Det uta­en­ke­li­ge

Sy­ri­en. Tyr­ki­ets ind­t­og i det nord­li­ge Sy­ri­en og an­gre­bet på den kur­di­ske enkla­ve Afrin øger ri­si­ko­en for en­hver NA­TO-stra­tegs ma­re­ridt – en va­eb­net kon­fron­ta­tion mel­lem NATOs to stør­ste mi­li­ta­er­mag­ter. Hvad er der på spil?

Weekendavisen - - Udland - Af HJALTE TIN

Det uta­en­ke­li­ge er nu ble­vet ta­en­ke­ligt. Ta­bet » af en en­kelt tyr­kisk el­ler ame­ri­kansk sol­dat i et sam­men­stød kan an­ta­en­de en kri­se uden for­til­fa­el­de mel­lem de to lan­de og bli­ve døds­stø­det for de­res lang­va­ri­ge stra­te­gi­ske for­bin­del­se. No­get, som kun Moskva og PYD (det tyr­kisk-kur­di­ske PKKs sy­ri­ske søster­par­ti, red.) vil va­e­re lyk­ke­li­ge for.« Så krystal­klart og fa­re­tru­en­de tra­ek­ker den tyr­ki­ske jour­na­list Se­mih Idiz fra det se­ri­ø­se net­me­die Al-Mo­ni­tor si­tu­a­tio­nen i det nord­li­ge Sy­ri­en op, ef­ter at tyr­ki­ske styr­ker er gå­et ind i Sy­ri­en og an­gri­ber den kur­di­ske Afrin-enkla­ve med alt, hvad de har, sam­ti­dig med at USA har be­kra­ef­tet sin al­li­an­ce med net­op dis­se sy­ri­ske kur­de­re.

Det ske­te se­ne­st, da den ame­ri­kan­ske uden­rigs­mi­ni­ster Rex Til­ler­son den 17. ja­nu­ar er­kla­e­re­de, at ame­ri­kan­ske styr­ker vil for­bli­ve i Sy­ri­en, ef­ter at Is­la­misk Stat (IS) er ned­ka­em­pet, og det sam­ti­dig blev of­fi­ci­elt med­delt, at USA vil tra­e­ne 30.000 gra­en­se­trop­per sam­men med det kur­di­ske selv­sty­re i det nord­li­ge Sy­ri­en, YPG. Beg­ge de­le ta­end­te den rø­de alarm­lam­pe i Anka­ra.

Per­spek­ti­vet skif­te­de plud­se­lig fra, at ame­ri­ka­ner­ne brug­te kur­der­ne som nyt­ti­ge part­ne­re på jor­den i en tids­be­gra­en­set kamp mod Is­la­misk Stat, til en per­ma­nent til­ste­de­va­e­rel­se, som trods al­le ame­ri­kan­ske for­sik­rin­ger om det mod­sat­te i prak­sis vil be­ty­de, at ame­ri­ka­ner­ne an­er­ken­der kur­der­nes selv­sty­re. Tyr­ki­et valg­te her­ef­ter at an­gri­be USAs vig­tig­ste al­li­e­re­de i Sy­ri­en. Og kur­der­nes sva­ge­ste led er Afrin-enkla­ven.

An­gre­bet på Afrin

Afrin er en bjer­grig enkla­ve på stør­rel­se med Djursland med en over­ve­jen­de kur­disk be­folk­ning på 200.000, som i lø­bet af bor­ger­kri­gen iføl­ge de lo­ka­le myn­dig­he­der har mod­ta­get 800.000 flygt­nin­ge.

Om­rå­det er ad­skilt fra de an­dre kur­di­ske selv­sty­re­om­rå­der i øst og om­rin­get af Tyr­ki­et til tre si­der og mod syd af den sy­ri­ske pra­esi­dent As­sads re­gi­me.

