En an­svar­spå­dra­gen­de fejhed

In­ter­view. »Jeg var med til at ad­mi­ni­stre­re de po­li­ti­ske be­slut­nin­ger og fø­ler selv­føl­ge­lig et me­dansvar. Der­for må jeg si­ge: Vi tab­te.« Bo Lidegaard har skre­vet en bog om Dan­marks kri­ge.

Weekendavisen - - Samfund - Af MAR­TIN KRASNIK

DET er det mest op­sigtsva­ek­ken­de fa­eno­men i mo­der­ne dan­marks­hi­sto­rie: At vi på så kort tid skif­te­de sik­ker­heds­po­li­tik og helt grund­la­eg­gen­de sel­vop­fat­tel­se. Fra en sta­erk be­vidst­hed om små­sta­tens be­gra­ens­nin­ger og et hi­sto­risk prin­cip om al­drig at sø­ge mi­li­ta­er kon­fron­ta­tion – til det stik mod­sat­te: At mel­de sig, så snart krigstrom­men ly­der, og stil­le med det mest ak­ti­ve, mi­li­ta­e­re bi­drag, vi har til rå­dig­hed.

»Det har un­dret mig dybt og in­der­ligt,« si­ger Bo Lidegaard, hvis nye, lil­le bog hed­der Dan­mark i krig, selv om en me­re ram­men­de ti­tel hav­de va­e­ret HVOR­FOR?!

»Det er jo en ek­strem for­vand­ling. Si­den 1864 var den alt­over­skyg­gen­de re­gel og in­der­ste ker­ne i vo­res iden­ti­tet so­le­klar: Vi går ik­ke i krig! Vi var sik­ker­heds­po­li­tisk ak­ti­ve og be­stemt ik­ke pa­ci­fi­sti­ske, men vi gjor­de alt for at und­gå kon­fron­ta­tio­nen. Men ef­ter Den kol­de Krigs af­slut­ning blev den vig­tig­ste del af vo­res pro­fil og na­tio­na­le iden­ti­tet, at vi skul­le dy­be­re og la­en­ge­re ind i kri­gen end no­get an­det sam­men­lig­ne­ligt land. I Irak, i Af­g­ha­ni­stan, i Li­by­en. Den­ne enor­me for­an­dring er ube­grun­det i de fak­ti­ske for­hold, og vi har na­e­sten in­gen dis­kus­sion om den,« si­ger Lidegaard, hi­sto­ri­ker, tid­li­ge­re che­fre­dak­tør på Po­li­ti­ken, og – mu­lig­vis mest af­gø­ren­de – tid­li­ge­re topem­beds­mand i bå­de Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et og Stats­mi­ni­ste­ri­et un­der net­op den stats­mi­ni­ster, der brød helt ra­di­kalt med den dan­ske hi­sto­ri­ske tra­di­tion. Som Lidegaard selv ud­tryk­ker det: »Det ske­te på min vagt, og jeg har selv­føl­ge­lig et be­hov for at for­kla­re, hvad der ske­te og hvor­for. Og jeg kan kon­sta­te­re, at for­kla­rin­ger­ne ik­ke er helt til­freds­stil­len­de.«

Bo Lidegaard bru­ger net­op en stor del af den lil­le bog på at for­kla­re, hvad der ske­te. Fra den uden­rigs­po­li­ti­ske ak­ti­vis­me i de tid­li­ge 1990ere, ud­sen­del­sen af dan­ske Le­o­pard-kamp­vog­ne til Tuzla i Bos­ni­en i 1993, bi­dra­get til NA­TO-bom­be­tog­ter­ne mod Ser­bi­en i 1999, ud­sen­del­sen af dan­ske sol­da­ter til bå­de Af­g­ha­ni­stan og Irak i 00er­ne og de man­ge dan­ske bom­be­tog­ter mod oberst Gadda­fis re­gi­me i Li­by­en i 2011. Er det ik­ke net­op én ubrudt ak­ti­vis­me, der be­gyn­der med Uf­fe El­le­mann-Jen­sens an­er­ken­del­se af de bal­ti­ske lan­de og hans da­va­e­ren­de ar­gu­ment om, at for­sva­ret af de dan­ske va­er­di­er ik­ke »slut­ter ved Kruså?«

