Bø­ger Skri­get

Es­say. Nor­ske for fat­te­re fejres skri­ve ev­ne til at for de­res ver­den over om sig selv. As­le To­je le­ve­rer en fol­kesja­el­s­a­na­ly­se af bro­der­lan­dets vir­ke­lig­heds­fik­tion.

Weekendavisen - - Bøger - Af AS­LE TO­JE

Hjer­nen er ale­ne,« syn­ger det nor­ske ro­ck­band De Lil­los med angst fal­set. Norsk mu­sik er in­gen eks­port­suc­ces, men vo­res lit­te­ra­tur har få­et et glo­balt pu­bli­kum ved at slås med no­gen­lun­de det sam­me spørgs­mål, op­sum­me­ret af den mest nor­ske af al­le ta­en­ke­re, Mar­ve Fleks­nes: »Al­le ta­en­ker på sig selv, kun jeg ta­en­ker på mig.«

Der­af vor tids to­ne­an­gi­ven­de lit­te­ra­e­re strøm­ning, vir­ke­lig­heds­fik­tio­nen. Vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tur er sam­le­be­teg­nel­se for ro­ma­ner, der pro­vo­ke­rer med pri­va­te ud­le­ve­rin­ger og man­gel på ano­ny­mi­se­ring, men fa­sci­ne­rer med vir­ke­lig­heds­na­er ae­r­lig­hed. Karl Ove Knaus­gårds Min kamp er flagski­bet med si­ne seks ka­non­da­ek, seks bind af yp­per­ste lit­te­ra­e­re kva­li­tet.

I kølvan­det føl­ger en flo­til­le med da­ek­ke­ne ryd­det til in­dre strid. Bø­ger, som ud­sprin­ger af det per­son­li­ge – fra for­fat­te­re som Linn Ul­l­mann, Geir Gul­lik­sen, Han­ne Ør­stavik, To­re Ren­berg og To­mas Espe­dal. Her er og­så det dy­ne­løf­ten­de ele­ment re­pra­e­sen­te­ret af sø­stre­ne Vig­dis og Hel­ga Hjort­hs du­el­le­ren­de ro­ma­ner om det pri­va­te, der nok bur­de va­e­re for­ble­vet pri­vat.

In­ter­es­sen for det vir­ke­li­ge in­di­vid er en for­sin­ket de­to­na­tion af, hvad fi­lo­sof­fen Fri­edrich Nietzs­che skrev i slut­nin­gen af 1800-tal­let. Nietzs­che for­ud­så ra­tio­na­lis­mens tri­umf og vid­ste og­så, at det­te vil­le fra­ta­ge os, men­ne­ske­ne, no­get vig­tigt. Ved at er­kla­e­re gud for død vil­le vi og­så dra­e­be det, der gav li­vet me­ning.

Uden gud­stro­en var der ik­ke la­en­ge­re no­gen fa­der, der kun­ne til­gi­ve os vo­res man­gel­fuld­hed, in­tet som kun­ne lin­dre men­ne­skets angst ved tan­ken om egen for­ga­en­ge­lig­hed. Nietzs­ches ap­pel om at sø­ge in­dad og »va­e­re jor­den tro« var en slags held og lyk­ke til den ik­ke-svøm­me­dyg­ti­ge på spring­bra­et­tet. Over­men­ne­sket, som Nietzs­che trak op af hat­ten, var jo in­gen løs­ning, i det mind­ste ik­ke for den slags men­ne­sker, der la­e­ser Nietzs­che.

I Nor­ge blev den gam­le ver­densan­sku­el­ses sam­men­brud da­em­pet af den na­tio­na­le va­ek­kel­se. I 1859 trå­d­te nog­le for­fat­te­re, der

sam­men skul­le kom­me til at ud­gø­re den for­gyld­te ge­ne­ra­tion i norsk lit­te­ra­tur – blandt an­dre Hen­rik Ib­sen, Bjørn­stjer­ne Bjørns­son, As­mund Olavs­son Vinje, Jonas Lie og Ri­kard Nor­draak – sam­men for at genop­li­ve Det Nor­ske Sels­kap.

Den­ne for­e­ning, som sidst i 1700-tal­let hav­de va­e­ret sam­lings­punkt for pa­tri­o­ti­ske ek­sil­n­ord­ma­end i Kø­ben­havn, sat­te sig nu som mål at pra­e­ge den kul­tu­rel­le og po­li­ti­ske ud­vik­ling i et land, der var låst fast i en ka­er­lig­heds­løs uni­on med Sve­ri­ge. Den­ne aspira­tion blev snart sam­men­va­e­vet med den ra­di­ka­le for­an­dring i skan­di­na­visk ånds­liv, der hed­der »det mo­der­ne gen­nem­brud«.

