Kom­men­tar.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af SYN­NE RIF­B­JERG

»Vi har sva­ert ved at se fald­gru­ber­ne i vo­res egen tid.« Syn­ne Rif­b­jerg om årets de­bat.

HVIL­KEN forun­der­lig tid. Der er na­e­sten in­gen mø­der i dis­se uger, på ar­bejds­plad­sen, mel­lem ven­ner, i fa­mi­li­en, hvor vi ik­ke spør­ger hin­an­den om #metoo. Selv om man ik­ke del­ta­ger på de so­ci­a­le me­di­er, kom­mer man til at ta­le om, hvad man har - og ik­ke har - op­le­vet. Og må­ske, når man har for­talt om dén epi­so­de el­ler dén si­tu­a­tion, så kom­mer spørgs­må­let: Hvad be­ty­der kampag­nen? Man­ge af hi­sto­ri­er­ne hand­ler om ting, der er sket for ty­ve år si­den, for fem år si­den el­ler i går. Men hvad be­ty­der det he­le i dag? For vo­res tid? Hvor­for sker det li­ge nu? For mens man sag­tens kan ta­el­le til­ba­ge til Har­vey We­in­ste­in og i sam­me ån­de­d­rag kan na­ev­ne Bill Cos­by, er det sva­e­re­re at for­kla­re lavi­nen. Må­ske er det li­ge­som med an­dre forun­der­li­ge og be­fri­en­de be­gi­ven­he­der i hi­sto­ri­en. Man kan hol­de et fa­eno­men fan­get så og så la­en­ge, men plud­se­lig går der hul, vag­ter­ne tra­e­der til si­de. Pres­set er ble­vet for stort, kon­se­kven­ser­ne ved at la­de va­e­re at hand­le er plud­se­lig stør­re end kon­se­kven­ser­ne ved sta­tus quo. Selv kan jeg ik­ke få ar­me­ne ned af be­gej­string ved ud­sig­ten til, at en be­stemt form for magtu­dø­vel­se en­de­lig mø­der sit Wa­ter­loo. Fin­gre­ne af fa­det, for her kom­mer en ny epo­ke i fe­mi­nis­mens hi­sto­rie, hvor skur­vog­nen som bil­le­de på alt, hvad det in­de­ba­e­rer af Pi­rel­li­pi­ger og høhø og et klap bagi, der »ik­ke be­ty­der no­get«, kø­res på skrot­plad­sen, og ma­end og kvin­der ser hin­an­den i øj­ne­ne og ved, hvad ja tak og nej tak be­ty­der. Hvil­ken be­fri­el­se. Hvil­ket vi­dun­der­ligt nyt ka­pi­tel i kvin­de­kam­pens kor­te hi­sto­rie. Men jeg kan ik­ke la­de va­e­re med at spe­ku­le­re mig tra­et i ho­ve­d­et af, hvor­dan den­ne re­vo­lu­tion skal for­lø­be, så den ik­ke en­der med at ae­de si­ne børn. For hvad vil vi ger­ne have, nu hvor der er gå­et hul på mu­ren? Ha­evn? El­ler hand­ling, der – som man sag­de i gam­le da­ge – gi­ver for­vand­ling?