Iføl­ge mi­li­ta­e­r­a­na­ly­ti­ke­ren Me­tin Gurcan i Al-Mo­ni­tor er det Tyr­ki­ets mål in­den som­mer at be­sej­re og fjer­ne det kur­di­ske selv­sty­re fra Afrin og in­stal­le­re en ny, tyr­kisk-ven­lig ad­mi­ni­stra­tion.

Si­den an­gre­bets start den 20. ja­nu­ar har tyr­ki­ske fly, he­li­kop­te­re, ka­no­ner og tanks dag­ligt bom­bet og be­skudt om­rå­det. Un­der tyr­kisk kom­man­do for­sø­ger re­gu­la­e­re tyr­ki­ske trop­per og for­skel­li­ge sy­ri­ske mi­lit­ser at tra­en­ge ind i Afrin og om­rin­ge Afrin by med dens 200.000 ind­byg­ge­re. De 8.000-10.000 kur­di­ske trop­per i Afrin var for­be­redt på et mu­ligt an­greb og yder hårdnak­ket mod­stand. To uger in­de i in­va­sio­nen rap­por­te­rer Det Sy­ri­ske Ob­ser­va­to­ri­um for Men­ne­ske­ret­tig­he­der, at det kun er lyk­ke­des Tyr­ki­et at ind­ta­ge tre pro­cent af Afrins ter­ri­to­ri­um, men der er sket sto­re ma­te­ri­el­le øde­la­eg­gel­ser. Cir­ka 100 ci­vi­le og li­ge så man­ge sol­da­ter, her­af 11 tyr­ki­ske, er meldt dra­ebt hidtil. Hver­ken IS el­ler ame­ri­ka­ner­ne har ope­re­ret i Afrin, men rus­ser­ne hav­de en min­dre styr­ke i om­rå­det. Den blev truk­ket til­ba­ge in­den det tyr­ki­ske an­greb, li­ge­som det ef­fek­ti­ve rus­si­ske luft­for­svar ik­ke er ble­vet sat ind mod tyr­ki­ske fly. Rus­ser­ne hav­de, iføl­ge Si­nam Mo­ha­mad, en le­den­de re­pra­e­sen­tant for det kur­di­ske selv­sty­re YPG, på for­hånd ad­va­ret kur­der­ne om tyr­ker­nes pla­ner og sagt, at rus­ser­ne vil­le for­hin­dre Tyr­ki­ets an­greb, hvis kur­der­ne over­drog kon­trol­len med Afrin til As­sad. Kur­der­ne na­eg­te­de. Spørgs­må­let er, om den­ne kur­di­ske hold­ning er hold­bar. Den sven­ske Sy­ri­en-eks­pert Aron Lund kon­klu­de­rer på Wor­ld­po­li­ti­cs­re­view.com: »For at over­le­ve og be­va­re mag­ten vil de kur­di­ske le­de­re va­e­re tvun­get til at for­hand­le med Moskva og Da­ma­s­kus, ak­tø­rer, som kun ta­en­ker på sig selv, og hvis hja­elp vil kom­me til en høj pris, om over­ho­ve­det.«

Tre da­ge in­de i an­gre­bet bad kur­der­ne As­sad om at for­sva­re Afrin og Sy­ri­ens gra­en­ser mod den tyr­ki­ske ind­tra­en­gen, men ind­til vi­de­re har As­sad holdt sig ude af Afrin. Han er i gang med en langt stør­re ope­ra­tion i na­boprovin­sen Id­lib mod tyr­kisk-støt­te­de is­la­mi­ster. Her har kam­pe iføl­ge FN i de sid­ste tre uger for­dre­vet 175.000 ci­vi­le. Syv års bor­ger­krig har ef­ter­ladt Sy­ri­ens be­folk­ning som sta­ti­ster i et stor­po­li­tisk spil. Det ga­el­der dog i min­dre grad kur­der­ne, som har vist sig i stand til at ud­nyt­te bor­ger­kri­gens man­ge lag af al­li­an­cer til at op­byg­ge et selv­sty­re, der nu kon­trol­le­rer en tred­je­del af Sy­ri­ens ter­ri­to­ri­um, godt nok i den over­ve­jen­de tyndt­be­fol­ke­de nor­døst­li­ge del af lan­det.

