Gal­gen­hu­mor

Weekendavisen - - Kultur - Af NIKOLAJ ARVE

Fatwa. I den nye sa­e­son af tv-se­ri­en Curb Your Ent­hu­si­asm gi­ver Sal­man Rus­h­die go­de råd om li­vet som døds­dømt.

et kan godt ske, du har en død­strus­sel ha­en­gen­de over ho­ve­d­et og fryg­ter for dit liv. Til gen­ga­eld står du med den per­fek­te und­skyld­ning for at mel­de af­bud til alt det, du ik­ke or­ker. Og – du kan se frem til den bed­ste sex, du no­gen­sin­de har drømt om. Fatwa­sex. In­tet er så til­tra­ek­ken­de som en far­lig mand. Ly­der det som et fri­sten­de til­bud? Ik­ke rig­tig, vel? Men for Lar­ry David, ho­ved­per­so­nen i den ame­ri­kan­ske tv-ko­me­di­e­se­rie Curb Your Ent­hu­si­asm, er det li­ge det, han har brug for at hø­re. Uhel­dig som han er, har han nem­lig på­kaldt sig en fatwa fra den iran­ske ay­a­tol­lah, for­di han har skre­vet en mu­si­cal om den snart 30 år gam­le fatwa mod en vis bri­tisk-in­disk for­fat­ter. Og de op­løf­ten­de ord oven­for, ja, de kom­mer fra in­gen an­dre end Sal­man Rus­h­die him­self, for­fat­te­ren til De sa­ta­ni­ske vers (1988), som Lar­ry op­sø­ger for at få go­de råd til sin nye til­va­e­rel­se som fred­løs. »Hold op med at op­fø­re dig som en tø­sed­reng,« ly­der det helt en­kelt fra Rus­h­die, in­den han flår paryk­ken af sin ga­est og vi­ser ham de sø­de si­der af li­vet som en af »The Fatwa Boys«.

DDEN lil­le te­te-a-te­te er på man­ge må­der ka­rak­te­ri­stisk for se­ri­en, som har kørt i nu ni sa­e­so­ner si­den pre­mi­e­ren i år 2000. For er der et dog­me i Curb Your Ent­hu­si­asm, så er det, at in­tet er hel­ligt. Sor­te, han­di­cap­pe­de, jø­der, skal­de­de, les­bi­ske, tyk­ke, al­le har de stå­et for skud, og i den nye sa­e­son ga­el­der det og­så mus­li­mer­ne. Lar­ry David tra­e­der al­le over ta­e­er­ne, men han tra­e­der som re­gel li­ge hårdt på al­le. Selv fatwa­ram­te for­fat­te­re må fin­de sig i at bli­ve gjort til gen­stand for et godt grin. Det er det, der gør se­ri­en bå­de mo­dig og in­tel­li­gent. Den tør be­va­e­ge sig ind i et nog­le gan­ge far­ligt, som re­gel ube­ha­ge­ligt og na­e­sten al­tid tåkrum­men­de pin­ligt rum. Man ryster på ho­ve­d­et ad Lar­ry, men man er al­li­ge­vel al­tid lidt med ham. Nok går han of­te for vidt, som når han und­la­der at hol­de dø­ren for en mand­haf­tig les­bi­sk, når han dyt­ter ag­gres­sivt i tra­fik­ken, når han ik­ke kan dy sig for at gri­ne hån­ligt ad ma­le­ri­er­ne til en fer­ni­se­ring, når han na­eg­ter at hil­se på vag­ten i gol­f­klub­ben, for­di han ik­ke or­ker en la­en­ge­re sam­ta­le, el­ler når han på­ta­ler sin vens nye ka­e­re­stes sto­re ket­chup­for­brug. Man kan na­e­sten ik­ke va­e­re i sig selv af pin­lig­hed. Men i vir­ke­lig­he­den er det mest pin­ligt, for­di vi of­te gen­ken­der os selv i si­tu­a­tio­ner­ne. Vi går og­så for vidt. Vi la­der og­så tem­pe­ra­men­tet lø­be af med os. Vi kan og­så va­e­re fuld­kom­men uret­fa­er­di­ge. Der­for gri­ner man ik­ke na­er så me­get ad dem, spø­gen går ud over, som man gri­ner ad Lar­ry og der­med ad sig selv. Curb Your Ent­hu­si­asm er et spejl, et fuld­kom­men ab­surd og gro­tesk spejl, der vi­ser os, at vi skal la­de va­e­re med at ta­ge os selv og hin­an­den så høj­ti­de­ligt.

