Tro på prø­ve

Weekendavisen - - Bøger - Af JO­HAN­NES BAUN

Ef­ter­for­sket. Em­ma­nu­el Car­rère sa­et­ter sin egen og an­dres ...

Em­ma­nu­el Car­rère: Gud­s­ri­get. Over­sat fra fransk ef­ter »Le Roy­au­me« af Met­te Ole­sen. 458 si­der. 299,95 kr. Ti­der­ne Skif­ter.

en skul­le egent­lig have hed­det Ef­ter­for­ske­ren Lukas, Em­ma­nu­el Car­rères nye bog, for selv­om Jo­han­nes, den ene af de fi­re evan­ge­li­ster i Det Nye Te­sta­men­te, er den ho­ved­mista­enk­te i den fran­ske for­fat­ters un­der­sø­gel­se af, hvor­dan han dog no­gen­sin­de blev tro­en­de, ja, så er det evan­ge­li­sten Lukas, der – helt sik­kert mod sin vil­je – an­spo­re­de ham til at for­la­de tro­en igen. Ef­ter­for­ske­ren Car­rère kun­ne og­så have va­e­ret bo­gens ti­tel, for der gås na­e­sten de­tek­ti­visk til va­er­ks i op­rul­nin­gen af hi­sto­ri­er­ne i og om­kring de før­ste krist­ne, så­dan som de forta­el­les i Bi­be­len; her tra­ek­kes i små trå­de, ind­hen­tes vid­nes­byrd fra høj­re og ven­stre, sam­men­hol­des, de­du­ce­res, frem­sa­et­tes for­mod­nin­ger og te­ser og sam­men­styk­kes an­kla­ger. Med en uen­de­lig slidt ta­le­må­de skju­ler Dja­e­vel­en sig i de­talj­en – og i li­ge pra­e­cis Car­rères til­fa­el­de sy­nes det at pas­se. For hvad be­ty­der det, når Lukas, der står som af­sen­der af bå­de et evan­ge­li­um og Apost­le­nes Ger­nin­ger, i ka­pi­tel 16 i den­ne bog om de før­ste krist­ne spil­ler sig selv på ba­nen i et til­sy­ne­la­den­de uskyl­digt »vi«? Og hvad gem­mer der sig i den tro­skyl­di­ge sa­et­ning, klemt in­de mel­lem dra­ma­ti­ske hand­lings­for­løb i sam­me bogs ka­pi­tel 24: »Der gik to år«? Dér har du spra­ek­ker­ne, min ka­e­re Wat­son. Kil tan­ken ind i åb­nin­ger­ne, ud­vid dem, smut igen­nem dem og se en stor­slå­et ver­den ud­fol­des – og fal­de sam­men. For når først det­te plud­se­li­ge »vi« er bragt i spil, har Lukas valgt si­de i en grund­la­eg­gen­de kon­flikt mel­lem de ma­ge­li­ge før­ste jø­de-krist­ne me­nig­heds­for­stan­de­re i Jerus­a­lem, Pe­ter og Jakob med fle­re, og den ud­fa­ren­de re­li­gions­stif­ter Paulus, der som et føl på en for­års­mark fa­rer Mid­del­ha­vet rundt. La­eg der­til de pro­ble­mer, der op­står, da Paulus smi­des i et par års hus­ar­re­st, og le­dig­gan­gen ta­ger Lukas, som ik­ke vir­ker kvik nok til at for­stå de te­o­lo­gi­ske spids­fin­dig­he­der, hans me­ster pus­ler med, men bli­ver nys­ger­rig ef­ter, hvad hans me­ster pus­le­de med – og så­le­des ser te­o­lo­gi­ens Kristus for­vand­let til den jord­na­e­re Jesus. Og se så, hvor­dan Lukas gan­ske lang­somt ven­der sig imod Paulus, ja, må­ske til­med ven­der sig til an­dre, der ik­ke går så me­get op i »bred­den og la­eng­den og høj­den og dyb­den« i Kristus, men fo­ku­se­rer mere på, at det at ken­de Jesus har be­tyd­ning i dag­lig­da­gen, et voila, må­ske har Lukas ghostwri­tet det moralsk for­drings­ful­de Jakobs Brev? Og er der ik­ke der­med så­et et frø til en ue­nig­hed, som man se­ne­re kan se de før­ste ka­pit­ler af Jo­han­nes’ Åben­ba­ring ud­fol­de som et to­talt brud med – ja, Paulus? In­den vi når så langt, er vi selv­føl­ge­lig be­gyndt hjem­me hos Em­ma­nu­el Car­rère, der i sit for­fat­ter­skab al­tid sa­et­ter sig selv på spil, og som bru­ger bo­gens før­ste 100 si­der på at forta­el­le sin egen tros­hi­sto­rie: »Det var i ef­ter­å­ret 1990 at jeg … ’så ly­set’ (…) Jeg fik en tro ved den­ne ’om­ven­del­se’ – jeg har lyst til at sa­et­te ci­ta­tions­tegn overalt – som va­re­de na­e­sten tre år.« I den­ne pe­ri­o­de går han i kir­ke, be­der, går til skrif­te og skri­ver om­hyg­ge­li­ge kom­men­ta­rer un­der sin bi­bel­la­es­ning, 18 ha­ef­ter i alt. Han fryg­ter in­tet mere end at mi­ste tro­en. Og så, ef­ter en tid med en ta­e­ren­de tvivl, bli­ver han en dag den, han mest af alt fryg­te­de at bli­ve: »En skep­ti­ker. En ag­nosti­ker – end

