AEble­ker­nelan­det

Lands­by­bar­net Her­ta Mül­ler le­ve­de mel­lem to sprog, ru­ma­ensk og tysk. Dét gjor­de hen­de til for­fat­ter.

Weekendavisen - - Bøger - Af JØR­GEN HER­MAN MONRAD

Her­ta Mül­ler: Mit fa­ed­re­land var en ae­ble­ker­ne. Over­sat fra tysk ef­ter »Me­in Va­ter­land war ein Ap­fel­kern« af Kar­sten Sand Iver­sen. 224 si­der. 199,95 kr. Gyl­den­dal.

Hvad gør man se­ne­re i li­vet? Hvad gør man, hvis ens far un­der An­den Ver­denskrig meld­te sig fri­vil­ligt til SS, og hvis man som barn kun kend­te ham som en al­ko­ho­li­se­ret last­vogns­chauf­før, der ved fest­li­ge lej­lig­he­der sang na­zisan­ge med si­ne gam­le sol­da­ter­kam­me­ra­ter? Ja, hvad gør man, hvis ens mor ef­ter kri­gen blev depor­te­ret til en sov­je­tisk ar­bejds­lejr, og hvis man som barn kun kend­te hen­de som en for­knyt og ku­et kvin­de? Hvad gør man, hvis man vok­se­de op i 1950er­ne og 1960er­ne i en lil­le, fat­tig lands­by i den kom­mu­ni­sti­ske dik­ta­tor Ni­co­lae Ceauşescus Ru­ma­e­ni­en? Og hvad gør man, hvis man så en­de­lig, for at fø­je spot til ska­de, til­hør­te lan­dets il­de­se­te tysk­ta­len­de min­dre­tal?

Ja, som den i dag 64-åri­ge No­bel­pris­ta­ger Her­ta Mül­ler forta­el­ler i sam­ta­le­bo­gen Mit fa­ed­re­land var en ae­ble­ker­ne, så »be­ar­bej­der« man sin barn­dom i lit­te­ra­tu­ren. Selv­om man in­gen er­fa­ring har som skri­bent, og selv­om ens ord al­drig vil kun­ne bli­ve trykt i et land, hvor alt, der tryk­kes, er hyk­le­ri­ske lovsan­ge til den eg­o­ma­ne dik­ta­tor, så skri­ver man, mens man er i ty­ver­ne og ar­bej­der som tolk på en stø­jen­de, snav­set ma­sk­in­fa­brik, en slags bog: ik­ke en erin­drings­bog, ik­ke en ro­man med et plot, men deri­mod en langstrakt, drøm­me­ag­tig ly­risk su­i­te af gru­ful­de sce­ner fra en gru­fuld lands­by­barn­dom, ja, af små, brun­bi­t­re sa­et­nin­ger, der drys­ser ud af ens eget og ens fora­el­dres og bedste­fora­el­dres ty­ske bon­de­sprog som små ker­ner fra et stort, or­ma­edt ae­b­le.

OG så sker der, som Her­ta Mül­ler forta­el­ler til den østrig­ske lit­te­rat An­ge­li­ka Klam­mer, i be­gyn­del­sen af 1980er­ne forun­der­ligt nok en dag det, at Lav­nin­ger, som ens bog en­der med at kom­me til at hed­de, al­li­ge­vel bli­ver trykt, end­da i ad­skil­li­ge ver­sio­ner – bå­de af ru­ma­en­ske for­lag, hvor man­ge sa­et­nin­ger slet­tes af hen­syn til cen­su­ren, og af ty­ske for­lag, hvor mindst li­ge så man­ge sa­et­nin­ger slet­tes, for­di nervø­se re­dak­tø­rer fin­der bil­ledspro­get for apar­te. Og Lav­nin­ger, hvis ty­ske ti­tel, Nie­der­un­gen, bå­de får én til at ta­en­ke på »lav­t­lig­gen­de land­ska­ber« og på »for­ned­rel­ser«, bli­ver nu på én gang en stor vel­sig­nel­se og en stor for­ban­del­se. De ty­ske kri­ti­ke­re kal­der, med fuld ret, bo­gen et mester­va­erk, men i Ru­ma­e­ni­en brin­ger den sin un­ge for­fat­ter i sik­ker­hed­s­tje­ne­sten Securi­ta­tes ube­ha­ge­li­ge sø­ge­lys. Hun af­ske­di­ges fra sit ar­bej­de, får sin lej­lig­hed ransa­get og tru­es på li­vet un­der gen­tag­ne for­hør. Og kun li­ge med li­vet i be­hold ud­vi­ses hun til sidst, to år før Mu­rens fald, fra sit fø­de- og fa­ed­re­land.