I de fo­re­gå­en­de ot­te sa­e­so­ner har ad­skil­li­ge ga­e­ste­stjer­ner kig­get for­bi: ba­sket­spil­le­ren Shaquil­le O’Ne­al, fil­min­struk­tø­ren Mar­tin Scor­sese, net­op af­dø­de Hugh Hef­ner, mu­si­ke­ren Jo­hn Le­gend og New Yor­ks tid­li­ge­re borg­me­ster Mi­cha­el Bloom­berg, for blot at na­ev­ne nog­le af de stør­ste. Men Sal­man Rus­h­die – el­ler »Sal­mon«, laks, som Lar­ry først kal­der ham – over­rum­p­le­de nok al­li­ge­vel de fle­ste, da han plud­se­lig duk­ke­de op i tred­je af­snit af den ny­e­ste, ni­en­de sa­e­son. Ik­ke mindst på grund af sin af­va­eb­nen­de og sel­viro­ni­ske fa­con. Det er trods alt ik­ke hver dag, man hø­rer en mand i hans si­tu­a­tion med et glimt i øjet si­ge: »Ja, det er for­fa­er­de­ligt, men der er og­så for­de­le.« For egent­lig er der jo ik­ke no­get spe­ci­elt sjovt ved en fatwa og trus­len om is­la­misk ter­ror. De se­ne­ste år er ri­ge på blo­di­ge il­lu­stra­tio­ner af, hvor al­vor­lig sa­gen er. Det er ik­ke me­get mere end syv år si­den, muham­med­teg­ne­ren Kurt Wester­gaard blev for­søgt slag­tet med en øk­se i eget hjem. Si­den er det kun eska­le­ret. Det er helt ob­jek­tivt ik­ke no­get at gri­ne ad. Men net­op der­for er det så vig­tigt at gø­re grin med det. Ik­ke for at ud­stil­le de be­rør­te, men net­op for at ud­stil­le de is­la­mi­ske au­to­ri­te­ter og an­dre, der ta­ger sig selv så al­vor­ligt, at de kra­e­ver an­dres død for hån, spot og lat­ter­lig­gø­rel­se. Få ting kan som sa­ti­ren ud­stil­le, hvor gro­tesk ver­den kan va­e­re. Det var det, Char­lie Chaplin for­må­e­de med sin lat­ter­lig­gø­ren­de ka­ri­ka­tur af Adolf Hit­ler i fil­men Dik­ta­to­ren fra 1940. Det var det, Jyl­lands-Po­sten gjor­de med si­ne muham­med­teg­nin­ger i 2005. Og det er det, Lar­ry David nu for­sø­ger at gø­re med den ny­e­ste sa­e­son af Curb Your Ent­hu­si­asm. Det har vi brug for mere, ik­ke min­dre af. Som Lar­ry på et tids­punkt for­kla­rer sin ko­mi­ker­kol­le­ga Ri­chard Lewis, da han bli­ver sur over en jo­ke om sin dø­de un­du­lat: »Du er ko­mi­ker. Du skal kun­ne ta­ge en jo­ke. Du skal kun­ne gri­ne ad alt. Alt er sjovt!«

LAR­RY David fik sit sto­re gen­nem­brud, da han sam­men med ko­mi­ke­ren Jer­ry Se­in­feld op gen­nem 90er­ne skrev ma­nuskript til den enormt po­pu­la­e­re tv-serie Se­in­feld. Helt så stor suc­ces har han ik­ke haft med den au­to­fik­ti­ve Curb Your Ent­hu­si­asm, for­ment­lig for­di det til ti­der kan va­e­re lidt sva­ert at hol­de af se­ri­ens ka­ri­ke­re­de (må man i det mind­ste hå­be!) ud­ga­ve af Lar­ry: en ube­høv­let, ved­hol­den­de, ir­ri­ta­bel og of­te helt uri­me­lig ka­rak­ter uden no­get so­ci­alt fil­ter. Det kra­e­ver en anel­se mere af se­e­ren. Og det kan og­så kra­e­ve lidt mere af om­gi­vel­ser­ne, hvis man som jeg har det med ube­vidst at ko­pi­e­re nog­le af Lar­rys va­er­ste ka­rak­ter­tra­ek, når jeg for­la­der so­fa­en ef­ter at have slugt end­nu en hel sa­e­son på be­kym­ren­de kort tid. Det kan min ka­e­re­ste i hvert fald skri­ve un­der på. Men når man først har over­gi­vet sig til se­ri­en, er det sva­ert at slip­pe den igen.

