Va­ed­del­øb til Pa­ra­dis

Jesper Chri­sti­an­sen og Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sen har beg­ge ar­bej­det med kunst, for­mid­let kunst og un­der­vist i kunst he­le de­res LAYOUT: MAI-BRITT BER­NT JEN­SEN

Weekendavisen - - Kultur - Af SYNNE RIFBJERG

Det er to vidt for­skel­li­ge ud­stil­lin­ger, der åb­ner i Kø­ben­havn i den sam­me uge. I fre­dags bil­led­kun­ster Jesper Chri­sti­an­sen (1955), der halvvejs er flyt­tet ind i fle­re eta­ger på Gl. Strand i Kunst­for­e­nin­gen med udstil­lin­gen For­bil­le­de. Chri­sti­an­sens bil­le­der fra de sid­ste ti år samt nog­le nye va­er­ker ha­en­ger is­ce­ne­sat i fle­re eta­ger som et her­skabs­hjem i ud­drag med sa­lon og bi­bli­o­tek med vi­tri­ner med tek­ster og bø­ger og bil­le­der fra Jesper Chri­sti­an­sens egen sam­ling. Net­op for­bil­le­der. På et bord står en Tif­fa­ny­lam­pe, der og­så kan ses i nog­le af ma­le­ri­er­ne, li­ge­som en ler­skål duk­ker op på bå­de bord og bil­le­de. Fra de mør­ke­re ned­re ge­mak­ker sti­ger man op i ly­set og mø­der Jesper Chri­sti­an­sen som Pa­ra­dis­ma­ler, forja­et­ten­de smuk­ke bil­le­der af Dan­tes Pa­ra­dis, men det er nu Tu­se Na­es, der la­eg­ger land­skab til. Jesper Chri­sti­an­sen ma­ler of­te i se­ri­er og ger­ne med af­sa­et i an­den kunst, lit­te­ra­tur og mu­sik: Vir­gi­nia Woolf, Bon­nard, Bach, Sø­ren Ki­er­ke­gaard. For at na­ev­ne nog­le styk­ker.

Til åb­nin­gen af Jesper Chri­sti­an­sens ud­stil­ling var Kron­prin­sen til ste­de og ka­ste­de glans over af­te­nen, for Jesper Chri­sti­an­sen er, hvis man kan si­ge det så­dan, Kgl. Hof­ma­ler. Han er en af de sam­tids­kunst­ne­re, der har va­e­ret med til at udsmyk­ke Fre­de­rik VIIIs Pa­lae. På Sta­tens Mu­se­um for Kunst blom­strer or­an­ge­rø­de val­mu­er på va­eg­ge og i film, men no­get Pa­ra­dis er ik­ke umid­del­bart i sig­te. Den tysk­fød­te, men de sid­ste me­re end fyr­re år her­bo­en­de bil­led­kunst­ner, Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sens (1947) iko­ni­ske filmva­erk Skar­p­ret­te­ren fra 1971 er bredt ud til et helt uni­vers. En to­tal­in­stal­la­tion med kostu­mer fra fil­men, ma­le­ri­er og bø­ger, avis­ud­klip og nye sil­ke­tryk af stills fra fil­men, der har le­vet et stil­le, men sta­e­digt in­si­ste­ren­de liv som fe­mi­ni­stisk-po­e­tisk kamp­skrift. Og nu ryk­ker det igen. Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sen spil­ler selv ho­ved­rol­len i en se­rie tab­leau­er, hvor hun bå­de er på flugt fra og på vej til at mø­de sin ska­eb­ne hos skar­p­ret­te­ren. »Det na­e­ste sto­re øje­blik til­hø­rer os« ly­der den sid­ste sa­et­ning, da skar­p­ret­te­ren har gjort sit, og kvin­dens ho­ved sid­der nag­let fast på la­depor­ten. Ma­ka­bert, men det er en ny be­gyn­del­se for kvin­den som an­det end mor og hus­mor. Fri­gø­rel­sen blin­ker om kap med ly­set i skar­p­ret­te­rens øk­se. Fil­men er op­ta­get på Møn, hvor Ur­su­la Reu­ter slog sig ned, da hun var ble­vet gift med den no­get ae­l­dre Fluxuskunst­ner og kom­po­nist Hen­ning Chri­sti­an­sen, som hun mød­te i Düs­sel­dorf, hvor hun stu­de­re­de hos Fluxus­guru­en over dem al­le, Jo­seph Beuys. Det er Hen­ning Chri­sti­an­sen, der har la­vet mu­sik­ken til Skar­p­ret­te­ren, og han spil­ler og­så med som en sår­et sol­dat, der bli­ver am­met til­ba­ge til li­vet. Af Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sen, som al­le­re­de var i gang med Mo­der­ska­bet ved si­den af Kunst­ner­ska­bet. På trods af de uma­ge kunst­ne­ri­ske ud­gangs­punk­ter og for­løb har de to gan­ge Chri­sti­an­sen, vi­ser det sig, et va­el­dig godt for­hold til hin­an­den. De har beg­ge to va­e­ret pro­fes­so­rer på Kun­sta­ka­de­mi­et og mø­der punkt­ligt op ved en nu ned­lagt hund­esa­lon i Val­by, hvor Jesper Chri­sti­an­sen har ate­li­er. Det sner, det er lør­dag. For Jesper Chri­sti­an­sen er det da­gen der­på ef­ter åb­nin­gen, mens Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sen, der nø­digt for­la­der sit Møn, har va­e­ret in­de og se udstil­lin­gen i går og skal la­ve wi­e­ner­s­ch­nitzel til si­ne bør­ne­børn i dag.

