En sja­el fan­get i den for­ker­te krop

Weekendavisen - - Opinion - Af CA­MIL­LA STAMPE

EW YORK – Ab­by Stein var 19 år, da hun før­ste gang fik ad­gang til in­ter­net­tet. På et of­fent­ligt toilet i et su­per­mar­ked i New York søg­te hun på he­bra­i­ske ord og sa­et­nin­ger som »køn« og »dreng skift til pi­ge«. I ti­me­vis blev hun sid­den­de på kum­men for at na­er­la­e­se de ar­tik­ler, der duk­ke­de op på den tab­let, hun hav­de lånt af en ven. Isa­er blev hun gre­bet af de per­son­li­ge forta­el­lin­ger på et is­ra­elsk forum, hvor folk ano­nymt skrev om at fø­le sig fan­get i den for­ker­te krop og det for­ker­te køn. »Det var før­ste gang, jeg fandt ud af, at der var an­dre li­ge­som mig. Det var en let­tel­se, men sam­ti­dig skra­em­te det mig, for jeg vid­ste, at jeg al­drig vil­le kun­ne gø­re no­get ved det,« forta­el­ler hun. I 2012 på toilet­tet i su­per­mar­ke­det hed hun Scrul­ly Stein og var en ung jø­disk mand. Som sa­ed­van­lig var hun kla­edt i sin tra­di­tio­nel­le jø­di­ske sor­te frak­ke, sor­te buk­ser og hat som al­le an­dre un­ge, ha­si­di­ske ma­end i det ul­tra-or­to­dok­se jø­di­ske kvar­ter i New York-by­de­len Wil­li­ams­burg. Hå­ret var kort og mør­ke­brunt, to krøl­ler sno­e­de sig ned langs ører­ne, og hun hav­de et langt mørkt ska­eg. Som di­rek­te ef­ter­kom­mer af den ver­dens­be­røm­te grund­la­eg­ger af den ha­si­di­ske jø­de­dom, Rab­bi Is­ra­el ben Eliezer, og­så kal­det Baal Shem Tov, var det for­ven­tet, at Ab­by Stein selv vil­le ud­dan­ne sig til rab­bi­ner og fø­re ar­ven vi­de­re fra sin for­fa­der, pra­e­cis som hen­des far og bedste­far hav­de gjort det før hen­de. Hun var si­ne fora­el­dres første­fød­te søn, og der­for modt­og hun fra en tid­lig al­der jø­disk un­der­vis­ning og var li­ge­som de an­dre dren­ge i mil­jø­et ryk­ket vi­de­re til den or­to­dok­se ver­sion af gym­na­si­et, hvor hun fra 5.30 om mor­ge­nen til 21.45 om af­te­nen stu­de­re­de Bi­be­len og tu­sind år gam­le he­bra­i­ske tek­ster. Her fem år se­ne­re stu­de­rer Ab­by Stein køns­stu­di­er på Co­lum­bia-uni­ver­si­tet i New York, og det er på uni­ver­si­te­tets cam­pus, at We­e­ken­da­vi­sen mø­der hen­de. Hun har skul­der­langt mørkt hår, et par små gul­dø­re­rin­ge i ører­ne og lidt rød rou­ge på kin­der­ne. Jeg spør­ger, om hun var op­ta­get af de he­bra­i­ske stu­di­er den­gang. »Det er et sva­ert spørgs­mål. På det tids­punkt var det jo alt, jeg kend­te til. Jeg vid­ste ik­ke, at jeg hav­de et an­det valg. Som en del af det mil­jø ved du ik­ke, at der fin­des en ver­den uden for den, du selv er i. Ind­til jeg var 12, tro­e­de jeg, at de fle­ste men­ne­sker i ver­den var jø­der.«

