Den dob­bel­te el­sker

François Ozon vil ik­ke gen­ta­ge sig selv. Ef­ter sort-hvid krig og fred i Frantz føl­ger en langt me­re kulørt ka­er­lig­hed.

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GRE­EN JEN­SEN

Dob­belt be­ga­er (L’amant doub­le). In­str.: François Ozon. Ma­nus: François Ozon og Phi­lip­pe Pi­a­zzo. Fo­to: Ma­nu­el Da­cos­se. 107 min. Frank­rig-Bel­gi­en 2017. 10 bi­o­gra­fer.

An­sig­tet er en ma­ske af hud, al­de­les » blindt, og dog er det, ved hun, et le­ven­de an­sigt; det ’til­hø­rer’ en el­ler an­den. Et le­ven­de va­e­sen, en per­son, uden tvivl en kvin­de. Min tvil­ling, må­ske? ta­en­ker Mol­ly.«

Ci­ta­tet er hen­tet i Tvil­ling­liv, en lit­te­ra­er thril­ler fra 1988. For­fat­te­ren kald­te sig Ro­sa­mond Smith, men det var en åben hem­me­lig­hed, at Smith var iden­tisk med Joy­ce Ca­rol Oa­tes. Oa­tes vil­le se, om nye ener­gi­er blev fri­gjort, hvis hun skrev un­der pseu­do­nym. Bo­gen var ik­ke en løbsk suc­ces no­get sted. I Dan­mark solg­te for­la­get Cen­trum må­ske 50 ek­sem­pla­rer. Ro­ma­nen har va­e­ret ret nå­digt glemt. 30 år ef­ter er der al­li­ge­vel grund til at gra­ve den frem. For­vand­lings­kug­len François Ozon, der er na­e­sten li­ge så pro­duk­tiv som Oa­tes, har ba­se­ret sin nye film net­op på Tvil­ling­liv. Nav­ne er aen­dret, og ram­men er ryk­ket fra New York til Paris. El­lers er der ta­le om tro­fast for­tolk­ning af det kulør­te og lur­ve­de for­la­eg.

Te­ma­et er tvil­lin­ger, ena­eg­ge­de el­ler »iden­ti­ske«. Mo­del­ty­pen Chloë har al­drig fun­det et sted, hvor hun fø­ler sig ma­et og til­freds. Hun har fam­let og strej­fet, mens hun søg­te no­get, der kun­ne hol­de hen­de fast. Sam­ti­dig dø­jer hun med ma­ve­s­mer­ter. Hun er ulyk­ke­lig på en adspredt fa­con.

Fil­men be­gyn­der – med et svim­len­de skud, der får pu­bli­kum til at smi­le usik­kert – hos gy­nae­ko­lo­gen. Men fy­sik­ken er fejl­fri, så Chloë kon­sul­te­rer psy­ki­a­te­ren Paul Mey­er, som er en ung ha­e­der­s­mand af den gam­le freu­di­an­ske sko­le. Te­ra­pi­en udar­ter, og par­ret flyt­ter sam­men.

Køn­net va­er­ker sta­dig, men der fal­der ro over si­tu­a­tio­nen. Så op­da­ger Chloë, at Paul har en tvil­ling, der og­så er psy­ki­a­ter. Han valg­te nav­net Mey­er for at la­eg­ge af­stand til sin bror, Louis Del­ord, som er et bête noir i fag­lig sam­men­ha­eng.

Chloë bli­ver pa­tient hos Louis. Han lat­ter­lig­gør hen­des smer­te, men de har hård, for­lø­sen­de sex. For at slø­re si­ne spor – og ful­den­de sym­me­tri­en i plot­tet – ska­ber Chloë selv en dob­belt iden­ti­tet.

I bo­gen bli­ver Mol­ly til Hol­ly. I fil­men kal­der Chloë sig Eva, når hun bli­ver mis­brugt. Virk­nin­gen er va­nedan­nen­de. Smer­ter­ne af­ta­ger. Hjem­me går glan­sen af Paul, som be­gyn­der at lig­ne en tryg tør­ve­tril­ler.

