»Jeg hep­per på #metoo«

Weekendavisen - - Bøger -

In­ter­view. »Vi of­rer de sva­ge­ste for at und­gå skam­men,« si­ger den nor­ske for­fat­ter Her­b­jørg Was­smo, som måt­te ven­de til­ba­ge til hi­sto­ri­en om Di­na for at gi­ve en ung kvin­de stem­me.

per­so­ner, men de be­ty­der al­li­ge­vel langt mere for mig end min fa­mi­lie el­ler mi­ne ven­ner,« si­ger hun og fort­sa­et­ter na­e­sten hvi­sken­de: »Jeg for­stod Kar­na så godt. Hen­des fø­lel­se af at stå uden for sam­fun­det og al­li­ge­vel va­e­re en del af det. Af ik­ke at bli­ve god­ta­get som sig selv, og der­for at måt­te for­tie sin vi­den. Kar­na for­stum­mer helt. Det gjor­de jeg og­så, da jeg var barn.«

DET ud­sat­te barn har al­tid spil­let en cen­tral rol­le i den 75-åri­ge Her­b­jørg Was­smos for­fat­ter­skab. Hen­des før­ste ro­man, Hu­set med den blin­de glas­ve­ran­da (1981), hand­le­de om ty­sker­bar­net Tora og hen­des ka­er­lig­heds­lø­se op­va­ekst. I Di­nas bog bli­ver Di­na for­ka­stet af sin far, da hun som fe­mårig ved et uheld kom­mer til at for­vol­de sin mors død med ko­gen­de sa­e­be­vand, og i den sto­re ro­man Hund­re­de år (2009) forta­el­ler Her­b­jørg Was­smo sin egen hi­sto­rie om en barn­dom fyldt med seksu­el­le over­greb. »Som barn måt­te jeg spal­te mit liv og min per­son­lig­hed. Jeg hav­de det­te gu­le klad­de­ha­ef­te, hvor jeg no­te­re­de min fars over­greb. Helt nøg­ter­nt. Som om det var en gam­mel fi­skers log­bog. Når jeg hav­de skre­vet det ned og gemt bo­gen va­ek un­der gul­vet i stal­den, kun­ne jeg igen gå ud til mi­ne ven­ner og na­e­sten va­e­re som an­dre børn. Jeg vid­ste, at det vil­le va­e­re en ka­ta­stro­fe, hvis jeg for­tal­te no­gen, hvad min far gjor­de. Al skam vil­le skyl­le ind over mig, og jeg vil­le ik­ke la­en­ge­re kun­ne le­ve i det­te sam­fund. Det var ik­ke sva­ert at be­skri­ve Kar­nas gal­skab, for den vej kun­ne jeg sag­tens va­e­re gå­et.« – Kar­na er en me­get tragisk skik­kel­se. Hun er slet ik­ke den sam­me sta­er­ke kvin­de som sin far­mor Di­na? Her­b­jørg Was­smo tra­ek­ker på skul­dre­ne: »Ja­men, li­vet er ret tragisk. Idyl­len ska­ber sja­el­dent lit­te­ra­tur. Jeg over­le­ve­de det seksu­el­le mis­brug, for­di jeg fan­ta­se­re­de om at va­e­re sta­erk. Om at kun­ne skra­em­me dem. Jeg så ik­ke min far som et men­ne­ske el­ler en mand. Jeg så ham som et mon­ster. Og hvis jeg skul­le kom­me vi­de­re, så måt­te jeg gø­re ham ban­ge. He­le mit tid­li­ge for­fat­ter­skab er byg­get på den kraft. Så­dan li­ge plud­se­lig at skri­ve en ro­man. Så blev jeg far­lig!«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.