Klam­me­ri på knej­pen

Weekendavisen - - Fak­tisk - Af SUS­SI BECH OG INGO MILT­ON

Aziru – ka­pi­tel 5. Nog­le mænd i ba­ger­ste hjør­ne sku­le­de vredt mod dem. Aziru fik en ube­ha­ge­lig for­nem­mel­se af at ha­ve set dem før, men så mær­ke­de han en tru­en­de svim­mel­hed.

Fø­niki­en, år 1300 før vor tids­reg­ning. Aziru er stuk­ket af hjem­me­fra, for­di man tror, han har for­gif­tet by­ens skat­me­ster. Han har fun­det et nyt hjem blandt sø­mænd på et han­dels­skib, som net­op har lagt til kaj i den sy­ri­ske hav­ne­by Uga­rit.

et var al­drig gra­tis at ank­re op ved de sto­re han­dels­plad­ser. Kon­gens skat­me­ster og to skri­ve­re stod klar på kaj­en, al­le­re­de in­den det sto­re sejl var fi­ret ned. Aziru spid­se­de ører, for de tre mænd tal­te sy­risk, og Aziru kun­ne for­stå, hvad de sag­de. Det gjor­de ham nys­ger­rig. »Lad os se, hvad de har af spæn­den­de sa­ger,« sag­de den ene skri­ver. »Smut I ba­re om bord,« gnæg­ge­de skat­meste­ren, »I ved, at jeg bli­ver sø­syg, ba­re jeg ser et skib.« Han var en æl­dre mand med langt gråt skæg. »Ja­vel, De­res Nå­de,« råb­te skri­ver­ne i kor, mens de blin­ke­de til hin­an­den. Kap­ta­j­nen lod dem gå om bord, og de pi­le­de som grå­di­ge rot­ter ned i la­sten. Enø­je stod og sku­le­de ned gen­nem lu­gen: »De split­ter det he­le ad ...« Ja­pi, Ya­rim og Aziru pak­ke­de sej­let på bom­men. De­res ar­me gik i hur­tig takt, når de fol­de­de det tun­ge lær­red. »I af­ten skal du i by­en med os,« ud­brød Ja­pi, »det er på ti­de, du bli­ver vok­sen!« Ya­rim blin­ke­de, og Aziru nik­ke­de uden helt at vi­de, hvad de tal­te om. Hans op­mærk­som­hed var me­re ret­tet mod la­strum­met. »Når jeg først har set et va­re­la­ger, hu­sker jeg hver en hve­de­ker­ne ...« sag­de den ene skri­ver. »Ja, og en hel hve­de­ker­ne kan hur­tigt bli­ve

Dtil en halv,« små­lo den an­den, »hvad in­gen ved, har in­gen ondt af ...« De kom op på dæk­ket igen. Den ene skrev ned, mens han rem­se­de op på ge­brok­kent fø­nikisk: »Så er vi alt­så eni­ge om, at I med­brin­ger 100 kruk­ker vin og 40 rul­ler egyp­tisk lin­ned ...« kap­ta­j­nen nik­ke­de tavst, »og ti sæk­ke pur­pursneg­le ...« Skri­vepin­den dan­se­de hen over det vå­de ler. »Und­skyld, her­re,« sag­de Aziru hø­fligt og pe­ge­de på tav­len. »De si­ger, at vi har 100 kruk­ker vin med, men skri­ver fak­tisk kun 50, og li­ge­le­des 40 rul­ler egyp­tisk lin­ned, men skri­ver 20.« Skri­ve­ren vend­te sig mod Aziru og vris­se­de: »Hvad me­ner du med det, knægt?« »Jeg me­ner, at du bil­der je­res skat­me­ster ind, at vo­res last er min­dre, end den fak­tisk er.« Skri­ve­ren blev il­drød i ho­ve­d­et og skul­le li­ge til at stik­ke Aziru en syn­gen­de lus­sing. Så be­sin­de­de han sig, og vre­den blev af­løst af frygt. Der blev helt stil­le på ski­bet. »... og på den må­de kan I stik­ke no­get til si­de til jer selv!« hvis­le­de kap­ta­j­nen. »Hvad in­gen ved, har in­gen ondt af ...« til­fø­je­de Aziru og nik­ke­de mod skat­meste­ren in­de på kaj­en. Aziru var da­gens hæ­der­s­mand ef­ter at ha­ve af­slø­ret sny­de­ri­et. He­le be­sæt­nin­gen hav­de stå­et i kø for at ro­se ham. Selv Mat­ta var fuld af be­un­dring. »Ja, skat­meste­ren vil­le sik­kert tro, det var os, der prø­ve­de at sny­de os til en la­ve­re af­gift,« sag­de kap­ta­j­nen og tør­re­de sve­den af pan­den. »Vi bur­de ha­ve an­gi­vet de sny­depel­se!« fny­ste Ja­pi og sku­le­de ef­ter dem.

