Po­li­tisk lit­te­ra­tur? Lit­te­ra­er politik?

Kan for­fat­te­re sa­et­te sig i an­dres sted? Kan Met­te Fre­de­rik­sen?

Weekendavisen - - Bøger - Af KLAUS ROTHSTEIN

DET har va­e­ret nog­le in­ter­es­san­te uger, hvor det lit­te­ra­e­re og det po­li­ti­ske kryd­se­de hin­an­den på en må­de, som vi sja­el­dent har set, og na­tur­lig­vis – fri­stes man til at si­ge – var det med flygt­nin­ge­kri­sen som sce­ne.

I ons­dags kun­ne In­for­ma­tion forta­el­le, at So­ci­al­de­mo­kra­tiets for­mand, Met­te Fre­de­rik­sen, hav­de budt for­fat­ter Ka­s­par Col­ling Ni­el­sen på en kop kaf­fe og en snak om hans ro­man Det eu­ro­pa­ei­ske for­år, hvor Dan­mark kø­ber lan­d­om­rå­der i Mozam­bique og op­ret­ter en by, hvor­til al­le flygt­nin­ge – og mus­li­mer i al­min­de­lig­hed – bli­ver depor­te­ret. Ro­ma­nen er, si­ger ud­la­en­din­ge­ord­fø­rer Mat­ti­as Tes­faye, den vig­tig­ste po­li­ti­ske ro­man i »man­ge, man­ge år«.

Og det lit­te­ra­e­re flygt­nin­ge­te­ma i dansk politik be­styr­ke­des kun, da Kri­sti­an Hu­steds for­kla­ed­nings­num­mer Va­hid ud­kom i sid­ste uge. En va­skea­eg­te »Gün­ter Wal­lraff« (Kri­sti­an Hu­sted skal op­tra­e­de med den ty­ske un­der cover-spe­ci­a­list på som­me­rens Heart­land­festi­val) var al­le eni­ge om. Men Kri­sti­an Hu­sted var nu ik­ke den før­ste, der rej­ste ind i asyl­sy­ste­met for­kla­edt som flygt­ning. I en me­get ra­di­kal ver­sion af in­fil­tra­tions­jour­na­li­stik­ken drog den ita­li­en­ske repor­ter Fa­brizio Gat­ti mel­lem 2003 og 2007 gen­nem Sa­ha­ra fi­re gan­ge, dels som mi­gran­ten Bilal, dels som men­ne­skes­mug­ler, og blev fa­engs­let på Lam­pe­dusa, for­kla­edt som ira­ker, in­den han slap vi­de­re og ar­bej­de­de som dag­le­jer i de ita­li­en­ske to­mat­plan­ta­ger. Alt det har han skre­vet om i Bilal – Il mio vi­ag­gio da in­fil­tra­to nel merca­to dei nuovi schi­avi (»Bilal – min rej­se som in­fil­tre­ret på de nye sla­vers mar­ked«). Kri­sti­an Hu­steds bog – uden gen­re­be­teg­nel­se, det er sne­digt nok op til os selv, om vi vil la­e­se den som en au­to­fik­tiv »ro­man« el­ler som en »do­ku­men­tar«, men en be­ret­ning er det i hvert fald – del­te van­de­ne blandt de før­ste an­mel­de­re.

Her i avi­sen kald­te Kat­hri­ne Ts­che­me­rin­sky bo­gen tan­ke­va­ek­ken­de, mo­dig og for­fri­sken­de, og In­for­ma­tions Ma­rie Lou­i­se Kjøl­bye skrev at »Va­hid er en ene­stå­en­de do­ku­men­ta­tion af, hvor­dan til­fa­el­det ska­ber ska­eb­ner«. Til gen­ga­eld var Po­li­ti­kens An­ders Je­ri­chow godt og grun­digt in­dig­ne­ret. I en besk, to­hjer­tet an­mel­del­se kri­ti­se­re­de han Kri­sti­an Hu­sted for at gå for me­get op i sin egen ska­eb­ne på be­kost­ning af de au­ten­ti­ske flygt­nin­ges. An­mel­de­ren men­te, at bo­gen er et hi­sto­ri­e­løst og me­nings­løst for­vand­lings­spil.