JEG var 12, da 1970er­ne sat­te gang i en ny fe­mi­nis­mebøl­ge, som vir­ke­lig ryk­ke­de nog­le hegns­pa­e­le. Jeg er alt­så for ung til at have ta­get det sla­eb, som mi­ne ae­l­dre med­sø­stre, rød­strøm­per­ne, tog, og som jeg al­tid har haft uen­de­lig stor respekt for og følt mig tak­nem­me­lig over. Min mor der­i­mod var for gam­mel. Hun le­ve­de i et bor­ger­ligt ae­g­te­skab med min far, og jeg kan hu­ske et sa­er­ligt drag om hen­des mund, når vel­me­nen­de med­sø­stre på­pe­ge­de det yd­my­gen­de i, at hun ik­ke gjor­de sig fri, men lod sig for­sør­ge af sin mand. Jeg kan ik­ke hu­ske, om hun egent­lig gad forta­el­le, at det var hen­de, der på re­kord­tid tog en la­e­rer­ud­dan­nel­se, da de var un­ge, og for­sør­ge­de min far i de før­ste man­ge år af de­res ae­g­te­skab, mens han tum­le­de rundt og fik sat ord nok sam­men til at kun­ne kal­de sig for­fat­ter. Hun tog og­så nat­te­vag­ten med os, da vi var små, det var jo him­mel­rå­ben­de uri­me­ligt, men det var og­så en an­den tid. Selv var hun i øv­rigt uen­de­lig ferm med ord og blev en højt va­erds­at over­sa­et­ter i egen ret, ef­ter­hån­den som vi kun­ne pas­se os selv. Hvor­for duk­ker mi­ne fora­el­dres ae­g­te­skab op, når jeg skri­ver om #metoo? Jeg ved, at jeg al­tid har ment, når jeg ta­enk­te på min mor og rød­strøm­pe­be­va­e­gel­sen, at der var en man­gel på in­ter­es­se for den­ne an­den med­sø­ster, som i høj grad var med til at skub­be kvin­desa­gen i den rig­ti­ge ret­ning, selv om hun var bor­ger­ligt gift. Hvor­dan? Ja, ik­ke mindst ved at ind­pren­te si­ne døtre, at de skul­le ud­dan­ne sig og bli­ve i stand til at for­sør­ge sig selv og ta­ge en plads i sam­fun­det - hvor hun selv var op­dra­get med ik­ke at va­e­re til ulej­lig­hed. En nu­an­ce, en vig­tig nu­an­ce i hi­sto­ri­en om rød­strøm­per­ne. Så­dan var det for hen­de. Så­dan i hen­des tid.

#metoo hand­ler om at de­le kon­kre­te er­fa­rin­ger og kon­kre­te hi­sto­ri­er of­fent­ligt. Så­dan er det i vo­res tid. En af mi­ne ve­nin­der, som har me­get hu­mor, så på mig i dag og sag­de: »Du ved jo, at mi­ne bryster ik­ke er pran­gen­de, og jeg er 55 år gam­mel. For­le­den var jeg tid­ligt på ga­den og mød­te en mand, der kom hen mod mig og sag­de: Sik­ke nog­le flot­te bab­ser, må jeg ta­ge på dem?« Hun gik ba­re vi­de­re, men ae­r­gre­de sig over, at hun ik­ke fik sagt, i det mind­ste, »idi­ot«. Jeg prø­ver at fo­re­stil­le mig at kom­me gå­en­de mod en mand og si­ge: »Sik­ke en dej­lig di­l­ler, må jeg ta­ge på den?«. Det fo­re­kom­mer mig i bed­ste fald urko­misk, og i det vir­ke­li­ge liv så ab­surd, at jeg ik­ke kan se det ske. Men det sker alt­så den an­den vej, he­le ti­den. Tan­ker er told­fri, som man si­ger, og der er im­mer­va­ek et styk­ke vej fra, at man ta­en­ker tin­ge­ne in­de i sit ho­ved, til at man si­ger dem højt, og til at man hand­ler og re­a­li­se­rer si­ne fan­ta­si­er. Man må la­e­re at tug­te sig i det of­fent­li­ge rum og på ar­bejds­plad­sen, hvem kun­ne fin­de på at va­e­re ue­nig i det? Vi er kom­met den er­ken­del­se et stort skridt na­er­me­re med #metoo. Da jeg i sin tid for­søg­te at gø­re min lyk­ke på Dan­marks Ra­dio, var den i høj grad be­fol­ket af det, jeg ef­ter få må­ne­der døb­te »mandsjour­na­li­ster«. En hel re­dak­tion fuld af dyg­ti­ge, ja, men ut­ro­ligt selv­høj­ti­de­li­ge over­ve­jen­de uden­rigs­repor­te­re med sa­fa­ri­jak­ker med man­ge lom­mer, selv om der var me­get lidt sa­fa­ri i om­eg­nen af Juli­us Thom­sens­ga­de, hvor re­dak­tio­nen lå. Jeg var be­gyndt på DRs Ung­doms­re­dak­tion, hvor stort set al­le kend­te hin­an­den i bi­belsk for­stand, og det fo­re­kom i hvert fald at va­e­re en form for li­ge­stil­ling. Ra­dio for voks­ne var en an­der­le­des al­vor­lig sag. Når jeg sad over for min re­dak­tør, kig­ge­de jeg ind i en op­slag­stav­le pla­stret til med lut­ter nøg­ne da­mer, Pi­rel­li go ho­me. Det kra­e­ve­de en ud­søgt kon­cen­tra­tion at hol­de fo­kus på spansk in­den­rigs­po­li­tik, som jeg den­gang be­ska­ef­ti­ge­de mig med, men det gik. Og der ske­te hel­ler al­drig no­get med mig, an­det end at jeg la­er­te at hol­de mig mit mål for øje og at kun­ne del­ta­ge i en mun­ter, let skur­vogns­ag­tig to­ne. Ik­ke al­le skur­vog­ne er jo af det on­de, man skal ba­re va­e­re klar over, hvem man in­vi­te­rer med om bord el­ler la­der sig in­vi­te­re om bord af. Det er en nu­an­ce, som jeg og­så me­ner er va­e­sent­lig.

