Kir­sten Ja­cob­sen om ar­bej­det bag si­ne po­rtra­etbø­ger og om at skil­dre mag­tens ma­end.

»Der skal va­e­re et gar­n­nøg­le, jeg kan tra­ev­le op,« si­ger Kir­sten Ja­cob­sen om ar­bej­det bag si­ne po­rtra­etbø­ger. De skil­drer na­e­sten al­tidd ma­end med magt, for de er sva­e­re­re at få på gled.

Weekendavisen - - Bøger - Af HEIDI LAU­RA

»Må­ske vil la­e­se­ren al­drig ta­en­ke over det, men jeg ta­en­ker over, hvil­ken form der pas­ser til det men­ne­ske. Lil­le bog, stor bog, jeg-form, ene­ta­le, in­ter­view­form?«

Si­den 2000 har Kir­sten Ja­cob­sen skre­vet et lil­le bjerg af po­rtra­etbø­ger. Pe­ter Aal­ba­ek, Mads Øv­li­sen, Klaus Rifbjerg, Sø­ren Pil­mark, Chri­sti­an Kamp­mann, Lars Løk­ke Ras­mus­sen, Erik Clau­sen, Tho­mas Hel­mig og Hen­ning Man­kell er blandt de kend­te per­so­ner, som er ble­vet gran­sket na­er­me­re. Det al­ler­før­ste og det se­ne­ste po­rtra­et har af­teg­net to af dansk pres­ses pro­mi­nen­te her­rer, Ole Scher­fig og Jør­gen Ejbøl; den ver­den Kir­sten Ja­cob­sen selv har haft he­le sit tid­li­ge­re ar­bejds­liv i.

Nu er hun i prin­cip­pet pen­sio­ne­ret og fri til at skri­ve bø­ger. El­ler – »pen­sio­ne­ret«. Se­ne­re sam­me dag vi mø­des, har hun de­ad­li­ne på sin kom­men­de bog: Et po­rtra­et af Ma­ersk Mc-Kin­ney Møl­ler, for­talt po­st­humt via sam­ta­ler med in­der­kred­sen – »al­le Hr. Møl­lers ma­end«, som hun kal­der dem. Egent­lig er hun syg af in­flu­en­za, men et helt liv som jour­na­list har sat si­ne spor. De­ad­li­ne skal hol­des. Og af­ta­len med We­e­ken­da­vi­sen. So much for pen­sion.

I kon­to­ret i som­mer­hu­set i Ska­gen fyl­der hen­des eg­ne bø­ger en del på de ve­las­sor­te­re­de bog­hyl­der. Når først bø­ger­ne står der på tryk, vir­ker det he­le så ind­ly­sen­de. Men hvor­dan bli­ver de egent­lig til? Hvad er al­le de skjul­te pro­ces­ser og over­vej­el­ser, som til­sam­men ska­ber en bog? Jeg er ta­get til Ska­gen, hvor hun al­tid skri­ver, for at ud­frit­te Kir­sten Ja­cob­sen om hånd­va­er­ket bag en po­rtra­et­bog og alt det, som la­e­se­ren al­drig ser.

Umid­del­bart er hen­des bø­ger ret for­skel­li­ge og kom­mer godt rundt i me­na­ge­ri­et af dansk politik, er­hvervs- og kul­tur­liv, men ser man nø­je­re ef­ter, har de na­e­sten al­le det bre­de, so­ci­a­le blik på den po­rtra­et­te­re­de til fa­el­les. På man­ge må­der er net­op den af hen­des bø­ger, som ik­ke er en po­rtra­et­bog, en nøg­le til al­le de an­dre bø­ger. Dag­bog fra Dog­vil­le fra 2003 er et po­rtra­et af en kre­a­tiv pro­ces; en mi­nu­tiøs gen­gi­vel­se ti­me for ti­me af li­vet på set­tet un­der op­ta­gel­ser­ne af Lars von Tri­ers film Dog­vil­le, et kol­lek­tivt po­rtra­et af en grup­pe hårdt pres­se­de men­ne­sker, som er luk­ket in­de i et tem­me­lig in­te­r­i­mi­stisk filmstu­die langt ude på det sven­ske land og over­ladt til hin­an­den og kun­stens krav. I po­rtra­etbø­ger­ne be­ly­ses per­so­nen til­sva­ren­de og­så of­te kol­lek­tivt, med de an­dres øj­ne. Man­ge for­skel­li­ge stem­mer na­er­mer sig en form for sand­hed. Kir­sten Ja­cob­sen er flu­en på va­eg­gen, som ob­ser­ve­rer det he­le, og dér, midt i det ta­et­te so­ci­a­le va­ev, kom­mer den po­rtra­et­te­re­des per­son­lig­hed til sy­ne for bå­de hen­de og la­e­se­ren. SYNLIGGØRELSEN sker selv­føl­ge­lig og­så gen­nem den po­rtra­et­te­re­des eg­ne ord og forta­el­lin­ger. Hvis der er én me­to­de, som ba­e­rer hen­des po­rtra­etbø­ger, så er det sam­ta­ler, man­ge sam­ta­ler. At la­ve en bog om en per­son, der ba­re be­red­vil­ligt la­eg­ger det he­le frem – det er ik­ke fa­sci­ne­ren­de for Kir­sten Ja­cob­sen. Na­eh, det er den lang­som­me pro­ces, hvor no­get me­re ube­lyst og ube­vidst grad­vis kom­mer for en dag, det hand­ler om. Hvor per­so­nen selv er på tur ind i no­get ukendt. »Det er li­ge­som at va­e­re til psy­ko­log, det er ba­re gra­tis,« sag­de Pe­ter Aal­ba­ek om de­res man­ge sam­ta­ler, »hvem fan­den sid­der el­lers og hø­rer på et men­ne­ske i må­ne­der?« Og li­ge pra­e­cis her fin­der man og­så for­kla­rin­gen på, at de fle­ste af hen­des po­rtra­et­ter er af ma­end – magt­ful­de ma­end.

