Lars Buk­da­hl om de dan­ske vit­tig­heds­bla­des hi­sto­rie.

Mor­ten Thing har fortjenst­fuldt op­talt samt­li­ge dan­ske vit­tig­heds­bla­de, fra Cor­s­a­ren til Klods-Hans, men hvor­for skal vi di­ver­te­res med samt­li­ge de­res jø­de­vit­tig­he­der?

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUK­DA­HL

Mor­ten Thing: De dan­ske vit­tig­heds­bla­des hi­sto­rie. 538 si­der, rigt ill. 399 kr. Ne­mosBi­bli­o­tek.

eg har et ka­em­pe, ind­bun­det bind med år­gang 1907-08 af vit­tig­heds­bla­det Klods-Hans lig­gen­de i en flyt­te­kas­se ne­de i mit ka­el­der­rum sam­men med utal­let af Bla­eks­p­rut­te- og Svik­møl­len-ha­ef­ter. Og på en ae­res­plads i min tids­skrifts­re­ol resi­de­rer i den skrø­be­lig­ste lil­le pa­pa­e­ske en ret kom­plet sam­ling af M.A. Golds­ch­midts år­gan­ge, 1840-46, af det sta­dig navn­kun­di­ge vit­tig­heds­blad Cor­s­a­ren (in­gen Cor­s­a­ren­sam­ling er kom­plet, for­di så man­ge num­re blev be­slag­lagt). Klods-Hans-bin­det er et re­sul­tat af mi­ne uba­en­di­ge ka­ri­ka­tur­gril­ler, da jeg var ni-ti år gam­mel; samt­li­ge øv­ri­ge år­gan­ge gen­nem­led­te jeg ef­ter ko­pi­e­rings­va­er­di­ge teg­nin­ger af min ynd­lings­teg­ner Al­fred Sch­midt på Stats­bi­bli­o­te­ket i Aar­hus. Mens Cor­s­a­ren­sam­lin­gen er ar­ve­gods, om­hyg­ge­ligt ind­sam­let af min ol­de­far på mødre­ne si­de. Jeg er ik­ke li­geg­lad med den (li­ge bort­set fra sej­li­ve­de Svik­møl­len) for la­engst ud­dø­de pe­ri­o­di­ca-gen­re vit­tig­heds­bla­det, og der­for er jeg bå­de prin­ci­pi­elt og re­elt glad for Mor­ten Thin­gs rigt il­lu­stre­re­de mop­ped­reng af et pio­ner­va­erk, De dan­ske vit­tig­heds­bla­des hi­sto­rie. Men det er og­så der­for, på grund af min vit­tig­heds­blads­gla­e­de, jeg bli­ver pa­ent ir­ri­te­ret på bo­gen for ik­ke at el­ske bla­de­ne og de­res vit­tig­he­der og teg­nin­ger højt og pra­e­cist nok og – som en me­re sag­lig kri­tik – for at sam­men­blan­de to mis­sio­ner: 1. Op­ta­el­ling af samt­li­ge dan­ske vit­tig­heds­bla­de, 2. Do­ku­men­ta­tion af vit­tig­heds­bla­de­nes ra­cis­me og se­xis­me i form af først og frem­mest jø­de-, afri­ka­ner- og fe­mi­ni­st­for­hå­nin­ger.

Sel­ve op­ta­el­lin­gen er en im­po­ne­ren­de ar­kivrot­te-pra­e­sta­tion, in­gen nok så lil­le og for­kø­let sprøjte har und­gå­et Thin­gs vagtsom­me blik. Det­te er de op­tal­te bla­de i ka­pit­let om 1860er­ne, fle­re nå­e­de kun at ud­kom­me med et en­kelt num­mer el­ler to: Den skin­bar­li­ge Sa­tan (1860), Hr. Sø­ren­sen (1) (1860-64), Sva­er­me­re (1863), Pjer­rot (2) (1863-66), Nor­disk Bil­ledMa­ga­sin (1) (1863-78), Old­fux

(1) (1864), Pe­ter (1864-65), Slad­der­mun­den (1865), Spids­mu­sen (1865),

JThor (1865), Pjer­rot jr. (1866), Bjør­nen (1866), La­ter­na magi­ca (1866), Den of­fent­li­ge Me­ning (1866-69), Pjer­rot (3) (1869-71), Me­ster Syl (1867), Ka­nepi­d­s­ken (1868), Ja­nus (1868).

