Det hvi­de va­e­sen

Chri­sti­an Lol­li­kes do­ku-far­ce Ho­spi­ta­let er en ab­sur­di­stisk for­tolk­ning af det dan­ske sund­heds­va­e­sen – gro­tesk ta­et på vir­ke­lig­he­den.

Weekendavisen - - Kultur - Af MA­J­BRIT HJELMSBO

ce­nen er ho­spi­ta­lets kra­ef­taf­de­ling. I Fran­ciska Za­h­les sceno­gra­fi et gen­ken­de­ligt sy­ge­hus­mil­jø med kol­de gan­ge holdt i hvidt og gråt og med grøn­ne vej­vi­ser­pi­le på gul­vet. Her er ven­te­va­e­rel­set med re­cep­tions­ru­den, sta­bel­sto­le­ne langs va­eg­gen og stå­l­bor­det med rød saf­te­vand. Og bag de hejs­ba­re sky­de­va­eg­ge et sy­ret smug­kig ind til det al­ler­hel­lig­ste, ope­ra­tions­stu­en med lang­tids­hold­ba­re, tur­ki­se re­tro-fli­ser.

La­e­ger og sy­geple­jer­sker pi­sker ind og ud ad dø­re­ne i et tem­po ta­et på kap­gang. Un­der­vejs sja­sker de ha­en­der­ne ind i des­in­fek­tions­gel, mens de i forj­a­get små­løb ifø­rer sig ope­ra­tions­ma­sker, -kit­ler og gum­mi­hand­sker. Bang! En sving­dør sma­ek­ker op i ho­ve­d­et på en af de lø­ben­de. Det gen­ta­ger sig. Smak! En pa­tient ram­mes på al­bu­en af dø­rens re­kyl. Her­med har Chri­sti­an Lol­li­ke i Ho­spi­ta­let fra start slup­pet far­cen løs i bed­ste slap­sti­ck-stil. En do­ku-far­ce, kal­der han det me­get ram­men­de, ba­se­ret som det er på re­search og in­ter­views. Og bud­ska­bet er ty­de­ligt! Bå­de sund­heds­per­so­na­let og pa­tien­ter­ne slår sig bog­sta­ve­ligt talt på de­ka­ders po­li­ti­ske krav til ra­tio­na­li­se­rin­ger, ef­fek­ti­vi­se­rin­ger og om­stil­lings­pa­rat­hed, til­sat ek­stra ar­bejds­byr­der med re­gi­stre­ring, do­ku­men­ta­tion og ak­kre­di­te­ring, hvor om­sorg og med­men­ne­ske­lig­hed slet ik­ke ind­går i sty­rings­stra­te­gi­er­nes krav til må­l­bar per­for­man­ce.

Far­cen får imid­ler­tid hur­tigt sel­skab af det ab­sur­de te­a­ters me­re mor­bi­de hu­mor. Som når en utå­l­mo­dig pa­tient kla­ger over ven­te­ti­den, men til gen­ga­eld får sin døds­dom, uhel­bre­de­lig le­ver­kra­eft, som et uven­tet bom­be­nedslag midt ude på sy­ge­hus­gan­gen mel­lem an­dre pa­tien­ter, af­le­ve­ret af Kjartan Han­sens to­talt uem­pa­ti­ske, yn­gre la­e­ge, der gem­mer sig bag sin kulsor­te gal­gen­hu­mor og hol­der si­ne pa­tien­ter ud i strakt arm med ufor­stå­e­li­ge lat­in­ske di­ag­no­ser. Her bli­ver hu­moren for al­vor grum, gro­tesk og ab­surd, sam­ti­dig med at det fortab­te men­ne­skes smer­te bli­ver uaf­vi­se­ligt føl­bar. Det er Tho­mas Mørk, der som le­ver­pa­tien­ten psy­kisk ras­ler fuld­sta­en­dig sam­men for øj­ne­ne af os. I na­e­ste

