AEd­le­re skab­nin­ger

Es­say. De ta­ger fejl, hvis De tror, at men­ne­sket ud­gør evo­lu­tio­nens høj­de­punkt, for­kla­rer Lo­ne Frank. Se blot på lemu­ren. El­ler rot­ten. El­ler sølv­fi­sken. El­ler ...

Weekendavisen - - Opinion - Af LO­NE FRANK

Det er ik­ke sja­el­dent, jeg på for­skel­lig vis bli­ver be­skyldt for misan­tro­pi. I trå­de på Face­book for ek­sem­pel el­ler når min re­dak­tør midt i en sam­ta­le om ver­dens­si­tu­a­tio­nen i al­min­de­lig­hed ud­bry­der: »Ja­men, du kan jo ik­ke li­de men­ne­sker, Lo­ne Frank!« Jo, et lil­le ud­valg af dem sy­nes jeg va­el­dig godt om, men jeg til­står straks, at jeg ik­ke li­der af den ho­mo sa­pi­ens-ro­man­ti­cis­me, som er så ud­bredt. Men­ne­skear­ten er på man­ge må­der ik­ke no­get at klap­pe af. Be­va­res, vi kan pra­le af over­le­gen kog­ni­tion og et ve­l­ud­vik­let sprog, men dét, vi alt i alt bru­ger beg­ge de­le til, kal­der ik­ke al­tid på be­un­dring. I dis­se ti­der, hvor iden­ti­tetspo­li­tik­ken blom­strer, og al­le mu­li­ge og umu­li­ge grup­pe­rin­ger stø­jen­de ha­ev­der de­res ege­nart og krav på hen­syn, la­eg­ger jeg ma­er­ke til en ren­li­vet og ukla­e­de­lig art­s­cha­u­vi­nis­me. Vi nøg­ne aber med for­vok­se­de fron­tal­lap­per ser uden ef­tertan­ke os selv som sel­ve kul­mi­na­tio­nen på al ud­vik­ling og mang­ler i ud­pra­e­get grad blik for re­sten af det va­ri­e­re­de bi­o­lo­gi­ske land­skab. Et land­skab vi el­lers pas­sen­de – og­så for vo­res egen skyld – kun­ne åb­ne øj­ne­ne for.

HVIS jeg selv skul­le ud­pe­ge et evo­lu­tio­nens top­punkt, me­ner jeg, det må va­e­re lemu­rer­ne. Si­den den dag jeg stod med en hånd på ryg­gen af et ungt in­di­vid ved navn Con­rad, har jeg er­kendt, at Ma­da­ga­skars sta­er­kt tru­e­de halva­ber gan­ske sim­pelt er ver­dens la­e­kre­ste dyr.

En lemur kom­bi­ne­rer på so­fi­sti­ke­ret vis en lil­le abes at­le­ti­ske krop og et yn­digt hund­e­lig­nen­de ho­ved. Des­u­den er de hyl­det i en tyk plys­set pels og har de smuk­ke­ste kug­ler­un­de øj­ne i ly­sen­de blå, gul el­ler rav­far­vet. Ele­gan­cen fejl­er hel­ler ik­ke no­get. Ek­sem­pel­vis ned­la­der de bli­de Si­fa­ka­er sig slet ik­ke til al­min­de­lig gang, men svin­ger sig hen over jor­den i lan­ge bal­let­lig­nen­de spring. Det sker dog sja­el­dent, for lemu­rer­ne gjor­de det rig­ti­ge i sin tid – de valg­te at bli­ve i tra­e­er­ne, da vi an­dre krav­le­de ned for at be­gyn­de vo­res glo­ba­le ha­er­gen. Ik­ke for­di de mang­ler in­tel­lekt og ini­ti­a­tiv, slet ik­ke. Det har man ik­ke mindst op­da­get på Duke Lemur Cen­ter i North Ca­ro­li­na, hvor de­di­ke­re­de for­ske­re gran­sker og kort­la­eg­ger dy­re­nes kog­ni­ti­ve ka­pa­ci­tet. Og den over­ra­sker. Som halva­ber er de langt ae­l­dre og me­re ’pri­mi­ti­ve’ end aber, og de­res hjer­ner be­ty­de­ligt min­dre. Men lemu­rer har vist sig gla­de for at ar­bej­de med com­pu­ter­ska­er­me, og så la­en­ge de får lov at be­tje­ne dem med snu­den, kan de be­gå sig i tal­le­nes ver­den på ni­veau med de langt hjer­ne­tun­ge­re rhe­sus­a­ber.

