Skidt og ka­nel

Portra­et­se­ri­en om »An­ne, San­ne og Lis« vi­ser, at det sta­dig er re­vo­lu­tio­ne­ren­de, når kvin­der flyt­ter ind i ro­ck­en, om­møb­le­rer den og bru­ger den som de­res egen ud­tryks­form.

Weekendavisen - - Kultur - Af ANNA ULLMAN

nne Lin­net og Lis Sø­ren­sen er al­ler­højst i be­gyn­del­sen af ty­ver­ne på ar­ki­v­op­ta­gel­ser­ne af de­res band, Shit & Cha­nel. Smuk­ke og dej­li­ge er de, når de søster­ka­er­ligt ser hin­an­den i øj­ne­ne og syn­ger »du er min bed­ste ven/Bel­la mia«.

Det er et styk­ke dansk mu­sik­hi­sto­rie, vi ser i Ja­nus Kø­ster-Ras­mus­sens DR-po­rtra­et­se­rie om An­ne, San­ne og Lis, nem­lig hi­sto­ri­en om lan­dets før­ste kvin­de­band. Vi­dun­der­li­ge bil­le­der, og, for dem der kan hu­ske pe­ri­o­den, et dej­ligt gen­syn, selv om der er lov­lig man­ge gen­ta­gel­ser i in­tro­en og gen­brug af mu­sik­klip, når man strea­mer he­le se­ri­en.

»Det, der ap­pel­le­re­de til folk, var, at de var pi­ger sam­men. At det ik­ke kun var ma­end, der hav­de pa­tent på at spil­le i et band. Det syn­tes jeg var for sejt. De har haft en me­get vig­tig rol­le i ud­vik­lin­gen af den dan­ske mu­siks­ce­ne på kvin­ders veg­ne. De har gjort no­get ut­ro­ligt,« si­ger San­ne Sa­lo­mon­sen i til­ba­ge­blik. Selv slut­te­de hun sig til pio­ne­rer­ne, da de i 1980 mu­te­re­de til An­ne Lin­net Band.

Se­ri­en sa­et­ter skub i en ge­ne­rel genop­da­gel­se af de dan­ske ro­ck­ma­mas. Hvor de før har stå­et for et lidt bort­gemt ka­pi­tel af pop­hi­sto­ri­en pra­e­get af tou­pe­ret hår og vo­ka­la­kro­batik, så er An­ne, San­ne og Lis nu kom­met til ae­re og va­er­dig­hed. An­ne Lin­net modt­og for ny­lig Step­pe­ul­vens Pio­ner­pris. San­ne Sa­lo­mon­sen, som i en år­ra­ek­ke er ble­vet al­der­s­cha­u­vi­ni­stisk be­hand­let af blandt an­dre Ek­stra Bla­dets Tho­mas Treo, vi­ser sig nu som den sprag­le­de le­ve­kvin­de af en X Fa­ctor-dom­mer, pro­gram­met he­le ti­den har mang­let.

AINDIREKTE forta­el­ler se­ri­en og­så hi­sto­ri­en om en ro­ck­kul­tur, som ind­til 1970er­ne hav­de mar­gi­na­li­se­ret kvin­der. Først med den gry­en­de kvin­de­be­va­e­gel­se blev der gjort op med den køns­kon­ser­va­ti­ve fo­re­stil­ling om, at ma­en­de­ne står på en sce­ne og spil­ler den fe­de ro­ck, mens kvin­der­ne då­ner.

