Pra­esi­dent Er­do­gan er »vor tids Hit­ler«, si­ger den tyr­ki­ske ek­sil­for­fat­ter As­li Er­do­gan.

In­ter­view. Hun er ble­vet ud­råbt til fjen­de af den tyr­ki­ske stat og an­kla­ges for pro-kur­disk ter­r­o­ris­me. Selv si­ger for­fat­te­ren As­li Er­do­gan, at hen­des ene­ste brø­de er at ta­en­ke an­der­le­des end »vor tids Hit­ler«, pra­esi­dent Er­do­gan.

Weekendavisen - - Bøger - Af ADAM HOLM

»Hvis ik­ke man ta­en­ker som pra­esi­dent Er­do­gan, er man po­ten­ti­elt en fjen­de. Og fjen­der skaf­fer man af vej­en.«

Det er ik­ke til at se, at den spink­le, rød­hå­re­de kvin­de, der mø­der mig i lob­by­en på det sti­li­ge kø­ben­hav­ner­ho­tel, ud­gør en al­vor­lig trus­sel mod Tyr­ki­ets of­fent­li­ge sik­ker­hed og na­tio­na­le sam­men­hold.

Men det gør hun iføl­ge et an­kla­ge­skrift, som har ko­stet hen­de et op­hold bag trem­mer i kvin­de­fa­engs­let Bakirköy i Istan­bul. Og der kan me­get vel va­e­re me­re i ven­te.

Nok blev hun løsladt i fjor ef­ter 136 da­ges in­des­pa­er­ring, men rets­sa­gen er ik­ke over­stå­et, og der fal­der først en­de­lig dom i marts. Hvis hun ken­des skyl­dig, ri­si­ke­rer hun en liv­s­tids­dom el­ler så­gar døds­straf, en mu­lig­hed, som hen­des nav­ne­fa­el­le pra­esi­dent Re­cep Tayyip Er­do­gan fik gen­nem­ført i kølvan­det på kup­for­sø­get i som­me­ren 2016.

»Tyr­ki­et har ud­vik­let sig til en sta­dig me­re to­ta­li­ta­er stat. Pra­esi­den­ten be­nyt­te­de det fejl­slag­ne kup til at slå hårdt ned på al­le, der ik­ke støt­ter hans blan­ding af stor­tyr­kisk na­tio­na­lis­me og sun­ni-is­lam,« ly­der det fra As­li Er­do­gan.

Hun er ik­ke i sla­egt med pra­esi­den­ten. »Hvis jeg var, kan jeg love dig for, at vi ik­ke vil­le va­e­re på ta­le­fod,« si­ger hun med et ha­est grin, der rø­ber hen­des af­ha­en­gig­hed af to­bak. Hvad vil­le du si­ge til ham, hvis du sad an­sigt til an­sigt med ham, spør­ger jeg.

»Jeg vil­le må­ske si­ge: Hvor­for alt det had, al den vold? Men han vil­le ik­ke for­stå, hvad jeg ta­ler om. Han er ik­ke til­ga­en­ge­lig for ar­gu­men­ter el­ler spørgs­mål. Han la­e­ser én bog, Kor­a­nen, og han af­skyr af­vi­gen­de hold­nin­ger.« For en for­fat­ter, hvis bø­ger be­løn­nes med for­nem­me lit­te­ra­tur­pri­ser for de­res me­ta­fori­ske sprog og magi­ske re­a­lis­me, er As­li Er­do­gan be­ma­er­kel­ses­va­er­dig kon­kret. Hun forta­el­ler, at hun er op­dra­get i et »klas­sisk ke­ma­li­stisk mid­delklas­se­hjem«, hvor re­li­gion in­gen rol­le spil­le­de, og na­tio­nen var alt.

»Jeg er ik­ke an­ti-tyr­ker, tva­er­ti­mod. Jeg hol­der me­get af det smuk­ke land med dets ri­ge kul­tur. Der­for kan jeg ik­ke stil­tien­de se på, at Er­do­gan for­vand­ler Tyr­ki­et til et sun­ni­is­la­misk dik­ta­tur. Jeg ved godt, at man skal pas­se på med hi­sto­ri­ske sam­men­lig­nin­ger, men Er­do­gan er vor tids Hit­ler, og kur­der­ne er hans jø­der.« Or­de­ne fal­der fra en kvin­de, der på mo­de­rens si­de stam­mer fra en se­far­disk fa­mi­lie i The­s­sa­lo­niki. Na­er­mest hvi­sken­de be­tror hun mig, at hun ik­ke ple­jer at skil­te med sin jø­di­ske bag­grund. »Den har al­drig be­ty­det det sto­re i min op­va­ekst, men når jeg ser på Er­do­gans un­der­tryk­kel­se af kur­der­ne, er det sva­ert ik­ke at fø­le en iden­ti­fi­ka­tion, der har bund i min egen bag­grund. Fra min far, som var ven­stre­o­ri­en­te­ret ak­ti­vist og hustyran, la­er­te jeg at si­ge fra, og fra min mor la­er­te jeg at sym­pa­ti­se­re med de for­fulg­te.«