Der er ryd­de­ligt og ny­de­ligt i bå­de ate­li­er og den stue ved si­den af, vi sa­et­ter os i. Jesper Chri­sti­an­sen forta­el­ler om før­ste gang, han mød­te Ur­su­la. Det var i Ve­ne­dig i 2000, det år, hvor hun sam­men med sin mand Hen­ning hav­de la­vet den­ne ud­ga­ves bi­drag til den dan­ske pavil­lon, og han fandt hen­de lidt for­ladt uden for den fest, der egent­lig skul­le ha­ve va­e­ret for hen­de og Hen­ning, med en stof­po­se med nog­le øl­ler. Så snak­ke­de de nat­ten va­ek. Et smukt bil­le­de, men Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sen kan slet ik­ke hu­ske det, hun drik­ker ik­ke øl, hun ryster van­tro, men ven­ligt sit ho­ved med det mør­ke hår. Hun si­ger med sin ud­pra­e­ge­de ty­ske ac­cent og dik­tion og i øv­rigt fynd og klem: »Jeg fandt i for­bin­del­se med min ud­stil­ling nu nog­le ud­klip fra den­gang i Ve­ne­dig. Vi la­ve­de jo hver sit rum, der er to pavil­lo­ner, og så faldt jeg over no­get, der vir­ke­lig brag­te mit sind i kog igen: Der stod ’Hr. og Fru Chri­sti­an­sen’ i an­mel­del­ser­ne, men mit rum skrev de over­ho­ve­det ik­ke om. Dét fik mig i har­nisk!«

Hvor­for, spør­ger jeg Ur­su­la Reu­ter Chri­sti­an­sen, fandt hun på, at hun skul­le ar­bej­de med kunst?

»Jeg hav­de haft den tan­ke, at jeg vil­le på Kun­sta­ka­de­mi­et, for­di jeg ma­le­de og teg­ne­de he­le ti­den, men det måt­te jeg ik­ke. Min far var gym­na­si­ela­e­rer, og i Tys­kland be­ta­ler man for si­ne børns ud­dan­nel­se, hvis man har en vis ind­komst. Jeg kun­ne få lov til at få ho­ved­fag i tysk.«

Mens hun gik på uni­ver­si­te­tet, for­be­red­te Ur­su­la Reu­ter sig al­li­ge­vel på at kom­me på Kun­sta­ka­de­mi­et, og ef­ter et år søg­te hun og kom ind. Hun ler. »Det hang mig straks ud af hal­sen! Jeg skul­le sta­dig­va­ek for­be­re­de mig på kur­ser i per­spek­tiv og skrift­tegn og kunst­hi­sto­rie og ar­ki­tek­tur, fo­re­la­es­nin­ger ... Jeg ta­enk­te: nej­nej­nej. Jeg vil­le egent­lig ud, men så mød­te jeg Beuys, som på det tids­punkt var pro­fes­sor på Kun­sta­ka­de­mi­et i Düs­sel­dorf, og han spurg­te, om jeg vil­le kom­me til hans un­der­vis­ning, hvil­ket var me­get us­a­ed­van­ligt, for han hav­de kun ma­end i sin klas­se.«