I 1871 holdt den ty­ve­åri­ge Ge­org Bran­des en ra­ek­ke fo­re­la­es­nin­ger ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet un­der over­skrif­ten Ho­vedstrøm­nin­ger i det 19de Aar­hund­re­des Lit­te­ra­tur. Her frem­før­te han sin pro­gra­mer­kla­e­ring for en ny ret­ning: »Det, at en lit­te­ra­tur i vo­re da­ge le­ver, vi­ser sig i, at den sa­et­ter pro­ble­mer un­der de­bat.« Han vil­le va­ek fra fan­ta­si­lit­te­ra­tu­ren.

Bran­des’ ap­pel fandt en me­re frugt­bar gro­bund i Nor­ge end i Dan­mark. En ge­ne­ra­tion ta­lent­ful­de for­fat­te­re slut­te­de sig til tan­ken om, at lit­te­ra­tu­ren skul­le va­e­re sam­fund­skri­tisk og re­a­li­stisk. Lit­te­ra­tur skul­le ha­ve en ten­dens, den skul­le ha­ve et klart bud­skab, og den skul­le be­ska­ef­ti­ge sig med re­el­le spørgs­mål i sam­fun­det her og nu.

Men hvor­dan la­der det­te sig gø­re uden at tra­ek­ke veks­ler på vir­ke­lig­he­den, på det le­ve­de liv? Det gør det ik­ke. Lit­te­ra­tur­pro­fes­soren Per Bu­vik skri­ver i avi­sen Klas­se­kam­pen (19. novem­ber 2016): »Det er ik­ke no­get nyt, at lit­te­ra­e­re skik­kel­ser er in­spi­re­ret af vir­ke­li­ge per­so­ner.« Det er hel­ler ik­ke nyt, at vir­ke­lig­he­den, der an­ta­ges at ha­ve in­spi­re­ret for­fat­te­ren, over­skyg­ger tek­stens kunst­ne­ri­ske bud­skab. Bu­vik hen­vi­ser til Sig­b­jørn Ob­st­fel­ders forta­el­ling »Kor­set« (1896), der for­modent­lig be­skri­ver en ka­er­lig­heds­tre­kant mel­lem for­fat­te­ren og to an­dre kunst­ken­dis­ser, Oda og Chri­sti­an Kro­hg. Selv om de al­le tre var be­kend­te af Bran­des, så han det al­men­men­ne­ske­li­ge i be­ken­del­sen: »Dig­te­rens Stil ska­el­ver af Un­dren over Li­vets Her­lig­hed, af Hen­ryk­kel­se over Lyk­kens sja­eld­ne Øje­blik­ke og af Angst for de uer­stat­te­li­ge Tab, som Li­vet brin­ger …«

For den, der mød­te sig selv let­te­re ma­ske­ret i den slags nøg­lero­ma­ner, hvor per­son­gal­le­ri­et var let gen­ken­de­ligt for en­hver, der vid­ste ba­re en lil­le smu­le om for­fat­ter­nes liv, var det ik­ke al­tid li­ge nemt at se kun­sten frem for injuri­en. Det­te var bag­ta­ep­pet for norsk lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­es mest be­røm­te rets­sag. Ag­nar Myk­les San­gen om den rø­de ru­bin ud­kom i 1956 og blev po­li­ti­an­meldt på grund af si­ne se­xskil­drin­ger. Ef­ter en om­fat­ten­de rets­pro­ces blev bo­gen kon­fi­ske­ret og for­budt. Man­ge la­e­ste den som en nøg­lero­man. Bru­gen af vir­ke­li­ge per­so­ner og hen­sy­net til dem var et cen­tralt spørgs­mål i rets­sa­gen. Dom­men blev hur­tigt stemp­let som et fejl­greb, og »at myk­le« be­ri­ge­de det nor­ske sprog som sy­no­nym for at ko­p­u­le­re. Myk­le er­kla­e­re­de i øv­rigt i 1970 krig mod Dan­mark, som fik to må­ne­der til at »mo­bi­li­se­re ha­e­ren, ma­ri­nen og fly­ve­våb­net« på grund af en dansk fil­ma­ti­se­ring, som ef­ter for­fat­te­rens me­ning var en van­hel­li­gel­se af det­te nor­ske mester­va­erk. Myk­les lit­te­ra­e­re greb skul­le bli­ve sko­le­dan­nen­de for en ge­ne­ra­tion af nor­ske for­fat­te­re, der de­bu­te­re­de i 1990er­ne. De ud­ma­er­ke­de sig ved ro­ma­ner, der lå ta­et op ad fak­tisk ha­en­del­ser og med fak­ti­ske in­di­vi­der på rol­le­li­sten. Der er sik­kert man­ge grun­de til, at nøg­lero­ma­nen, et barn af det mo­der­ne gen­nem­brud, nå­e­de sin na­tur­li­ge kon­klu­sion med vir­ke­lig­heds­ro­ma­nen. Vir­ke­lig­heds­ro­ma­nen er på sin vis et fa­bel­dyr, som er vir­ke­lig­hed og fik­tion på sam­me tid. Den blev mu­lig­gjort af den sta­er­ke be­to­ning af yt­rings­fri­he­den i norsk rets­prak­sis, som igen gjor­de det mu­ligt for for­fat­te­re at ud­le­ve­re vir­ke­li­ge men­ne­sker uden at op­gi­ve »Myk­le-pri­vil­e­gi­et«, alt­så at sa­et­te sig ud over injuri­e­lov­giv­nin­gen.