As­li Er­do­gan, som op­rin­de­ligt er ud­dan­net atom­fy­si­ker og har ar­bej­det bå­de i Schweiz og Bra­si­li­en, in­den for­fat­ter­ger­nin­gen tog over i mid­ten af 1990er­ne, si­ger, at hun i man­ge år tjen­te for lidt til at kun­ne le­ve af si­ne bø­ger. Hun har pri­ma­ert er­na­e­ret sig som skri­bent ved først ven­stre­fløjsa­vi­sen Ra­di­kal og si­den den kur­disk-tyr­ki­ske avis Özgür Gün­dem. Det var den di­rek­te an­led­ning til hen­des ar­re­sta­tion i som­me­ren 2016.

»Be­va­eb­ne­de sik­ker­heds­styr­ker storme­de mit hjem. De var man­ge. Én af dem ret­te­de en ma­skin­pi­stol mod mit an­sigt og skreg, at han vil­le sky­de mig, hvis jeg for­søg­te på no­get.« As­li Er­do­gan ryster på ho­ve­d­et og smi­ler ved min­det, men si­ger så, som en slags re­pri­man­de til sig selv:

»Der er fak­tisk ik­ke no­get at gri­ne af. Det var helt for­fa­er­de­ligt. Jeg har al­drig haft no­gen il­lu­sio­ner om stats­mag­tens må­de at op­tra­e­de på. Jeg er trods alt op­vok­set i et land med skif­ten­de mi­li­ta­erjun­ta­er, men jeg var al­li­ge­vel cho­ke­ret over frem­gangs­må­den. Jeg for­bandt den slags me­to­der med Eri­trea el­ler Irak un­der Sad­dam Hus­se­in. Jeg blev gen­net ud på ga­den un­der trus­ler og kørt til en po­li­ti­sta­tion, hvor en dom­mer via en te­le­fon be­or­dre­de mig og nog­le an­dre fa­engs­let. Via en te­le­fon!«

As­li Er­do­gan kig­ger på mig med van­tro. »De folk, som ud­fø­rer re­gi­mets or­drer, har in­gen skrup­ler, in­gen vi­den. De ar­re­ste­re­de en uden­land­sk jour­na­list, som på sin no­tes­blok hav­de skre­vet nog­le re­fe­ren­cer til Camus og Spi­noza. En af dom­mer­ne råb­te ad den på­ga­el­den­de jour­na­list, at de nok skul­le få ud af ham, hvem de to var, Camus og Spi­noza!« As­li Er­do­gan bry­der igen ud i en kort, ha­es lat­ter. Selv blev hun be­skyldt for at ud­gø­re en trus­sel mod lan­dets sta­bi­li­tet og for at va­e­re medstif­ter af den mi­li­tan­te kur­di­ske or­ga­ni­sa­tion PKK.

»At kal­de den slags ab­sur­de an­kla­ger for ’kaf­ka­ske’ er en for­na­er­mel­se over for den­ne sto­re for­fat­ter,« si­ger hun og slår et slag ud i luf­ten, som vif­te­de hun en ir­ri­te­ren­de flue til si­de.

»Ho­ved­per­so­nen i Pro­ces­sen fin­der al­drig ud af, hvad han står an­kla­get for. Hans for­vir­ring og til­ta­gen­de angst er og­så vo­res. I mit til­fa­el­de er der in­gen mystik, in­gen an­tyd­nin­ger. Det er en løg­n­ag­tig kon­struk­tion, som sav­ner en­hver for­bin­del­se til vir­ke­lig­he­den. Det vig­ti­ge er ik­ke, hvad der står i an­kla­ge­skrif­tet, men at der står en op­dig­tet be­skyld­ning, som kan sen­de en­hver, der ik­ke slår blik­ket ned og luk­ker mun­den, bag trem­mer.«

Den 51-åri­ge for­fat­ter, som har sort­la­ke­re­de fin­ger­neg­le og er iført en rød spad­se­red­ragt, af­vi­ser, at hun er ble­vet ned­brudt, men med­gi­ver, at ti­den i fa­engs­let var barsk.

