Ko­do

Det ja­pan­ske trom­me­en­sem­b­le Ko­do be­sø­ger Dan­mark i den kom­men­de uge. Det ha­es­bla­e­sen­de show er mu­sik, kro­p­s­dyr­kel­se og dans på sam­me tid, og grup­pen har sin op­rin­del­se i de po­li­ti­ske halvfjerd­se­re.

Weekendavisen - - Kultur - Af AS­GER RØJLE CHRI­STEN­SEN

Den mu­sik og den ryt­me, som det ja­pan­ske trom­me­en­sem­b­le Ko­do op­tra­e­der med, er ik­ke ba­re no­get, man lyt­ter til med ører­ne.

»Man kan fø­le ly­den gen­nem hu­den,« har Eri Uchi­da, et af en­sem­blets få kvin­de­li­ge med­lem­mer, ud­trykt det. Ko­do-en­sem­blet, der kom­mer fra øen Sa­do på Ja­pans fjer­ne »bag­si­de« ind mod det asi­a­ti­ske fast­land, er et etab­le­ret navn i he­le ver­den. De gi­ver kon­cert i Dan­mark rundt reg­net hvert an­det år. I år er det på tirs­dag i Aar­hus og på tors­dag i kon­cert­sa­len i det gam­le ra­dio­hus i Kø­ben­havn.

Det cen­tra­le in­stru­ment i fo­re­stil­lin­ger­ne er den tra­di­tio­nel­le ja­pan­ske tai­ko, en tra­e­trom­me i for­skel­li­ge stør­rel­ser og med for­skel­lig lydstyr­ke, hvor man med trom­mestik­ker af trae slår ryt­men i skif­ten­de tem­po på ud­s­pa­endt ko- el­ler he­ste­hud. Plus an­dre tra­di­tio­nel­le in­stru­men­ter som stren­ge­in­stru­men­tet sha­mi­sen og for­skel­li­ge for­mer for bam­bus­fløjter. Me­lo­di er der ik­ke me­get af i Ko­do­grup­pens ha­es­bla­e­sen­de show. Den fa­el­les­skabs­fø­lel­se med pu­bli­kum, som en­sem­blet for­sø­ger at fre­mel­ske, ska­bes ude­luk­ken­de gen­nem skif­ten­de ryt­mer og det sta­er­ke visu­el­le ele­ment i showet.

Der er of­te dan­se­re på sce­nen sam­men med trom­mesla­ger­ne, men og­så sel­ve trom­me­ri­et er en form for dans. De vel­tra­e­ne­de mand­li­ge trom­mesla­ge­re op­tra­e­der i man­ge num­re med nø­gen – me­re og me­re sve­dig – over­krop og ind­til for ny­lig i fun­dos­hila­en­de­kla­e­de, som hånd­va­er­ke­re i Ja­pan bar i gam­le da­ge.

