For­fat­ter, spi­nat­fugl, ban­ge­buks

Hvor­for er der så få for­fat­te­re, der an­mel­der? Og hvor­for er der ik­ke fle­re an­mel­de­re, der skri­ver bø­ger?

Weekendavisen - - Bøger - Af LINEA MAJA ERNST

HVOR­FOR er der mon ik­ke fle­re for­fat­te­re, der an­mel­der? Det vir­ker så op­lagt, at de hånd­va­er­ke­re og kunst­ne­re, som til dag­lig har fat i lit­te­ra­tu­ren (i den blø­de, end­nu ufa­er­di­ge lit­te­ra­tur, end­da, og ik­ke kun de fa­er­di­ge, hår­de bog­pak­ker, som an­mel­de­ren har med at gø­re), un­der­sø­ger og skri­ver om an­dres bø­ger. Der er selv­føl­ge­lig pra­eg­ti­ge und­ta­gel­ser, men de er dog und­ta­gel­ser, der be­kra­ef­ter reg­len. Det er gan­ske få skik­kel­ser, der ta­ler bå­de kri­tik­kens og skøn­lit­te­ra­tu­rens sprog fly­den­de, og hvori be­står egent­lig for­skel­len? Mang­len på dig­ter­kri­ti­ke­re skyl­des bå­de tra­di­tion, øko­no­mi og nog­le me­re uld­ne, so­ci­a­le hen­syn. I de dan­ske avi­ser har vi aka­de­mi­ker­kri­ti­ke­re. Det gi­ver og­så øko­no­misk me­ning, da hine aka­de­mi­ke­re of­te har fuld­tidsjob og skri­ver an­mel­del­ser ved si­den af, ef­ter­som kri­ti­ker sja­el­dent er en fast fuld­tids­stil­ling. At va­e­re for­fat­ter­kri­ti­ker vil­le des­u­den med­fø­re at skul­le navi­ge­re i et ui­gen­nem­sku­e­ligt, be­sva­er­ligt so­ci­alt fnid­der, i en dob­bel­trol­le som kri­ti­ker og for­fat­ter blandt kol­le­ga­er, for­fat­ter­sko­le­klas­se­kam­me­ra­ter, in­den for »mil­jø­et«. Som kri­ti­ker får man he­le ti­den be­skid­te ha­en­der og er nødt til at me­ne no­get of­fent­ligt om an­dres skrift, som man ud­ma­er­ket ved, hvor sår­bar er. Og man har kun et par da­ge til at for­mu­le­re en døm­me­syg tekst, som man ved vil­le bli­ve bed­re af et par ugers ef­tertan­ke. For­fat­ter Lea Løp­pent­hin si­ger på Face­book, at hun egent­lig ger­ne vil­le an­mel­de, »men så helst kun ge­nud­gi­vel­ser og over­sa­et­tel­ser fra me­get fjer­ne lan­de, det an­det får man pa­ra­noia af, når man selv skri­ver skøn­lit­te­ra­tur«.

Der er og­så no­get per­son­ligt, et be­sva­er med at be­va­re sin ska­ben­de skrift, mens man vaen­ner sig til at ta­en­ke kri­tisk; for­fat­ter Ni­els Lyngsø for­kla­rer, hvor­for han holdt op med at an­mel­de: »Jeg fandt det ufor­e­ne­ligt med øn­sket om selv at skri­ve. Én ting er tid. Det ta­ger tid at bli­ve god til no­get, og man (el­ler i hvert fald: jeg) kan ik­ke nå at bli­ve god til sa­er­lig man­ge ting på et en­kelt liv. Så jeg måt­te va­el­ge (det var til gen­ga­eld ik­ke så sva­ert). En an­den ting er be­vidst­hed. Som kri­ti­ker ud­vik­ler man den ana­ly­ti­ske og vur­de­ren­de del af be­vidst­he­den, og selv om selv­kri­tik kan va­e­re gavn­ligt, og­så for for­fat­te­re, op­le­ve­de jeg at jeg i alt for høj grad tog det ana­ly­ti­ske og isa­er vur­de­ren­de blik med over i skri­ve­ri­et. Og at det blev en ha­em­sko.«

For­fat­ter Ka­s­par Col­ling Ni­el­sen gi­ver en gan­ske kort be­grun­del­se: »Jeg sy­nes, det gi­ver for få mo­ne­ter.«

