Ma­rie Mag­da­le­nes fly­ver­øn

Weekendavisen - - Kultur - Af PE­TER FRIIS MØL­LER

I be­gyn­del­sen af ok­to­ber om­tal­te jeg her på ste­det den be­røm­te fly­ver­øn, der i sin tid vok­se­de på Ma­rie Mag­da­le­ne Kir­kes vå­ben­hus. En fly­ver­øn er, for­di den ik­ke umid­del­bart har rod­kon­takt med jor­den, ble­vet til­lagt en sa­er­lig magisk va­er­di, ik­ke mindst en røn, der som den­ne vok­se­de frem på en kir­ke. Om­ta­len af­fød­te en hen­ven­del­se fra Pre­ben Juul Sø­ren­sen, der er tid­li­ge­re for­mand for det sted­li­ge me­nig­heds­råd. Han kun­ne forta­el­le, at tra­e­et gan­ske rig­tigt var dødt og re­ster­ne fjer­net, men at me­nig­heds­rå­det i for­bin­del­se med en re­stau­re­ring i 2002-2003 dels hav­de op­sat en tav­le med hi­sto­ri­en om røn­nen, skre­vet af den da­va­e­ren­de provst Hel­ge Qvist Frand­sen, dels hav­de op­ha­engt bå­de en tva­er­ski­ve og en del af stam­men i vå­ben­hu­set. Han hav­de til­med ved­fø­jet et fo­to­gra­fi af tav­le og stam­me. Godt at se, hvor fint me­nig­heds­rå­det har for­mid­let den­ne del af den man­ge­si­de­de og ri­ge kul­tu­rarv, der knyt­ter sig til det­te gam­le hus. Røn­nen om­ta­les før­ste gang i 1848, hvor sog­ne­pra­e­sten no­te­rer i kalds­bo­gen for Ma­rie Mag­da­le­ne Sogn: »Over den ud­ven­di­ge kir­ke­dør står et røn­ne­trae, som er vok­set ud af mu­ren gen­nem en spra­ek­ke. Det når for ti­den over vå­ben­hu­sets tag og er ved en jer­n­ring i mu­ren fast­holdt til va­eg­gen. Det­te trae må have stå­et der i man­ge år og na­ev­nes her som en kurio­si­tet, da det ser ud, som om det var vok­set ud af sel­ve ste­ne­ne.« Fol­ke­min­de­sam­le­ren Evald Tang Kri­sten­sen ci­te­rer og­så kalds­bo­gen og op­ly­ser, at han, da han i 1890 be­søg­te kir­ken, bad pra­e­sten om at fjer­ne det nu sna­e­ren­de jer­n­bånd og er­stat­te det med et nyt. Få år se­ne­re til­fø­je­de en se­ne­re pra­est ved kir­ken, at der i 1897 vi­ste sig et lil­le skud fra be­meld­te røn­ne­trae midt for dø­ren. På et fo­to­gra­fi fra 1936 ses to røn­ne på vå­ben­hu­set, hvoraf den øst­li­ge ty­de­lig­vis er me­get yn­gre end den ve­st­li­ge. Men ak, om­kring 1970 gik det ve­st­lig­ste og ae­ld­ste trae ud, og – som der står på tav­len »ef­ter nog­le år med man­ge blom­ster og ba­er måt­te det an­det trae og­så gi­ve op. Me­nig­heds­rå­det gjor­de, hvad man kun­ne for at red­de tra­e­et, men for­ga­e­ves. Tra­e­ets tid var om­me«. Det var om­kring 1980. Kir­ken er hel­dig­vis åben i dag­ti­mer­ne, så­le­des at man bå­de kan ny­de kir­ke­rum­met med kal­k­ma­le­ri­er­ne og se tav­len og lev­ne­ne af røn­nen. Det hav­de jeg for ny­lig lej­lig­hed til på en stil­le novem­ber­dag, hvor den la­ve sol stod ind gen­nem dø­ren i vå­ben­hu­set og op­ly­sen­de ram­te den ne­der­ste del af tav­len og sel­ve stam­meski­ven, så­le­des at go­de bil­le­der kun­ne ta­ges og år­rin­ge­ne ta­el­les. Ski­ven må­ler 13 cm i di­a­me­ter, og jeg tal­te ca. 77 rin­ge, hvoraf de in­der­ste er sa­er­ligt bre­de, ak­ku­rat som man må for­ven­te på skud fra en al­le­re­de vel­e­tab­le­ret rod. Det pas­ser fint med den yng­ste røn. Sel­ve ro­dens al­der er dog uvis, mit for­sig­ti­ge bud si­ger 1700-tal­let. Provsten har og­så be­ret­tet, at en af sog­nets be­bo­e­re en dag bad om et styk­ke af den dø­de røn, som han vil­le la­ve et kors af. Det fik han. Nog­le år se­ne­re kom han igen og for­tal­te, at han tak­ket va­e­re det­te lil­le røn­ne­kors, som han al­tid bar, i sid­ste øje­blik var ble­vet skå­net for at bli­ve på­kørt og dra­ebt af et last­vogn­stog på Fyn. Til­tro­en til røn­nens og kor­sets kraft le­ver sta­dig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.