AZIRU hav­de få­et fri, og Ya­rim, Ja­pi og mi­no­e­ren Axos stod klar til at gi­ve ham hans livs af­ten. Gø­re ham til en vok­sen mand, som de sag­de. So­len var for længst gå­et ned. Stjer­ner­ne ly­ste på den sor­te him­mel. I hu­se­ne sås en­kel­te lys. Hans tre ven­ner før­te ham ned ad nog­le snæv­re gy­der, ind­til de kom til en byg­ning med kraf­ti­ge træ­gi­t­re for vin­du­er­ne. Der lød lat­ter og hvi­nen de­r­in­de, luf­ten var tyk af lam­peos og rø­gel­se. Ya­rim mo­se­de sig gen­nem det tæt­pak­ke­de rum og fandt et tomt hjør­ne. »Vo­res stam­bord er le­digt!« De sat­te sig på mu­re­de bæn­ke med siv­måt­ter. Snart kom en ung kvin­de og sat­te sto­re kruk­ker øl for­an dem. Hun ka­ste­de lan­ge blik­ke til Ya­rim, som om de kend­te hin­an­den. »Så bun­der vi!« råb­te Ja­pi. Aziru hav­de al­drig smagt rig­tig øl. Kun den ly­se med vand i. »Kan du li­de den?« spurg­te de og kig­ge­de på ham. Den smag­te af hon­ning og kryd­de­ri­er, og det prik­ke­de i kin­der­ne, når han drak. »Godt! Så bun­der vi – el­lers er det re­sten i hå­ret!« råb­te de i kor. Aziru drak i bund. Han hav­de ik­ke lyst til at få alt det kli­ster i hå­ret. Det var og­så, som om han blev min­dre ge­nert, når han drak. Alt, hvad han sag­de, var sjovt. Var han ved at bli­ve vok­sen? Ya­rim og Ja­pi kap­pe­des om at fy­re vit­tig­he­der af – kun af brudt af de­res: »Så bun­der vi!« Kvin­den fra ølstu­en syn­tes åben­bart og­så, de var sjove. Hun hav­de sat sig på bæn­ken mel­lem dem og læ­ne­de sig op ad Ya­rim. »Vi må ha­ve en om­gang til,« råb­te han så højt, at in­gen var i tvivl. Den­ne gang kom en kraf­tig mand og slog ølkruk­ken ned i det la­ve bord. Han mum­le­de no­get til kvin­den, som skynd­te sig bort. Nog­le mænd i ba­ger­ste hjør­ne sku­le­de vredt mod dem. Aziru fik en ube­ha­ge­lig for­nem­mel­se af at ha­ve set dem før, men så mær­ke­de han en tru­en­de svim­mel­hed. Plud­se­lig gik det he­le me­get hur­tigt. Ya­rim stod og skænd­tes med et par kraf­ti­ge mænd, som hav­de slå­et kreds om ham. Ja­pi rej­ste sig og råb­te og ban­de­de. In­gen skul­le ge­ne­re hans bed­ste ven! Snart fløj en skam­mel gen­nem luf­ten og knal­de­de mod væg­gen li­ge bag ved dem. Så blev mi­no­e­ren rig­tig vred. Han plan­te­de en knyt­næ­ve i ho­ve­d­et på ham, der ka­ste­de. Aziru duk­ke­de sig, mens sto­le og ølkrus fløj om ører­ne på ham. Så vo­ve­de han at se op. En stor fyr sad oven på mi­no­e­ren og pres­se­de si­ne tom­mel­fingre ned i hans stru­be. Aziru sprang op på ryg­gen af ham og tam­pe­de løs på hans ho­ved. Han blev kylet til jor­den med et brag. Han mær­ke­de Ja­pis sto­re næ­ve gri­be fat i sin arm og ha­le ham ud af ølstu­en. Snart var de al­le fi­re i vildt løb ned ad de mør­ke gy­der. »Så I, hvem der sad de­r­in­de?« råb­te Ya­rim. »Det var de to skri­ve­re fra i mor­ges, som prø­ve­de at sny­de os! De skul­le hel­le­re væ­re tak­nem­me­li­ge over, at vi ik­ke an­gav dem.« Aziru skul­le til at si­ge no­get, da det plud­se­lig svim­le­de for ham, og han ka­ste­de op for fuld ud­blæs­ning. Da hans ma­ve en­de­lig faldt på plads, var der bræk på hans tu­ni­ka, mun­den smag­te surt, og hans skul­der gjor­de ondt ef­ter kam­pen. Det var ik­ke sjovt at væ­re vok­sen.

Mon de vre­de skri­ve­re kom­mer ef­ter dem igen? Følg med i næ­ste uge. Hvis du gik glip af de for­ri­ge ka­pit­ler, kan du læ­se dem på www.we­e­ken­da­vi­sen.dk.

IL­LU­STRA­TION: SUS­SI BECH

Højt­læs­ningHvis du er abon­nent, kan du hø­re hi­sto­ri­en læst op på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.