OG om­vendt: Hvor­dan kan det mon va­e­re, at der ik­ke er fle­re an­mel­de­re, der skri­ver bø­ger, når de nu er så ut­ro­ligt klo­ge på, hvor­dan det skal gø­res? Mi­ne eg­ne grun­de er jeg pin­ligt be­vidst om:

For­di det er ab­so­lut øde­la­eg­gen­de for ens spa­e­de (men ak, fol­ke­sko­le­gam­le) drøm om at skri­ve en bog, at man kon­stant er neds­un­ket i en strøm af sinds­sygt go­de el­ler sinds­sygt dår­li­ge va­er­ker. (Jeg no­te­rer med må­ben­de mis­un­del­se, at mi­ne an­mel­der­kol­le­ga­er og åben­bart over­men­ne­sker, Leo­nora Chri­sti­na Skov og Lars Buk­da­hl, beg­ge har ud­gi­vet bø­ger den­ne ja­nu­ar).

For­di det kan gå hen og bli­ve pin­ligt og mis­lyk­ket. Som så me­get an­det, man ik­ke tør. Jeg har fru­stre­ren­de man­ge ven­ner og be­kend­te, som har ud­gi­vet bø­ger, og det er mindst ti år si­den, de al­le sam­men gik på skri­ve­kur­sus på Te­strup Højsko­le og fik af­løb for de­res kik­se­de be­gyn­der-po­esi i et be­skyt­tet mil­jø. Jeg kyl­ling, deri­mod, fryg­ter, at der er ti års yd­my­gen­de, for­sin­ket stu­den­ti­kos skrift i mig, der må dra­e­nes, før der even­tu­elt kom­mer no­get ud­hol­de­ligt ud.

For­di man som an­mel­der ik­ke ud­kom­mer som sød og ukendt de­butant, men med en sky­de­ski­ve på bry­stet (som ved blod­ba­det i for­bin­del­se med Hen­rik Da­hls ro­man i 2013, NT – en for­stad­stra­ge­die).

For­di en mas­se klo­ge men­ne­sker, der har an­meldt og skre­vet bø­ger i man­ge år, har sagt til mig med én mund: Lad for alt i ver­den va­e­re med at skri­ve, med­min­dre du ab­so­lut ik­ke kan la­de va­e­re! (Men hm, ga­el­der det mon vir­ke­lig og­så, når man i helt kro­nisk for­stand er en neu­ro­tisk ban­ge­buks, der i ud­gangs­punk­tet er ban­ge for al­ting?)

KAN man over­ho­ve­det til­la­de sig at an­mel­de, når man ik­ke selv kan/tør skri­ve en bog, kun­ne man spør­ge. Med en lånt ana­lo­gi fra mit kri­ti­ke­ri­dol, In­for­ma­tions Lo­ne Ni­ko­la­j­sen, må jeg in­si­ste­re på, at det er li­ge­som at se fod­bold. Man kun­ne helt af­gjort ik­ke gø­re det bed­re selv end spil­ler­ne på sit ynd­lings­hold. Men man har dog en ri­me­lig klar (skråsik­ker?) for­nem­mel­se af, hvad de bur­de gø­re an­der­le­des for at vin­de. Den her hu­le bed­re­vi­den­hed er egent­lig en sorg; ba­re for­di man for­står no­get i te­o­ri­en – hvad gør en bog god? – er det ik­ke ens­be­ty­den­de med, at man kan ska­be lit­te­ra­er kva­li­tet i prak­sis. Det er den kon­stan­te, go­dar­te­de yd­my­gel­se, man må le­ve med som an­mel­der. At man ik­ke selv kan ska­be det, man er an­sat til at pil­le fra hin­an­den. Jeg ved, at avis­skrift og lit­te­ra­er skrift er to helt for­skel­li­ge ting – men jeg ved ik­ke, hvor­dan man skif­ter gear (gy­se­lig me­ta­for, be­kla­ger) mel­lem dem. Avis­skrift skal helst va­e­re di­dak­tisk, hja­el­pe la­e­se­ren ned i sto­len, ven­ligt op­ly­se om ar­tik­lens em­ne; lit­te­ra­er skrift skal ger­ne va­e­re åben, fler­ty­dig, fuld af tom­me plad­ser. Avis­skrif­ten er den­nesi­dig, po­esi­en er magisk. Men hvor­dan man får ad­gang til magiskrif­ten, er der end­nu in­gen for­fat­te­re, an­mel­de­re el­ler bø­ger, der har kun­net for­kla­re mig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.