Ha­e­mo­ri­dens rej­se

Weekendavisen - - Kultur - Af MOR­TEN BEITER

DER er ste­der­ne og fø­lel­ser­ne, som de ek­si­ste­rer i for­vent­nin­gens ful­dend­te fan­ta­si. Og så er der er­ken­del­sens ru og grød­la­bi­le vir­ke­lig­hed. Som re­gel er det me­ste af glim­me­ret drys­set af, in­den man når frem; uan­set hvor ekso­tisk desti­na­tio­nen el­ler tan­ken sy­nes, går fo­re­stil­lin­gen i op­løs­ning kort ef­ter an­kom­sten, og man må spør­ge sig, hvor­for i al­ver­den man tog hjem­me­fra, for man be­sør­ge­de da al­li­ge­vel bed­re hjem­me på sit eget lo­kum. Man ta­ger ud, ram­mer vir­ke­lig­he­den og bli­ver ind­hen­tet af – sig selv, som løs ba­ga­ge ved en hård op­brems­ning. Og dog bli­ver man ved, i en evig sø­gen ef­ter no­get man al­drig fin­der. Det er vel et men­ne­ske­ligt vil­kår. Som Hen­rik Ha­ve en anel­se gå­de­fuldt skrev i dig­tet »På Vemb sta­tion«:

»Hvis det ik­ke hav­de va­e­ret for dy­ner­nes umid­del­ba­re tro­va­er­dig­hed, det ide­el­le skin af blå­nen­de so­l­op­gan­ge en vindstil­le lør­dag i novem­ber, var jeg al­drig ta­get til Lemvig.« Jeg ken­der kun gan­ske få ste­der, hvor det ik­ke er så­dan. Ét af dem er Na­po­li i Sy­di­ta­li­en, en ukr­udts­be­vok­set glemt me­tro­pol, der le­ver i sin helt egen ver­den med al sin op­ho­be­de, tu­sindåri­ge hi­sto­rie i en slags kul­tu­rel oste­klok­ke, der be­va­rer by­ens sja­el in­takt og hol­der de va­er­ste turist­hor­der fra dø­ren med skra­ek­hi­sto­ri­er. Og det er må­ske sam­ti­dig for­kla­rin­gen på, at in­gen fan­ta­si kan ham­le op med dens vir­ke­lig­hed, som det ene øje­blik er som snydt ud af na­e­sen på an­tik­ken og det an­det er ren avant­gar­de, og i den rast­lø­se flak­ken mel­lem yder­punk­ter­ne når man al­drig at bli­ve ind­hen­tet af ska­eb­nen. El­ler og­så bli­ver det gan­ske en­kelt al­drig så slemt, som man hav­de for­ven­tet. Midt i des­pe­ra­tio­nen fal­der man over Ca­ra­vag­gios ma­le­ri af dat­te­ren, der som en god kri­sten hol­der sin fa­engs­le­de far i li­ve ved at la­de ham drik­ke af sit ene bryst, og så kom­mer man på an­dre, op­rø­ren­de tan­ker.

Men som sagt er det en und­ta­gel­se. Jeg hen­te­de for nog­le år si­den en god ven i luft­hav­nen i Rom for at kø­re ham hjem til det um­bri­ske bon­deland. Der var lagt op til et be­søg af et vist kul­tu­relt ni­veau, med eks­kur­sio­ner til ud­valg­te lo­ka­li­te­ter og ef­ter­føl­gen­de uma­ge med at få for­mu­le­ret no­get klogt om det. Men det før­ste, han gjor­de, da de mat­te­re­de dø­re gled til si­de i an­komst­hal­len, var at la­ve et V-tegn med den ene hånd, mens han fan­de­ni­voldsk råb­te: »Fred i ver­den! Jeg har få­et ha­e­mo­ri­der!« Det var nu kun én ha­e­mo­ri­de. Men den var til gen­ga­eld ind­ven­dig og vok­se­de sig så stor som en man­da­rin i lø­bet af den uge, be­sø­get va­re­de. Un­der­vejs var lands­byla­e­gen og en lang ra­ek­ke an­dre per­so­ner in­vol­ve­ret, hvoraf de sid­ste nok hav­de me­re for­stand på at flå ka­ni­ner og ja­ge vilds­vin. Jeg hu­sker sce­ner fra am­bu­la­to­ri­et, som til en vis grad vak­te min­del­ser om den na­po­li­tan­ske ma­le­rin­de Ar­te­mi­sia Gen­ti­les­chis ind­le­ve­de skil­dring af den he­bra­i­ske hel­tin­de Ju­dits mord på den as­sy­ri­ske ge­ne­ral Ho­lo­fer­nes. Men li­ge me­get hjalp det. Ha­e­mo­ri­den ba­re vok­se­de, og til sidst måt­te min ven trans­por­te­res til­ba­ge til luft­hav­nen sid­den­de på en ba­de­ring og sen­des til­ba­ge til Kø­ben­havn, hvor han straks kom un­der kni­ven. Så­dan blev den ita­li­ens­rej­se kvalt i sp­rut og smer­testil­len­de pil­ler. Men den pro­fa­ne ha­e­mo­ri­de hav­de hyg­get sig på he­le tu­ren, og hvil­ken pragt­byld var den ik­ke ble­vet i an­dre ha­e­mo­ri­ders øj­ne, og hver gang min ven ta­enk­te på Ita­li­en, så han den for sig og ma­er­ke­de den.