Ss­ce­ne­op­trin la­eg­ger han des­u­den krop til en ar­ro­gant span­ku­le­ren­de over­la­e­ge med Met­te Klak­ste­in Wi­bergs hylemor­som­me ope­ra­tions­sy­geple­jer­ske som sin un­der­da­nigt li­der­li­ge op­pas­ser. Og i slut­spil­let ral­ler han som overdopet ter­mi­nal­pa­tient i hef­ti­ge døds­kram­per med blod­trans­fu­sions­po­sen sprøjten­de om­kring sig. Yn­ke­li­ge Kri­sti­an Holm Jo­en­sen er som den fejl­o­pe­re­re­de far­cens al­ler­mest ab­sur­de rol­le, et eks­plo­sions­far­ligt, løs­gå­en­de mis­sil med en kon­stant la­ek­ken­de st­o­mipo­se og bae på un­der­tø­jet. »Jeg vil ha’ mit røv­hul til­ba­ge,« brø­ler han i ret­fa­er­dig har­me. Re­cep­ter fly­ver fra la­e­ge­blok­ken, hvor­i­mod døds­angst må hånd­te­res af pa­tien­ten i en­som­hed, en nat­te­mo­no­log, som Nan­na Bøt­t­cher nag­ler med re­sig­ne­ret ve­mod. Et for­mør­ket tan­ke­rum, som står i ska­e­ren­de kon­trast til sy­ge­hus­va­es­nets hek­ti­ske travlhed med po­r­tø­rer, rul­len­de sy­ge­sen­ge, pang­far­ve­de sy­ge­hus­k­lov­ne, stres­se­de og hof­te­neds­lid­te sy­geple­jer­sker, og per­so­na­lets helt eg­ne far­cer be­stå­en­de af fag­li­ge mø­der. Som den su­pe­ram­bi­tiø­se mel­lem­le­der­ty­pe trom­ler Pa­tri­cia Schu­man frem med dy­na­mi­ske arm­fag­ter og nyind­la­er­te en­gelsk­spro­ge­de man­tra­er, »per­for­man­ce« og »stra­ge­dy«, mens Met­te Døs­sings bar­ri­ka­de­sy­geple­jer­ske op­rørsk for­sø­ger at hol­de fast i sit sy­geple­jer­ske­løf­te om at yde om­sorg og ple­je, men som tragisk en­der med at of­re bå­de en pa­tients og sit eget liv – uden at det i øv­rigt aen­drer no­get. Chri­sti­an Lol­li­ke har tid­li­ge­re rev­set vor tids apa­ti og man­gel på op­rør­strang i si­ne sam­fund­skri­ti­ske sku­e­spil. I Ho­spi­ta­let la­eg­ges der ud med nu­ti­dig re­a­lis­me, men som i Ru­nar Hod­nes ab­sur­di­sti­ske is­ce­nesa­et­tel­se snart ac­ce­le­re­rer til va­skea­eg­te, sur­re­a­li­stisk splat­ter-far­ce med tis­se­kol­ber, blod­sprøjt og fejl­o­pe­ra­tio­ner for åbent ta­ep­pe, en eks­plo­de­ren­de st­o­mipo­se, og bra­ek og fa­e­ka­li­er si­len­de ned ad alt og al­le. Ula­ek­kert? Ja. Gra­en­se­over­skri­den­de? Ja! Men al­li­ge­vel et såre gen­ken­de­ligt ma­re­ridt – de gro­te­ske over­dri­vel­ser til trods.

Ho­spi­ta­let. Af Chri­sti­an Lol­li­ke. Is­ce­nesa­et­tel­se: Ru­nar Hod­ne. Sceno­gra­fi: Fran­ciska Za­h­le. Aar­hus Te­a­ter Sca­la til d. 10/3, der­ef­ter Sort/ Hvid i Kø­ben­havn d. 16/3-14/4.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.