»Det sto­re sym­bol­ske skift kom­mer med ud­sen­del­sen af Le­o­pard-kamp­vog­ne­ne. Her si­ger vi, end­da med en ra­di­kal uden­rigs­mi­ni­sters re­ge­rings­del­ta­gel­se, at vi di­rek­te skal bi­dra­ge til at gi­ve de dér ban­dit­ter no­gen på hat­ten. Men i 1990er­ne var det sta­dig helt ind­ly­sen­de, at små eu­ro­pa­ei­ske lan­de som Dan­mark skul­le va­e­re ak­ti­ve. Der var ik­ke FN-man­dat, men det var en sam­let NA­TO-mis­sion. Med Irak skif­te­de det. Her var fle­re af vo­res NA­TO-al­li­e­re­de di­rek­te imod in­va­sio­nen. Det var en ra­di­ka­li­se­ring. Dan­marks del­ta­gel­se blev af An­ders Fogh om­talt som et moralsk im­pe­ra­tiv, en del af va­er­di­kam­pen,« si­ger Lidegaard.

»Nu hand­le­de det om, at vi som na­tion hav­de un­der­skud på kon­to­en på grund af bå­de sam­ar­bejds­po­li­tik­ken un­der An­den Ver­denskrig og fod­no­tepo­li­tik­ken un­der Den kol­de Krig. Det var al­drig ar­gu­men­tet i 1990er­ne.«

Det fa­sci­ne­ren­de er, me­ner Lidegaard, at så man­ge i of­fent­lig­he­den køb­te Fog­hs ar­gu­ment. Der var, si­ger han, jo na­e­sten in­gen, der hav­de ment, at Dan­mark hav­de et se­ri­øst na­tio­nalt, moralsk pro­blem med den før­te politik gen­nem de fo­re­gå­en­de 125 år. »Jo, fod­no­tepo­li­tik­ken var da en uva­er­dig pa­ren­tes, men hel­ler ik­ke den sat­te sig da spor an­dre ste­der end i Dan­mark. Og der var in­tet fol­ke­ligt be­hov for et op­gør med be­sa­et­tel­ses­ti­dens sam­ar­bejds­po­li­tik, før det blev po­li­tisk ita­le­sat som så­dan. At la­ve en pa­ral­lel mel­lem fri­heds­ka­em­per­ne i 1940rne og den ak­tu­el­le politik i 00er­ne var helt åben­lyst en kun­stig po­li­ti­se­ren.« – Der vi­ste sig jo at va­e­re et be­hov, en ap­pe­tit på det­te op­gør med den al­tid prag­ma­ti­ske dan­ske linje. Et be­hov for at vi­se, at og­så vi vil for­sva­re de­mo­kra­ti­ske va­er­di­er med hår­de mid­ler. Du er ba­re ue­nig med et mar­kant be­folk­ning­f­ler­tal.

»Ja, det blev et ud­bredt be­hov, men det blev skabt po­li­tisk. At bru­ge hi­sto­ri­en så­dan er en kendt ma­ni­pu­la­to­risk fi­gur.«

– Men et fler­tal af dan­sker­ne hav­de et be­hov for, at vi ef­ter Den kol­de Krig skul­le bi­dra­ge på en an­den må­de, end vi før hav­de gjort. Der har du sva­ret på dit »hvor­for«.

»Selv hvis der var så­dan et soven­de be­hov for et sel­vop­gør, der plud­se­lig kun­ne va­ek­kes, for­kla­rer det jo ik­ke, at vi skul­le del­ta­ge så ak­tivt i en an­grebs­krig i for­re­ste ra­ek­ke. Det un­drer mig så in­der­ligt, at så man­ge og ik­ke mindst så man­ge før­en­de in­tel­lek­tu­el­le køb­te den. Du gjor­de det jo fak­tisk selv.«

Kri­gens er­fa­ring

Uden at an­er­ken­de hver­ken »før­en­de« el­ler »in­tel­lek­tu­el­le« er der ta­le om en til­stå­el­ses­sag: Jeg støt­te­de klart og ty­de­ligt Irak-kri­gen her­un­der dansk del­ta­gel­se. Jeg in­ter­es­se­re­de mig ik­ke for ar­gu­men­ter­ne om sam­ar­bejds­po­li­tik­ken el­ler op­gø­ret med den dan­ske »slap­hed«. Nej, jeg men­te, at det var rig­tigt at kon­fron­te­re Sad­dam Hus­se­ins mel­le­møst­li­ge af­tap­ning af fa­scis­men, og hvis USA og an­dre vil­le fjer­ne hans ra­ed­som­me re­gi­me, skul­le Dan­mark selv­føl­ge­lig bi­dra­ge så ak­tivt som mu­ligt. Man bi­dra­ger med det, man har. Al­ter­na­ti­vet var at føl­ge Tys­kland el­ler Frank­rig og gå imod in­va­sio­nen.