»Søl­le fi­re og en halv må­ned,« si­ger As­li Er­do­gan, »man­ge har sid­det me­get la­en­ge­re og un­der va­er­re vil­kår, men hver dag bag luk­ke­de dø­re, umyn­dig­gjort, be­rø­vet kon­takt med ver­den uden­for, er et over­greb på sja­e­len.« Og­så krop­pen har ta­get ska­de. As­li Er­do­gan har si­den løsla­del­sen lidt af søvn­be­sva­er og pla­ges af dif­fu­se smer­ter. Ef­ter sin løsla­del­se blev hun na­eg­tet ud­rej­se fra Tyr­ki­et, men i slut­nin­gen af 2017 fik hun ef­ter pres fra blandt an­dre kend­te for­fat­te­re som Sal­man Rus­h­die og lands­man­den og No­bel­pris­mod­ta­ge­ren Or­han Pamuk sit pas til­ba­ge og har nu slå­et sig ned i Ber­lin. Overalt, hvor hun la­e­ser op af si­ne bø­ger i Tys­kland og an­dre ste­der i Eu­ro­pa, mø­der hun tyr­ke­re, der er rejst fra hjem­lan­det på grund af den po­li­ti­ske si­tu­a­tion. Langt­fra al­le er dog på hen­des si­de. Hun er blev tru­et, og en af hen­des mand­li­ge ven­ner, en ek­si­le­ret for­fat­ter og pro­mi­nent Er­do­gan-mod­stan­der, blev slå­et i ho­ve­d­et af en tyr­kisk taxa­chauf­før i Frank­furt, der gen­kend­te sin pas­sa­ger. »Re­gi­mets pro­pa­gan­da er me­get virk­som. De har for­må­et at over­be­vi­se man­ge tyr­ke­re, og­så i di­a­spora­en, om, at pra­esi­den­ten ska­er­mer Tyr­ki­et imod re­li­gi­øs fa­na­tis­me og be­ka­em­per kur­disk se­pa­ra­tis­me. Sand­he­den er, at Tyr­ki­et un­der Er­do­gans sty­re er ble­vet me­re is­la­misk, me­re vol­de­ligt og me­re in­to­le­rant. Der her­sker en far­lig stem­ning. For nog­le år si­den hav­de jeg in­gen be­kym­ring ved at fa­er­des ude om af­te­nen i Istan­bul. Jeg er født i by­en og har og­så bo­et i Rio de Ja­neiro, nat­ten er mit san­de ele­ment! Men ik­ke la­en­ge­re. Der er angst for­bun­det med at bo i det to­ta­li­ta­e­re Tyr­ki­et.« As­li Er­do­gan forta­el­ler om jour­na­li­ster, der ik­ke la­en­ge­re vover at yt­re re­ge­rings­kri­ti­ske tan­ker selv på to­mands­hånd. Et stort an­tal jour­na­li­ster og avis­re­dak­tø­rer sid­der fort­sat in­des­pa­er­ret, og an­gi­ve­ri hø­rer til da­gens or­den, si­ger hun.

»I et så­dant kli­ma bli­ver en hvi­sken op­fat­tet som et skrig. Regimet kra­e­ver to­tal ly­dig­hed. Hvis ik­ke man ta­en­ker som pra­esi­dent Er­do­gan, er man po­ten­ti­elt en fjen­de. Og fjen­der skaf­fer man af vej­en.«

Da jeg dri­ster mig til at ind­ven­de, at Tyr­ki­et for­melt set sta­dig er et de­mo­kra­ti med par­la­men­ta­ris­me, uaf­ha­en­gi­ge dom­sto­le og en po­li­tisk op­po­si­tion, ly­ner hen­des øj­ne. »Det er en stor mis­for­stå­el­se! In­tet de­mo­kra­ti sen­der si­ne skri­ven­de og ta­en­ken­de bor­ge­re bag lås og slå. Da Hit­lers Tys­kland in­va­de­re­de Po­len, sad om­trent 40.000 ty­ske­re i kz-lej­re. I Er­do­gans Tyr­ki­et sid­der cir­ka 150.000 per­so­ner i fa­engs­ler, der li­ge­som kz-lej­re­ne har til hen­sigt at ned­bry­de og yd­my­ge fan­ger­ne,« si­ger As­li Er­do­gan.

Hun har gen­nem man­ge år stu­de­ret lit­te­ra­tur om det na­zi­sti­ske kz-sy­stem, må­ske som en for­u­da­nel­se om den kurs, Tyr­ki­et er slå­et ind på, og hun har ik­ke sto­re for­håb­nin­ger til den na­er­me­ste tid og er­ken­der, at hun fryg­ter, at »no­get skidt« kom­mer til at ske.

»Hvis jeg ik­ke kla­rer den året ud, kan jeg si­ge, at jeg i det mind­ste har ef­ter­ladt mig nog­le bø­ger, der vil over­le­ve tyran­nen i Anka­ra.«

FO­TO: SCAN­PIX

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.