Fa­de­ren, søn­nen og tidsån­den

Tysk kul­tur­fejde. 25 år ef­ter Bo­t­ho Strauss’ kul­tur­kon­ser­va­ti­ve es­say Til­ta­gen­de buk­kesang de­ler søn­nen Si­mon Strauss van­de­ne med en ro­man, der be­skyl­des for »med sin ul­tra­ro­man­tik at støt­te høj­re­flø­jens dags­or­den«. En hi­sto­rie af bi­belsk til­snit: først f

Weekendavisen - - Udland - Af JESPER VIND

No­tér jer da­gen, ven­ner, det var Spie­ge­lud­ga­ven » fra 8. fe­bru­ar 1993. Det bli­ver al­vor­ligt.« Så­dan skrev den kend­te, in­tel­lek­tu­el­le SPD-po­li­ti­ker Pe­ter Glo­tz i den ty­ske avis Wo­chen­post i fe­bru­ar 1993. Han spurg­te be­kym­ren­de, den­gang for pra­e­cis 25 år si­den, om »et nyt høj­re nu bli­ver sa­lon­fähigt?« Bag­grun­den for so­ci­al­de­mo­kra­tens for­ud­si­gel­se var, at en af lan­dets al­ler­stør­ste for­fat­te­re, Bo­t­ho Strauss, hav­de skabt ra­va­ge og skan­da­le ved at skri­ve et es­say i Der Spie­gel med den kul­tur­pe­s­si­mi­sti­ske ti­tel Til­ta­gen­de buk­kesang (til­ta­gen­de tra­ge­die). Her undsag­de han den ven­st­re­li­be­ra­le of­fent­lig­hed, gik til an­greb på gam­le ånds­fa­el­ler fra 68-ge­ne­ra­tio­nen og sprang ud som for­sva­rer af na­tio­nens hi­sto­ri­ske fa­el­les­skab.

Her­ef­ter ra­se­de de­bat­ten i uge­vis. Strauss blev kri­ti­se­ret søn­der og sam­men af Glo­tz og det me­ste af den kul­tu­rel­le me­nings­e­li­te. Han hav­de ik­ke tidsån­den med sig, og ik­ke me­get ty­de­de på, at den sto­re ty­ske dra­ma­ti­ker vil­le få et ben til jor­den i det net­op gen­for­e­ne­de Tys­kland.

Og dog. For som Glo­tz al­vor­stungt hav­de fa­er­ten af: Strauss’ es­say om den til­ta­gen­de kul­tu­rel­le un­der­gang kom på la­en­ge­re sigt til at pra­e­ge det kul­tur- og na­tio­nal­kon­ser­va­ti­ve op­brud, der har fun­det sted i Tys­kland i de se­ne­ste år.

Det er i dag en al­min­de­lig an­ta­gel­se, at Strauss og­så gav in­tel­lek­tu­elt bra­end­stof til det nye po­li­ti­ske høj­re, som fik sit sto­re gen­nem­brud, da Al­ter­na­ti­ve für Deut­schland for fi­re må­ne­der si­den storme­de ind i par­la­man­tet i Ber­lin som Tys­klands tred­je­stør­ste par­ti.

Men net­op her om­kring 25-års­da­gen er der i til­gift sket no­get, som Glo­tz ik­ke kun­ne for­ud­si­ge: I dis­se uger ud­s­pa­en­der der sig en hid­sig de­bat om Bo­t­ho Strauss’ søn, 29-åri­ge Si­mon Strauss. Hans melan­kol­ske og ra­di­kal-ro­man­ti­ske de­but­ro­man, Sie­ben Nä­ch­te, har skabt så me­get op­ma­er­k­som­hed, at det min­der lidt om stri­den i 1993. Sie­ben Nä­ch­te er nem­lig en ro­man, som på den ene si­den ro­ses for lit­te­ra­e­re kva­li­te­ter, men sam­ti­dig sko­ses for at støt­te den ty­ske høj­re­fløj.

Det he­le kun­ne der­for lig­ne en hi­sto­rie af bi­belsk til­snit: først fa­de­ren, si­den søn­nen som ba­e­re­re af en kon­tro­ver­si­el, høj­re­na­tio­nal ar­ve­synd?

Om­vendt er der dem i Tys­kland, der kun la­eg­ger va­egt på søn­nens lit­te­ra­e­re ta­lent og af­vi­ser, at Strauss ju­ni­or er en apo­lo­get for høj­re­po­pulis­men el­ler er en ny bud­brin­ger af det tan­ke­gods, som Strauss se­ni­or ryste­de lan­det med i fe­bru­ar 1993.