Ro­ja­va

Før bor­ger­kri­gen, i Bas­har al-As­sads Sy­ri­ske Ara­bi­ske Re­pu­blik, var de knap tre mil­li­o­ner kur­de­re, cir­ka 15 pro­cent af Sy­ri­ens be­folk­ning, diskri­mi­ne­re­de som ik­ke-ara­be­re. De hav­de for­bud mod at bru­ge de­res sprog, og al­le kur­di­ske po­li­ti­ske par­ti­er var il­le­ga­le. Det bedst or­ga­ni­se­re­de af dem var PYD, som blev stif­tet i 2003 som søster­par­ti til tyr­ki­ske PKK. Kur­der­ne delt­og fra be­gyn­del­sen i op­stan­den mod Bas­har al-As­sad, men fler­tal­let i op­po­si­tio­nen øn­ske­de et ara­bi­sk og me­re el­ler min­dre is­la­misk en­heds-Sy­ri­en, stik imod kur­der­nes vi­sion om et se­ku­la­ert Sy­ri­en med li­ge ret for al­le et­ni­ske og re­li­gi­øse grup­per, or­ga­ni­se­ret som en fø­de­ra­tion med vidt­gå­en­de in­dre selv­sty­re.

»Vi er ik­ke for As­sad, vi er ik­ke for op­po­si­tio­nen, vi va­el­ger vo­res egen vej,« var kur­der­nes kon­klu­sion, som de har holdt fast ved li­ge si­den.

I som­me­ren 2012, et år ef­ter at op­stan­den mod As­sad var brudt ud, for­lod den sy­ri­ske ha­er de tre kur­di­ske enkla­ver, Afrin mod vest, Ko­ba­ne i mid­ten og Ja­zira med ho­ved­by­en Qa­mis­hlo i øst ef­ter en stort set ublo­dig kur­disk mag­tover­ta­gel­se un­der le­del­se af par­ti­et PYD.

Kur­der­ne holdt sig ef­ter­føl­gen­de neut­ra­le i bor­ger­kri­gen, og det lyk­ke­des dem un­der van­ske­li­ge for­hold at etab­le­re en ci­vil ad­mi­ni­stra­tion og op­byg­ge mi­lit­ser­ne, YPG for ma­end og YPJ for kvin­der. Isa­er de­res politik med li­ge­stil­ling af ma­end og kvin­der, de­mon­stre­ret med de kvin­de­li­ge sol­da­ter, har vakt op­sigt.

I sep­tem­ber 2014 ind­led­te Is­la­misk Stat an­gre­bet på den kur­di­ske by Ko­ba­ne ta­et på gra­en­sen til Tyr­ki­et. Ba­ra­ck Oba­ma trod­se­de tyr­ki­ske pro­te­ster og kom kur­der­ne til undsa­et­ning, en politik, som Trump har vi­dere­ført med ud­vi­det mi­li­ta­er støt­te, men sta­dig uden po­li­tisk an­er­ken­del­se. YPG er i dag med ame­ri­kansk hja­elp ble­vet en styr­ke på 50.000 sol­da­ter, som i ok­to­ber sid­ste år vandt den af­gø­ren­de sejr over IS i ka­li­fa­tets »ho­ved­stad« Raqqa.

Kur­der­ne har kaldt de­res selv­sty­re­om­rå­de Ro­ja­va, det kur­di­ske ord for »vest«, det vil si­ge den ve­st­li­ge del af Kur­di­stan, »kur­der­nes land«, som al­drig har va­e­ret en stat, men er det lan­d­om­rå­de, hvor godt 40 mil­li­o­ner kur­de­re bor i Sy­ri­en, Tyr­ki­et, Iran og Irak.