NUd­dan­net rab­bi­ner

Den ha­si­di­ske jø­de­dom op­stod i den del af Øst­eu­ro­pa, som nu er Ukrai­ne, i mid­ten af 1700-tal­let. I 1900-tal­let bred­te den sig til re­sten af Øst­eu­ro­pa, men i dag bor stør­ste­delen af de ha­si­di­ske jø­der i USA, Is­ra­el og Stor­bri­tan­ni­en. Ale­ne i New York an­slås der at bo mel­lem 150.000-250.000. De le­ver iso­le­ret fra re­sten af by­en med eg­ne sy­na­go­ger, for­ret­nin­ger og køns­op­del­te re­li­gi­øse sko­ler. Ab­by Stein blev som én blandt få ud­valg­te på sin sko­le indstil­let til en vi­de­reud­dan­nel­se som rab­bi­ner, som hun fa­er­dig­gjor­de i 2011. På det tids­punkt hav­de hun le­vet si­ne før­ste 19 år i New York uden at kun­ne en­gelsk, uden ad­gang til an­dre avi­ser og ma­ga­si­ner end he­bra­i­ske, uden se­ku­la­er mu­sik og helt uden ad­gang til in­ter­net­tet. Som 18-årig var hun via et ar­ran­ge­ret ae­g­te­skab ble­vet gift med en kvin­de fra en an­den gren af fa­mi­li­en, og de hav­de få­et de­res før­ste barn sam­men. Ab­by Stein be­gynd­te dog at tviv­le på re­li­gio­nen. Si­den hun var fi­re år, hav­de hun følt sig som en pi­ge, og hun ane­de ik­ke, hvor­dan hun skul­le for­hol­de sig til det. »I sy­vår­sal­de­ren sam­le­de jeg på ar­tik­ler, som hand­le­de om or­gan­trans­plan­ta­tio­ner – om ny­re-, lun­ge- og hjer­te­trans­plan­ta­tio­ner, og jeg hå­be­de, at når jeg hav­de sam­let nok ar­tik­ler, så vil­le jeg vi­de, hvor­dan man kun­ne la­ve en fuld­sta­en­dig kro­p­strans­plan­ta­tion. Så­dan tro­e­de jeg, at det fo­re­gik,« forta­el­ler hun. Som niårig bad Ab­by Stein i en pe­ri­o­de hver af­ten til, at hun vil­le våg­ne op som pi­ge. »Da jeg var 12, var jeg sik­ker på, at jeg måt­te va­e­re skør. Mil­jø­et var så iso­le­ret, så jeg kend­te jo in­gen an­dre, der hav­de det li­ge­som jeg.« Ab­by Stein be­skri­ver det i dag som en iden­ti­tetskri­se, der va­re­de det me­ste af hen­des barn­dom. Hun for­tal­te sig selv, at det umu­ligt kun­ne va­e­re hen­des køn, det hand­le­de om, og vend­te i ste­det si­ne tan­ker mod re­li­gio­nen. »Jeg be­gynd­te at over­ve­je, om mi­ne fø­lel­ser må­ske hand­le­de om, at jeg slet ik­ke tro­e­de på alt det, jeg hav­de la­ert. Jeg blev skep­tisk og sat­te plud­se­lig spørgs­måls­tegn ved det he­le,« forta­el­ler hun. Tviv­len og fru­stra­tio­ner­ne del­te Ab­by Stein med sin ko­ne, og trods den mang­len­de tro prø­ve­de par­ret at få det til at fun­ge­re. »Det var et ae­g­te­skab uden fø­lel­ser, men vi hav­de få­et op­byg­get et fint ven­skab.« På et tids­punkt fandt ko­nens fora­el­dre dog ud af, at Ab­by Stein ik­ke la­en­ge­re var tro­en­de, og de fik af­brudt ae­g­te­ska­bet. Skils­mis­sen be­tød, at 20-åri­ge Ab­by Stein nu traf en en­de­lig be­slut­ning om at for­la­de det re­li­gi­øse mil­jø i Wil­li­ams­burg. »Jeg tro­e­de, at mi­ne tan­ker om mit køn vil­le for­svin­de, hvis jeg kom va­ek og fik en ud­dan­nel­se, men det gjor­de de slet ik­ke. Mit før­ste år på Co­lum­bia var hårdt, og jeg ka­em­pe­de kon­stant. Den før­ste te­ra­pe­ut, jeg fik en tid hos, for­tal­te mig, at jeg var trans­køn­net, men ba­re tan­ken om det gjor­de mig ra­ed­sels­sla­gen,« forta­el­ler hun.