Hy­per-mi­nu­tiøst no­te­rer Thing hver gang samt­li­ge ud­gi­ve­re og re­dak­tø­rer (og strå­ma­end), hvil­ket jo ik­ke i sig selv er sinds­sygt in­ci­te­ren­de tekst­lig­hed, mens det er langt me­re vil­kår­ligt, hvad og hvor me­get af ind­hol­det han ka­rak­te­ri­se­rer og ci­te­rer/af­bil­der. Ved si­den af ra­cis­me- og se­xis­me-aspek­tet er der i ka­pit­ler­ne om 1840-80 (vel) me­get fo­kus på al­skens øko­no­mi­ske så­vel som ba­re nid og nag-ma­es­si­ge tra­kas­se­ri­er og dril­le­ri­er bla­de­ne imel­lem.

He­le ti­den øn­sker man sig fle­re ek­semp­ler på, hvad Thing selv fin­der sjovt og sjovest og skar­pt og skar­pe­st, men det er, som om han al­drig rig­tigt mo­rer sig, som om han li­ge så godt kun­ne gen­nem­gå me­di­cin­ske tids­skrif­ter, som om han ef­ter at ha­ve til­bragt så me­get tid i sel­skab med for­ce­ret sjov har mi­stet sin egen hu­mo­ri­sti­ske sans; det kon­sta­te­res om fle­re bla­de, at de ik­ke er mor­som­me, men sja­el­dent om no­gen, at de er mor­som­me.

Nu er jeg til gen­ga­eld ved at bli­ve lov­lig skrap. Vi får et rig­tig godt bil­le­de af bla­de­nes evi­ge flak­sen frem og til­ba­ge mel­lem sa­ti­re og plat­hed, nog­le gan­ge do­mi­ne­rer det ene, nog­le gan­ge det an­det. I be­gyn­del­sen – og be­gyn­del­sen er Cor­s­a­ren dér i 1840rne – var må­let for sa­ti­ren op­lagt: Den ik­ke sa­er­ligt op­ly­ste ene­va­el­de, der sva­re­de hårdt igen med cen­sur og be­slag­la­eg­gel­ser, hvil­ket tvang bla­de­ne til en for­me­lig gym­na­stisk snuhed, hvis de ik­ke ba­re op­gav po­li­tik­ken som sim­pelt­hen for be­sva­er­lig. Se­ne­re, som Dan­mark lang­somt og møj­som­me­ligt fik et de­mo­kra­ti stab­let på be­ne­ne, del­te vit­tig­heds­bla­de­ne sig ef­ter an­sku­el­se; på yder­flø­je­ne stod stok­kon­ser­va­ti­ve Punch (1873-95) og det so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske pro­pa­gan­da­or­gan Rav­nen (1876-1921). Punch blev af­løst af Klods-Hans (1899-1926), det sid­ste sto­re vit­tig­heds­blad, der ryk­ke­de ind på mid­ten for god­mo­digt at gø­re grin med alt og al­le og hav­de de vit­tig­ste skri­ben­ter og de bed­ste teg­ne­re i de­res brød. De kort­li­ve­de, po­li­tisk og kunst­ne­risk ra­di­ka­le avant­gar­de­bla­de Gni­sten (1907) og Exlex (1919-20) får un­der­ligt få og uge­ne­rø­se ord med på vej­en. Til­ba­ge til de ra­ci­sti­ske og se­xi­sti­ske vit­tig­he­der: Un­der la­es­nin­gen blev jeg bå­de for­s­kra­ek­ket og for­ar­get over, hvor grelt det stod til med isa­er an­ti­se­mi­tis­men; jeg vid­ste godt, at Punch skam­løst pir­ke­de til brød­re­ne Bran­des’ jø­di­ske op­rin­del­se, men at stor­na­e­se­de, pen­ge­gri­ske jø­der var en så hyp­pigt be­nyt­tet kli­che, hav­de jeg in­gen anel­se om. På si­de 369 – til sidst i et klogt, ta­enk­somt sa­er­af­snit be­tit­let »Hvor­dan skal man for­stå jø­de­vit­tig­he­der­ne i dan­ske vit­tig­heds­bla­de?« – pra­e­sen­te­res en sta­ti­stik over det gen­nem­snit­li­ge an­tal af jø­de­vit­tig­he­der om året i de po­pu­la­e­re­ste bla­de (samt­li­ge bla­de er uge­bla­de): Cor­s­a­ren: 1, Fol­kets Nis­se: 2, Punch: 4,3 (Bran­des-ka­ri­ka­tu­rer ik­ke med­reg­net), Rav­nen: 4,6 (jø­der = ka­pi­ta­li­ster og om­vendt), Klods-Hans: 1,7.

