. Det græ­ske ord am­fi- be­ty­der »i beg­ge en­der«. Her blev der op­ført gla­di­a­tor- og dy­r­e­kam­pe, men ik­ke spil­let tra­ge­di­er og ko­me­di­er. Når der i et ro­mersk the­a­ter blev spil­let en tra­ge­die, hav­de man en sla­ve el­ler en døds­dømt for­bry­der til at spil­le den rol­le, der skul­le en­de med den på­gæl­den­des død. Der er vid­nes­byrd om, at der blev fo­re­ta­get et rig­tigt drab, og hvis det ik­ke vir­ke­de over­be­vi­sen­de på pu­bli­kum, kun­ne man for­lan­ge sce­nen ta­get om med en re­ser­ve­sku­e­spil­ler, der og­så blev dræbt. En af de vig­tig­ste for­an­drin­ger er, at man i old­ti­den gik i the­a­ter, når der var en re­li­gi­øs fest, mens man un­der kri­sten­dom­men og alt­så og­så på Hol­bergs tid gik, når man hav­de lyst. Det re­li­gi­øse aspekt var for længst bor­te. Og­så på det lit­teræ­re plan ske­te der for­an­drin­ger. De tid­li­ge græ­ske ko­me­di­er hav­de ka­rak­ter af ak­tu­el revy – of­te med ut­ve­ty­di­ge hen­vis­nin­ger til seksu­el prak­sis – og ud­le­ve­re­de ak­tu­el­le po­li­ti­ske per­so­ner til pu­bli­kums spot, men al­le­re­de få år se­ne­re var det al­me­ne ka­rak­te­r­e­gen­ska­ber, der blev lat­ter­lig­gjort. Det er ik­ke til­fæl­digt, at vi hos Hol­berg mø­der per­so­ner med så­dan­ne lat­ter­li­ge egen­ska­ber. Det har han lært af de ro­mer­ske dig­te­re Plautus og Te­rents og af græke­ren Menan­der, der le­ve­de på Si­ci­li­en. En af de helt sto­re the­a­ter­dig­te­re er Sha­kespea­re, og al­le­re­de med hans byg­ning er vi kom­met del­vis in­den dø­re. Sha­kespea­res the­a­ter hed The Glo­be og stod kun til 1644, hvor det blev re­vet ned. Det var byg­get i fle­re eta­ger om en åben gård. The­a­tret er i dag genop­byg­get. Lud­vig Hol­berg be­søg­te Lon­don i 1706 på vej til Ox­ford, og han har li­ge­som Sha­kespea­re hen­tet fle­re af si­ne ty­per hos Plautus. Med Hol­bergs Grøn­ne­ga­det­he­a­ter er vi kom­met helt un­der tag. Disciplene i Ri­be Ka­ted­ralsko­le har på Hol­bergs tid un­der le­del­se af de­res rek­tor si­den 1723 Chri­sti­an Fal­ster (1690-1752) spil­let sku­e­spil – på lat­in – på plad­sen for­an Ri­be Dom­kir­ke, alt­så un­der åben him­mel, og i vo­re da­ge kan man og­så op­le­ve fril­uft­st­he­a­ter man­ge ste­der. Eks­pe­ri­men­ter med the­a­ter­fo­re­stil­lin­ger vil al­drig få en­de. Den ty­ske dra­ma­ti­ker og marxist Ber­tolt Bre­cht (1898-1956) har bå­de te­o­re­tisk og i prak­sis for­ny­et the­a­tret af­gø­ren­de ved at un­der­stre­ge den the­a­tral­ske il­lu­sion og di­stan­cen mel­lem sce­nen og pu­bli­kum. I et af si­ne styk­ker la­der han en sku­e­spil­ler si­ge hen over ram­pe­ly­se­ne til pu­bli­kum: »Det I nu ser, er ik­ke vir­ke­lig­he­den. Det er the­a­ter!«

FO­TO: NATASCHA THIARA RYDVALD/ SCAN­PIX

Te­a­tret har en lang tra­di­tion for at ud­le­ve­re si­ne ka­rak­te­rer til pu­bli­kums lat­ter – her Eras­mus Mon­ta­nus, der hjemvendt til lands­by­en prø­ver at im­po­ne­re med sin nye lær­dom (fo­to fra Eras­mus Mon­ta­nus på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.