Fjendt­li­ge ero­bre­re

Den­gang for 25 år si­den her­ske­de der stor for­vir­ring i Tys­kland. Gen­for­e­nin­gen i 1990 hav­de sat den na­tio­na­le selv­for­stå­el­se til de­bat, og i 1993 var de fø­lel­ses­la­de­de sce­ner ved Ber­lin­mu­ren i ’89, hvor øst­ty­ske­re og ve­st­ty­ske­re faldt om hal­sen på hin­an­den, sta­dig i frisk erin­dring. Sam­ti­dig op­le­ve­de man dog bit­re, øko­no­mi­ske mod­sa­et­nin­ger mel­lem Øst og Vest, og der var man­ge ra­ci­sti­ske bran­dan­greb på ud­la­en­din­ge og flygt­nin­ge.

Så hvil­ke men­tale ben skul­le ty­sker­ne stå på, nu hvor man var ble­vet me­get stør­re og ma­eg­ti­ge­re? Og hvad be­tød den plud­se­li­ge po­li­ti­ske for­e­ning for ty­sker­nes rol­le i ver­den? Var ud­lan­dets ac­cept af for­e­nin­gen et ud­tryk for, at An­den Ver­denskrigs ra­eds­ler nu var til­gi­vet? Skul­le man igen kun­ne va­e­re stolt over at va­e­re ty­sker? Midt i den­ne for­vir­ren­de tid var der fle­re in­tel­lek­tu­el­le, der støt­te­de ide­en om, at ty­sker­ne igen skul­le va­e­re en »selv­be­vidst na­tion«, og en af dem var dra­ma­ti­ke­ren Bo­t­ho Strauss, der med sit es­say i Der Spie­gel – med et op­lag på over en mil­li­on ek­sem­pla­rer – send­te chok­bøl­ger gen­nem den ty­ske kul­tur­de­bat.

Som tit­len Til­ta­gen­de buk­kesang an­ty­de­de, spå­e­de Strauss en kom­men­de tra­ge­die, et fo­re­stå­en­de sam­men­brud. Hans lidt kryp­ti­ske for­ud­si­gel­se var, at der vil­le »ud­bry­de krig« mel­lem den ek­si­ste­ren­de ver­den og den nye ver­dens »af­ryd­nings­og ud­s­let­tel­ses­kra­ef­ter«.

Han hå­ne­de me­di­er­ne og rev­se­de den po­li­ti­ske kor­rek­t­hed hos den god­heds­in­du­stri, der var op­stå­et i kølvan­det på det mul­ti­kul­tu­rel­le sam­fund: »Vi bli­ver ud­for­dret til at va­e­re med­fø­len­de og hja­elp­som­me over for ha­er­ska­ren af for­drev­ne og hjem­lø­se. Vi er for­plig­tet til god­hed ved lov.« Den­ne hu­ma­nis­me var, iføl­ge Strauss, et ud­tryk for »det for­kram­pe­de ty­ske selv­had«, som isa­er pra­e­ge­de me­nings­dan­ner­ne: »In­tel­lek­tu­el­le er gla­de for det frem­me­de, ik­ke for det frem­me­des egen skyld, men for­di de ha­der vo­res eget og hil­ser alt vel­kom­ment, som øde­la­eg­ger det.« Tek­sten var skre­vet i Strauss’ ty­pi­ske ele­gi­ske skri­ve­stil, men den po­li­ti­ske sub­stans var ny. Han ha­ev­de­de, at ve­st­eu­ro­pa­e­er­ne var ble­vet »selv­til­fred­se« og ik­ke me­re for­stod de na­tio­na­li­sti­ske strøm­nin­ger, der i be­gyn­del­sen af 90er­ne fik en re­na­es­san­ce.

Es­say­et ret­te­de tira­der mod op­le­vel­ses- samt den ma­te­ri­el­le over­flod, der sva­ek­ker be­folk­nin­gen i mø­det med »fjendt­li­ge ero­bre­re«.

Vid­tra­ek­ken­de tekst

Bo­t­ho Strauss greb og­så fat på det be­ta­end­te ord »høj­re­o­ri­en­te­ret«: »At va­e­re høj­re­o­ri­en­te­ret, ik­ke af bil­lig over­be­vis­ning el­ler med nedri­ge hen­sig­ter, men af he­le sit va­e­sen, det er at op­le­ve erin­drin­gens over­magt.«

Han an­før­te, at høj­re­o­ri­en­te­ret vil si­ge at gø­re op­rør »mod nu­ti­dens to­ta­le over­her­re­døm­me, som vil ud­ra­de­re og frarø­ve in­di­vi­det hver ene­ste til­ste­de­va­e­rel­se af uop­lyst for­tid, af det hi­sto­risk til­blev­ne, af my­tisk tid«.