Tal­let er usik­kert, men po­in­ten er klar: Hvis kur­der­ne får de­res egen stat, vil de bli­ve en stormagt i Mel­le­mø­sten, rig på olie og van­det fra Eufrat og Ti­gris. Det er den­ne mu­lig­hed, som de tyr­ki­ske le­de­re li­ge si­den det mo­der­ne Tyr­ki­ets grund­la­eg­gel­se i 1923 har be­trag­tet som en ek­si­sten­ti­el sik­ker­heds­ri­si­ko.

Tre tyr­ki­ske ope­ra­tio­ner

He­diya You­sef, Ro­ja­vas co-pra­esi­dent, ud­tal­te til The Gu­ar­di­an 6. maj sid­ste år, at kur­der­ne i Ro­ja­va som »be­ta­ling« for ind­sat­sen mod IS i Raqqa for­ven­te­de at få ad­gang til Mid­del­ha­vet. Et kur­disk ba­el­te langs he­le Tyr­ki­ets syd­gra­en­se med ad­gang til ha­vet vil­le va­e­re en ka­em­pe­ma­es­sig stra­te­gisk sejr for kur­der­ne og et til­sva­ren­de ne­der­lag for tyr­ker­ne. Tyr­ker­nes igang­va­e­ren­de in­va­sion i Afrin er tred­je led i et for­søg på at for­hin­dre det­te.

Tyr­ki­ets Ope­ra­tion Eufrats Skjold fra au­gust 2016 drev en ki­le ind mel­lem Afrin og det kur­di­ske ho­ved­om­rå­de øst for Eufrat. I maj sid­ste år er­kla­e­re­de tyr­ker­ne ope­ra­tio­nen for af­slut­tet, og mag­ten i om­rå­det, der er på stør­rel­se med Søn­derjyl­land, blev over­dra­get til de tyr­kisk-sponso­re­re­de mi­lit­ser, blandt an­det Den Frie Sy­ri­ske Ha­er. Tyr­ker­nes frem­march mod øst blev den­gang stand­s­et uden kon­fron­ta­tio­ner af ame­ri­kan­ske styr­ker ved den sto­re by Man­bij.

Men sam­ti­dig gav As­sad kur­der­ne ad­gang til ve­je, som for­bin­der Afrin med de kur­di­ske ho­ved­om­rå­der, og kur­der­nes ad­gang til ha­vet var nu kun spa­er­ret af Id­lib-provin­sen, som var un­der is­la­mi­sti­ske mi­lit­sers kon­trol.

I ok­to­ber sid­ste år fik den tyr­ki­ske ha­er som led i af­ta­ler­ne i Asta­na mel­lem Tyr­ki­et, Iran og Rusland mu­lig­hed for at ryk­ke ind i Id­lib og an­la­eg­ge en ra­ek­ke »ob­ser­va­tions­po­ster« langs gra­en­sen mod Afrin. Tyr­ki­et støt­ter her, me­re el­ler min­dre åbent, is­la­mi­ster, blandt an­det al-Qa­e­da-grup­pen Hay­at alSham, som den 3. fe­bru­ar neds­kød et rus­sisk SU-25-kamp­fly. In­va­sio­nen i Afrin er en al­vor­lig op­trap­ning i for­hold til de to fo­re­gå­en­de tyr­ki­ske ope­ra­tio­ner i Sy­ri­en. For før­ste gang ud­for­drer tyr­ker­ne USA di­rek­te – med ri­si­ko for, at »det uta­en­ke­li­ge« kan ske.

»Vo­res kamp vil fort­sa­et­te, ind­til der ik­ke er en ene­ste ter­r­o­rist (alt­så kur­disk mi­lits­med­lem, red.) til­ba­ge, helt ud til vo­res gra­en­se mod Irak,« er­kla­e­re­de Tyr­ki­ets pra­esi­dent Er­do­gan i en ta­le til par­ti­med­lem­mer i Anka­ra den 26. ja­nu­ar. Han ud­send­te sam­ti­dig et ul­ti­ma­tum til de ame­ri­kan­ske trop­per om at tra­ek­ke sig til­ba­ge fra den kur­di­ske by Man­bij. Sva­ret fra den ame­ri­kan­ske mi­li­ta­e­re le­del­se var, at de vil for­sva­re sig selv, hvis de kom­mer un­der an­greb, un­der­for­stå­et mod tyr­ker­ne.

