Grøn­ne vin­ger

Weekendavisen - - Kultur - Af PE­TER FRI­IS MØL­LER

DET løv­lø­se vin­ter­hal­vår er et godt tids­punkt til at spej­de ef­ter mi­stel­ten. Den­ne sa­er­pra­e­ge­de, sted­s­e­grøn­ne, halvs­nyl­ten­de plan­te dan­ner op til me­ter­sto­re, kug­le­for­me­de ko­ste på gre­ne og stam­mer af for­skel­li­ge tra­e­er. Mi­stel­te­ne kan lig­ne gam­le ska­de­re­der el­ler hek­se­ko­ste, men er helt grøn­ne. Mi­stel­ten var ret ud­bredt i Dan­mark i den lu­ne ste­nal­ders ursko­ve, hvor den nok isa­er var knyt­tet til lind, men gik si­den sta­er­kt til­ba­ge, gi­vet­vis på grund af kli­maa­en­drin­ger. Hugst, navn­lig den ud­bred­te sta­ev­nings­drift, har og­så spil­let ind, i sa­er­lig grad i hi­sto­risk tid. Til sidst var der kun to »vil­de« fo­re­kom­ster til­ba­ge; en på Stevns og en på La­e­sø.

I 1900-tal­let blev den men­ne­skespredt i man­ge par­ker og ha­ver, blandt an­det her på ste­det. Og i de se­ne­ste år­ti­er er der og­så kom­met en del selvså­e­de mi­stel­te­ne til. Der er så­le­des tal­ri­ge fo­re­kom­ster på Lol­land, navn­lig i en vis ra­di­us om­kring Knut­hen­borg Park, hvor en stor be­stand blev etab­le­ret ved om­fat­ten­de ud­så­ning i 1937-39. Men og­så i kø­ben­havns­om­rå­det er der man­ge, isa­er på pop­ler. De sid­der på ste­der, der ude­luk­ker, at de er ud­så­et af men­ne­sker.

I na­tu­ren er det først og frem­mest mi­stel­d­ros­len, bi­stå­et af sil­ke­ha­le og munk, som ae­der de hvi­de »ba­er« og spre­der de kla­e­bri­ge frø. Sker det ik­ke i til­freds­stil­len­de om­fang, må man selv tra­e­de til. Frug­ter­ne skal pluk­kes se­ne­st i marts-april og sna­rest der­ef­ter sås, det vil si­ge smat­tes ud på of­fe­ret. De tå­ler ik­ke la­en­ge­re tids op­hold i mør­ke. Frug­ter­nes saft er tyk og kla­e­brig, og med den »li­mer« man frø­e­ne fast på det ud­se­te tra­es tynd­bar­ke­de, un­ge, ind­til fin­ger­tyk­ke gre­ne og kvi­ste. Ik­ke uden grund er or­de­ne »visko­si­tet« og »vis­køs« (men ik­ke »whi­sky«) af­ledt af plan­tens lat­in­ske navn, Vi­scum (al­bum). Det er bedst at sa­et­te dem i tve­ger og kvist­hjør­ner.

De små fla­de, grøn­ne frø spi­rer i lø­bet af for­å­ret og sa­et­ter »sa­en­ke­re« ind gen­nem bar­ken. Og så går der lang tid. Of­te så lang tid – fle­re år – at man når at af­skri­ve etab­le­rings­for­sø­get som en fi­a­sko el­ler slet og ret at glem­me. Men plud­se­lig vi­ser det sig, at der stik­ker et el­ler fle­re par grøn­ne blad­vin­ger frem af en gren el­ler stam­me. Mi­stel­ten har gaf­fel­gre­net va­ekst, hvor hvert skud kun sa­et­ter ét led med to bla­de om året. Det er der­for no­gen­lun­de let at ta­el­le sig frem til al­de­ren, i hvert fald så la­en­ge plan­ten ik­ke er me­get gam­mel.

Her i ha­ven er det hidtil lyk­ke­des at sik­re den fod­fa­e­ste på to ae­ble­tra­e­er, en birk og en stor­bla­det lind. I år gø­res en ny ind­sats, dels hø­je­re op­pe i bir­ken, dels på nye ar­ter som hvidtjørn og spidsløn.

Selv­om mi­stel­te­nen med si­ne grøn­ne kvi­ste og bla­de selv kan pro­du­ce­re suk­ker­stof­fer, su­ger den til sig af va­ert­stra­e­ets va­e­sker og na­e­rings­sal­te. I Mel­le­m­eu­ro­pa, hvor mi­stel­te­nen er me­get al­min­de­lig og spre­des na­tur­ligt, be­trag­tes den mest som et ukr­udt, en ir­ri­te­ren­de og be­la­sten­de snyl­ter i blandt an­det ae­ble­ha­ver­ne. Der­ne­de ta­ger folk sig til ho­ve­d­et over vo­re be­stra­e­bel­ser på at ud­bre­de den i ha­ver­ne. Men for os i Nor­den, hvor den sta­dig er på yder­gra­en­sen, er den jo sja­el­den og ekso­tisk – og bå­de mystisk og my­tisk, ik­ke mindst på grund af Bal­ders mi­stel­ten­for­vold­te død.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.