Tramp gør ver­den stor igen

Weekendavisen - - Kultur - Af MOR­TEN BEITER

LEVNED & ME­NIN­GER

FOR nog­le må­ne­der si­den gik jeg mig en tur gen­nem de høj­de­d­rag, eng­la­en­der­ne kal­der for The Pen­ni­nes. I alt over 400 ki­lo­me­ter over en­som­me he­der, tå­ge­ind­støb­te bjerg­top­pe og sum­pe­de en­ge. Som re­gel i regn­vejr, for det er jo Eng­land. Jeg hav­de al­drig gå­et så langt før. Men det er jo én af de ting, man som men­ne­ske har en med­født ev­ne til, man har ba­re glemt det, og det er ma­ge­løst, som land­ska­ber, di­a­lek­ter, oste og øl kan skif­te fra mor­gen til af­ten. For ik­ke at ta­le om få­re­ne. Nog­le ste­der lig­ner de ba­re al­min­de­li­ge får. Men plud­se­lig duk­ker der en flok op med ører som ka­ni­ner. El­ler de kan lig­ne gri­se med pels, som mest af alt op­fø­rer sig som gri­se. Og når det bli­ver ef­ter­år, fø­res de al­le sam­men ned i da­le­ne, og dem med de dår­li­ge ta­en­der bli­ver til uld­ta­ep­per og ke­bab. En ska­eb­ne, som iføl­ge den rus­si­ske for­fat­ter Va­sily Gros­sman af­spej­ler sig i få­re­nes blik­ke. I An Ar­me­ni­an Sket­ch­book skri­ver han: »Hyr­der har kig­get på får i tu­sin­der af år. Og hvad an­går få­re­ne, så har de kig­get på hyr­der li­ge så la­en­ge. Og så­le­des er får og hyr­der kom­met til at lig­ne hin­an­den. Et fårs øj­ne kig­ger på et men­ne­ske på en be­stemt må­de, de er gla­s­ag­ti­ge, frem­med­gjor­te. Øj­ne­ne på en he­st, en kat el­ler en hund kig­ger på folk på en helt an­den må­de. Ind­byg­ger­ne i en jø­disk ghet­to vil­le sand­syn­lig­vis have kig­get på de­res Gesta­po-fan­ge­vog­te­re med sam­me frem­med­gjor­te af­sky, hvis de­res ghet­to hav­de ek­si­ste­ret i årtu­sin­der, og hvis Gesta­po dag for dag i over 5000 år hav­de ta­get gam­le kvin­der og børn ud for at bli­ve til­in­tet­gjort i ga­skam­re.« Som da­ge­ne skri­der frem, fin­der man ud af, at man ik­ke er ale­ne. At den en­gel­ske ha­er i ly af bak­ke­top­pe­ne og langt fra de fle­ste ører tra­e­ner med ma­skin­ge­va­e­rer og ka­no­ner, for »da­le­ne her min­der om vis­se da­le i an­dre de­le af ver­den«, som en kro­e­jer ven­ligt for­kla­rer med si­gen­de, te­a­tral­ske stum­films­gri­mas­ser. Man op­da­ger og­så, at der er an­dre men­ne­sker for­an og bag ved én, som er i gang med sam­me tur. Man gen­ken­der dem på pu­b­ber­ne om af­te­nen, når man hvi­ler fød­der­ne og sluk­ker tør­sten. Og plud­se­lig er man et helt lil­le sam­fund med en fa­el­les ska­eb­ne, der be­va­e­ger sig langs den smal­le livs­ner­ve i det ba­re in­gen­ting, og må­let er end­nu så langt va­ek, at det kun er en sva­e­ven­de, flyg­tig tan­ke. Man er midt i en hi­sto­rie uden forta­el­ler. Hver dag er sin egen, slut­te­de ud­for­dring i en ver­den, der på trods af mi­li­ta­e­rø­vel­ser­ne sy­nes uen­de­lig stor og fre­de­lig, og me­get har det med na­tu­ren og tem­po­et at gø­re, for­di ind­tryk­ke­ne indsu­ges og for­dø­jes i en ha­stig­hed, som pas­ser til det at va­e­re men­ne­ske. Og styk­ke for styk­ke gen­vin­der ver­den si­ne ret­te pro­por­tio­ner. Tramp gør ver­den stor igen. Og per­so­ner duk­ker op, som for la­engst er dø­de og bor­te, eg­ne el­ske­de, men og­så frem­me­de be­rømt­he­der, som le­ver i dis­se land­ska­ber og føl­ger én et styk­ke, når man pas­se­rer gen­nem de­res ter­ri­to­ri­um. Emily Brontë, den un­ge, in­dad­vend­te pra­e­ste­dat­ter fra Yor­ks­hi­re, der dø­de som 30-årig i 1848 og ef­ter­lod ver­dens­lit­te­ra­tu­ren ro­manklas­si­ke­ren