Mig og Woo­dy

Weekendavisen - - Opinion -

LI­VET kan ik­ke kon­trol­le­res. Det en­der jo al­drig per­fekt. Kun kun­sten kan man kon­trol­le­re. Kunst og ona­ni. To om­rå­der, hvor jeg er eks­pert.« Hvad Woo­dy Al­len men­te med det, kom­mer vi til­ba­ge til. Ind­til da må vi kon­sta­te­re, at den 82-åri­ge Al­len er i van­ske­lig­he­der. Hans adop­tiv­dat­ter har frem­ført den 30 år gam­le an­kla­ge om, at han for­greb sig på hen­de, da hun var barn – nu i ly­set af metoo-be­va­e­gel­sen. Film­stjer­ner lover, at de al­drig vil ar­bej­de med ham igen, mens pro­du­cen­ter­ne med Ama­zon i spid­sen over­ve­jer si­tu­a­tio­nen.

KAN vi ik­ke la­en­ge­re reg­ne med en ny Al­len-film, er an­dre kunst­ne­re ud­sat for fuld­byr­det be­ruf­sver­bot. Na­tio­nal Gal­le­ry of Art i Was­hin­g­ton har af­lyst en plan­lagt ud­stil­ling med den ame­ri­kan­ske fo­to­kunst­ner Chuck Clo­se, for­di to kvin­der har an­kla­get ham for upas­sen­de kom­men­ta­rer. Mu­se­et drop­per og­så en ud­stil­ling med fo­to­gra­fen Tho­mas Ro­ma, der li­ge­le­des er an­kla­get for »dår­lig seksu­el ad­fa­erd.« I et stort es­say i New York Ti­mes skri­ver an­mel­de­ren A.O. Scott om »mit Woo­dy Al­len­pro­blem«, hvor han i ly­set af den ak­tu­el­le dis­kus­sion kon­sta­te­rer en grund­la­eg­gen­de pro­ble­ma­tisk til­gang til kvin­der i Al­lens film (se f.eks. be­vis­ma­te­ri­a­le #1: Man­hat­tan, hvor Woo­dy Al­lens ho­ved­per­son har et for­hold til gym­na­sie­e­le­ven Tra­cey.) »En kri­ti­kers ar­bej­de er at be­døm­me,« skri­ver Scott, »og der fin­des ik­ke be­døm­mel­ser uden en moralsk di­men­sion.«

FOR­STÅS kunst på den­ne må­de, kan op­ryd­nings­ar­bej­det gå i gang. Li­sten er lang, her i bid­der hen­tet fra tids­skrif­tet Paris Re­view: Pi­cas­sos »dår­li­ge seksu­el­le op­før­sel« er en til­stå­el­ses­sag; han kald­te jo kvin­der for »li­del­ses­ma­ski­ner«. Egon Schie­le ud­nyt­te­de si­ne un­ge mo­del­ler og blev fa­engs­let for at ha­ve for­ført en 13-årig. Ca­ra­vag­gio for­greb sig på un­ge dren­ge og blev be­skyldt for mord. Eric Gill, der stod bag skul­p­tu­rer i West­min­ster Cat­hed­ral, mis­brug­te si­ne eg­ne døtre. Kunst-, film- og mu­sik­hi­sto­ri­en er prop­pet med an­løb­ne folk, fra Max Ernst til Ro­man Po­lanski, og in­klu­de­rer man kvin­de­li­ge kunst­ne­re med svig­ten­de moral og gra­en­se­over­skri­den­de re­la­tio­ner, får man end­nu me­re travlt.

GEN­NEM den sid­ste halv­del af det ty­ven­de år­hund­re­de har vi hånd­ha­e­vet en streng for­ma­lis­me, hvor kunst­ner og kunst ad­skil­les. Det skyl­des ik­ke, at vi la­der kunst­ne­re slip­pe for kri­tisk in­ter­es­se, men in­si­ste­rer på at fri­gø­re kunstva­er­ket og gi­ve det til pu­bli­kum, til fa­el­les­ska­bet. »For­fat­te­rens død«, kald­te Ro­land Bart­hes det­te prin­cip. Kun­sten skal få os til at ta­le om liv og død, ka­er­lig­hed og moral – men da helst ik­ke kunst­ne­rens liv og moral. Det nye er ik­ke den­ne vi­den om, at man­ge sto­re kunst­ne­re le­ver so­ci­alt gra­en­se­over­skri­den­de. Det nye er, at vi nu skal be­døm­me de­res kunst der­ef­ter. Det er et fald, der ik­ke kan over­dri­ves, ned i et mør­ke, vi før har be­fun­det os i.

KUN­STEN er of­fe­ret, ik­ke kunst­ne­ren. Når vi kra­e­ver, at kunst­ne­ren skal be­døm­mes ef­ter ak­tu­el­le so­ci­a­le nor­mer, og har fjer­net hans kunst fra gal­le­ri­er­nes va­eg­ge, er na­e­ste skridt at be­døm­me sel­ve kun­sten ef­ter sam­me må­le­stok. Man­che­ster Ci­ty Gal­le­ri­es fjer­ne­de for ny­lig et ma­le­ri af Jo­hn Wil­li­am Wa­ter­hou­se, der fo­re­stil­ler en flok ba­den­de kvin­der og bad pu­bli­kum skri­ve, hvad de sy­nes om det, på små sed­ler, der så ha­en­ger på va­eg­gen i ste­det. Der­med bli­ver kri­tik­ken helt to­ta­li­ta­er, vi be­døm­mer bå­de kunst­ne­ren og kun­sten moralsk. Man kan, som Woo­dy Al­len sag­de, ik­ke kon­trol­le­re li­vet. Men han – og man­ge an­dre kunst­ne­re – prø­ver at be­me­stre de­res kunst­form, så de kan ska­be ver­sio­ner af til­va­e­rel­sen, der gi­ver en lil­le smu­le me­ning – el­ler i det mind­ste en ver­sion af me­nings­løs­he­den, vi kan se no­get smukt i el­ler gri­ne ad. De ak­tu­el­le for­søg på at sty­re kun­sten er vir­ke­lig et an­greb på sel­ve li­vet. kras

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.