Det var hans pro­fe­ti, at ve­st­eu­ro­pa­e­er­nes hi­sto­ri­e­løs­hed vil­le ha­ev­ne sig: »Mo­der­ni­te­ten vil ik­ke bli­ve af­slut­tet med si­ne mil­de po­st­mo­der­ne ud­lø­be­re, men vil bli­ve af­brudt brat af kul­tur­chok­ket. Kul­tur­chok­ket, som ik­ke ram­mer de vil­de, men som ra­se­rer de glem­som­me.«

Es­say­et skab­te for­ar­gel­se og for­døm­mel­se. Man­ge fra det ty­ske kul­tur­bor­ger­skab, som tid­li­ge­re var val­far­tet til Strauss’ pre­mi­e­rer i Mün­chen og Ber­lin, kald­te ham »fa­scist«, og den tid­li­ge­re mod­ta­ger af Bü­ch­ner-pri­sen – lan­dets for­nem­ste lit­te­ra­e­re ha­e­ders­be­vis­ning – op­le­ve­de nu, at hans te­a­ter­styk­ker blev boy­kot­tet.

Men den lang­tra­ek­ken­de be­tyd­ning af Til­ta­gen­de buk­kesang er sva­er at over­dri­ve. I 2007 ud­tal­te en af lan­dets stør­ste for­fat­te­re, Mar­tin Wal­ser, til ugea­vi­sen Die Zeit, at Strauss-es­say­et »må­ske er den klo­ge­ste, mest klar­sy­ne­de, mest vid­tra­ek­ken­de tekst pu­bli­ce­ret af en tysk in­tel­lek­tu­el si­den 1945«.

En lig­nen­de vur­de­ring kom fra lit­te­ra­tur­pro­fes­sor An­ders Eh­lers Dam i We­e­ken­da­vi­sen i 2013: »Tek­sten ud­gjor­de et ven­de­punkt i kul­tur­de­bat­ten ef­ter gen­for­e­nin­gen. Den blev til en ge­ne­ra­tion af høj­re­in­tel­lek­tu­el­les nøg­le­tekst,« vur­de­re­de han. Og­så her i 2018 bli­ver Buk­kesan­gen hyl­det af fle­re bor­ger­li­ge skri­ben­ter. For­fat­te­ren og fi­lo­sof­fen Ale­xan­der Grau skrev for­le­den i det li­be­ralt-kon­ser­va­ti­ve ma­ga­sin Ci­ce­ro, at Strauss’ tekst var »et melan­kolsk ve­to imod for­hå­nel­sen af en rig for­tid til for­del for en ste­ril mor­gen­dag. Selv om det ik­ke er en trøst: Strauss’ tekst rum­mer i dag en vi­tal, ja, en brutal til­ste­de­va­e­rel­se, mens kri­ti­ker­nes ind­ven­din­ger kun frem­står som ud­van­de­de og ud­le­ve­de.«

Hos den na­tio­nal­kon­ser­va­ti­ve avis Jun­ge Frei­heit var det li­ge­le­des vur­de­rin­gen, at Strauss var for­ud for sin tid: »De­bat­ten den­gang blev i sid­ste en­de af­gjort af magt­for­hol­de­ne på re­dak­tions­kon­to­rer­ne og for­la­ge­ne – og der­for kvalt,« lød det fra che­fre­dak­tør Die­ter Ste­in. »Det, der imid­ler­tid blev stå­en­de til­ba­ge, var en helt ny ge­ne­ra­tion, som blev pra­e­get af er­fa­rin­ger­ne fra buk­kesang-de­bat­ten, og som i dag be­fin­der sig i en for­an­dret po­li­tisk vir­ke­lig­hed, hvor magt­for­hol­de­ne er an­der­le­des end i 1993,« lød det med slet skjult hen­vis­ning til det nye høj­res fremva­ekst.

