Browns bom­be

Hvis man vil vi­de, hvor­dan 1980er­nes gla­mour og grå­dig­hed i New York for­ud­skik­ke­de alt det, der sker i USA i dag, skal man blot la­e­se Ti­na Browns dag­bø­ger fra Va­ni­ty Fair.

Weekendavisen - - Bøger - Af MIK­KEL BRUUN ZANGENBERG

Ti­na Brown: The Va­ni­ty Fair Di­a­ri­es, 19831992. 436 si­der. 249,95 kr. på saxo.com. Wei­den­feld and Ni­col­son.

en 10. de­cem­ber 1991 skri­ver den le­gen­da­ri­ske re­dak­tør og me­di­e­kvin­de Ti­na Brown i sin dag­bog, at en af hen­des top­skri­ben­ter, Ma­rie Bren­ner, til en gal­la­mid­dag ma­er­ker no­get koldt og vå­dt skyl­le ned ad ryg­gen. Halvt cho­ke­ret la­der Bren­ner først som in­gen­ting, men da de an­dre om­kring bor­det rå­ber op, ven­der hun sig om og ser – in­gen an­den end Do­nald Trump spa­e­ne va­ek: »Hun så hans vel­kend­te El­vis-toupé i fuld ga­l­op tva­ers hen over Krystalsa­len. Det lu­ske­de, vrant­ne pat­te­barn var ty­de­lig­vis sta­dig ra­sen­de over hen­des at­ten­tat i VF for over et år si­den og hav­de ta­get et glas vin (…) og tømt det ned ad hen­des ryg! Hvil­ken kujon! Han hav­de ik­ke en­gang mo­det til at kon­fron­te­re hen­de an­sigt til an­sigt.«

Browns dag­bø­ger fra ti­den som re­dak­tør for det mon­da­e­ne må­neds­ma­ga­sin Va­ni­ty Fair lø­ber fra 1983 til 1992 og er spr­ud­len­de,

Dra­sen­de og of­te over­ra­sken­de un­der­hol­den­de – men hvor­for in­ter­es­se­re sig for en na­e­sten ab­surd pri­vil­e­ge­ret, Hil­lary Cl­in­ton-ag­tig kvin­des 30 år gam­le dag­bø­ger fra ti­den på top­pen af det ame­ri­kan­ske me­die-jet­set? År­sa­ger­ne ho­ber sig op. Bri­ten Brown er en vi­dun­der­lig, skarp og ek­stremt velskri­ven­de pen og re­dak­tør; der er en grund til, at den blåø­je­de bri­te, der som 29-årig ind­t­og Va­ni­ty Fair, kun­ne til­tra­ek­ke al­le USAs kvik­ke­ste skri­ben­ter, på få år ha­e­ve­de op­la­get fra 250.000 til 1,25 mil­li­o­ner og si­den ind­t­og pre­sti­ge­ma­ga­si­net The New Yor­ker. Og så er der det, at Brown mød­te el­ler ar­bej­de­de sam­men med al­le, som i AL­LE, der over­ho­ve­det var no­gen el­ler no­get: Jo­an Di­dion, An­nie Lei­bovitz, Hel­mut Newton, Tom Wol­fe, Phi­lip Ro­th, Sus­an Son­tag, Ro­nald og Nan­cy Re­a­gan, Al Pa­ci­no, Hen­ry Kis­sin­ger, Ari­an­na Huf­fing­ton, Cal­vin Kle­in, prin­ses­se Di­a­na, etc. etc. – den nav­nedrop­pen­de li­ste kun­ne fort­sa­et­te i me­get lang tid. Og det vil­le let va­e­re for­fa­er­de­ligt ke­de­ligt, hvis alt­så ik­ke Brown me­stre­de den kor­te, sa­ti­ri­ske skit­se og har en her­lig sans for ba­rok­ke el­ler gak­ke­de si­tu­a­tio­ner, som den med lu­ske­buk­sen Trump, der selv­føl­ge­lig al­le­re­de den­gang var en pa­te­tisk, miso­gyn ta­ber. Ud over at ar­bej­de som en be­sat går Brown kon­stant til mid­da­ge og re­cep­tio­ner, men hun drik­ker al­drig og har en hukom­mel­se som en ele­fant – det re­sul­te­rer i man­ge fil­misk li­v­ag­ti­ge di­a­lo­ger. En­de­lig er Browns dag­bø­ger en fa­sci­ne­ren­de in­si­der-be­ret­ning om, hvor­dan en kvin­de går ind i det bruta­le og in­tri­gan­te magtspil på top­pen af USAs me­di­e­ver­den; det skor­ter ik­ke på mand­li­ge ri­va­ler, der la­en­ges ef­ter at stik­ke en kniv i ryg­gen på hen­de, og ej hel­ler på run­gen­de lat­ter fra ned­la­den­de, mand­li­ge kol­le­ger, der kon­se­kvent om­ta­ler hen­des for­mi­dab­le suc­ces med Va­ni­ty Fair som ud­tryk for, at hun har skabt »buzz« om ma­ga­si­net. Det ord vil­le de al­drig ha­ve brugt så ved­hol­den­de, be­ma­er­ker Brown et sted tørt, hvis hun hav­de va­e­ret en mand. Me­dri­ven­de er der­for be­ret­nin­gen om, hvor­dan hun ved en blan­ding af held, is i ma­ven og stor snuhed langt om la­en­ge får for­hand­let en løn hjem, som er på ni­veau med mid­del­må­di­ge mand­li­ge kol­le­gers – pen­ge var der vist nok af; det svim­ler for en dansk skri­bent, når hun i for­bi­far­ten na­ev­ner, at VF be­tal­te, hvad der sva­rer til 150.000 dan­ske nu­tids­kro­ner for vis­se ar­tik­ler. Det var, før Goog­le og Face­book støv­su­ge­de an­non­ce­mar­ke­det ...

Ti­na Brown er ik­ke fi­lo­sof, men hen­des dag­bogs­op­teg­nel­ser om 1980er­nes grå­dig­hed, gla­mour og ånd­lø­se jagt på sta­dig fle­re pen­ge og me­re magt kan la­e­ses som en tan­ke­va­ek­ken­de be­skri­vel­se af alt det, der fulg­te ef­ter: fi­nanskri­sen i 2008 og val­get af Trump i 2016. Li­ge­som Va­ni­ty Fair var det den­gang, er Browns dag­bø­ger en gli­tren­de og bril­lant kom­bi­na­tion af slad­der og god jour­na­li­stik fra den po­li­ti­ske og kul­tu­rel­le eli­tes ab­so­lut­te top. Hvis man kan li­de den slags el­ler na­e­rer fe­mi­drøm­me om en­gang at over­ta­ge den dan­ske me­die- og kul­tur­ver­den, er The Va­ni­ty Fair Di­a­ri­es et ab­so­lut must.

Browns dag­bø­ger (...) er spr­ud­len­de, ra­sen­de og of­te over­ra­sken­de un­der­hol­den­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.