De ti sam­ta­ler, som Mit fa­ed­re­land var en ae­ble­ker­ne be­står af, bli­ver lidt ef­ter lidt til en slags bi­o­gra­fi. Fra hen­des barn­dom i lands­by­en Nitzky­dorf føl­ger vi Her­ta Mül­ler ind til uni­ver­si­tets- og in­du­stri­by­en i Ti­mişo­a­ra, hvor hun i 1970er­ne, med sto­re per­son­li­ge om­kost­nin­ger, bli­ver en del af et lil­le, sy­stem­kri­tisk mil­jø. Og her­fra føl­ger vi hen­de så un­der hen­des trau­ma­ti­ske ud­rej­se til For­bunds­re­pu­blik­ken Tys­kland, hvor hun nu plud­se­lig an­kla­ges for at va­e­re Ceauşescus agent og for at va­e­re en »re­depi­s­ser«, der til­svi­ner sit fa­ed­re­land i al­min­de­lig­hed og sit eget tysk­ta­len­de ru­ma­en­ske min­dre­tal i sa­er­de­les­hed.

Sam­ta­ler­ne i den frem­ra­gen­de bog dre­jer sig dog langt­fra kun om den »yd­re« livs­rej­se. Nej, An­ge­li­ka Klam­mers nø­je gen­nem­ta­enk­te spørgs­mål sen­der igen og igen Her­ta Mül­ler af sted på »in­dre« rej­ser gen­nem erin­drin­gens og spro­gets sva­le- og kra­ge­over­fløj­ne land­ska­ber. For­fat­te­ren forta­el­ler os om sit ven­skab med den lidt ae­l­dre lands­mand og ly­ri­ker Oskar Pa­sti­or, der li­ge­som hen­des mor som gan­ske ung hav­de til­bragt fle­re år i en sov­je­tisk tvangs­ar­bejds­lejr, og hvis hi­sto­rie hun har for­talt i ro­ma­nen Alt hvad jeg har, ba­e­rer jeg hos mig. For­fat­te­ren vi­ser os sit skri­ve­va­er­k­sted i den lej­lig­hed i Ber­lin, hvor hun nu bor. Overalt på bor­de og i vin­du­eskar­me lig­ger der pa­pir­lap­per med ord og sta­vel­ser, som hun klip­per ud af avi­ser og uge­bla­de og kla­e­ber sam­men til sur­re­a­li­sti­ske ordcol­la­ger med sa­e­re rim a la: »Dagtyv den gav­tyv gav be­syv«.

Men frem for alt vi­ser hun os, hvor­dan det at le­ve med og mel­lem to sprog, det ty­ske og det ru­ma­en­ske, på sam­me tid har va­e­ret klau­stro­fo­bi­sk og na­e­sten umu­ligt og så al­li­ge­vel net­op det, der gjor­de hen­de til for­fat­ter. Lands­by­ens ord­k­nap­pe bon­de­sprog gav hen­de in­gen fri­hed som barn. De kom­mu­ni­sti­ske pro­pa­gan­dasan­ge, hun skul­le syn­ge i sko­len, var ab­sur­de. Men ru­ma­en­ske ta­le­må­der og ord­s­prog blev til po­esi, når hun in­de i sit ho­ved over­sat­te dem til tysk. »Jeg gni­der myn­te,« si­ger ru­ma­e­ne­re, når de slår ti­den ihjel. »Jeg drik­ker di­ne øj­ne af kvarts­glas,« syn­ges der i en ru­ma­ensk ka­er­lig­heds­sang. Og en dag fandt den un­ge Her­ta Mül­ler så selv på et lil­le rim: »Mit fa­ed­re­land var/ en ae­ble­ker­ne man/ strej­fe­de om­kring mel­lem/ segl og stjer­ne.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.