#metoo er i dis­se uger en føl­je­ton til­sy­ne­la­den­de uden en­de. Man ryster på ho­ve­d­et. Vir­ke­lig? Og­så ham, og­så ham, og­så ham? I den­ne uge er det den ame­ri­kan­ske di­ri­gent Ja­mes Le­vi­ne. Jeg har hørt ham hyl­det med stå­en­de ova­tio­ner i The Met i New York, da han kom til­ba­ge for nog­le år si­den ef­ter la­en­ge­re tids syg­dom. Han kun­ne ik­ke selv stå, den lil­le über­mu­si­kal­ske mand med det sto­re, krøl­le­de hår, han sad på en høj stol og di­ri­ge­re­de Wag­ner som en en­gel, el­sket fra høn­sepind til par­ket. Ik­ke la­en­ge­re. Le­vi­ne er truk­ket ud af al­le si­ne en­ga­ge­men­ter, for­di han for fle­re år­ti­er si­den an­gi­ve­ligt har ona­ne­ret i for­skel­li­ge ud­ga­ver (sig selv, de ud­sat­te) med og på et an­tal yn­gre stu­de­ren­de. The Met har travlt med at for­sik­re de­res sten­ri­ge do­no­rer om, at al­le mid­ler er ta­get i brug for at kom­me frem til sand­he­den. Der er kø ved hånd­va­sken på di­rek­tions­gan­gen, for der har da va­e­ret ryg­ter, et brev, hvem ved, om man selv har en fin­ger med i spil­let, for­di man ik­ke har re­a­ge­ret ada­e­kvat på ryg­ter­ne? Or­ke­stret, som el­sker sin di­ri­gent og al­drig har op­le­vet no­get upas­sen­de, er i chok. Tres­ser­ne og fir­ser­ne, de år­ti­er som an­kla­ger­ne stam­mer fra, det er godt nok la­en­ge si­den, ta­en­ker jeg. Men må man ta­en­ke så­dan? Hvor går gra­en­sen for, hvad kon­se­kven­ser­ne skal va­e­re af for­ti­dens skum­le ger­nin­ger? Jeg kø­ber ik­ke pra­e­mis­sen om, at man for at la­ve stor kunst, skal va­e­re gra­en­se­over­skri­den­de. Over­ho­ve­det. Det var et af Le­vi­nes ar­gu­men­ter for at få en ung mand på ty­ve til at smi­de tø­jet. Han var selv 25, og året er 1968. The Sum­mer of Love. Sik­kert en tid, hvor den an­ta­gel­se nød for­rang sam­men med den an­den ud­bred­te hip­piedrøm om fri og ukom­pli­ce­ret sex. Men sex og magt er fil­tret ind i hin­an­den på bå­de sub­ti­le og be­sva­er­li­ge må­der, det tror jeg, de fle­ste har er­fa­rin­ger med og­så uden for den zo­ne, hvor de ting ab­so­lut ik­ke må blan­des sam­men, nem­lig dér, hvor en so­ci­al magt er på fa­er­de. Jeg kan ik­ke li­de de hi­sto­ri­er, der nu duk­ker op om Le­vi­nes for­tid, men jeg kan hel­ler ik­ke li­de må­den, al­le rundt om den­ne spe­ci­fik­ke hi­sto­rie ta­ler om det ske­te. Le­vi­ne lig­ner jo in­gen We­in­ste­in, men re­ak­tio­ner­ne er al­li­ge­vel de sam­me.