Sprang ud

Fra Ab­by Stein be­gynd­te på uni­ver­si­te­tet, gik der to år, før hun traf be­slut­nin­gen om at sprin­ge ud som transkvin­de. I den pe­ri­o­de gik hun til re­gel­ma­es­si­ge mø­der i for­e­nin­gen Foot­steps, som hja­el­per men­ne­sker, der ger­ne vil for­la­de ul­tra­or­to­dok­se mil­jø­er. Jø­de­dom­men hav­de hun for­ka­stet og op­fat­te­de nu sig selv som atei­st. Da en ven over­tal­te hen­de til at del­ta­ge i et ar­ran­ge­ment hos den pro­g­res­si­ve jø­di­ske be­va­e­gel­se Ro­memu, var hun der­for først af­vi­sen­de, men lod sig al­li­ge­vel over­ta­le. I be­va­e­gel­sen op­da­ge­de hun en ver­sion af jø­de­dom­men, som brød med de stren­ge le­vereg­ler, hun selv var vok­set op med. Hos Ro­memu var det for ek­sem­pel til­ladt at ind­dra­ge mu­sikin­stru­men­ter i fejrin­gen af sab­bat­ten, og ma­end og kvin­der sad mel­lem hin­an­den på ba­en­ke­ra­ek­ker­ne. Men som det vig­tig­ste for Ab­by Stein ac­cep­te­re­de Ro­memu ik­ke ba­re trans­køn­ne­de og ho­mo­seksu­el­le med­lem­mer; de hyl­de­de dem og­så som en na­tur­lig del af be­va­e­gel­sen. Hun hav­de nu fun­det et fa­el­les­skab med men­ne­sker, som støt­te­de hen­de. Den le­den­de rab­bi­ner i Ro­memu blev en na­er ven af Ab­by Stein, og han til­bød at del­ta­ge i en sam­ta­le med hen­des far. Den var for Ab­by Stein et helt af­gø­ren­de skridt. I sep­tem­ber 2015 var hun be­gyndt på en hor­mon­be­hand­ling for at aen­dre sit ud­se­en­de, men det var kun hen­des na­er­me­ste ven­ner, der vid­ste det. Hvis hen­des om­gangskreds og medstu­de­ren­de og­så skul­le ha­ve be­sked, måt­te hun først forta­el­le det til sin far. Hun rin­ge­de der­for til ham og in­vi­te­re­de ham hjem til rab­bi­ne­ren fra Ro­me­nu, som fa­ren kend­te i for­vej­en. Da de tre mød­tes i rab­bi­ne­rens stue, var det rab­bi­ne­ren, der tal­te, mens Ab­by Stein blot over­sat­te fra en­gelsk til yid­dish for sin far. Rab­bi­ne­ren hen­te­de hja­elp i tek­ster fra den jø­di­ske mystik for at få Ab­by Ste­ins far til at for­stå, at fa­eno­me­net med en sja­el, der fø­ler sig fan­get i den for­ker­te krop, al­le­re­de står be­skre­vet i de he­bra­i­ske tek­ster. Un­dren­de spurg­te Ab­by Ste­ins far, hvor­for hun dog vil­le va­e­re en kvin­de, når nu kvin­der er min­dre va­erd end ma­end. Han gjor­de det klart, at be­slut­nin­gen vil­le be­ty­de, at han for­ment­lig al­drig vil­le kun­ne ta­le med hen­de igen. Så tryk­ke­de han rab­bi­ne­rens hånd og for­lod hu­set. Si­den har Ab­by Stein rin­get til sin far en en­kelt gang for at øn­ske godt nytår, og hver fre­dag sen­der hun ham en sms for at øn­ske ham gla­e­de­lig sab­bat. »Han sva­rer al­drig. På et tids­punkt tro­e­de jeg, at han må­ske hav­de skif­tet num­mer, men da jeg send­te ham en be­sked fra et an­det num­mer, så han ik­ke kun­ne se, at det var mig, kom der et svar,« forta­el­ler hun. Sin mor har hun ik­ke kon­takt til, men to af hen­des sø­stre ta­ler hun med in­di­mel­lem. Re­sten af det ul­tra-or­to­dok­se mil­jø har hun lagt bag sig. Ab­by Stein ved, at hen­des fa­mi­lie­med­lem­mer med stor sand­syn­lig­hed bru­ger hen­de som skra­em­me­ek­sem­pel på, hvor galt det kan gå, hvis man ik­ke føl­ger mil­jø­ets reg­ler. Pra­e­cis som hun i be­gyn­del­sen af te­e­na­ge­al­de­ren selv fik for­talt skra­em­me­hi­sto­ri­er om sin fa­et­ter Luzer, der blev be­skre­vet som men­talt usta­bil, kri­mi­nel og be­sat af sex, for­di han hav­de valgt at for­la­de mil­jø­et.