Dik­ke tro­en­de nok til at va­e­re atei­st.« Han er pin­ligt be­rørt af si­ne vild­fa­rel­ser og be­gyn­der at un­dre sig over en­hver, der frem­si­ger »tros­be­ken­del­sen, hvoraf hver ene­ste sa­et­ning er en for­na­er­mel­se mod den sun­de for­nuft«. 15 år se­ne­re kan han sta­dig ik­ke la­de (van-) tro­en lig­ge, fin­der si­ne gam­le ha­ef­ter frem og be­gyn­der igen at la­e­se Det Nye Te­sta­men­te, nu som »ef­ter­for­sker«. Så rul­ler sa­gen i en sta­dig hid­si­ge­re, mere end 300 si­der lang krydsla­es­ning af Apost­le­nes Ger­nin­ger med Paulus’ bre­ve, fran­ske hi­sto­ri­ke­re og te­o­lo­ger, kil­der fra de før­ste år­hund­re­der – Jo­se­fus, Ta­ci­tus, Su­et­on, Pli­ni­us den Yn­gre – og epi­so­der fra Car­rères eget liv, alt sam­men i et for­søg på at fin­de ud af, hvor­dan Lukas end­te med at skri­ve det, han gjor­de, så­dan som han gjor­de. Det er fan­ta­stisk at føl­ge. Pro­vo­ke­ren­de, ja, når Car­rère in­si­ste­rer på at spej­le dis­kus­sio­ner­ne mel­lem de før­ste krist­ne i Stal­in­ti­dens op­gør, el­ler når han over­ve­jer ae­gt­he­den af en kvin­des ny­del­se i en po­r­novi­deo og bag­ef­ter over­fø­rer si­ne »ve­ri­fi­ce­rings­kri­te­ri­er« til en dis­kus­sion af tro­va­er­dig­he­den af pas­sa­ger i Luka­se­van­ge­li­et. Men når pro­vo­ka­tø­ren tra­e­der til si­de, le­ve­rer de­tek­ti­ven en si­tren­de, nør­det og hårklø­ven­de un­der­sø­gel­se; Car­rère løf­ter al­le fli­ge, spo­rer al­le ue­nig­he­der, lug­ter al­le kon­flik­ter, la­en­ge før de op­står. Og net­op dér lig­ger hans pro­blem: Hans fa­ert er så fint­fø­len­de, at han selv får kon­flik­ter­ne til at op­stå. Det er åben­lyst ik­ke af ond vil­je, for hans re­de­lig­hed og om­hu er slå­en­de. Det er hel­ler ik­ke show, der­til er hans respekt for ma­te­ri­a­let for stor. Nej, jeg tror, det er hans me­to­de, run­det af et mo­der­ne men­ne­skes per­tent­li­ge for­stå­el­se af ver­den, der kra­e­ver, at en­hver løs tråd skal ind­gå i den sto­re op­trev­ling. De før­ste krist­nes ue­nig­he­der kan ik­ke ef­ter­la­de dem let flos­se­de, men skal par­tout fø­re til op­gør. De sti­li­sti­ske uja­evn­he­der i el­ler lig­he­der mel­lem de nyte­sta­ment­li­ge skrif­ter kan ik­ke un­der­sø­ges, uden at der skal kon­klu­de­res no­get en­de­ligt. Det flos­se­de pas­ser ik­ke til Car­rère, for han ved jo fra be­gyn­del­sen, hvor han skal en­de: Tro­en må ik­ke gi­ve me­ning. Det gør den for mig, og jeg gen­ken­der mig selv i man­ge af hans over­vej­el­ser om bå­de tro og tvivl. Kam­pen med stof­fet er respek­tind­g­y­den­de, op­ly­sen­de, in­spi­re­ren­de, hans for­søg på at vri­de me­ning ud af de bi­bel­ske skrif­ter er ud­for­dren­de, men den ind­byg­ge­de cir­kel­slut­ning for­bli­ver en ha­em­sko; når de­tek­ti­ven ik­ke hol­der al­le mu­lig­he­der åb­ne, har det be­tyd­ning for opkla­rin­gen. Til sidst ka­em­per Car­rère med at få luk­ket sa­gen, han gør for­sø­get fle­re gan­ge. Så får han i en øm sce­ne, hvor han mø­der en af den­ne ver­dens fat­ti­ge i ån­den – en pi­ge med Downs syn­drom – et glimt af, hvad der end­te med at bli­ve bo­gens ti­tel, Gud­s­ri­get, »den di­men­sion af li­vet hvor Guds vil­je skin­ner igen­nem«. Først da kan han slip­pe sin un­der­sø­gel­se, uaf­kla­ret; »det jeg ta­en­ker på, nu hvor jeg for­la­der bo­gen, er om den for­rå­der den un­ge mand jeg har va­e­ret, og den Her­re han tro­e­de på, el­ler om den på sin egen må­de for­bli­ver dem tro. Jeg ved det ik­ke.«

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Jo­han­nes Baun la­e­se sin ar­ti­kel på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.