Storm­ful­de høj­der om li­den­skab, ha­evn og had. Jeg fin­der en min­de­pla­de på ru­i­nen af et en­somt bon­de­hus på kan­ten af en højt­lig­gen­de he­de, hvor der står, at det­te kun­ne have va­e­ret det hus, Emily Brontë hav­de haft i tan­ker­ne, da hun be­skrev går­den Wut­he­ring Heights. Da jeg kom­mer hjem, fin­der jeg et ek­sem­plar af bo­gen frem, som min on­kel fora­e­re­de min far i 1957. På si­de 96 er der sat et diskret blåt kryds ud for den­ne pas­sa­ge: »Det fo­re­kom­mer mig, at men­ne­sker i en­som­me eg­ne får mere va­er­di for en, end men­ne­sker i by­er­ne, af sam­me grund som en ed­der­kop har mere va­er­di for et men­ne­ske i fa­engsel end for den, der bor i en stue, og dog skyl­des den stør­re va­er­di ik­ke ale­ne til­sku­e­rens fan­ta­si. Men­ne­sker på lan­det ser al­vor­li­ge­re på til­va­e­rel­sen, de le­ver et ri­ge­re in­dre liv og er min­dre op­ta­get af små for­an­drin­ger og tom­me yd­re ting.« Jeg ved ik­ke, om det no­gen­sin­de har va­e­ret rig­tigt, men det var vel dy­best set den­ne trang ef­ter uhånd­gri­be­lig rig­dom og ro, som sat­te skub i den før­ste ro­man­ti­ske bøl­ge af van­dring blandt eng­la­en­de­re i sid­ste halv­del af 1800-tal­let, og som i dis­se år op­le­ver en stil­le re­na­es­san­ce. Den skot­ske for­fat­ter Ro­bert Lou­is Ste­ven­son gik en tur med et ae­sel i Ce­ven­ner­ne i 1878, in­den han skrev Skat­teø­en og Dr. Je­kyll og Mr. Hy­de, og i et es­say i 1876 an­be­fa­le­de han van­dring som et mid­del til men­tal fri­gø­rel­se. »Vi har så travlt med at gø­re, at skri­ve, at kom­me op i gear, at la­de vo­res røst hø­re ba­re et øje­blik i evig­he­dens hå­nen­de stil­hed, at vi glem­mer den ene ting, som alt det an­det blot er en del af, nem­lig at le­ve,« skrev han for 140 år si­den. Det kan sy­nes som lang tid, men ik­ke når or­de­ne fin­der én her­op­pe, hvor ti­den står stil­le i den vil­de na­tur, ha­e­vet over al men­ne­ske­lig for­fa­en­ge­lig­hed og for­ga­en­ge­lig­hed. Så­le­des vir­ker det og­så som i går, at én af den en­gel­ske van­drings sto­re forta­el­le­re, kom­mu­ne­kas­se­re­ren Art­hur Wainwright, i 1938 flyg­te­de op i The Pen­ni­nes for at glem­me, hvad der var i an­march ude i ver­den. »Avi­ser­nes over­skrif­ter blev trykt med stør­re og stør­re og sor­te­re og sor­te­re ty­per; de over­va­el­de­de dig, så du la­e­ste i en til­stand af be­dø­vel­se ... Ord og sa­et­nin­ger, som tid­li­ge­re hav­de dva­e­let i bag­ho­ve­det el­ler slet ik­ke hav­de va­e­ret der, blev plud­se­lig for­fa­er­de­lig na­er­va­e­ren­de. Vi hør­te dem, vi la­e­ste dem, vi gen­tog dem, ind­til vi var på van­vid­dets rand. De gjor­de os ban­ge. Be­fa­est­nin­ger, bom­be­sik­re be­skyt­tel­ses­rum, fol­ke­af­stem­nin­ger, op­rust­nin­ger, gas­rens­ning­hold, ud­skriv­ning af va­er­nepligt, brand­bom­ber, for­holds­reg­ler ...« Nyt af­snit. Og så kom­mer det. »Jeg for­lod Sett­le li­ge ef­ter mid­dag søn­dag den 24. sep­tem­ber. Sett­le er po­r­ten til bak­ker­ne.« Mens jeg går, sen­der Nord­koreas le­der mis­si­ler hen over Ja­pan, og nye kri­ser tår­ner sig op, men vi re­gi­stre­rer det kun sløvt, som om det ik­ke be­ty­der no­get. Hvil­ket det selv­føl­ge­lig gør, men ba­re ik­ke her. Og in­den jeg ved af det, er jeg ne­de i Skot­land og våg­ner op som fra en drøm, og in­den smer­ten for­la­der fød­der­ne, be­gyn­der plan­la­eg­nin­gen af na­e­ste flugt.

HAVEN

ILLUSTRATION: GIT­TE SKOV

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.