SMART er og­så rot­ten, som jeg selv har haft den gla­e­de at ar­bej­de med i forsk­nings­sam­men­ha­eng. Men her er vir­ke­lig et dyr, der må la­eg­ge ryg til me­get i form af uri­me­lig frygt og uret­fa­er­dig bag­va­skel­se. Tag nu det ved­hol­den­de ryg­te om, at det var rot­ter, der spred­te Mid­delal­de­rens sor­te død. Det er en in­fam løgn. Nor­ske for­ske­re har for gan­ske ny­lig brugt ma­te­ma­ti­ske mo­del­ler til at vi­se, at pe­sten ef­ter alt at døm­me bred­te sig i Eu­ro­pa med de lop­per og lus, som lystigt hop­pe­de fra det ene møg­be­skid­te men­ne­ske til det an­det. Rot­ten var ba­re til­sku­er og syn­de­buk.

Og ved na­er­me­re ef­ter­syn af­tvin­ger det lil­le tor­pedo­for­me­de pels­dyr respekt. Ik­ke ba­re for­di det ved hja­elp af la­e­re­nem­hed, op­findsom­hed og nøjsom­hed ef­fek­tivt har bredt sig over he­le klo­den til trods for al mu­lig mod­stand. Men for­di rot­ter be­sid­der bå­de fi­nes­se og følsom­hed.

De har ik­ke mindst over­ra­sket for­ske­re med de­res al­tru­i­sti­ske ad­fa­erd, en ev­ne man an­ser for gan­ske emo­tio­nelt kra­e­ven­de. Men ta­ger man to rot­ter, som er helt ukend­te for hin­an­den, og spa­er­rer den ene in­de i en smal ple­xig­la­s­cy­lin­der, vil den an­den straks ar­bej­de hårdt på at be­fri sin art­s­fa­el­le. Og det til trods for, at der i sam­me bur er pla­ce­ret en cy­lin­der med cho­ko­la­de, som er en ko­ste­lig god­bid for la­bo­ra­to­ri­erot­ter. Først når den fan­ge­de rot­te er be­fri­et, åb­ner be­fri­e­ren for cho­ko­la­den, og når den er sik­ret, de­ler hun fri­vil­ligt sit byt­te.

Rot­ter­nes ri­ge in­dre liv af­slø­rer sig og­så i de­res for­hold til ny­del­se og det go­de liv. Som den kend­te evo­lu­tions­bi­o­log Jakk Pank­sepp kon­sta­te­rer i tids­skrif­tet Sci­en­ce har »sa­er­ligt un­ge rot­ter en vi­dun­der­lig sans for mor­skab«. Han har blandt an­det op­da­get, at rot­ter ken­der til lat­ter i form af nog­le sa­er­li­ge pi­be­ly­de, som de ud­stø­der un­der leg, men og­så når en for­sker ta­ger dem op og kil­der dem. I la­bo­ra­to­ri­et knyt­ter de sig hur­tigt til de kil­den­de for­ske­re, og blandt de­res art­s­fa­el­ler fo­re­tra­ek­ker rot­ter ty­de­ligt an­dre ’le­en­de’ in­di­vi­der frem for tav­se dyr.

Kla­re pra­e­fe­ren­cer kom­mer og­så frem i de­res seksu­a­li­tet, som er langt ri­ge­re end hidtil an­ta­get. Hvor man men­te, at rot­ter ba­re par­re­de sig me­re el­ler min­dre me­ka­nisk og sty­ret af in­stink­ter og hor­monel­le for­an­drin­ger, vi­ser lyst sig nu at va­e­re en vig­tig fak­tor. Og ik­ke mindst hunrot­ter har et ny­del­ses­fuldt for­hold til sex. Det er lyk­ke­des at lo­ka­li­se­re dy­rets kli­to­ris, og selv en for­sker med en blød pen­sel og det ret­te hån­delag kan frem­pro­vo­ke­re or­gas­mer. Det kan er­far­ne han­rot­ter og­så. Og i bu­re med frit valg fo­re­tra­ek­ker hunner­ne dem frem for in­di­vi­der, der hur­tigt gør sig fa­er­di­ge uden hen­syn­ta­gen til part­ne­rens ny­del­se.