Der er iføl­ge den dansk-ame­ri­kan­ske percus­sio­nist Et­han Wei­s­gard ta­le om en im­po­ne­ren­de de­mon­stra­tion af ryt­me og kro­p­s­kon­trol, »en mas­siv san­sepå­virk­ning«. Et­han Wei­s­gard un­der­vi­ser i den ja­pan­ske kampkunst aiki­do i ka­ra­te- og aiki­do-cen­tret Sei­do­kan i Val­by, som står bag Ko­do­grup­pens be­søg i Dan­mark. Han op­le­ve­de for før­ste gang Ko­do-grup­pen på Bel­le­vue-te­a­tret i Klam­pen­borg for over 30 år si­den. »Den­ne form for trom­me­spil kra­e­ver jer­n­fy­sik,« si­ger han. Ko­do-en­sem­blet be­står i dag af knap tre­di­ve trom­mesla­ge­re af beg­ge køn samt et an­tal tek­ni­ke­re, ar­ran­gø­rer og un­ge prak­ti­kan­ter, som hå­ber at bli­ve op­ta­get i sel­ve en­sem­blet. Fi­re af årets tolv må­ne­der tur­ne­rer de i Ja­pan, fi­re må­ne­der tur­ne­rer de i ud­lan­det, de sid­ste fi­re må­ne­der til­brin­ger de i alt cir­ka hund­re­de med­lem­mer af det sto­re Ko­dokol­lek­tiv hjem­me i »Ko­do-lands­by­en« på Sa­do-øen, hvor de in­dø­ver nye fo­re­stil­lin­ger og gen­nem­går en streng fy­sisk tra­e­ning. Her i lands­by­en er der gen­nem åre­ne op­byg­get en øve­sal, et va­er­k­sted, et mu­sik­s­tu­die, en kon­tor­byg­ning og en bo­lig­blok. Ko­do er Sa­dos vig­tig­ste kul­tur­eks­port og turi­stat­trak­tion, og hver som­mer af­hol­des Earth Ce­le­bra­tion, en stor og bred mu­sik­festi­val på øen med ur­pre­mi­e­rer på Ko­dos ny­e­ste fo­re­stil­lin­ger. Grup­pen ud­sprin­ger af den ja­pan­ske ver­sion af ung­doms­op­rø­ret i halvfjerd­ser­ne. I 1970 flyt­te­de en grup­pe skuf­fe­de stu­den­te­ro­p­rø­re­re til en gam­mel sko­le­byg­ning på Sa­do, hvor de le­ve­de som kol­lek­tiv og un­der le­del­se af den

Ul­tras­und le­ve­vis, ud­mar­ven­de ma­ra­ton­løb hver mor­gen og ek­strem kro­p­s­dyr­kel­se har spil­let en cen­tral rol­le i Ko­do­fa­el­les­ska­bet.

lidt ae­l­dre, ide­a­li­sti­ske ak­ti­vist Ta­gay­asu Den. Han hav­de stå­et i spid­sen for fle­re strej­ker i halv­tred­ser­nes Ja­pan og vil­le ska­be en sko­le for fol­ke­ligt te­a­ter og kunst­hånd­va­erk. Grup­pens ung­dom­me­li­ge drøm var at for­e­ne sig med den lo­ka­le be­folk­ning, la­e­re at fora­ed­le ae­ld­gam­le kul­turtra­di­tio­ner og bru­ge dem til at ska­be et po­li­tisk en­ga­ge­ment. Ef­ter­hån­den blev der min­dre fo­kus på politik og me­re fo­kus på tai­ko-fo­re­stil­lin­ger­ne, pa­ral­lelt med at tai­ko-grup­per skød op i sko­ler og for­sam­lings­hu­se overalt i Ja­pan. Tai­ko­er blev tra­di­tio­nelt brugt som in­stru­men­ter ved for­nem­me ri­tu­a­ler ved kej­ser­hof­fet, ved re­li­gi­øse ce­re­mo­ni­er in­den for bå­de bud­dhis­me og shin­to, ved fo­re­stil­lin­ger på så­vel Noh-te­a­tre som Ka­buki-te­a­tre og Bun­raku-duk­ke­te­a­tre – samt ik­ke mindst ved lar­men­de og for­d­ruk­ne by­festi­va­ler. Men dét at sam­le he­le grup­per på en sce­ne for at spil­le tai­ko sam­men var en mo­der­ne op­fin­del­se. AL­LE­RE­DE i den sid­ste halv­del af halvfjerd­ser­ne tur­ne­re­de Ta­gay­asu Dens så­kald­te On­de­koza-grup­pe i sto­re de­le af ver­den med et for­ry­gen­de tai­ko-show. Det var i før­ste om­gang ta­enkt som ind­tje­ning til grup­pens po­li­ti­ske ak­ti­vi­te­ter, men fik hur­tigt go­de an­mel­del­ser og kom­merci­el suc­ces. Kløf­ten mel­lem stif­te­rens po­li­ti­ske am­bi­tio­ner og grup­pens kunst­ne­ri­ske vir­ke blev sta­dig dy­be­re; det skab­te in­ter­ne kon­flik­ter, og i 1981 for­lod Ta­gay­asu Den øen og tog On­de­koza-nav­net med sig i en ny grup­pe, der fort­sat­te med at tur­ne­re ind­til hans død i 2001. Til­ba­ge på Sa­do blev Ko­do­en­sem­blet dan­net i 1981. Nav­net Ko­do er et ord­spil, for ko­do kan på ja­pansk bå­de be­ty­de hjer­teslag og bar­ne­trom­me. Man si­ger, at slag på en stor tai­ko ly­der som mo­de­rens hjer­teslag, så­dan som bar­net hø­rer det in­de i liv­mo­de­ren.