DER er in­gen fora­el­del­ses­frist på #metoo-for­bry­del­ser­ne i dis­se da­ge. For­an ud­stil­lings­ste­det Met Breu­er, og­så i New York, har en ra­ek­ke kvin­der tavst ta­get op­stil­ling med rø­de og sor­te bind for mun­den og skil­te med på­skrif­ter som I sur­vi­ved Rag­hu­bir Singh og #metoo. På mu­se­et vi­ses en ud­stil­ling med den nu af­dø­de, in­di­ske fo­to­graf Rag­hu­bir Singh. En li­ge­le­des in­disk kvin­de­lig kunst­ner har an­gi­ve­ligt en­gang va­e­ret ud­sat for over­greb af Singh og op­for­drer til, at man i dag, når man ik­ke kan an­det, i hvert fald sør­ger for, at han ik­ke for­la­en­ger sit liv via sit kunst­ne­ri­ske ef­ter­ma­e­le. Hvor­for fø­ler jeg stort ube­hag ved tan­ken om end­nu en vej, ad hvil­ken man vil kor­ri­ge­re for­ti­dens syn­der? Når jeg ser bil­le­det af de tav­se, an­kla­gen­de kvin­der med bind for mun­den, ta­en­ker jeg mere på Ma­os kul­tur­re­vo­lu­tion end på et epo­ke­gø­ren­de ka­pi­tel i fe­mi­nis­mens hi­sto­ri­e­bog. Kun­ne vi ik­ke bru­ge kra­ef­ter­ne på no­get vig­ti­ge­re her? Jeg ser og­så et moralsk pro­blem, der pe­ger på os selv og den tid, vi le­ver i. Vi bli­ver for­hå­bent­lig klo­ge­re, ja, det hå­ber jeg vir­ke­lig. Men må­ske net­op ik­ke klo­ge­re end den tid, vi selv le­ver i. Så­dan er det: Selv når vi bli­ver klo­ge­re, har vi sva­ert ved at se fald­gru­ber­ne i vo­res egen tid. Ga­el­der det ik­ke og­så man­ge af dem, der kom før os? At de gjor­de det, så godt de kun­ne, med det de vid­ste og med det, de ik­ke vid­ste, og som blev for­ti­et og fortra­engt? Her ta­ler jeg na­tur­lig­vis ik­ke om de­ci­de­re­de over­greb, men om al­le gråzo­ner­ne, de dår­li­ge va­ner, de ind­gro­e­de struk­tu­rer. Den slags kom­mer vi ik­ke uden vi­de­re af med i be­stra­e­bel­ser­ne på at ska­be Den Bed­re Ver­den. I dis­se år med so­ci­a­le me­di­er fa­rer hi­sto­ri­er og hi­sto­ri­en med ly­nets hast klo­den rundt. En stem­me bli­ver til en mil­li­on stem­mer, en va­el­dig styr­ke til at for­an­dre no­get li­ge nu. Hvor­for er der så stor en trang til i net­op vo­res tid at age­re dom­me­re over for­ti­dens syn­der? Re­tou­che­re det va­ek, vi nu ved bed­re om. For­døm­me dem og det, der var, for­di vi ved bed­re. Gør det os til bed­re men­ne­sker med ret til ud­vi­de­de moral­ske be­fø­jel­ser og foragt for nu­an­cer? Er det ik­ke en bed­re frem­tid, vi skal slås for? Sam­men med vo­res ma­end, søn­ner, døtre, mødre, fa­ed­re, ven­ner og kol­le­ger m/k+.

DET er sva­ert at skri­ve om #metoo. Ik­ke på grund af alt det ind­ly­sen­de go­de, der al­le­re­de er kom­met ud af be­va­e­gel­sen og fort­sat vil kom­me. Let­tel­sen over at man kan tra­ek­ke en streg i san­det og si­ge: NOK. At de, der vir­ke­lig er gå­et over stre­gen, får de­res ret­fa­er­di­ge straf – af dom­sto­le­ne. At vi al­le sam­men kan bli­ve fri­e­re. Der er me­get har­me i luf­ten, me­get ret­fa­er­dig, no­get selv­ret­fa­er­dig i ly­set af, hvor sam­men­sat­te vi men­ne­sker er, hvor bund­ne af vo­res tid, vo­res op­va­ekst, vo­res kul­tur. Hvor­dan kom­mer vi vi­de­re, når vi har for­talt al­le hi­sto­ri­er­ne?

Tan­ker er told­fri, som man si­ger, og der er im­mer­va­ek et styk­ke vej fra, at man ta­en­ker tin­ge­ne in­de i sit ho­ved, til at man si­ger dem højt, og til at man hand­ler og re­a­li­se­rer si­ne fan­ta­si­er. Man må la­e­re at tug­te sig i det of­fent­li­ge rum og på ar­bejds­plad­sen, hvem kun­ne fin­de på at va­e­re ue­nig i det?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.