Det er jo alt­så, und­skyld mig, ik­ke syn­der­ligt man­ge. Hvoraf en vildt ufor­holds­ma­es­sigt stor del, i for­hold til ari­sto­kratvit­tig­he­der, bon­de­vit­tig­he­der, va­ga­bond­vit­tig­he­der og al­le an­dre slags vit­tig­he­der, er af­bil­det in­de i bo­gen. Klods-Hans og års­ha­ef­tet Bla­eks­p­rut­ten brag­te fle­re vit­tig­he­der om sor­te, isa­er i for­bin­del­se med sal­get af De Vestin­di­ske Øer, end vit­tig­he­der om jø­der, og for nu at ven­de til­ba­ge til min ynd­lings­teg­ner, Al­fred Sch­midt, så er fi­re ud af ti Sch­midt-teg­nin­ger i af­snit­tet om Bla­eks­p­rut­ten teg­nin­ger med sort mo­tiv; det er hver­ken ret­vi­sen­de el­ler ret­fa­er­digt, og slet ik­ke kunst­ne­risk ret­fa­er­digt.

Jeg kan så ik­ke la­de va­e­re at sy­nes, at og­så de sor­te teg­nin­ger er ski­de­godt teg­net, og hel­dig­vis er den bed­ste den mindst ra­ci­sti­ske: Dan­ske po­li­ti­ke­re i bla­ck­face la­e­sen­de Sp­rut­ten på de bit­tes­må øer. Det er og­så en teg­ning, der pe­ger på, hvad jeg sav­ner hos Thing ved si­den af hu­mo­ri­stisk sans, nem­lig ar­ti­stisk sans: Sans for vild­ska­ben og op­findsom­he­den og vir­tuo­si­te­ten i teg­nin­ger­ne, isa­er som tryk­ke­tek­nik­ken sidst i 1800-tal­let for­bed­res, og teg­ner­ne om­si­der kan teg­ne helt frit. Der er, åh, så man­ge fe­de teg­nin­ger, og det er alt­så ik­ke al­tid de fe­de­ste, der lat­ter­lig­gør jø­der, sor­te og kvin­der.

»Lil­le Isak: Se, Fa’er, Ele­fan­ten der lig­ner ak­ku­rat Dig.« Rav­nen 1901.

AL­LE IL­LU­STRA­TIO­NER ER FRA BO­GEN

Selv på De Vestin­di­ske Øer la­e­ste man Bla­eks­p­rut­ten – kun­ne man se i Bla­eks­p­rut­ten i 1916.

»Emi­gran­ter­ne ri­der Fol­ket.« Na­tio­nal-So­ci­a­li­sten, 1937.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.