Det ame­ri­kan­ske di­lem­ma

Gonul Tol, di­rek­tør for Cen­ter for Tur­kish Stu­di­es på Mid­dle East In­sti­tu­te i Was­hin­g­ton, på­pe­ger over for Was­hin­g­ton Post, at Er­do­gan har lo­vet at knu­se YPG så man­ge gan­ge, at »det er sva­ert for ham at ta­ge det til­ba­ge«. »Er­do­gans pri­ma­e­re fo­kus er pra­esi­dentval­get na­e­ste år i Tyr­ki­et, og den in­ten­si­ve­re­de kon­fron­ta­tion med Was­hin­g­ton ar­bej­der i hans favør in­den­rigs­po­li­tisk.«

Hun kon­klu­de­rer, at Trump-ad­mi­ni­stra­tio­nen står i et re­elt og van­ske­ligt di­lem­ma. Hvis de vil for­bli­ve i det nord­li­ge Sy­ri­en, »har de brug for kur­der­ne, men på den an­den si­de er Tyr­ki­et en NA­TO-al­li­e­ret. De kan bli­ve tvun­get til at va­el­ge si­de«. Pen­sio­ne­ret ad­miral Ja­mes Stavri­dis, NATOs tid­li­ge­re øver­st­kom­man­de­ren­de i Eu­ro­pa, ad­va­rer i en ar­ti­kel i Bloom­berg mod at va­el­ge kur­der­ne: »USAs over­ord­ne­de stra­te­gi­ske in­ter­es­se lig­ger i at hol­de Tyr­ki­et fast i NA­TO og det tran­sat­lan­ti­ske fa­el­les­skab. Det vil va­e­re en ge­opo­li­tisk fejl­ta­gel­se af epi­ske pro­por­tio­ner at se Tyr­ki­et gli­de ud af den­ne kreds og en­de sam­men med rus­ser­ne og Iran i Le­van­ten.« Den fun­da­men­tale van­ske­lig­hed for de ame­ri­kan­ske stra­te­ger, kon­klu­de­rer No­ah Bon­sey, Sy­ri­en-ana­ly­ti­ker ved In­ter­na­tio­nal Cri­sis Group, er, hvor­dan man op­ret­hol­der ak­ti­ve al­li­an­cer med to styr­ker, som er i krig med hin­an­den. Ne­de­nun­der det­te ind­ly­sen­de di­lem­ma lig­ger der dog et dy­be­re pro­blem for den ame­ri­kan­ske politik i Sy­ri­en. »Vo­res mål er alt for am­bi­tiø­se i for­hold til, hvad vi er vil­li­ge til at gø­re,« på­pe­ger Faysal Ita­ni, se­ni­o­r­for­sker ved The At­lan­tic Co­un­cil, i Was­hin­g­ton Post.

Rex Til­ler­son sag­de i sin ta­le den 17. ja­nu­ar, at må­let for den ame­ri­kan­ske stra­te­gi er at for­hin­dre IS i at kom­me til­ba­ge til de om­rå­der, de har tabt, tra­en­ge iransk ind­fly­del­se til­ba­ge, ned­ka­em­pe al-Qa­e­da og sik­re en fre­de­lig løs­ning på den sy­ri­ske kon­flikt, en løs­ning, som ude­luk­ker pra­esi­dent Bas­har al-As­sad.

