Li­vet i le­ret

Ef­ter kri­gen slog Pi­cas­so sig ned på den fran­ske syd­kyst og pro­du­ce­re­de tu­sind­vis af ke­ra­mi­ske va­er­ker. De er me­get me­re end en fod­no­te i hans va­erk.

Weekendavisen - - Kultur - Af HEIDI LAU­RA

Barm­hjer­tigt ly­ser Mid­del­ha­vets sol og dyr og fug­le og var­me krop­pe én i mø­de midt i den nord­s­ja­el­land­ske vin­ter. Det er godt ta­enkt af Lou­i­si­a­na at åb­ne den hidtil stør­ste skan­di­na­vi­ske ud­stil­ling af Pi­cas­sos ke­ra­mik i den mør­ke­ste års­tid og så­le­des do­se­re en an­der­le­des sol­be­skin­net ver­den til de vin­ter­ud­mar­ve­de nord­bo­e­re. Sam­ti­dig lø­ber der en fin tråd fra vo­res egen hunger ef­ter dul­men­de skøn­hed i tran­ge ti­der til Pi­cas­sos genop­da­gel­se af ke­ra­mi­k­ken som me­die i slut­nin­gen af 1940rne.

Da kri­gen slut­te­de, gik Pi­cas­so i ke­ra­mi­k­va­er­k­ste­det. Ar­bej­det med le­ret skab­te sin egen mo­tivver­den, mar­kant me­re ube­kym­ret og le­gen­de end de for­ri­ge år­ti­ers ma­le­ri­er. Det er et lys­brud i hans va­erk. Hvil­ket er ind­ly­sen­de: Det er sel­ve be­va­e­gel­sen fra ver­denskrig til freds­tid, der dan­ner bag­grund.

Pi­cas­so var ik­ke den ene­ste, som blev dra­get af le­ret, selv­om han må­ske er den kunst­ner, som blev al­ler­mest kon­se­kvent dra­get. Her­hjem­me blev As­ger Jorn op­ta­get af ke­ra­mik ef­ter kri­gen, og kig­ger man til­ba­ge i ti­den, hav­de kunst­ne­re som Ma­tis­se, Gau­gu­in og Jo­akim Sko­v­gaard al­le­re­de i star­ten af år­hund­re­det for­søgt sig med ke­ra­mik som kunst­me­die. I øv­rigt og­så Pi­cas­so selv, men slet ik­ke med den ild­hu, som nu greb ham.

Der er no­get med det ler. Det er så fun­da­men­talt og pri­malt, ta­get li­ge ud af jor­den selv, for­met med ha­en­der­ne og bra­endt. Al­drig så snart hav­de men­ne­ske­he­den op­fun­det ke­ra­mi­k­ken, så de kun­ne la­ve ta­et­te og smar­te be­hol­de­re, før de gav sig til at de­ko­re­re den.

Tran­gen til at for­me hver­da­gens brugs­ting til no­get an­det og me­re – dy­reog men­ne­ske­for­mer isa­er – er så uen­de­lig gam­mel. Vi har åben­bart et dybt be­hov for at gø­re tin­ge­ne om­kring os til me­re end ting. Er det et for­søg på at knyt­te os na­er­me­re til tin­ge­ne ved at for­me dem i vo­res eget bil­le­de el­ler de na­er­me­ste ar­ters? En trang til at ind­dra­ge og­så tin­ge­ne i vo­res eget myl­dren­de uni­vers af re­la­tio­ner?

En el­ler an­den form for ani­mis­me er utvivl­s­omt på spil, når vi be­sja­e­ler ma­te­ri­en med vo­res bil­le­der og forta­el­lin­ger. Pi­cas­so tog en fla­ske i end­nu blødt ler, for­me­de den til en kur­vet krop og til­fø­je­de ar­me, bryster, an­sigt, kvin­de­form. Han tog klas­si­ske grøn­ne mid­dagstal­ler­ke­ner og gjor­de dem til na­tu­re mor­te: et må­l­tid ved hav­ne­kan­ten med ap­pli­ce­re­de ci­tronski­ver og fisk, der ser ud, som om de sta­dig lig­ger og spra­el­ler på tal­ler­ke­nen. Tu­sind­vis af brugs­ting op­løf­tet til kunst va­el­te­de frem un­der Pi­cas­sos flit­ti­ge ha­en­der fra 1947 og igen­nem de na­e­ste år­ti­er, ef­ter hans lyk­ke­li­ge al­li­an­ce med va­er­k­ste­det Ma­dou­ra i Val­lauris på den fran­ske syd­kyst. UN­DER et som­mer­be­søg i 1946 i Gol­fe-Ju­an na­er Can­nes var Pi­cas­so ble­vet pra­e­sen­te­ret for Suzan­ne og Ge­or­ges Ra­mié, som in­vi­te­re­de ham til at se de­res pot­te­ma­ger­va­er­k­sted i Val­lauris ta­et ved. Val­lauris har si­den An­tik­ken va­e­ret et cen­trum for ke­ra­mik, kendt for sit rø­de ler, og Ra­mié-par­ret hav­de si­den 1930rne dre­vet va­er­k­ste­det Ma­dou­ra; de var på én gang rod­fa­e­ste­de i fa­gets gam­le lo­ka­le tra­di­tio­ner og med på at vi­de­re­ud­vik­le ke­ra­mi­k­ken i ret­ning af kunst. Året ef­ter be­der Pi­cas­so om at få lov at sa­et­te sig ind i hånd­va­er­ket hos dem og be­gyn­der sam­men med dre­je­ren Ju­les Agard at eks­pe­ri­men­te­re med nye for­mer i en se­rie af pots struc­tu­raux, ’struk­turkruk­ker’, hvor klas­si­ske ke­ra­mi­ske for­mer sa­et­tes sam­men på ny og de­ko­re­res som le­gen­de ab­strak­tio­ner: Sa­et en oval på fod, giv den en hals og gla­ser den sort, og man har en fug­le­form. Tag en lig­gen­de oval, til­sa­et hals og hank og be­ma­ling, og vup­ti: et ge­dekid. Pi­cas­so ta­ger he­le mid­del­hav­ske­ra­mi­k­kens for­råd af for­mer og sa­et­ter dem i spil igen som fa­bu­le­ren­de, na­e­sten da­dai­s­ti­ske form­dig­te. Og så­dan er he­le hans ke­ra­mi­ske pro­duk­tion: en ny­forta­el­ling af gam­le hi­sto­ri­er. Am­fora­er, kan­der og kruk­ker sprin­ger ud som men­ne­ske- og dy­r­e­krop­pe, la­bre da­mer vri­der sig, tyk­ke ma­end står tungt plan­tet, ty­re og ug­ler ser kon­cen­tre­ret os be­sku­e­re an fra le­ret. Hans be­sja­e­ling af ma­te­ri­en er så gam­mel som ke­ra­mi­k­ken selv, og man for­nem­mer ty­de­ligt in­spira­tio­nen fra Old­ti­dens

Hvad kur­ver kan bli­ve til: Ud af kruk­kers san­se­li­ge linjer sprin­ger uund­gå­e­ligt kvin­de­krop­pe.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.