»Så køb­te du net­op An­ders Fog­hs ra­di­ka­le ar­gu­ment: Sam­men­lign med Hol­land el­ler Nor­ge – de var med i den po­li­ti­ske ko­a­li­tion mod Irak, men de gik ik­ke he­le vej­en. Ra­di­ka­li­se­rin­gen be­stod i at fra­va­el­ge den na­er­lig­gen­de mo­de­ra­te og tra­di­tio­nel­le dan­ske løs­ning: et felt­ho­spi­tal og fuld po­li­tisk støt­te. Men den løs­ning blev fra be­gyn­del­sen ud­gra­en­set som et svigt. Du var med til at støt­te det­te op­sigtsva­ek­ken­de nye bi­na­e­re valg.«

– Der kom­mer no­get bag­klog­skab ind her. He­le dis­kus­sio­nen i Eu­ro­pa hand­le­de om at støt­te in­va­sio­nen el­ler ej. Så­dan var det og­så op­delt i Fol­ke­tin­get. Og hvor­for ik­ke bi­dra­ge mi­li­ta­ert, når det kun­ne la­de sig gø­re?

»For­di NA­TO var split­tet. Grun­den til, at hol­la­en­der­ne ik­ke gjor­de som os er me­get kl­ar­gø­ren­de. Hol­land var og­så mi­li­ta­ert ak­ti­ve på Bal­kan i 1990er­ne, hvor de hav­de an­sva­ret for den sik­re zo­ne om­kring Sre­bre­ni­ca. Det gik gru­e­ligt galt, som du ved. Tu­sind­vis af ci­vi­le blev myr­det, mens hol­la­en­der­ne måt­te se pas­sivt til. Det kun­ne li­ge så godt ha­ve va­e­ret os. Her la­er­te de, at der med mi­li­ta­er hand­ling føl­ger et stort an­svar og sva­e­re kon­se­kven­ser. Den er­fa­ring fik vi ik­ke i Ju­goslavi­en el­ler an­dre ste­der. Vi tro­e­de, man kun­ne fø­re krig uden kon­se­kven­ser.«

– Men hen­sig­ten var at bi­dra­ge ak­tivt til at ska­be for­an­drin­ger. »Ja, de dan­ske sol­da­ter tog da ik­ke af sted for at ta­ge et sel­vop­gør med sam­ar­bejds­po­li­tik­ken. Det hand­le­de selv­føl­ge­lig om at hja­el­pe pi­ger­ne i Af­g­ha­ni­stan el­ler ska­be de­mo­kra­ti i Irak. Det var nok og­så de fle­ste dan­ske­res hold­ning. Men hvis det så går helt galt, og hvis man er en na­tion, der ta­ger sig selv al­vor­ligt, så må man kun­ne se sig selv i øj­ne­ne og si­ge det ae­r­ligt: Vi tab­te! Det er den hår­de bruta­le vir­ke­lig­hed. Men den tra­en­ger ik­ke ind i den dan­ske of­fent­lig­hed, for den dis­kus­sion er al­drig ble­vet ta­get.«

– Det er den da. 51 dan­ske sol­da­ter blev dra­ebt. Vi hav­de sto­re de­bat­ter ef­ter do­ku­men­tar­fil­men »Ar­ma­di­l­lo«. Der er la­vet spil­le­film om de ska­der, kri­ge­ne skab­te.

»Ja, men det helt simp­le bud­skab er ik­ke tra­engt igen­nem: Kri­ge­ne i Irak, Af­g­ha­ni­stan og Li­by­en blev tabt. Må­let blev slet ik­ke nå­et. Den er­ken­del­se har de ta­get på sig i den bri­ti­ske og ame­ri­kan­ske of­fent­lig­hed. Det har vi ik­ke i den dan­ske. Vi gik i krig for at ta­ge et me­dansvar. Da det så gik galt, pe­ge­de de fle­ste på an­dre lan­de, dår­lig plan­la­eg­ning, elen­di­ge be­slut­nin­ger og så vi­de­re. Vi vil ik­ke ta­ge me­dansvar for ne­der­la­get og der­med hel­ler ik­ke for eg­ne hand­lin­ger. Vi prø­ve­de at over­skri­de små­sta­tens be­gra­ens­nin­ger ved at gå i krig. Og så ta­ger vi små­sta­tens luksus ved at fra­la­eg­ge os an­sva­ret for ne­der­la­get. Det er ud­tryk for an­svar­spå­dra­gen­de fejhed.«

– Du vil ger­ne ha­ve, at der bli­ver sat et punk­tum. Men det er vel ik­ke så sim­pelt. Mel­le­mø­sten var fros­set til i år­ti­er, og re­gio­nen har nu va­e­ret gen­nem et sam­men­brud, der har va­ret i 15 når. Det vir­ker lidt am­bi­tiøst for en hi­sto­ri­ker med be­hov for nu­an­cer at kra­e­ve et så klart svar: Sejr el­ler ne­der­lag?