Me­get pas­sen­de ud­kom Va­hid op til we­e­ken­den, hvor So­ci­al­de­mo­kra­ti­et prok­la­me­re­de sin om­kal­fa­tring af asyl­po­li­tik­ken. I Va­hid sa­et­ter Kri­sti­an Hu­sted spørgs­måls­tegn ved ri­me­lig­he­den i, at men­ne­sker uden le­gi­ti­me be­skyt­tel­ses­be­hov kom­mer her­til og be­la­ster sy­ste­met. Det er det sam­me, som So­ci­al­de­mo­kra­ti­et si­ger, ba­re i et an­det form­s­prog med det åben­bart ob­liga­to­ri­ske bog­stavrim »Ret­fa­er­dig og Re­a­li­stisk« (der er­stat­ter det tid­li­ge­re »Ro­bust og Ret­fa­er­dig«, der var en om­skriv­ning af Ven­stres »Fast og Fair«).

Der­for er det så me­get de­sto ma­er­ke­li­ge­re, at to bor­ger­li­ge de­bat­tø­rer an­gri­ber Kri­sti­an ro­ma­ner, hver­ken af­slø­rer for­fat­te­rens san­de navn el­ler iden­ti­tet, er tan­ken nok, at de små cau­se­ri­er er en må­de at la­de den ita­li­en­ske for­fat­ter ta­ge bry­de­tag med det per­son­li­ge jeg, uden at hun be­hø­ver at af­slø­re det he­le. Og så er spørgs­må­let: Fun­ge­rer klum­men som et fix for dem, der utå­l­mo­digt af­ven­ter hen­des na­e­ste ro­man? Ind­til vi­de­re har tek­ster­ne hand­let om for­fat­te­rens før­ste fo­rel­skel­se, frygt og frygt­løs­hed, og hvor­dan det var en dag­bog, der før­te Fer­ran­te til fik­tio­nen. Det er kort, sødt og lidt for for­sig­tigt, men man kan hå­be, at Fer­ran­te med ti­den fin­der bå­de mo­det og for­men til at gø­re klum­men til sin. kats Hu­steds bog – til­sy­ne­la­den­de uden at ha­ve la­est den.

I Ber­ling­s­kes »Groft sagt«-spal­te hav­de den el­lers be­la­e­ste Hans Hau­ge vag­ten som Fi­ster Løgsovs, og hans ir­ri­ta­tion over­sti­ger den in­ter­es­se for bo­gen, som han nok kun­ne ha­ve mo­bi­li­se­ret som lit­te­ra­tur­for­sker med ind­sigt i for­fat­te­res sel­vi­s­ce­nesa­et­tel­se. Men det skal jo gå hur­tigt i pres­sen, så der er ik­ke al­tid tid til og­så at la­e­se bø­ger­ne, før man me­ner no­get om dem:

»Kri­sti­an Hu­sted fandt i 2015 ud af, at han vil­le spil­le flygt­ning; han lod, som om han var en iransk for­fat­ter ved navn Va­hid. Han tog til Les­bos. Van­dre­de til Dan­mark og kom til sidst til en ned­lagt sko­le med dår­li­ge toilet­for­hold, men det he­le end­te godt. En dag sad Hu­sted i mor­gen-TV, og kan man op­nå stør­re lyk­ke? Han har skre­vet en bog om det. Bo­gen er ik­ke fik­tion, det er Hu­sted. Og det kun­ne han trygt gø­re, for han kun­ne jo blot hol­de op med at le­ge og lø­be hen på en dansk am­bas­sa­de. Ori­gi­nalt er det hel­ler ik­ke. Det er så­ma­end en ef­ter­lig­ning af Ge­or­ge Orwell (der jo hed Eric Blair), som le­ge­de fat­tig i Paris, Lars Saa­bye Chri­sten­sen, Un­ni Lin­dell, An­ne B. Rag­de og Gun­nar Staa­le­sen og ud­sty­ret bo­gen med en for­si­de, der vi­ser en på­ske­kyl­ling klyn­get op på et kors, kom­plet med gen­nem­bo­re­de, blø­de­n­de vin­ger og fød­der. Og­så På­skequiz 2018 har fun­det sit mo­tiv i den krist­ne iko­no­gra­fi; her kom­mer kyl­lin­gen sla­e­ben­de med et stort – nej, ik­ke kors, men spørgs­måls­tegn. Bo­gens un­der­ti­tel er »800 spørgs­mål til he­le fa­mi­li­en«. For­si­der­ne har mødt kri­tik fra den kir­ke­li­ge bog­hand­ler­ka­e­de Vi­vo, og en en­kelt bog­hand­ler har for­talt, at el­ler Gün­ter Wal­lraff, der le­ge­de ga­este­ar­bej­der. Men in­drøm­met: Det er sva­ert at fin­de på no­get nyt at skri­ve om. Og flygt­nin­ge er et po­pu­la­ert em­ne.«