DET bil­li­ge plot rum­mer man­ge kli­che­er om kvin­ders seksu­a­li­tet. De kom­mer ik­ke fra Ozon, men fra Oa­tes. Fo­to­gra­fen Ma­nu­el Da­cos­se hol­der pu­bli­kum til il­den med op­find­som­me ana­to­mi­ske vink­ler, og Ozon fo­re­ta­ger frap­pe­ren­de klip mel­lem drøm, fan­ta­si og vir­ke­lig­hed. Spa­en­din­gen sti­ger for så vidt. Først kan man na­e­re en mi­stan­ke om, at Paul og Louis i vir­ke­lig­he­den er si­der af den sam­me mand. Se­ne­re ga­el­der det li­vet for Chloë. Hun kan na­tur­lig­vis ik­ke se for­skel på Paul Mey­er og Louis Del­ord. Beg­ge ma­end bli­ver spil­let af Jéré­mie Re­ni­er.

Ero­tik­ken er in­tens på en uen­ga­ge­ret, ae­ste­tisk fa­con, der er ty­pisk for Ozon. Det far­li­ge bli­ver al­drig far­ligt for al­vor. Hans for­ri­ge film, Min nye ve­nin­de (2014), som hang på en lig­nen­de søgt dob­belt­hed – Ro­main Duris var trans­seksu­el – hav­de fle­re af de sam­me skøn­heds­fejl.

Der er langt fra sid­ste års na­en­som­me Frantz til de psy­ko­lo­gi­ske cho­k­ef­fek­ter i L’amant doub­le. Ozon er en for­kla­ed­nings­kunst­ner, men man får et klart svar, hvis man spør­ger, hvor­for hans film er så for­skel­li­ge. Hi­sto­ri­en er ik­ke så vig­tig. For Ozon lig­ger ar­bej­det og ud­for­drin­gen i, hvor­dan han forta­el­ler hi­sto­ri­en. MARINE Va­cth var per­fekt i Ung & smuk, hvor Ozon brug­te fem san­ge af Françoise Har­dy til at forta­el­le sin re­a­li­sti­ske hi­sto­rie. I Dob­belt be­ga­er er hun for­kla­edt som en ung Juliet­te Binô­che. Re­ni­er har som re­gel en ven­lig ud­strå­ling. Der­for er han bed­re som Louis end som Paul.

Der er en ana­kro­ni­stisk ud­søgt­hed over fil­mens la­e­kre per­ver­si­tet. Mod slut­nin­gen kom­mer ef­fek­ter­ne som lus­sin­ger. Som der står i ro­ma­nen: »Det er et ma­re­ridts­bil­le­de, og dog for­s­kra­ek­ker det hen­de ik­ke, hun fø­ler, sna­re­re, en in­ter­es­se for det, der na­e­sten er kli­nisk.«

Hit­chco­ck og Bri­an de Pal­ma bli­ver hyl­det. Der er mas­ser af Mar­nie (1964) og Kla­edt på til mord (1980). Ozon prø­ver og­så – for­ga­e­ves – at mat­che den for al­vor hår­de og ma­er­ke­li­ge seksu­a­li­tet i David Cro­nen­bergs Blod­brød­re (1988), hvor Ge­ne­viève Bujold var kvin­den i mid­ten, og Je­re­my Irons hav­de rol­len som den dob­bel­te el­sker.

Si­ger Dob­belt be­ga­er no­get nyt el­ler vig­tigt? Må­ske, hvis man selv er ena­eg­get tvil­ling. Men fle­re og fle­re får tril­lin­ger nu.

Dob­belt be­ga­er. FO­TO: CAMERA FILM

Marine Va­cth og Jéré­mie Re­ni­er dan­ner bå­de par og trio i

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.