Men ame­ri­ka­ner­ne er fan­get i et di­lem­ma: På den ene si­de har de brugt mi­li­ta­e­re mid­ler uden en lang­sig­tet plan for de po­li­ti­ske kon­se­kven­ser og har gi­vet kur­di­ske YPG mu­lig­hed for at vok­se fra in­gen­ting til det, Tyr­ki­et ser som en ek­si­sten­ti­el trus­sel. På den an­den si­de har USA ik­ke brugt til­stra­ek­ke­li­ge mi­li­ta­e­re mid­ler til at kun­ne dik­te­re den po­li­ti­ske ud­vik­ling, man øn­sker: Man har ik­ke kun­net fjer­ne As­sad el­ler brem­se Ruslands og Irans ind­fly­del­se i Sy­ri­en.

Rus­ser­ne

Rus­ser­ne har i mod­sa­et­ning til ame­ri­ka­ner­ne haft et klart stra­te­gisk mål for de­res ind­sats i Sy­ri­en: at sva­ek­ke USA mak­si­malt, og de har brugt mi­li­ta­e­re mid­ler, der un­der­byg­ge­de de po­li­ti­ske mål. Rus­ser­nes frem­fa­erd har ført til me­gen li­del­se i Sy­ri­en og gør det sta­dig – se­ne­st ved selv at bom­be i Id­lib og la­de tyr­ker­ne bom­be i Afrin, men der er for­modent­lig in­gen tvivl om, at de er ta­et­te­re på at for­me Sy­ri­ens frem­tid, end ame­ri­ka­ner­ne er.

Rus­ser­ne in­ve­ste­re­de stor pre­sti­ge i den så­kald­te So­tjif­reds­kon­fe­ren­ce i slut­nin­gen af ja­nu­ar, og det an­ta­ges, at Rusland gav Tyr­ki­et grønt lys til Afrin-an­gre­bet for at be­hol­de tyr­kisk op­bak­ning til de rus­sisk-le­de­de for­hand­lin­ger om Sy­ri­en. Am­be­rin Za­man, tid­li­ge­re The Eco­no­mists kor­re­spon­dent i Tyr­ki­et, skri­ver i Al-Mo­ni­tor, at kur­der­ne ser rus­ser­nes stil­tien­de ja til det tyr­ki­ske an­greb på Afrin »som led i Moskvas nø­je ud­ta­enk­te plan, der skal hja­el­pe det sy­ri­ske re­gi­me med at ge­nero­bre ter­ri­to­ri­um og sta­ek­ke USAs ind­fly­del­se ved at sva­ek­ke de­res kur­di­ske part­ne­re og ud­dy­be kløf­ten mel­lem Was­hin­g­ton og Anka­ra«.

Bas­har al-As­sads er­kla­e­re­de mål har he­le ti­den va­e­ret at ge­nero­bre den ful­de kon­trol med Sy­ri­en. Den mo­de­ra­te op­postion er va­ek, IS er prak­tisk ta­get ned­ka­em­pet, og den is­la­mi­ske op­po­si­tion og Den Frie Sy­ri­ske Ha­er er re­du­ce­ret til re­ster uden en sam­men­ha­en­gen­de politik, man­ge af dem kon­trol­le­ret af Tyr­ki­et. Iran og Rusland er As­sads mi­li­ta­e­re ga­ran­ter, og in­gen uden­land­ske mag­ter tru­er hans re­gi­me. Kur­der­ne står i dag til­ba­ge som den stør­ste mi­li­ta­e­re og po­li­ti­ske ud­for­dring til As­sad. Og til Er­do­gan – va­el­ger han »det uta­en­ke­li­ge«?

Hjalte Tin er jour­na­list og for­fat­ter. Sam­men med Ni­na Ras­mus­sen ud­sen­der han i maj på for­la­get Ro­si­nan­te en ny bog: »De der blev. En rej­se i Sy­ri­en til kur­der­nes ukend­te re­vo­lu­tion.«

FO­TO: AFP PHOTO/DELIL SOULEIMAN

En kur­disk mi­lits­sol­dat de­mon­stre­rer mod den tyr­ki­ske in­va­sion med en ka­las­h­ni­kov i den ene hånd og fre­dens oli­ven­gren i den an­den.

Det kur­di­ske selv­sty­re­om­rå­de

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.