Kri­ste­ligt Dag­blads kom­men­ta­tor Sø­ri­ne Got­fred­sen no­te­re­de, at hun kun hav­de la­est et ud­drag af Va­hid, men al­li­ge­vel fa­el­de­de hun en moralsk dom i for­la­en­gel­se af An­ders Je­ri­chows kri­tik:

»Kan man for­sva­re som en slags op­da­gel­ses­rej­sen­de på fri­bil­let at op­ta­ge plads i et i for­vej­en pres­set asyl­sy­stem og stå og ly­ve over for de men­ne­sker, der prø­ver at få det he­le til at fun­ge­re? Og er det mu­ligt på me­nings­fuld vis at sa­et­te sig i flygt­nin­gens sted, når man ved, at man snart igen sid­der hjem­me i sin lu­ne stue og skri­ver på en for­hå­bent­lig kom­men­de be­st­sel­ler? Det kan vel dår­ligt und­gå at bli­ve til en lidt kun­stig form for iden­ti­fi­ka­tion, og mens man kan an­er­ken­de det mod, der skal til for at ud­sa­et­te sig selv for stra­bad­ser­ne samt ri­si­ko­en for at bli­ve af­slø­ret, er ind­ven­din­ger­ne sva­e­re at neg­li­ge­re.«

Hvis Sø­ri­ne Got­fred­sen nu hav­de la­est Kri­sti­an Hu­steds bog, vil­le hun vi­de, at net­op dis­se spørgs­mål og­så op­ta­ger for­fat­te­ren selv, og at re­flek­sio­ner­ne over moral og an­svar, når han på­ta­ger sig rol­len som falsk flygt­ning, er en del af bo­gens tan­ke­stof og he­le dens ra­i­son d’être.

TIL­BA­GE til Met­te Fre­de­rik­sens lit­te­ra­e­re kaf­fe­mø­de langt fra flygt­nin­ge­be­va­e­gel­ser­nes ho­vedstrøg; der vil­le man ger­ne ha­ve va­e­ret flu­en på va­eg­gen. Det er jo ik­ke hver dag, en top­po­li­ti­ker sø­ger po­li­tisk in­spira­tion i sa­ti­risk sci­en­ce fi­ction. Gad vi­de om So­ci­al­de­mo­kra­tiets for­mand og­så har ser­ve­ret kaf­fe for nog­le af de man­ge for­fat­te­re, der har skre­vet au­to­fik­tiv so­ci­al­re­a­lis­me om om­sorgs­svigt, vold, ud­nyt­tel­se og so­ci­al kon­trol der­u­de i de dan­ske hjem? han ik­ke vil fø­re bo­gen i sin bu­tik. Det kal­der for­la­eg­ger

Arve Juritzen for »en us­a­ed­van­lig hård cen­sur«.

Men hvor­for kom­bi­ne­re

Jesu død og på­ske­kyl­lin­ger? »På­sken i Nor­ge har man­ge sta­er­ke tra­di­tio­ner. Kri­mi­lit­te­ra­tur og kri­sten­tro med kor­set som sym­bol er to af de cen­tra­le, og når vi for­e­ner de to, ram­mer vi man­ges fø­lel­ser af, hvad på­sken står for.« Det for­kla­rer jo me­get: På­sken er ik­ke ba­re af­sa­et­tet for den jø­di­ske exo­dus og den krist­ne frel­ses­hi­sto­rie, men og­så for en sa­er­lig lit­te­ra­er tra­di­tion. Det gi­ver me­ning – ju­stits­mord lig­ger jo ik­ke kri­mi­lit­te­ra­tu­ren fjer­nt. jo­ba

I den­ne uge pra­e­sen­te­re­de Met­te Fre­de­rik­sen So­ci­al­de­mo­kra­tiets nye ud­la­en­din­geud­spil. Har par­ti­for­man­den la­det sig in­spi­re­re af en sa­ti­risk sci­en­ce fi­ction ro­man?

FO­TO: SCAN­PIX

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Klaus Rothstein la­e­se sin ar­ti­kel på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.