Syv na­et­ter

Den kon­ser­va­ti­ve fejring af buk­kesangs-ju­bila­e­et er over­ra­sken­de nok ble­vet kry­dret med ud­gi­vel­sen af søn­nen Si­mons de­but­bog. Hans Sie­ben Nä­ch­te er en ra­di­kal-ro­man­tisk forta­el­ling om en vred, ung mand, der fryg­ter at mi­ste ev­nen til at fø­le no­get. Han vil gø­re alt for at bry­de med hver­da­gens va­ner og trist­hed, og han va­el­ger at ind­gå en slags dja­ev­le­pagt, hvor han skal ud­le­ve de syv døds­syn­der gen­nem syv na­et­ter for at få for­nem­mel­sen af li­vet til­ba­ge. Det sker og­så, og han op­le­ver, at na­et­ter­ne får ham til at se kon­tu­rer­ne af en bed­re ver­den, et me­re in­tenst liv. Bo­gen er fyldt med pa­tos, vi­ta­lis­me, strids­lyst, be­tragt­nin­ger om tru­et man­dig­hed, for­tidsla­engsel – her­un­der en ha­em­nings­løs ka­er­lig­hed til gam­le ro­man­ti­ske dig­te­re.

Bo­gen blev først mod­ta­get med over­strøm­men­de an­mel­del­ser. Den kend­te kul­tur­hi­sto­ri­ker Fl­o­ri­an Il­lies skrev, at det var en ro­man til »den kom­men­de ge­ne­ra­tion«, der fryg­ter at mi­ste »tro­en på det san­de, go­de og smuk­ke«. Den un­ge for­fat­ter The­resia En­zens­ber­ger (dat­ter af Hans Magnus E.) kun­ne og­så kun lobh­ud­le bo­gen: »Si­mon Strauss forta­el­ler om én, der gik ud for at sø­ge evig ung­dom – og skri­ver en bog, der er så klog og rø­ren­de, at man vil føl­ge ham på ste­det.« Men ik­ke al­le så så­dan på bo­gen. I det ven­stre­o­ri­en­te­re­de dag­blad taz blev det fast­slå­et, at un­ge Strauss »med sin ul­tra­ro­man­tik un­der­støt­ter høj­re­flø­jens dags­or­den«. Taz-an­mel­de­ren hen­vi­ste til, at Strauss »le­ger med en ae­ste­tik og et tan­ke­ind­hold, der kom­mer fra det yder­ste høj­re«. Så­le­des hyl­des en na­er­mest pro­to­fa­sci­stisk døds­foragt, sam­ti­dig med at den an­ti­par­la­men­ta­ri­ske jurist Carl Sch­mitts tan­ker bli­ver ci­te­ret. An­mel­de­ren frem­ha­e­ve­de des­u­den, at Si­mon Strauss har mød­tes med det nye ty­ske høj­res hof­fi­lo­sof, Götz Ku­bits­chek, til en lit­te­ra­er sa­lon, hvor de an­gi­ve­ligt var på bøl­gela­eng­de. Det­te og me­get an­det fik skri­ben­ten til at kon­klu­de­re: »Man kan kun hå­be, at Si­mon Strauss, der i ro­man­ti­ske ge­vand­ter skri­ver pam­flet­ter for det nye høj­re, ik­ke bli­ver tysk lit­te­ra­turs nye Mes­si­as.« Si­den har de­bat­ten om Strauss ju­ni­or bøl­get frem og til­ba­ge. Die Zeit valg­te der­for i ja­nu­ar at tryk­ke to sto­re ind­la­eg ved si­den af hin­an­den, hvor det ene var pro og det an­det con­tra Si­mon Strauss.

Her lag­de Zeit-kri­ti­ke­ren An­to­nia Baum ik­ke skjul på, at hun så en klar for­bin­del­se til Al­ter­na­ti­ve für Deut­schlands fo­re­stil­lings­ver­den, og hun frem­ha­e­ve­de for­fat­te­rens sla­egtskab med den gam­le Strauss. Om­vendt skrev Die Zeits lit­te­ra­tur­re­dak­tør Ijo­ma Mangold, at an­kla­ger­ne om Strauss ju­ni­o­rs na­er­hed til fa­scis­me var et »ren­dyr­ket ka­rak­ter­mord«. Re­dak­tø­ren men­te en­de­lig, at kri­tik­ken var ble­vet li­ge lov­lig po­li­tisk pri­mi­tiv. Ijo­ma Mangold hen­vi­ste til, at fle­re kri­ti­ke­re og­så hav­de dad­let Si­mon Strauss for at ha­ve kri­ti­se­ret An­gela Mer­kels flygt­nin­gepo­li­tik i en pe­ri­o­de. Det var åben­bart så kon­tro­ver­si­elt at gø­re, at der ik­ke var langt til at kon­klu­de­re de gam­le vis­domsord om, at »ae­blet ik­ke fal­der langt fra stam­men«, lød det syr­ligt iro­nisk fra Zeit-re­dak­tø­ren.

Si­mon Strauss, af­bil­det på for­si­den af »Sie­ben Nä­ch­te«. En pam­flet for det nye høj­re i ro­man­ti­ske ge­vand­ter?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.