– Alt det med den for­mel­le un­der­vis­ning, det gad du ik­ke? »Nej. Alt det Jesper kan, det kan jeg ik­ke, og jeg vil hel­ler al­drig la­e­re det.«

Jesper Chri­sti­an­sen af­bry­der le­en­de og si­ger: »Jeg bli­ver enormt mis­un­de­lig, når jeg hø­rer det.« U.R.C.: »Jeg var i mester­la­e­re hos Beuys, og sam­ti­dig blev jeg gravid. Vi tog til Kø­ben­havn i fe­ri­er­ne, og så be­gynd­te det liv. Men det der med, at man ’bli­ver kunst­ner’. Der var jo stort set kun ma­end, mand­li­ge kunst­ne­re. Jeg kom ind i grup­pen om­kring Eks-sko­len, Bjørn Nør­gaard og se­ne­re hen Le­ne Ad­ler Pe­ter­sen, Per Kirkeby, Poul Ger­nes. Så kom rød­strøm­per­ne. Jeg tog til Düs­sel­dorf og for­tal­te, at ’nu la­ver kvin­der­ne re­vo­lu­tion i Dan­mark’, det var en helt an­den ver­den, og det hav­de de al­drig hørt om i Düs­sel­dorf. Så flyt­te­de vi til Dan­mark. Jeg blev vildt op­ta­get af ba­sis­grup­per, vi la­ve­de film sam­men, ud­stil­lin­ger, jeg blev helt ab­sor­be­ret af det. Jeg for­lod det ty­ske mil­jø, mi­ne ty­ske kam­me­ra­ter fik sto­re kar­ri­e­rer, men Hen­ning og jeg flyt­te­de til Møn på en gam­mel gård for nu 48 år si­den. Vups, sag­de jeg til mig selv, nu er fa­el­den ved at klap­pe i. Så la­ve­de jeg Skar­p­ret­te­ren og Tre pi­ger og en gris. Jeg op­gav at fi­se ind til Kø­ben­havn, jeg hav­de spa­ed­barn, og der kom jo fle­re til. Så sad jeg der på min mark, na­er­mest selv­for­sy­nen­de, men jeg sag­de til mig selv, at jeg ik­ke vil­le gå ned med fla­get, jeg vil­le ar­bej­de vi­de­re. Jeg ta­enk­te, at når jeg ik­ke kan kom­me ud af ste­det, så ma­ler jeg det, der er. Li­ge­som de gam­le, ke­de­li­ge kunst­ne­re, Fyn­bo­ma­ler­ne og hvad de hed­der: Blik ud ad vin­du­et ... Jeg har ma­let børn i sand­kas­ser, bar­ne­vogn og pot­te­pla­ne­ter, Hor­ten­sia i sne. Sam­ti­dig blev Hen­ning og jeg me­get po­li­ti­ske, så ved si­den af idyl­len ma­le­de jeg pro­pa­gan­da­bil­le­der. Det var ik­ke kunst, det var – nød­ven­dig­hed. Jeg var to­talt fri, for i for­vej­en hav­de vi drop­pet al­le de mand­li­ge for­bil­le­der, vi skul­le ba­re la­ve vo­res eg­ne.« Hun ler. »Det var dén fa­se.«

J.C.: »Din hi­sto­rie er dra­ma­tisk og klas­sisk, min er vir­ke­lig ke­de­lig. Jeg vid­ste, ty­pisk for min ge­ne­ra­tion, ik­ke, hvad jeg vil­le la­ve. Jeg er vok­set op på Ama­ger i en tryg mid­delklas­se­fa­mi­lie, vi så ik­ke på kunst el­ler hør­te mu­sik, og jeg kun­ne gø­re, hvad jeg vil­le, der var in­gen for­vent­nin­ger, bort­set fra at min mor ger­ne vil­le ha­ve haft mig i en bank.« Ur­su­la si­ger uden ma­li­ce, at det vil­le ha­ve pas­set godt til ham, og Jesper Chri­sti­an­sen nik­ker og si­ger »helt sik­kert«. »Der er ba­re det, at jeg ik­ke kan reg­ne, og jeg fik dår­li­ge ka­rak­te­rer i alt und­ta­gen form­ning og mu­sik.« Så først blev han

»Jeg ta­enk­te i går, da jeg så al­le de pa­ra­di­si­ske bil­le­der – Jesper, be­gyn­der du ik­ke at ke­de dig der?«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.