Van­dren­de linjer

Weekendavisen - - Bøger - Af ASKER HEDEGAARD BOYE

In­ter­view. Kan man rum­me en by i et digt? Mads My­gind af­run­der det aar­hu­si­an­ske kul­tur­år med at gø­re for­sø­get.

det mil­de novem­ber­vejr lig­ner Aar­hus Ø en ven­lig frem­tids­by i glas og be­ton. Det mest iøj­ne­fal­den­de er de kulør­te højhu­se, men det mest in­ter­es­san­te er de små, und­se­li­ge vejskil­te: Dag­mar Pe­ter­sens Ga­de. Thit Jen­sens Ga­de. Jet­te Tikjøbs Plads. In­ge Le­h­manns Ga­de. By­ens ny­e­ste kvar­ter, der om få år vil huse 12.000 be­bo­e­re, hyl­der et ud­pluk af de kvin­der, som har for­met Dan­mark i det 20. år­hund­re­de. »Det er et vig­tigt sta­te­ment. I re­sten af by­en er det na­er­mest umu­ligt at op­dri­ve en ga­de, der er opkaldt ef­ter en kvin­de,« forta­el­ler den aar­hu­si­an­ske dig­ter Mads My­gind. Han har ind­vil­get i at spad­se­re med mig gen­nem Aar­hus. Det små­reg­ner, og jeg har med­bragt to op­tø­e­de ka­nels­neg­le. Vi ind­le­der ude på spid­sen af den tid­li­ge­re con­tai­ner­havn med ud­sigt til Ri­is Skov i nord og Aar­hus­bug­ten og Mols mod øst. An­led­nin­gen er Mads My­ginds bi­drag til lør­da­gens af­slut­ning på det aar­hu­si­an­ske kul­tur­år. Ef­ter na­e­sten 500 ar­ran­ge­men­ter skal der sa­et­tes punk­tum med en stor fi­na­le på hav­nen, og ker­nen i ar­ran­ge­men­tet er en 15 mi­nut­ter lang storska­erms­forta­el­ling om året, by­en og dens bor­ge­re i lyd, bil­le­der og ord, det sid­ste i form af My­ginds lang­digt VI ER HER NU. Gen­nem mere end ti år har den 33-åri­ge dig­ter ar­ran­ge­ret op­la­es­nings­ra­ek­ker og lit­te­ra­tur­festi­va­ler i Aar­hus, un­der­vist i skri­ve­kunst på højsko­ler, gym­na­si­er og fol­ke­sko­ler, bi­dra­get til an­to­lo­gi­er og ud­gi­vet fi­re digtsam­lin­ger, fra de­bu­ten Til­ba­ge er et sart pul­ver af op­rør (2010) til Til den ly­se mor­gen (2015), der ud­kom­mer på fransk na­e­ste år. For et par må­ne­der si­den blev han spurgt, om han vil­le skri­ve kul­tur­å­rets out­ro. Jeg spør­ger ham, hvor­dan man und­går, at et styk­ke kom­mu­nalt be­stil­lings­ar­bej­de en­der som en ukri­tisk hyl­dest. »Jeg vid­ste fra be­gyn­del­sen, at jeg ik­ke vil­le la­ve en re­k­la­me­fol­der for­kla­edt som digt. Jeg har hel­ler ik­ke sid­det med en tje­kli­ste over de vig­tig­ste ste­der og be­gi­ven­he­der. Tek­sten skal kun­ne stå som en ori­gi­nal forta­el­ling, der sa­et­ter en stem­ning og og­så kan la­e­ses om ti år,« for­kla­rer Mads My­gind. I dig­tet van­drer et du gen­nem by­en. Et du for­stå­et bå­de som en hen­ven­del­se og som et al­ment man. My­gind skri­ver et sted: »du la­eg­ger dig i det ly­se­rø­de gra­es/ og gør ik­ke an­det/ end at lig­ge i det ly­se­rø­de gra­es/ og kig­ge ned på Tang­kro­gen/ hvor en bil bli­ver hejst op fra van­det.« Man­ge aar­hu­si­a­ne­re vil se re­fe­ren­cer­ne til Kat­ha­ri­na Gros­ses om­dis­ku­te­re­de kunstva­erk ved Min­de­par­ken samt Ans­si Pulk­ki­nen og Tra­ne­li Rau­ti­ai­nens bi­drag til ARoSud­stil­lin­gen The Gar­den langs Aar­hus’ syd­lig­ste kyst­linje. »Dig­tet fun­ge­rer på fle­re plan. Nog­le vil gri­be re­fe­ren­cer­ne, men der skal va­e­re ta­le om an­tyd­nin­ger. Dig­tet må for­bli­ve au­to­nomt, og van­drin­gen er det sty­ren­de prin­cip. Dig­tet er ik­ke ud­sty­ret med en kro­no­lo­gi, men be­står af lo­ka­le nedslag, der si­ger no­get om by­en ak­tu­elt og hi­sto­risk.« Vi sty­rer uden om gra­ve­ma­ski­ner og em­si­ge pi­lo­te­rings­pa­e­le ad Bern­hardt Jen­sens Bou­le­vard, der for­bin­der hav­ne­by­de­len med Midt­by­en. Vi pas­se­rer de lavvan­de­de bas­si­ner ved Best­sel­lers ran­ke do­mi­cil, før vi ska­e­rer over Hav­ne­plad­sen med dens bold­ba­ner og bron­zeskul­p­tu­rer og stand­ser ved Ha­ck Kamp­manns gam­le told­bod fra 1897. En

