Ka­te­go­risk ka­rak­ter­løs­hed

Liv Sej­r­bo Lidegaard skri­ver med in­si­ste­ren­de flim­ren om at in­si­ste­re sig flim­ren­de gen­nem ek­si­sten­sen.

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUK­DA­HL

Liv Sej­r­bo Lidegaard: Vi er her. 88 si­der. 199,95 kr. Gyl­den­dal.

eg kan bli­ve helt des­pe­rat over at la­e­se en digtsam­ling som Liv Sej­r­bo Li­de­gaards nr. to, Vi er her, for­di jeg sag­tens kan bli­ve så­dan mildt, men ge­nu­int sym­pa­tisk stemt over for det en­kel­te digt: Her er sør­me et til digt, der er et ab­so­lut OK digt, et fint og føl­somt digt, jo tak. Men til gen­ga­eld har jeg og­så straks glemt det, når jeg la­e­ser det na­e­ste glim­ren­de, men forg­lem­me­li­ge digt, som jeg igen glem­mer til for­del for det na­e­ste igen og så vi­de­re. Og når jeg er fa­er­dig med bo­gen, kan jeg in­tet en­kelt­digt hu­ske, og hvad va­er­re er: Jeg har og­så sva­ert ved at hu­ske bo­gen som hel­hed – for an­det end den­ne im­plo­si­ve vil­je til forg­lem­me­lig­hed. Dér hvor ir­ri­ta­tion af­lø­ser des­pe­ra­tion, er

Jne­top i mi­stan­ken om, at det er med vil­je, dig­te­ne ik­ke gør ind­tryk, at de helt be­vidst na­eg­ter sig pra­eg­nant, ka­rak­ter­fuldt ud­tryk. Det kan godt va­e­re, dig­te­ren slet ik­ke er i stand til at ud­tryk­ke sig med pra­eg­nans og ka­rak­ter, for slet ik­ke at ta­le om ex­cen­tri­ci­tet, men det har hver­ken hun selv el­ler la­e­se­ren mu­lig­hed for at få for­nem­mel­se af, når po­e­tik­ken strengt fo­re­skri­ver at gø­re så lidt og så ano­nymt va­e­sen af sig som mu­ligt. Mis­for­stå mig ret: Jeg ta­ler ik­ke om det højtrå­ben­de ver­sus det ty­ste, der kan va­e­re mas­ser af per­son­lig­hed og sti­lig­hed i tyst­hed. Jeg ta­ler om det sprog­ligt, ener­gi- og to­ne­falds­ma­es­sigt sel­vud­s­let­ten­de midt i en alt an­det li­ge ta­lent­fuld skrift. Alt er hver­ken li­ge el­ler ska­evt, men ba­re så­dan vel­ord­net flim­ren­de.

Po­e­tik­ken, ta­en­ker jeg, er be­grun­det i en sund skep­sis over for sa­ed­van­ligt skry­den­de, po­e­tisk (og po­li­tisk) ego­cen­tri­ci­tet; der­for er der og­så fle­re vi­er end je­ger i bo­gen, vi­er, der skif­te­vis og på sam­me tid kan op­fat­tes som ka­er­lig­heds­duo, ven­ne­flok, ge­ne­ra­tions­fa­el­les­skab, men­ne­ske­hed. Men hvor­for skal det vi med (bli­de­ste) vold og magt frem­stå helt gråt mo­no­lo­gisk, når det kun­ne ha­ve age­ret helt kulørt fler­stem­migt? Her et fint, fint, fi­no vi-digt:

»en gam­ling på ba­en­ken () glip­per med øj­ne­ne mod ly­set/ trev­let og la­engsels­fuld () hund­e­ne glam­mer i da­len// de va­ek­ker hin­an­den () hol­der hin­an­den våg­ne/ som vi hol­der os våg­ne med den her sang// de me­get tom­me øjen­hu­ler/ i kra­ni­et der smi­ler fra jor­den/ de små re­ster af blod mel­lem dets ta­en­der«.

Je­get og vi­et trans­por­te­rer sig med for­skel­lig grad af kon­kret og na­er­sy­net fo­kus rundt i en hel del na­tur og lidt min­dre by og for­styr­res af bå­de fo­rel­skel­se i en »hun« og be­kym­ring for sam­fun­det. Og selv­føl­ge­lig ka­ri­ke­rer jeg og­så flim­me­ret for hårdt her: Der er fak­tisk dig­te, jeg hu­sker, og isa­er nog­le af fo­rel­skel­ses­dig­te­ne, der li­ge pra­e­cis får de­res hen­ryk­kel­se til at ryk­ke ma­er­k­bart sort på hvidt. For ek­sem­pel det­te for­fa­er­de­ligt sø­de et – men plea­se, an­nul­ler din po­esi min­dre, Liv:

»hun si­ger hun ger­ne vil an­nul­le­re sig selv/ jeg la­eg­ger dy­nen ta­et­te­re om­kring hen­de/ prø­ver li­ge­som at ind­fan­ge hen­de i den dy­ne/ bi­der hen­de, si­ger så­dan/ så kan du ma­er­ke du ik­ke er in­gen­ting«.

Dér hvor ir­ri­ta­tion a øser des­pe­ra­tion, er net­op i mi­stan­ken om, at det er med vil­je, dig­te­ne ik­ke gør ind­tryk.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.