»På et tids­punkt be­gynd­te jeg at un­dre mig over, at jeg var den ene­ste pi­ge på mu­siks­ce­nen,« forta­el­ler An­ne Lin­net med au­to­ri­ta­tiv aar­hus­di­a­lekt, la­e­der­buks og AC/ DC-logo på T-shir­ten. »Der var ik­ke no­gen pi­ge­bands. De hav­de jo al­drig va­e­ret der.« Hun hi­ver fat i Astrid El­bek, Ul­la Tve­de, Lo­ne Poul­sen og Lis Sø­ren­sen og spør­ger dem, om de vil la­ve et kvin­de­band. Det vil de ger­ne. Det bli­ver til grup­pen Shit & Cha­nel og fi­re al­bums fyldt med hver­dags­po­esi om kvin­ders er­fa­rings­ver­den. Si­den kom­mer an­dre kvin­de­bands som Hos Anna, Li­lith og Sonjas Sø­stre til, men An­ne var is­bry­de­ren. De dan­ske ro­ck­ma­mas for­kla­rer, at de sat­te sig op imod en us­agt for­vent­ning om, at kvin­der umu­ligt kun­ne spil­le i band sam­men. Der teg­ner sig et bil­le­de af ro­ck­kul­tu­ren som et mand­ligt ter­ri­to­ri­um, der me­re el­ler min­dre be­vidst ko­pi­e­re­de el­ler li­ge­frem for­sta­er­ke­de de pa­tri­ar­kal­ske struk­tu­rer i fora­el­dre­ge­ne­ra­tio­nens sam­fundsor­den, som den el­lers skul­le fo­re­stil­le at gi­ve lang­fin­ge­ren til.

Li­ge så hårdt Sto­nes-klas­si­ke­ren Un­der My Thumb gro­over, li­ge så kvin­de­for­ned­ren­de en magt­fan­ta­si er den på ly­rik­si­den. »Well, I’d rat­her see you de­ad, litt­le girl/ Than to be with ano­t­her man,« sang Jo­hn Len­non fe­mi­ci­dalt un­der sin gry­de­fri­su­re på Run for Your Li­fe. Den ame­ri­kan­ske kri­ti­ker og ak­ti­vist El­len Wil­lis, som fra slut­nin­gen af 1960er­ne skrev i ma­ga­si­net The New Yor­ker om mu­sik, politik og fe­mi­nis­me, var skep­tisk indstil­let over for ro­ck­kul­tu­rens fri­gø­ren­de po­ten­ti­a­le. »Fri­hed for kvin­der de­fi­ne­res ude­luk­ken­de som seksu­el fri­hed, hvil­ket i prak­sis be­ty­der seksu­el til­ga­en­ge­lig­hed på man­dens pra­e­mis­ser. Ro­ck­fa­el­les­ska­bet er et mand­ligt mo­nopol, hvor kvin­der ty­pisk fun­ge­rer som me­re el­ler min­dre usyn­ligt til­be­hør,« skrev Wil­lis i 1971. Hun kon­sta­te­re­de, at ro­ck­en kun lev­ne­de plads til kvin­der som groupies, over­seksu­a­li­se­re­de for­san­ge­r­in­der el­ler ’hyste­ri­ske’ fans. MEN bil­le­det er me­re mud­ret end som så. En af ro­ck­mu­sik­kens fun­da­men­tale kul­tu­rel­le funk­tio­ner har va­e­ret at ska­be en le­gi­tim ud­tryks­form for un­ge men­ne­skers seksu­el­le fø­lel­ser.

Ro­ck­en til­bød en ud­vej fra de tra­di­tio­nel­le køns­rol­lers sna­e­ren­de bånd. »I min mor har jeg haft et for­bil­le­de i for­hold til, hvor­dan mit liv ik­ke skul­le va­e­re,« si­ger San­ne Sa­lo­mon­sen om sin mor, der »var ud­dan­net til at va­e­re en fan­ta­stisk hus­mor og va­er­tin­de«, som hun si­ger med stem­men dryp­pen­de af sar­kas­me.