SEX er ik­ke al­ba­tros­sens for­ce, men den er til gen­ga­eld et ek­sem­pel til ef­ter­føl­gel­se, når det ga­el­der ae­g­te fri­sind. Den ma­jesta­e­ti­ske hav­fugl prak­ti­se­rer en ud­bredt to­le­ran­ce i for­hold til al­ter­na­tiv køns­op­fat­tel­se og livs­stil.

Fjer­drag­ten er uni­sex, og man kan ik­ke i det yd­re skel­ne al­ba­tros­ser af for­skel­li­ge køn fra hin­an­den, men da for­ske­re for nog­le år si­den be­gynd­te at dna-te­ste in­di­vi­der i yng­len­de ko­lo­ni­er, fandt de over­ra­sken­de man­ge regn­bu­e­fa­mi­li­er. Vis­se ste­der be­står seks ud af ti par af to hunner, som of­te le­ver mo­no­gamt med hin­an­den i fle­re år ad gan­gen. Hvert år ved yng­le­tid fin­der de to sam­men, kur­ti­se­rer hin­an­den og byg­ger re­de, hvor­ef­ter den ene går af­si­des og va­el­ger en han til sel­ve be­frugt­nin­gen. De to hunner ud­ru­ger der­ef­ter i fa­el­les­skab ae­g­get si­de om si­de med par, hvor han­nen ta­ger sin tørn i fuld li­ge­be­ret­ti­gel­se. Fra tid til an­den ser man hunner, der skif­ter pra­e­fe­ren­ce, og val­get er gan­ske upro­ble­ma­tisk for re­sten af po­pu­la­tio­nen.

TA­ET sam­liv er na­tur­lig­vis blot én mu­lig­hed, og hos den ot­tear­me­de bla­eks­p­rut­te fin­der man en ra­di­kalt an­den til­va­e­rel­ses­form. Octo­pus bry­der sig de­ci­de­ret ik­ke om sel­skab, men ud­le­ver he­le sit liv ale­ne. Man­ge dyr er so­li­ta­e­re, men der er no­get be­ma­er­kel­ses­va­er­digt over net­op octo­pus. Til trods for at høj in­tel­li­gens ty­pisk er for­bun­det med en so­ci­al ek­si­stens, er bla­eks­p­rut­ten lidt af en blød­dy­re­nes Ein­ste­in. Bi­o­lo­ger ta­ler li­ge­frem om en ali­en in­tel­li­gen­ce, for­di dy­ret er ufor­klar­ligt frem­me­ligt. Octo­pus­hjer­nen bug­ter sig rundt om dy­rets spi­se­rør og har bå­de spe­ci­a­li­se­re­de cel­lelag og ind­de­ling i ’lap­per’, men den er ret be­set lil­le. Al­li­ge­vel an­ty­der for­søg med bla­eks­p­rut­ter i til­stø­de­n­de gla­stan­ke, at de ek­sem­pel­vis kan la­e­re gen­nem iagt­ta­gel­se. Et ungt og naivt in­di­vid, som har ud­syn til en er­fa­ren art­s­fa­el­le, der skru­er lå­get af en kruk­ke for at nå ind til en bid mad, fin­der selv langt hur­ti­ge­re ud af at fo­re­ta­ge sam­me hand­ling end et in­di­vid, som al­drig har set det gjort. Den slags skal man el­lers langt op i ud­vik­lings­trin for at fin­de ma­ge til. Men ik­ke nok med det. Octo­pus har per­son­lig­hed. Her ta­en­ker jeg ik­ke på, at den char­me­rer ved at lig­ne et skro­tum i over­stør­rel­se, men at der vit­ter­lig er stor for­skel på, hvor nys­ger­ri­ge, ak­ti­ve og ae­ng­ste­li­ge de en­kel­te dyr er. Bla­eks­p­rut­ter har så­le­des in­di­vi­du­el­le re­ak­tio­ner på en ra­ek­ke for­skel­li­ge sti­mu­li og si­tu­a­tio­ner og kan si­ges at va­e­re per­son­lig­he­der langt fra rent in­stinkt. Selv mød­te jeg for fle­re år si­den i Dan­marks Akva­ri­um en at­lan­tisk octo­pus, som iføl­ge dy­re­pas­se­ren var et us­a­ed­van­ligt kon­takt­sø­gen­de in­di­vid. Han hav­de ta­get sig af dyr, som to­talt ig­no­re­re­de men­ne­sker, men straks jeg kig­ge­de ned i tan­ken, stak den­ne to ar­me op af van­det, un­der­søg­te grun­digt min hånd og måt­te fjer­nes med magt, før jeg fik lov at gå.