»Jeg skri­ver helst om ma­end. Ma­end er sva­e­re at dir­ke op. Ma­end står og spar­ker da­ek, bå­de fy­sisk og men­talt, i ste­det for at sa­et­te sig ned og ta­le om det, og­så top­che­fer­ne. Det er på gol­f­ba­nen og ten­nis­ba­nen, at de får tin­ge­ne sagt til an­dre, hvis de en­de­lig skal si­ges. De er ik­ke na­er så eks­pli­cit­te om de­res fø­lel­ser, og at lir­ke den lås op, det sy­nes jeg er sjovt. Det er hver gang, der er et lil­le klik i lå­sen, at det bli­ver in­ter­es­sant. Jeg vil ger­ne un­der­stre­ge, at jeg li­ge så ger­ne vil ha­ve en kvin­de til bords som en mand, men at skri­ve bø­ger om kvin­der – det bli­ver al­drig rig­tig mig. Jeg sav­ner fa­sci­na­tio­nen af, hvor­dan det an­det køn ta­en­ker. Der skal va­e­re et gar­n­nøg­le, jeg kan tra­ev­le op.«

– Du er i vir­ke­lig­he­den vid­ne til, at man­den ser på sig selv og la­e­rer sig selv at ken­de?

»Ja, og bag­ef­ter har de­res na­er­me­ste nog­le gan­ge sagt: ’Det dér har jeg al­drig vidst om ham.’ Ma­en­de­ne er vir­ke­lig på tur ind i no­get ukendt, det er kvin­der ik­ke i sam­me grad. De er langt me­re vant til at ta­le åbent om sig selv.« Hun kan og­så bedst li­de at la­ve bø­ger om le­ven­de men­ne­sker, selv­om hun sag­tens kan for­stå fa­sci­na­tio­nen ved at gå i ar­ki­ver og gra­ve hi­sto­ri­en frem. Hen­des stof er det for­tal­te – erin­drin­ger, anek­do­ter, hi­sto­ri­er. Et på man­ge må­der fly­den­de og skrø­be­ligt stof.

– Er det ik­ke en ka­em­pe ud­for­dring at af­gø­re, hvor me­get du egent­lig kan fa­e­ste lid til? Men­ne­skers hukom­mel­se er jo no­to­risk elendig? »Det, jeg kan gø­re, er at tjek­ke de kon­kre­te op­lys­nin­ger, jeg får. Jeg hø­rer jo of­te om sam­ta­ler med per­so­nen, som er fo­re­gå­et et sted – i en bil, et kon­tor, et som­mer­hus, på en fly­rej­se. Jeg kan tjek­ke da­to­er og al­le fa­cts, men jeg kan ik­ke tjek­ke, hvad der blev sagt. Og hvor­dan de har op­le­vet det. Li­se Nør­gaard har for­mu­le­ret det så godt: ’To men­ne­sker har sid­det sam­men og le­get i en sand­kas­se. Den ene hu­sker sandslot­tet. Den an­den hu­sker hul­let, hvor san­det blev gra­vet va­ek’.«

EN me­get stor del af pro­ces­sen frem mod en po­rtra­et­bog er sim­pelt­hen at få folk til at stå frem og forta­el­le. Po­rtra­etbø­ger ud­sprin­ger af til­lid – og af et gi­gan­tisk net­va­erk, hvor Kir­sten Ja­cob­sen al­tid har blik for fle­re for­skel­li­ge po­ten­ti­elt go­de hi­sto­ri­er og po­rtra­et­ter. Når først pro­ces­sen er i gang, be­gyn­der så sam­ta­ler­ne med den po­rtra­et­te­re­de og med de vig­ti­ge men­ne­sker om­kring ved­kom­men­de. Kir­sten Ja­cob­sen skri­ver al­le si­ne in­ter­views ud un­der­vejs. Men hun skri­ver ik­ke på bo­gen end­nu. Da hun i sin tid la­ve­de Dag­bog fra Dog­vil­le hav­de hun va­e­ret flu­en på va­eg­gen på film­set­tet i Trol­l­hät­tan i 31 da­ge fra klok­ken seks mor­gen til ti af­ten og hav­de sid­det på sin hår­de stol og no­te­ret alt.