Ipå­min­del­se om for­ti­den mel­lem glas­byg­nin­ger­ne og de ny­an­lag­te ka­na­ler. »Med op­fø­rel­sen af Told­bo­den fik Aar­hus den før­ste mar­kan­te byg­ning, der ori­en­te­rer sig va­ek fra by­en. Told­bo­den ven­der ryg­gen til Aar­hus for at ta­ge imod, hvad der måt­te kom­me ude­fra. Dis­kus­sio­nen om, hvor vi skal ven­de blik­ket hen, fin­des sta­dig, og­så i kul­tur­å­ret,« si­ger My­gind, der har be­ma­er­ket, at in­fo­p­la­der­ne på Aar­hus Let­ba­nes sta­tio­ner kun er skre­vet på dansk, og ik­ke på en­gelsk. – Det er vel hel­ler ik­ke for­kert at ha­ev­de, at de se­ne­ste man­ge års fors­køn­nel­se og is­ce­nesa­et­tel­se af Aar­hus – ik­ke mindst i kul­tur­å­ret – sna­re­re er et sig­nal in­dadtil end udadtil? »Net­op. Aar­hus 2017 er ik­ke for de ita­li­en­ske turi­ster, men for aar­hu­si­a­ner­ne, al­le os der le­ver og bor i by­en. Aar­hus må al­drig glem­me dens bor­ge­re, hel­ler ik­ke dem, der ik­ke pas­ser ind. Vi skal pas­se på, det he­le ik­ke bli­ver for ren­set, for pa­ent,« si­ger Mads My­gind. Vi svin­ger til høj­re ad Åbou­le­var­den, hvor hav bli­ver til å, og de før­ste caféer ta­ger imod tu­sin­der af kryd­stogts­ga­e­ster hver som­mer. To ma­end i grøn­ne regn­frak­ker ro­der i det plum­re­de vand. På et vogn­lad lig­ger en hånd­fuld af de 250 cyk­ler, der hvert år slyn­ges i åen af kå­de bar­ga­e­ster. Å-stra­ek­nin­gen fra Eu­ro­pa­plads i øst til Thor­vald­sens­ga­de i vest er halvan­den ki­lo­me­ter. Det er fem cy­kel­d­ruk­nin­ger om ugen, og én fun­det cy­kel for hver sjet­te me­ter. Un­der (vand)over­fla­den ro­der Aar­hus sta­dig. De van­dren­de linjer i My­ginds digt mi­mer en by i be­va­e­gel­se. »Aar­hus har et stort opland, og man­ge jy­ske un­ge bor i Aar­hus på et tids­punkt i de­res liv. En del sø­ger vi­de­re til stør­re by­er som Ham­borg, Kø­ben­havn, Lon­don og Ber­lin. Den­ne gen­nem­strøm­ning er ret ene­stå­en­de. Jeg for­la­der og­så selv of­te Aar­hus, men jeg ven­der al­tid til­ba­ge,« gri­ner My­gind, der i år har bo­et kor­te­re el­ler la­en­ge­re tid i Ber­lin, New York, på Amal­fiky­sten, i Tokyo og Rom. Vi dre­jer op ad den bil­fri Fre­de­riks­ga­de, der sti­ger støt, ind­til den bli­ver til en be­fa­er­det al­lé med Mu­sik­hu­set og ARoS på høj­re hånd. Vi sni­ger os bag om de etab­le­re­de in­sti­tu­tio­ner og ned til den ned­lag­te god­s­ba­ne­gård, der i dag fun­ge­rer som kom­mu­nalt kul­tur­pro­duk­tions­cen­ter med va­er­k­ste­der, un­der­vis­ning, te­a­ter­s­ce­ne og spil­le­sted. I de na­er­lig­gen­de for­told­nings­byg­nin­ger mel­lem brom­ba­er­bu­ske og glem­te jer­n­ba­nespor lig­ger In­sti­tut for (X), hvor un­ge de­sig­ne­re, kunst­ne­re og hånd­va­er­ke­re fra he­le Eu­ro­pa har fun­det sam­men. Med kom­mu­nens til­la­del­se, men uaf­ha­en­gigt. Et om­rå­de, som snart får sit eget post­num­mer, Aar­hus K. K for kul­tur. Ba­lan­cen