BLI­VER man un­der van­det, fin­des der et va­eld af be­un­drings­va­er­di­ge livs­for­mer, og en af de me­re spek­taku­la­e­re er axo­lotl. Den lil­le ha­le­pad­de med knap­penål­søj­ne og Mo­na Lisa-smil kan na­e­sten si­ges at va­e­re et lit­te­ra­ert dyr. I hvert fald har den ar­gen­tin­ske for­fat­ter Julio Corta­zar brugt den som om­drej­nings­punkt og ti­tel til en kendt novel­le, li­ge­som man kan se axo­lotl som vir­ke­lig­he­dens svar på Oskar i Günt­her Grass’ Blik­trom­men. Gan­ske som den gen­stri­di­ge schwa­bi­ske dreng na­eg­ter dy­ret at bli­ve vok­sen. I ste­det for som sa­ed­van­li­ge pad­der at gen­nem­gå en ud­vik­ling fra vand­le­ven­de lar­ve til land­le­ven­de stand­ser den sin ud­vik­ling på ha­le­t­ud­sesta­di­et og be­hol­der si­ne strit­ten­de ga­el­ler.

Det mest ud­sa­ed­van­li­ge ved axo­lotl er dog ar­tens helt fa­eno­me­na­le ev­ne til at re­ge­ne­re­re si­ne va­ev. Den he­ler fuld­sta­en­dig uden ar­dan­nel­se og kan gen­dan­ne ik­ke ba­re he­le lem­mer ved knop­skyd­ning, men og­så sto­re de­le af hjer­nen og ryg­mar­ven kan vok­se ud igen med fuld funk­tion. Den­ne eks­per­ti­se har ført til, at axo­lotl i ny­e­re tid har bredt sig fra sit hjem­land Me­xi­co til la­bo­ra­to­ri­er over det me­ste af ver­den, hvor man bru­ger den til ud­forsk­ning af re­ge­ne­ra­ti­ve pro­ces­ser. Med det håb at vi selv kan kom­me til at ko­pi­e­re den lil­le pad­de, kap­per man dens lem­mer af og gran­sker sam­spil­let mel­lem ge­ner, pro­te­i­ner og for­skel­li­ge cel­le­ty­per. Som et stort skridt fremad har en in­ter­na­tio­nal for­sker­grup­pe net­op i den­ne må­ned of­fent­lig­gjort kort­la­eg­nin­gen af axo­lotls to­ta­le ar­ve­mas­se. Et genom, som i pa­ren­tes be­ma­er­ket er fem gan­ge seks gan­ge så stort som vo­res eget.

MEN man be­hø­ver ik­ke ta­ge til ekso­ti­ske eg­ne for at fin­de be­ma­er­kel­ses­va­er­di­ge dyr. Man kan ba­re tra­e­de ud i sit ba­de­va­e­rel­se el­ler åb­ne et køk­ken­skab, hvor man­ge af os ja­evn­ligt stø­der på sølv­fi­sken. Ty­pisk va­ek­ker det lil­le strøm­li­ne­de og me­talskin­nen­de in­sekt ir­ri­ta­tion el­ler en­dog le­de, men man bur­de nik­ke til den i an­er­ken­del­se.

Sølv­fi­sken er en uaf­vi­se­lig suc­ces. Med si­ne 300 mil­li­o­ner år et af de ae­ld­ste in­sek­ter vi har, den fin­des overalt og er sta­dig i fuldt vi­gør stort set uden aen­drin­ger i kon­struk­tio­nen. Sølv­fi­sken er en le­ven­de illustration af det gam­le ord: If it ain’t bro­ke, don’t fix it, og de vil va­e­re her la­en­ge ef­ter, vi har ud­ryd­det os selv.

El­ler er evol­ve­ret.

ILLUSTRATION: GITTE SKOV

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.