»Det var sjovt, men ut­ro­lig ug­la­mourøst ar­bej­de,« si­ger hun. »Jeg kom hjem med 110 no­tes­bø­ger, hvor jeg hav­de skre­vet alt, hvad jeg hør­te og så. Så gik der halvan­den må­ned, og min mand spurg­te, om jeg ik­ke skul­le i gang med at skri­ve? Det var i for­å­ret, og jeg skul­le af­le­ve­re ma­nuskrip­tet den 1. au­gust. Jeg rin­ge­de til Gyl­den­dal og sag­de: ’Jeg tror, bo­gen bli­ver på 600 si­der.’ Den end­te vist på 610. Jeg hav­de skre­vet den in­de i ho­ve­d­et, in­den jeg hav­de sat et ord på pa­pi­ret. Til nog­les forun­dring – og må­ske for­di jeg har va­e­ret jour­na­list – går jeg op i at ha­ve en ti­tel og ken­de for­ma­tet, in­den jeg skri­ver. Jeg skal se bo­gen for mig, om der er bil­le­der el­ler ej, stør­rel­sen på bo­gen. Jeg skri­ver al­drig, før jeg er fa­er­dig med det he­le. Jeg ved jo ik­ke, hvor jeg bli­ver ført hen. Jeg kan godt la­ve nog­le rå­skit­ser og no­ter, og jeg skri­ver og­så in­ter­views ud un­der­vejs, men jeg kan ik­ke fin­de ud af at do­se­re stof­fet, før jeg ved, hvad det he­le er.«

– Og så bli­ver for­men og­så me­get for­skel­lig fra bog til bog?

»Me­get! Alt­så, jeg gør al­tid det – og det kan så lyk­kes el­ler ej – at jeg sa­et­ter mig, når jeg er fa­er­dig med at sam­le stof­fet sam­men, og spør­ger: Hvad er det for et men­ne­ske, hvad er det for en stem­me, hvad er det for en to­ne, bo­gen skal ha­ve? Må­ske vil la­e­se­ren al­drig ta­en­ke over det, men jeg ta­en­ker over, hvil­ken form der pas­ser til det men­ne­ske. Lil­le bog, stor bog, jeg-form, ene­ta­le, in­ter­view­form? Bo­gen om Ma­ersk bli­ver an­der­le­des end de tid­li­ge­re, for­di jeg ik­ke prø­ver at be­skri­ve et liv, og hvad ho­ved­per­so­nen vil­le med sit liv. Jeg be­skri­ver i ste­det nog­le ka­rak­te­r­e­gen­ska­ber – fra den dag han over­tog an­sva­ret, og til han dø­de. Sel­ve fir­ma­et er i for­vej­en så vel­be­skre­vet og sam­ti­dig i ha­stig for­an­dring, så det, der mang­le­de, var at gi­ve en for­nem­mel­se af ham selv. Hvad drev ham? Hvad gjor­de ham ene­stå­en­de på godt og ondt? Jeg har al­le da­ge va­e­ret in­ter­es­se­ret i, hvor­dan man for­val­ter den