En an­den grund til ro­ma­nens ind­t­og i pri­vats­fa­e­ren kan ha­ve no­get at gø­re med for­an­drin­ger i la­e­se­møn­ste­ret. Kvin­der la­e­ser fle­re ro­ma­ner, ma­end fa­er­re. Kvin­de­do­mi­nan­sen er åben­bar for en­hver, der har va­e­ret med til bog­sig­ne­ring hos de nor­ske vir­ke­lig­heds­ro­man­for­fat­te­re. Ce­re­bra­le kvin­der sy­nes om pas­si­ve ma­end. Ik­ke til at gå i seng med, na­tur­lig­vis, men som ma­end de kan for­stå og respek­te­re. Her kan kvin­den la­e­se tvang­frit og uden ri­si­ko for over­greb.

Den nor­ske vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tur er sel­v­op­ta­get, men hvis den kun hav­de va­e­ret det, var den for­ble­vet et in­dre an­lig­gen­de li­ge­som norsk mu­sik el­ler norsk koge­kunst.

Fi­lo­sof­fen Si­mo­ne de Bea­u­voir be­skri­ver det fe­mi­ni­ne do­ma­e­ne som »im­ma­nent«, et luk­ket rum vi­et det in­desta­eng­te, pas­si­ve, stil­le­stå­en­de og sel­v­op­ta­ge­de. Som jo så­dan set kun­ne va­e­re en ond­s­in­det, men ram­men­de be­skri­vel­se af norsk vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tur. Man kan me­ne, hvad man vil om at skri­ve ind­sigts­fuldt om si­ne sinds­stem­nin­gers fi­ne­re nu­an­cer, men ma­skul­int er det ik­ke.

Der ta­les me­get om en mod­sa­et­ning mel­lem ano­rek­tisk og buli­misk forta­el­le­kunst – som re­pra­e­sen­te­ret af hen­holds­vis To­mas Espe­dal og Karl Ove Knaus­gård, der på hver sin må­de re­pra­e­sen­te­rer vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­rens høj­de­punk­ter. Beg­ge vri­der det al­men­men­ne­ske­li­ge ud af det pri­va­te, beg­ge be­skri­ver den mo­der­ne skam over at va­e­re mand, og beg­ge sø­ger svar på, hvad det vil si­ge »at va­e­re jor­den tro«. Vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­ren er ik­ke no­gen norsk op­fin­del­se. Lit­te­ra­tur­hi­sto­risk kan gen­ren spo­res til­ba­ge til Au­gustin, og den var et cen­tralt be­greb i fransk lit­te­ra­turkri­tik i 1900-tal­let, men det er in­ter­es­sant at spør­ge, hvor­for net­op den­ne gen­re er ble­vet ren­dyr­ket i net­op Nor­ge. Vi har etab­le­ret, at vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­ren er en na­tur­lig for­la­en­gel­se af norsk lit­te­ra­er tra­di­tion. Men den er kun én af fle­re mu­li­ge for­la­en­gel­ser; lit­te­ra­tu­ren kun­ne jo og­så ha­ve byg­get vi­de­re på ar­ven ef­ter Knut Hams­un el­ler Si­grid Und­set for nu at na­ev­ne to no­bel­pris­ta­ge­re, der skri­ver trans­cen­dent og ik­ke im­ma­nent – for at be­va­re de Bea­u­voirs be­grebs­par.