»Ja, det er mu­ligt, du har ret i det.«

– Det ske­te på din vagt, si­ger du. Du var em­beds­mand i bå­de Stats­mi­ni­ste­ri­et og Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et. Du til­t­rå­d­te job­bet som chef for Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets mel­le­møst­kon­tor den dag, FNs ho­ved­kon­tor i Bag­dad blev bom­bet og den re­gio­na­le FN-chef blev myr­det. Du var imod kri­gen. Må­ske er det der­for, du har så­dan et be­hov for et klart op­gør?

»Jeg var i hvert fald med til at ad­mi­ni­stre­re de po­li­ti­ske be­slut­nin­ger, og jeg fø­ler selv­føl­ge­lig et me­dansvar for, at vi hand­le­de så­dan som na­tion. Men jeg hav­de ik­ke en unik ind­sigt. Al­le vid­ste, hvad der fo­re­gik. Der­for lig­ger det mig sa­er­ligt på sin­de at si­ge: Vi må ta­ge en dyb indån­ding, se os i spej­let og si­ge sand­he­den. Hvis man er med til at knu­se po­r­cela­e­net, så er det ik­ke respek­ta­belt at pe­ge på de an­dre og si­ge, at det ba­re var, for­di de ik­ke kun­ne fin­de ud af at li­me det or­dent­ligt sam­men igen.« – Hvad me­ner du så er sva­ret på dit »hvor­for«?

»Min pointe er, at for­kla­rin­ger­ne hver isa­er er util­freds­stil­len­de. Det var ik­ke Fogh ale­ne, ik­ke hen­sy­net til USA ale­ne, ik­ke øn­sket om sel­vop­gør ale­ne, ik­ke en ha­stigt op­ar­bej­det va­ne ale­ne. Men de står og flag­rer hver for sig, for­di vi helt over­ord­net al­drig har kon­fron­te­ret ho­ved­pro­ble­met: Vi til­la­der os den luksus at del­ta­ge i al­le de kri­ge uden no­gen­sin­de at si­ge: ja, vi tab­te dem. Jeg er hi­sto­ri­ker, og som hi­sto­ri­ker spør­ger man: Hvad kom der ud af det? Hvad ske­te der? Ba­re for­di man øn­ske­de det rig­ti­ge, var det jo ik­ke nød­ven­dig­vis rig­tigt.« – Men kon­se­kven­sen er jo klar nok: Vi står ik­ke i kø for at in­va­de­re Sy­ri­en. Og kon­se­kven­sen af den­ne pas­si­vi­tet er end­nu me­re for­fa­er­de­lig end Irak, Af­g­ha­ni­stan og Li­by­en til­sam­men.

»Ja, og det ar­gu­ment har jeg stor respekt for. Vi kan ik­ke vi­de, hvad der vil­le va­e­re sket i Sy­ri­en, hvis en ve­st­lig al­li­an­ce var gå­et ind for at be­skyt­te be­folk­nin­gen. Men vi ved, at de ste­der, vi greb ind, ef­ter­lod vi på­vi­se­ligt en va­er­re si­tu­a­tion. Og jeg tror ik­ke, en in­va­sion og be­sa­et­tel­se af Sy­ri­en hav­de gjort no­get bed­re. Og det er igen en po­le­misk må­de at se det på: En­ten in­va­de­rer vi og red­der en mas­se men­ne­sker, el­ler og­så gør vi in­gen­ting og la­der al­le i stik­ken. Så­dan er val­get sja­el­dent, ik­ke mindst for et lil­le land. Vo­res an­svar og mu­lig­he­der er an­der­le­des: At byg­ge kon­tak­ter og til­lids­for­hold til men­ne­sker, vi ik­ke bry­der os om. Ma­eg­le. Spil­le en lil­le, men ik­ke ube­ty­de­lig rol­le som bro­byg­ger. Og det er hver­ken fejt el­ler ef­ter­gi­ven­de.«

Bo Lidegaard: Dan­mark i krig. 100 si­der. Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.