Når Lar­ry med vil­je op­fø­rer sig al­ler­mest pin­ligt, er se­ri­en som re­gel mest in­ter­es­sant.

Her­hjem­me har se­ri­en va­e­ret en af de sto­re in­spira­tions­kil­der for Cas­per Chri­sten­sen og Frank Hvams Klovn. Men selv om der er man­ge lig­he­der mel­lem se­ri­er­ne – Frank og Mia spej­ler ek­sem­pel­vis Lar­ry og hans (nu eks-)ko­ne Che­ryl, li­ge­som Cas­per og Iben har en del til fa­el­les med Lar­rys ma­na­ger Jeff og ko­nen Su­sie – så en­der de al­li­ge­vel med at ud­vik­le sig ret for­skel­ligt. Den helt sto­re for­skel er, at hvor det i Klovn, som tit­len an­ty­der, mest af alt går galt for Frank, for­di han ik­ke ta­en­ker sig or­dent­ligt om, så en­der Lar­ry som re­gel i uhel­di­ge si­tu­a­tio­ner, selv om han ta­en­ker sig om. Frank er den go­de klovn, Lar­ry den on­de. Han kan sim­pelt­hen ik­ke la­de va­e­re med at op­sø­ge det far­li­ge, det ube­ha­ge­li­ge og det pin­li­ge. Og det er net­op i det rum, når Lar­ry med vil­je op­fø­rer sig al­ler­mest dår­ligt og mest pi­n­ag­tigt, at se­ri­en som re­gel bli­ver mest in­ter­es­sant.

DET er nok og­så der­for, Curb Your Ent­hu­si­asm og ik­ke Klovn va­el­ger en fatwa som om­drej­nings­punkt for en hel sa­e­son. Fi­gu­ren Frank vil­le al­drig tur­de at ka­ste sig ud i det pro­jekt, som Lar­ry i den nye sa­e­son har brugt de se­ne­ste seks år på: at skri­ve ma­nuskript til mu­si­ca­len Fatwa! om Sal­man Rus­h­die. Det vil­le sim­pelt­hen va­e­re for far­ligt. Den nye sa­e­son er må­ske ik­ke den sjove­ste af de ni. Hu­moren har alt an­det li­ge en mere dy­ster grundt­o­ne, em­net ta­get i be­tragt­ning. Men det er den klart mo­dig­ste og der­for og­så en af de mest in­ter­es­san­te. Lar­rys be­kym­rings­fri til­va­e­rel­se aen­drer sig fra det ene øje­blik til det an­det, mu­si­ca­len bli­ver af­bla­est, Lar­ry går i pa­nik, han vil an­gre og und­skyl­de, men hvad skal det hja­el­pe? Som ma­na­ge­ren Jeff på et tids­punkt spør­ger ham: Kan man over­ho­ve­det va­e­re sik­ker på, at al­le for­står bud­ska­bet, hvis ay­a­tol­la­hen en­der med at tra­ek­ke fatwa­en til­ba­ge? Nej, det kan man selv­føl­ge­lig ik­ke. Det sag­te kan al­drig va­e­re us­agt. Til gen­ga­eld kan man la­e­re at le­ve med det. Sal­man Rus­h­die har for­talt, hvor glad han er for, at se­ri­en med si­ne jo­kes hi­ver he­le fatw­a­spørgs­må­let ned på et ni­veau, som folk kan for­stå. Det ta­ger li­ge­som brod­den ud af det »ufor­stå­e­li­ge og frem­me­de og te­o­lo­gi­ske« an­greb på De sa­ta­ni­ske vers, som han for ny­lig for­kla­re­de i tal­ks­howet La­te Night with Seth Mey­ers. Nog­le gan­ge er lidt gal­gen­hu­mor på sin plads. Vi skal kun­ne gri­ne ad na­e­sten alt. Og­så ad det mør­ke i li­vet.

Lar­ry David har brugt seks år på at skri­ve ma­nuskrip­tet til mu­si­ca­len Fatwa! om Sal­man Rus­h­die. Det skul­le han al­drig have gjort.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.