For kvin­de­be­va­e­gel­sen gjaldt det ik­ke blot ret­ten til at ha­ve en seksu­a­li­tet, men og­så til at gi­ve ud­tryk for den. Ef­ter at ha­ve set Mi­ck Jag­ger vri­de sit un­der­liv i spid­sen for The Rol­ling Sto­nes, skrev rød­strøm­pen Ni­non Schloss i 1971, at hun hav­de »ski­de­me­get lyst til at knep­pe den fyr i ly­se­rø­de sil­ke­buk­ser«. Lis Sø­ren­sen og An­ne Lin­net ud­tryk­te sig me­re sub­tilt, da de på num­me­ret Dej­lig dreng sang: »Du er li­ge en for mig/ du er li­ge til at bi­de i.« Men me­nin­gen var den sam­me. Nu kun­ne kvin­den ta­ge rol­len som ero­brer, en ja­e­ge­r­in­de, der sa­et­ter hak i sen­ge­stol­pen, mens man­den er det pas­si­ve be­ga­er­sob­jekt.

VI for­står om­fan­get af ro­ck­ens kro­p­s­re­vo­lu­tion, når San­ne Sa­lo­mon­sen be­skri­ver den før­ste gang, hun hør­te The Be­at­les: »Jeg kan ik­ke be­skri­ve den fø­lel­se, de vak­te i mig. Jeg kan ik­ke for­kla­re det, for jeg var for ung til at sa­et­te ord på det. Det var en drift, der våg­ne­de i mig. Det var en drift, jeg sta­dig har,« si­ger hun og kig­ger på in­ter­viewe­ren med kla­re, blå kat­teøj­ne, så in­gen kan va­e­re i tvivl om ud­sag­nets op­rig­tig­hed. Hi­sto­ri­en om An­ne, San­ne og Lis hand­ler og­så om te­e­na­gepi­gens seksu­el­le va­ek­kel­se gen­nem ro­ck­kul­tu­ren. Selv om te­e­na­gepi­gen som mu­sik­for­bru­ger of­te ig­no­re­res og tri­vi­a­li­se­res, kan hen­des mu­sik­hi­sto­ri­ske be­tyd­ning fra Be­at­le­ma­nia til Bie­ber na­ep­pe over­vur­de­res. Un­ge kvin­ders del­ta­gel­se i mu­sik­kul­tu­ren er alt­af­gø­ren­de for po­pin­du­stri­ens fort­sat­te ek­si­stens. Den ero­ti­ske fri­hed, som kvin­der og un­ge men­ne­sker i det he­le ta­get har op­le­vet via ro­ck­mu­sik­ken, er langt­fra om­kost­nings­fri og ufar­lig, men den er sta­dig bed­re end de bor­ger­li­ge seksu­al­nor­mer, den be­va­e­ge­de sig va­ek fra. Når kvin­der ma­er­ker støj­en vi­bre­re gen­nem krop­pen og ryt­men bul­dre i mel­lem­gul­vet, så be­va­e­ger de sig sta­dig rundt i en ver­den, der be­gra­en­ser de­res ud­fol­del­ses­mu­lig­he­der. Det er, som om Shit & Cha­nel ind­fan­ge­de den bit­ter­sø­de dob­belt­hed i de­res oxy­mor­o­ni­ske band­navn: »Skidt og ka­nel, lort og lag­ka­ge,« som en ung An­ne Lin­net si­ger i se­ri­en.

Men den am­bi­va­lens er må­ske på vej til at aen­dre sig. Ro­ck er ble­vet en mu­se­ums­gen­stand, som stor­by­er op­fø­rer mu­se­er for, og som ma­ga­sin­pres­sen ud­gi­ver min­de­skrif­ter for. Til gen­ga­eld kan kvin­der og an­dre hidtil uhør­te stem­mer inji­ce­re nye po­li­ti­ske spa­en­din­ger, syns­vink­ler og op­rørsk hjer­te­blod i den for­ste­ne­de form, som ro­ck­en er.

Ro­ck med mand­ligt for­tegn sy­nes at ha­ve udtømt si­ne mu­lig­he­der og mi­stet sin re­bel­ske ka­ris­ma.

Lis, San­ne og An­ne. »Det, der ap­pel­le­re­de til folk, var, at de var pi­ger sam­men. At det ik­ke kun var ma­end, der hav­de pa­tent på at spil­le i et band.

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Anna Ullman la­e­se sin ar­ti­kel på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.