Men der er en vej. Med ti­den har jeg vaen­net mig til, at rej­ser sja­el­dent bli­ver, som jeg fo­re­stil­ler mig dem, og jeg er be­gyndt at op­sø­ge den hjem­lig­hed og diskre­te skøn­hed, der som re­gel fin­des selv på de ke­de­lig­ste og grim­me­ste ste­der. Fin­der man den, er det nem­me­re at over­gi­ve sig til den så­kald­te vir­ke­lig­hed, har jeg op­da­get. Og den bor vel at ma­er­ke ik­ke i Ve­ne­dig, men i Me­stre, ik­ke i Or­ti­gia, men i Cas­si­bi­le, ik­ke i Fi­ren­ze, men i Fi­ren­zuo­la, ik­ke på Via Duo­mo, men på Via Car­bo­na­ra. Den skot­ske for­fat­ter Ro­bert Louis Ste­ven­son, som skrev blandt an­det Skat­teø­en og Dr. Je­kyll & Mr. Hy­de, kom­mer ind på det i sit es­say fra 1874 med tit­len »On the enjoy­ment of un­plea­sant pla­ces«.

»Det er gan­ske be­sva­er­ligt at få det bed­ste ud af et­hvert gi­vent sted, og det kom­mer me­get an på os selv. Ting, der be­trag­tes med tå­l­mo­dig­hed, en­der som re­gel med at af­slø­re en smuk si­de og­så … For når vi pla­ce­res i et us­kønt na­bo­lag, og i sa­er­lig grad hvis vi er ble­vet me­re el­ler min­dre af­ha­en­gi­ge af, hvad vi ser, må vi tvin­ge os selv til at jag­te de smuk­ke ting med al den iver og tå­l­mo­dig­hed, hvor­med en bo­ta­ni­ker le­der ef­ter en sja­el­den plan­te,« for­kla­rer Ste­ven­son og be­skri­ver et sted, han en­gang op­holdt sig i la­en­ge­re tid:

»… et fladt og tra­e­løst pla­teau, gen­nem­pi­sket af vind, mil ef­ter mil uden at for­an­dre sig. En flod flød gan­ske vist i ha­vet ta­et på by­en, hvor jeg bo­e­de, men flod­da­len var lavvan­det og bar så langt op, som jeg or­ke­de at føl­ge den. Der var ve­je, selv­føl­ge­lig, men de var uden skøn­hed el­ler in­ter­es­se, for ef­ter­som der in­gen tra­e­er var, lå he­le din ru­te blot­tet for dig fra be­gyn­del­sen. In­tet var over­ladt til fan­ta­si­en, til for­vent­nin­gen … Det­te var Nor­dens nø­gen­hed; jor­den syn­tes selv at vi­de, at den var nø­gen, og den var skam­fuld og kold.«

Så­dan må de ek­si­le­re­de sja­el­land­ske skat­te­folk ha­ve haft det, da de for ef­ter­hån­den en del år si­den i en gam­mel bus blev kørt rundt om Ring­kø­bing fjord for at bli­ve over­be­vist om, at her var rart at va­e­re, og de fle­ste af dem løb da og­så skri­gen­de til­ba­ge til Sja­el­land igen og gik glip af al­le de skjul­te her­lig­he­der. Var de ble­vet ha­en­gen­de, var det må­ske gå­et dem som Ste­ven­son, der fandt sin lyk­ke i vin­den, »det var­me, sø­de ån­de­d­rag fra bred­den, som hav­de mod­net he­le da­gen i solskin­net, og som nu blev pu­stet ud i mit an­sigt, var som et ån­de­d­rag fra en med­skab­ning«.

Og plud­se­lig var or­de­ne der, ef­ter ugers knu­gen. For­lø­sen­de ord, som un­der an­dre for­hold må­ske al­drig var kom­met til for­fat­te­ren.

»Mit hjer­te er en sva­e­ven­de lut, så snart den rø­res, gi­ver den gen­lyd.«

I et nu­tid­sø­re må­ske en anel­se cor­ny. Men for Ste­ven­son gav det me­ning, prik­ke­de hul på byl­den så at si­ge, så han kun­ne kom­me vi­de­re ind i na­e­ste for­ra­e­de­ri­ske loop med en fø­lel­se af, at det he­le hang sam­men. Jeg har og­så så­dan en sa­et­ning. »Må­ger­ne fly­ver lavt i år.« Jeg ved ik­ke hvor­for, men den sat­te li­ge­som ba­re det he­le på plads, in­den det på ny gik af la­ve.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.