»Fak­tisk hja­el­per mil­jø­et mig ved at ha­de mig så me­get.«

Fa­et­ter Luzer vil­le en­ten dø tid­ligt, en­de i fa­engsel el­ler bli­ve stof­mis­bru­ger, lød det fra rab­bi­ner­ne. »Men fak­tisk hja­el­per mil­jø­et mig ved at ha­de mig så me­get. Der er langt fle­re børn i de or­to­dok­se mil­jø­er, der hø­rer om mig nu, for­di de bli­ver ad­va­ret imod mig, og det er pra­e­cis det, der er mit mål. Hvis der er en 12-årig dreng el­ler pi­ge i det mil­jø, som ka­em­per med sin iden­ti­tet, skal de vi­de, at der er an­dre må­der, de kan le­ve de­res liv på. Jo fle­re, der for­la­der mil­jø­et, jo ty­de­li­ge­re bli­ver det for dem, der er til­ba­ge, at det er en mu­lig­hed,« si­ger hun.

Trump gør mig vred

Ved si­den af stu­di­et un­der­vi­ser Ab­by Stein børn i he­bra­i­ske tek­ster og ar­bej­der som fri­vil­lig i New Yor­ks by­råd. Isa­er det sid­ste er der brug for, me­ner hun, ef­ter at Trump i mid­ten af fe­bru­ar op­ha­e­ve­de et di­rek­tiv fra tid­li­ge­re pra­esi­dent Ba­ra­ck Oba­ma, som gav trans­køn­ne­de stu­de­ren­de ret til selv at va­el­ge, hvil­ket toilet de vil be­nyt­te. »Det gør mig vred og ked af det, men jeg er jo pri­vil­e­ge­ret, for­di jeg bor i New York Ci­ty. Som trans­per­son be­hø­ver jeg ik­ke at va­e­re ban­ge, når jeg går på ga­den. Vi har sta­er­ke ret­tig­he­der, og sta­ten New York skal nok ka­em­pe sam­men med os. For mig be­ty­der det ba­re, at jeg und­går at ta­ge på ro­ad­trip til Mi­a­mi, som jeg for ek­sem­pel gjor­de i lø­bet af mit før­ste år på uni­ver­si­te­tet. Det har jeg ik­ke gjort, si­den jeg sprang ud. For at kom­me til Mi­a­mi skal man kryd­se Sy­den, og jeg har ik­ke lyst til at gø­re et stop på en tank­sta­tion i Ge­or­gia el­ler North Ca­ro­li­na, for der fo­re­går så me­get diskri­mi­na­tion af trans­per­so­ner i de sta­ter. Jeg kan ba­re und­gå de om­rå­der, men der er mas­ser af trans­seksu­el­le, der bor der og skal le­ve med den frygt hver dag,« si­ger hun og hen­vi­ser til an­tal­let af drab på trans­køn­ne­de i USA, der top­pe­de med 22 til­fa­el­de sid­ste år. »Folk er ge­ne­relt imod trans­per­so­ner, for­di de er ban­ge for for­an­drin­ger. Kon­ser­va­ti­ve og re­li­gi­øse men­ne­sker har det bedst med det ek­si­ste­ren­de og vil ik­ke ha­ve sam­fun­det til at aen­dre sig,« si­ger hun og ud­dy­ber: »For dem gi­ver det ik­ke me­ning. De for­står det slet ik­ke. Der­for ha­der de det, og det had bli­ver til en frygt.«

Ca­mil­la Stampe er fre­elan­cejour­na­list, bo­sat i New York.

For­vand­lin­gen. Ab­by Ste­in for­lod et ul­tra-or­to­dokst jø­disk mil­jø i New York som 20-årig og sprang si­den ud som transkvin­de. Nu ka­em­per hun for de trans­køn­ne­des ret­tig­he­der.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.