En ta­en­ke­lig år­sag kun­ne va­e­re, at nord­ma­end er op­ta­get af sig selv. I 1890 var Fri­edrich En­gels på fe­rie i Nor­ge og be­ma­er­ke­de i si­ne rej­se­bre­ve, hvor ual­min­de­lig op­ta­ge­de nord­ma­end var af Nor­ge. Om det­te er ud­tryk for en ung stats skrø­be­li­ge selv­fø­lel­se, svin­gen­de mel­lem over­mod og selv­foragt, skal va­e­re us­agt her. Sik­kert er det, at nord­ma­end fin­der sig selv in­ter­es­san­te. Vi ta­ler om lan­grend – og­så til ud­la­en­din­ge, som ik­ke er in­ter­es­se­ret i lan­grend.

Den nor­ske vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tur er sel­v­op­ta­get, men hvis den kun hav­de va­e­ret det, var den for­ble­vet et in­dre an­lig­gen­de li­ge­som norsk mu­sik el­ler norsk koge­kunst. Men den nor­ske vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tur er ble­vet en in­ter­na­tio­nal suc­ces. Knaus­gård fejres som en mo­der­ne Proust i USA, i Dan­mark kan den be­la­e­ste sin Espe­dal, og i Tys­kland dyr­kes Jon Fos­se som en ny Ib­sen.

For­fat­te­ren Ja­mes Baldwin sag­de en­gang i et in­ter­view med Li­fe Ma­ga­zi­ne (25. maj 1963): »Du tror, din smer­te og dit smadre­de hjer­te er uden si­destyk­ke i ver­dens­hi­sto­ri­en. Men så la­e­ser du. Det var bø­ger, der la­er­te mig, at de ting, der gjor­de mest ondt, var de sam­me ting, som for­bandt mig med al­le an­dre men­ne­sker, som le­ver nu, som no­gen­sin­de har le­vet.« Det er den­ne er­ken­del­se, som vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­ren in­tro­du­ce­re­de en ny ge­ne­ra­tion for.

Kan det må­ske be­ro på, at Nor­ge i lig­hed med Dan­mark og Sve­ri­ge har lig­get på for­kan­ten af den ve­st­li­ge mo­der­ni­tet, ik­ke mindst hvad an­går in­di­vi­du­a­lis­men? Et sam­fund, hvor men­ne­sket fra top­pen af Maslo­ws be­hovs­py­ra­mi­de kun­ne skue ud over det he­le og i af­smag for 1900-tal­lets for­søg på at ska­be en ny gud ret­te blik­ket in­d­ef­ter og fin­de sva­ret på, hvad det vil si­ge at va­e­re men­ne­ske, ved ae­r­ligt at be­sva­re spørgs­må­let: Hvem er jeg?

Der er og­så et an­det norsk ka­rak­ter­tra­ek, som har gjort det mu­ligt. Lad mig her frem­sa­et­te en pri­vat be­tragt­ning. I en tid­li­ge­re til­va­e­rel­se ar­bej­de­de jeg med eva­lu­e­ring af bi­stand­s­pro­jek­ter. No­get, som al­tid over­rum­p­le­de vo­res sam­ar­bejds­part­ne­re, var nord­ma­en­de­nes skam­lø­se ev­ne til selv­kri­tik – el­ler må­ske ik­ke ba­re ev­ne – fryd er et rig­ti­ge­re ord. Nord­ma­en­de­nes vil­je til skån­sels­løst at dis­se­ke­re de­res egen util­stra­ek­ke­lig­hed for­bløf­fe­de afri­ka­ner­ne.

De fle­ste kul­tu­rer har en vis ka­pa­ci­tet til selv­kri­tik, men få har stør­re ev­ne end nord­ma­en­de­ne til at ny­de det – ik­ke i selv­for­svar som bri­ter­nes selv­for­k­lej­nen­de hu­mor, men som no­get, der af fi­lo­sof­fen Pe­ter Wes­sel Zap­f­fe er ble­vet kaldt en »barsk gla­e­de«. Knaus­gårds Min kamp be­fri­er sig for po­li­tisk kor­rek­t­hed ved at ud­le­ve­re sig fuld­sta­en­dig. Ik­ke no­gen rin­ge be­drift i en tid, hvor klam mora­lis­me kla­e­ber til Ve­stens kul­tur, som tø­jet kla­e­ber ef­ter en ufri­vil­lig svøm­me­tur. Vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­rens gul­dal­der blev kort. Sam­men­brud­det kom i skik­kel­se af Vig­dis Hjort­hs ro­man Arv og mil­jø, hvori hun i et an­fald af te­ra­pi an­kla­ger sin dø­de far for in­cest. For­fat­te­rens sø­ster nø­je­des ik­ke med at ska­e­re ta­en­der som de fle­ste an­dre vir­ke­lig­heds­ro­man­sta­ti­ster, men skrev i ste­det sin egen »ro­man« – Fri vil­je – an­sku­et fra fa­mi­li­ens per­spek­tiv. Og hun ram­te sto­re­søste­rens kri­ti­ker­ro­ste be­ken­del­ses­ro­man så hårdt, at den fik slag­si­de og sank. Den in­ter­na­tio­na­le eks­pert i vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tur Paul Jo­hn Eakin skri­ver i ind­led­nin­gen til Map­ping the Et­hi­cs of Li­fe Wri­ting: »Vir­ke­lig­heds­for­fat­te­re kri­ti­se­res ik­ke kun for at forta­el­le den per­son­li­ge og hi­sto­ri­ske sand­hed, men og­så for at forta­el­le for me­get sand­hed.«