magt, man har over an­dre men­ne­sker, stor el­ler lil­le. Det er det, jeg prø­ver at be­skri­ve, den pro­ces. Men den­ne bog er byg­get op på en ny må­de, for det, der tit sker, når for­skel­li­ge men­ne­sker forta­el­ler om en per­son, er, at de si­ger: ’Han var [en mas­se po­si­ti­ve ting], men han var og­så [det ne­ga­ti­ve]. Der­for bad jeg ’Hr. Møl­lers ma­end’ gi­ve ek­semp­ler på kon­kre­te epi­so­der, der in­de­holdt beg­ge de­le. Så i vir­ke­lig­he­den er det skre­vet som en mas­se film­klip. Den tid­li­ge­re chef for Ma­ersk i USA forta­el­ler for ek­sem­pel, hvor­dan han får be­søg af Ma­ersk i 1990er­ne. Han hen­ter den rej­se­tra­et­te Ma­ersk i luft­hav­nen – han er da i fir­ser­ne – som ik­ke de­sto min­dre he­le vej­en ud­spør­ger ham om al­le bro­er og byg­nin­ger, de pas­se­rer. Den trav­le USA-chef har på for­hånd tjek­ket og øvet sig; han ved, at han vil bli­ve ud­s­purgt. For Hr. Møl­ler går op i de­tal­jer! Port­ne­ren føl­ger dem op til 22. eta­ge og ned ad en lang gang – og så vir­ker nøg­le­kor­tet ik­ke. ’Det er de la­eng­ste fem mi­nut­ter, jeg har va­e­ret ale­ne med Hr. Møl­ler,’ forta­el­ler den­ne tid­li­ge­re top­chef, og da de en­de­lig er kom­met ind i ho­telva­e­rel­set, si­ger Ma­ersk til ham: ’Det er ik­ke må­den at gø­re det på.’ Frem­for ba­re at forta­el­le la­e­se­ren, at Hr. Møl­ler var me­get fo­ku­se­ret på de­talj­en, så gi­ver så­dan en hi­sto­rie la­e­se­ren no­get at ta­en­ke over: Er det ri­me­ligt el­ler uri­me­ligt? Vi må selv vur­de­re det.« – Hvis man godt kan li­de at dir­ke lå­se op, er det da og­så en op­lagt op­ga­ve at vin­de til­li­den hos Ma­er­sks folk og kom­me om bag de ny­de­li­ge ha­bit­ter? »Ind bag de blå­to­ne­de vin­du­er! Det har va­e­ret en for­nø­jel­se at mø­de al­le Hr. Møl­lers ma­end. Es­pla­na­den står jo for de fle­ste som no­get di­sci­pli­ne­ret, mi­li­ta­ert, ens­ret­tet, men der er en hu­mor og et ud­syn, som det har va­e­ret fan­ta­stisk at få lov at va­e­re vid­ne til. Hr. Møl­lers ma­end er nor­malt ik­ke med­del­som­me om in­ter­ne for­hold. Der er en om­ertá på Es­pla­na­den om, at det gør man ik­ke. Men da de først hav­de be­stemt sig – og det tog for nog­le lang tid – så var de ene­stå­en­de til­lids­ful­de. Jeg sag­de fra be­gyn­del­sen, at det ik­ke kun­ne nyt­te no­get, hvis det kun var ros og smuk­ke ord om Ma­ersk Mc-Kin­ney Møl­ler, for så­dan er in­gen, og det er ik­ke til at hol­de ud at la­e­se. Det skal ha­ve nu­an­cer. Jeg kan godt li­de, at når de så be­slut­ter sig for at si­ge ja, så le­ve­rer de fan­de­me og­så me­get.«

Det er sva­ert at tro, at Husk al­tid Le­de­stjer­nen – Ar­ven ef­ter hr. Møl­ler bli­ver Kir­sten Ja­cob­sens sid­ste bog. Et langt liv som skri­ven­de la­e­rer ik­ke ba­re én at bli­ve fa­er­dig til de­ad­li­ne, men og­så at den na­e­ste bog el­ler ar­ti­kel al­tid bli­ver lidt bed­re end­nu, el­ler som Kir­sten Ja­cob­sen si­ger: »Man kan se til­ba­ge på en bog og ta­en­ke: Ah, hvis ba­re du hav­de vidst det, du la­er­te af den na­e­ste ...«

»Jeg skri­ver helst om ma­end. Ma­end er sva­e­re at dir­ke op. Ma­end står og spar­ker da­ek, bå­de fy­sisk og men­talt, i ste­det for at sa­et­te sig ned og ta­le om det, og­så top­che­fer­ne.«

»Jeg la­eg­ger al­tid uret, når jeg ar­bej­der. Et pri­vil­e­gi­um, når man er sig selv.« Kir­sten Ja­cob­sen ved sit skri­ve­bord.

FO­TOS: NI­ELS CHRI­STEN­SEN

»Når jeg føl­te, at jeg var ved at gå i stå med bo­gen om Ma­ersk Mc-Kin­ney Møl­ler, for­di jeg skrev om og om igen, så gik jeg hen til tav­len med Per Mor­ten Abra­ham­sens bil­le­der, og så – med et Klaus Rif­b­jer­g­ud­tryk – løf­te­de fjer­vin­gen sig i gla­e­de over vo­res fa­el­les pro­jekt.«

»På mit ar­bejds­bord i Ska­gen lig­ger det, som jeg hol­der me­get af: et sprødt ud­se­en­de me­gaa­e­b­le, bar­ne­bar­net Mol­ly som bag­grund på min iPad, en Mul­ber­ry­pa­pir­ka­len­der, en skøn guld­ske til do­se­ring af Nescafé om nat­ten, en fast­net­te­le­fon, min lil­le olds­chool bånd­op­ta­ger til di­sket­ter og go­de bø­ger til nyt­te og in­spira­tion.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.