I 1988 flyt­te­de he­le Ko­do­sam­fun­det til halvø­en Ogi på Sa­dos syd­kyst, og her blev Ko­do­lands­by­en i åre­ne frem til 1992 grad­vist op­byg­get. På det tids­punkt ha­eld­te den ja­pan­ske re­ge­ring i de gla­de år med øko­no­misk va­ekst rund­hån­det egns­ud­vik­lings­støt­te ud over land­di­strik­ter­ne for at ska­be liv i hen­dø­en­de sam­fund ude på lan­det, og Sa­do ud­nyt­te­de flit­tigt mu­lig­he­der­ne for at sø­ge om støt­te til op­byg­nin­gen af Ko­do-lands­by­en. Ul­tras­und le­ve­vis, ud­mar­ven­de ma­ra­ton­løb hver mor­gen og ek­strem kro­p­s­dyr­kel­se spil­le­de en cen­tral rol­le i det fa­el­les­skab, der blev op­dyr­ket.

I dag er den­ne del af dag­lig­da­gen nedt­o­net. De ae­l­dre med­lem­mer bor med de­res fa­mi­li­er ude i by­en, men un­ge la­er­lin­ge le­ver sta­dig sam­men i en byg­ning uden op­varm­ning, og de lø­ber ti ki­lo­me­ter sam­men hver mor­gen, la­ver mad af eg­nens og års­ti­dens til­bud og ska­e­rer de­res trom­mestik­ker og spi­sepin­de af tøm­mer fra de om­kring­lig­gen­de bjergskrå­nin­ger. Del­ta­gel­se i te-ce­re­mo­ni er en del af tra­e­nin­gen; og i de un­ge la­er­lin­ges af­de­ling, men kun der, er mo­bi­ler og com­pu­te­re band­lyst.

De num­re, som ind­går i en­sem­blets fo­re­stil­lin­ger, er en blan­ding af tra­di­tio­nel­le ja­pan­ske te­ma­er, helt nye num­re, skre­vet af grup­pens eg­ne med­lem­mer og kom­po­ni­ster ude­fra. I de se­ne­re år har man lagt stor va­egt på at in­te­gre­re an­dre kun­star­ter og hen­te in­spira­tion fra an­dre de­le af ver­den.

Ve­st­li­ge trom­mesa­et har spil­let en rol­le i nog­le fo­re­stil­lin­ger, og fra 2012 til 2016 var den an­er­kend­te ka­buki-sku­e­spil­ler Ta­ma­sa­bu­ro Ban­do til­knyt­tet en­sem­blet som kunst­ne­risk di­rek­tør.

Selv om Ban­do kom­mer fra en af Ja­pans tra­di­tio­nel­le te­a­ter­for­mer, har hans rol­le hos Ko­do pa­ra­doksalt nok va­e­ret at bry­de tra­di­tio­nen med en nu­ti­dig ae­ste­tik. Blandt an­det har han i man­ge num­re af­skaf­fet de tra­di­tio­nel­le la­en­de­kla­e­der. Ban­do er selv kendt for at ha­ve spil­let kvin­derol­ler i ka­buki-tra­di­tio­nen, hvor der kun er mand­li­ge sku­e­spil­le­re, og de ma­end, der spil­ler på de sto­re tai­ko-trom­mer, har nu buk­ser på, til gen­ga­eld fyl­der de kvin­de­li­ge med­lem­mer me­re på sce­nen end tid­li­ge­re.

Me­lo­di er der ik­ke me­get af i Ko­do-grup­pens show. Fa­el­les­skabs­fø­lel­se med pu­bli­kum ska­bes ude­luk­ken­de gen­nem skif­ten­de ryt­mer og det sta­er­ke visu­el­le ele­ment i showet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.