mel­lem, hvad kom­mu­nen skal blan­de sig i og blan­de sig uden om, er imid­ler­tid hår­fin. »In­sti­tut for (X) til­tra­ek­ker folk fra he­le ver­den. Her er et al­ter­na­tivt mil­jø skabt fra bun­den uden of­fent­lig ind­blan­ding. Men sam­ti­dig er det kom­mu­nen, der ejer jor­den, og på rå­d­hu­set ved man godt, hvad man kan tje­ne på at ud­styk­ke den til dy­re bo­li­ger. Kom­mu­nen bør va­e­re var­som med at gen­tri­fi­ce­re by­ens unik­ke mil­jø­er,« un­der­stre­ger Mads My­gind. At det net­op er et god­s­ba­ne­a­re­al, som i dag hu­ser en stor del af by­ens kre­a­ti­ve kra­ef­ter, forta­el­ler om by­ens ud­vik­ling. For 100 år si­den var den ty­pi­ske Aar­hus-bor­ger en mand­lig bryg­ge­ri­ar­bej­der født i sam­me by­del som si­ne fora­el­dre, i dag er hun en uni­ver­si­tetskvin­de ind­van­dret fra Sil­ke­borg. »Fak­tisk har Aar­hus en byg­ning, der vi­ser for­skyd­nin­gen i for­hol­det mel­lem køn­ne­ne, nem­lig Thie­le­manns byg­ning på Dom­kir­ke­plad­sen. Ind­til An­den Ver­denskrig var den by­ens rå­d­hus, og her­ef­ter po­li­ti­sta­tion, før den blev til det nu­va­e­ren­de Kvin­demu­se­et. Det sted, man med lov be­stem­te og med magt fast­holdt kvin­dens po­si­tion, til­hø­rer i dag kvin­der­ne selv. Det er da smukt!« Det til­gro­e­de god­s­ba­ne­om­rå­de en­der blindt un­der bro­en, der le­der Ve­stre Ring­ga­de over ba­ne­gra­ven og mar­ke­rer gra­en­sen for by­ens cen­tra­le de­le. Et sted i sit 1500 ord lan­ge digt skri­ver My­gind, at »du ba­e­rer Ovarta­cis hjer­ne i en pla­sti­cs­pand/ fyldt med for­ma­lin/ du er Ano­h­ni/ du er Ovarta­ci/ du er Lou­is Marcus­sen« med re­fe­ren­ce til den ame­ri­kan­ske san­ge­r­in­de, tid­li­ge­re kendt som An­to­ny, og den aar­hu­si­an­ske bil­led­kunst­ner Ovarta­ci (1894-1985), døbt Lou­is Marcus­sen. Dig­te­ren for­kla­rer for­bin­del­sen: »Beg­ge har de om­for­mu­le­ret de­res køn, og beg­ge har de spil­let en rol­le for Aar­hus. Ovarta­ci skab­te sin kunst un­der sin livslan­ge ind­la­eg­gel­se på by­ens psy­ki­a­tri­ske ho­spi­tal, mens Ano­h­ni i 2017 har gi­vet kon­cer­ter, med­vir­ket i de­bat­ter, etab­le­ret et kunst­pro­jekt og va­e­ret bo­sat i by­en,« si­ger My­gind og skri­ver sig der­med ind i en ak­tu­el lo­kal­po­li­tisk de­bat. Det har la­en­ge lig­get fast, at Psy­ki­a­trisk Ho­spi­tal skal flyt­tes fra ud­kan­ten af Ri­is Skov til det enor­me Skej­by Sy­ge­hus. Hvad der skal ske med Mu­se­um Ovarta­ci, der rum­mer en af Eu­ro­pas stør­ste sam­lin­ger af kunst la­vet af sinds­li­den­de, her­i­blandt fle­re end 1000 va­er­ker af Ovarta­ci selv, er der­i­mod end­nu uvist. »Kam­pen om Ovarta­cis arv er ba­re end­nu en kamp mel­lem det nye, ef­fek­ti­ve Aar­hus og det gam­le, ska­e­ve Aar­hus,« si­ger Mads My­gind.

FO­TO: MIK­KEL BERG

Dig­te­ren Mads My­gind på God­s­ba­nen i Aar­hus.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.