I den na­e­ste ge­ne­ra­tion af nor­ske for­fat­te­re, der de­bu­te­re­de ef­ter 2000, er der kun få, som skri­ver be­ken­del­ses­prosa. Lit­te­ra­tu­ran­mel­de­ren In­grid Økland skri­ver i Af­ten­po­sten (24. sep­tem­ber 2016): »Den ny­ska­ben­de fa­se er for­bi, og vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­ren tru­er med at bry­de sam­men som lit­te­ra­tur, for­di den ind­går i en ja­evn strøm af face­book­op­da­te­rin­ger, dag­bogs­no­ta­ter og sel­v­op­ta­ge­de be­ken­del­ser.« Må­ske. Men det­te re­fe­re­rer jo ik­ke til kun­sten, kun til den emo­tio­nel­le voy­euris­me.

Sa­gen er, at vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­ren led ski­b­brud på det sam­me rev som in­di­vi­du­a­lis­men. For den hår­de sand­hed er, at in­di­vi­det ik­ke er ibo­en­de in­ter­es­sant – det er det liv, vi har le­vet, der gør os in­ter­es­san­te. Det er pro­ble­met med de nor­ske vir­ke­lig­heds­for­fat­te­re: De har ik­ke op­le­vet ret me­get. De tror, de er nøg­ne, når de er ind­hyl­let i lit­te­ra­tur. Det er en in­ver­sion af kej­se­rens nye kla­e­der. Ik­ke »han tror, han har tøj på, men han er nø­gen« – men »han tror, han er nø­gen, men er fuldt på­kla­edt«.

De tror, at kun­sten kan red­de dem, men vik­ler sig i ste­det ind i me­ta­fy­sik­ken, der jo al­tid er for­mind­sken­de. Det er jo po­in­ten med jor­den og gud og alt det der: at ind­se, at der hin­si­des me­ta­fy­sik­ken fin­des en di­rek­te ad­gang til det, som gi­ver bå­de min­dre og me­re. Det for­hol­der sig nok så­dan, at vir­ke­lig­heds­for­fat­ter­ne al­drig kan be­nyt­te sig af Nietzs­ches ud­vej, net­op for­di de øn­sker at skri­ve. Nietzs­ches over­men­ne­ske er over­men­ne­ske, for­di det hol­der op med at gø­re det, som egent­lig er så uhy­re en­kelt: Det hol­der op med at re­flek­te­re over sig selv. Vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­ren op­stod i Nor­ge i det øje­blik, den før­ste ge­ne­ra­tion »oliebørn« blev voks­ne i et land, der pra­e­di­ke­de nøjsom­hed og sam­men­hold, men prak­ti­se­re­de over­flod og in­di­vi­du­a­lis­me. De re­flek­te­re­de over, hvor­for to­le­ran­ce ik­ke fjer­ner skam, og hvor­for de ik­ke var lyk­ke­li­ge­re med al de­res in­di­vi­du­a­lis­me. De søg­te svar i sig selv og fandt dem ik­ke. Ik­ke no­gen rin­ge er­ken­del­se, men hel­ler ik­ke en er­ken­del­se, der op­mun­trer til ef­ter­føl­gel­se. Må­ske er det i vir­ke­lig­he­den vir­ke­lig­heds­lit­te­ra­tu­rens druk­nen­de skrig, øn­sket om at slip­pe fri for sig selv – og ba­re le­ve. Må­ske hav­de nord­ma­en­de­ne sva­ret he­le ti­den, nem­lig at ta­ge på lan­grend.

Over­sat fra norsk af Claus Bech

ILLUSTRATION: LARS VE­GAS

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.