Kunst­greb.

Ar­ten op­stod må­ske i 1995 i et tysk akva­ri­um. I dag er det en in­va­siv art, som bre­der sig i Eu­ro­pa, Ja­pan og på Ma­da­ga­skar isa­er.

Weekendavisen - - Ideer - Af HEN­RIK PRAETORIUS

Skabt i et akva­ri­um, in­va­siv i na­tu­ren.

Hi­sto­ren om mar­mor­kreb­s­en er en zoo­lo­gisk gy­ser. Ar­ten er højst sand­syn­ligt op­stå­et i fan­gen­skab – mu­lig­vis i et pri­vat akva­ri­um i Tys­kland. På min­dre end 20 år har den bredt sig som in­va­siv art i Eu­ro­pa, Ja­pan og ik­ke mindst på Ma­da­ga­skar, hvor lan­dets vå­d­om­rå­der myl­drer med mar­mor­krebs. En kort­la­eg­ning af mar­mor­kreb­s­ens ge­ner, of­fent­lig­gjort i Na­tu­re en­viron­ment & evo­lu­tion i den­ne uge af blandt an­dre pro­fes­sor Frank Ly­ko fra Deut­sches Krebs­fors­chungszen­trum i Hei­del­berg, brin­ger nye spor i sa­gen om den lil­le in­va­si­ve art, som har få­et det lat­in­ske navn Pro­cam­barus vir­gi­na­lis.

Året var 1995, og i ty­ske akva­ri­e­bu­tik­ker blev et nyt dyr sat til salg: en lil­le ti­be­net krebs med mar­more­ret teg­ning. Mar­mor­kreb­s­en, som den blev døbt, så ud til at tri­ves un­der de sna­ev­re for­hold mel­lem akva­ri­ets glas­si­der. Den for­me­re­de sig lystigt.

In­gen in­den for akva­ri­e­hob­by­en vid­ste, hvad den vi­den­ska­be­li­ge be­teg­nel­se for dy­ret egent­lig var, el­ler hvor i na­tu­ren den kom fra. Der blev ga­et­tet på, at den nok stam­me­de fra Sy­da­me­ri­ka. El­ler må­ske Au­stra­li­en. El­ler Asi­en. Der var hel­ler in­gen, der kun­ne forta­el­le, hvor­dan ty­ske akva­ri­e­for­ret­nin­ger hav­de få­et fat i det lil­le hum­mer­lig­nen­de dyr. Med si­ne ot­te cen­ti­me­ter solg­te den po­pu­la­e­re krebs godt. Den var de­ko­ra­tiv. Nem at hol­de. Alt var i skøn­ne­ste or­den. Så be­gynd­te mysti­ske be­ret­nin­ger at duk­ke op fra akva­ri­ster­ne. Mar­mor­kreb­s­en fik un­ger, selv om den gik et helt liv ale­ne i akva­ri­et, hed det sig. Tons­vis af un­ger. Okay. Der er el­lers in­gen an­dre ti­be­ne­de krebs, der er kendt for at kun­ne få un­ger uden han­ner. Hver­ken hum­me­re, flod­krebs el­ler re­jer. En­tu­si­a­sti­ske akva­ri­ster er of­te nys­ger­ri­ge men­ne­sker. For at få me­re at vi­de om dy­rets bi­o­lo­gi kon­tak­te­de de kreb­s­e­eks­per­ter ved uni­ver­si­te­ter i Hei­del­berg og Ber­lin. Men vi­den­ska­ben måt­te mel­de pas. I zoo­lo­gi­en var mar­mor­krebs en ukendt, ube­skre­vet art. Uni­ver­si­tets­fol­ke­ne hav­de sim­pelt­hen in­gen anel­se om, hvad der var op og ned i de man­ge ryg­ter om det lil­le krebs­dyr. Så hev man dy­ret ind i la­bo­ra­to­ri­et.

Tre år se­ne­re kun­ne Ger­hard Scholz og kol­le­ger fra Hum­boldt-Uni­ver­sität zu Ber­lin ef­ter en se­rie for­søg med mar­mor­krebs of­fent­lig­gø­re de­res foru­ro­li­gen­de re­sul­ta­ter i tids­skrif­tet Na­tu­re. Mar­mor­kreb­s­en var en helt ny art, der ned­stam­me­de fra sumpkreb­s­en, der le­ver i Fl­o­ri­da i det øst­li­ge USA. Re­sul­ta­ter­ne fra la­bo­ra­to­ri­et vi­ste, at den nye krebs kun­ne ud­gø­re en al­vor­lig trus­sel for eu­ro­pa­ei­sk øko­lo­gi.

Ik­ke kun for­di de små dyr med klosak­se ba­e­rer syg­dom­skim, der kan ud­s­let­te lo­ka­le, eu­ro­pa­ei­ske ar­ter, men og­så for­di det lil­le krebs­dyr var us­a­ed­van­ligt fer­tilt. Mens et hold aeg kla­ek­ke­de, var den na­e­ste sen­ding be­frug­te­de aeg al­le­re­de på vej i dy­rets kønsor­ga­ner. Og mar­mor­krebs er al­le hunner, der for­plan­ter sig uden han­ner ved par­teno­ge­ne­se.

Alt i alt be­ty­der det, at et en­kelt dyr, sat ud i en grøft i Tys­kland, vil­le kun­ne bre­de sig til he­le Eu­ro­pa, ad­va­re­de Ger­hard Scholtz og hans kol­le­ger.

PAR­TENO­GE­NE­SE hed­der på dansk jom­fru­fød­sel. Ja, jom­fru­fød­sel i stil med, hvor­dan Jesus og Darth Va­der fra Star Wars an­gi­ve­ligt kom til ver­den. Blot med den for­skel, at i bi­o­lo­gi­en fø­rer jom­fru­føds­ler al­tid til hunner, al­drig han­ner. Par­teno­ge­ne­se er en bi­o­lo­gisk ko­pi­ma­ski­ne. Af­kom­met ba­e­rer en tro ko­pi af mo­de­rens ar­ve­ma­te­ri­a­le. Hun­dy­ret ska­ber et sandt myl­der af sig selv.

»Ved nor­mal, køn­net for­me­ring dan­ner hunnen et aeg ved at spal­te en cel­le i to og de­le ar­ve­ma­te­ri­a­let. Det be­ty­der, at hvert aeg får halv­de­len af hen­des ar­ve­ma­te­ri­a­le. Han­nens sa­ed til­fø­jer så end­nu en halv­del ved be­frugt­nin­gen. Men når mar­mor­kreb­s­en ud­vik­ler et aeg, bli­ver ar­ve­ma­te­ri­a­let ik­ke delt. AEg­cel­len mod­ta­ger i ste­det he­le hen­des genom og er i stand til at ud­vik­le sig til et fa­er­digt fo­ster uden be­frugt­ning,« for­kla­rer pro­fes­sor Frank Ly­ko fra Deut­sches Krebs­fors­chungszen­trum i Hei­del­berg.

De pe­s­si­mi­sti­ske vars­ler fra 2003 kom til at hol­de me­re end stik. Kun seks år se­ne­re var mar­mor­kreb­s­en und­slup­pet til ty­ske vand­løb, og på øen Ma­da­ga­skar, øst for Afri­ka, var det gå­et helt galt. Her hav­de ar­ten vist sig at va­e­re over­or­dent­lig in­va­siv. Si­den­hen er dy­ret og­så fan­get i vand­løb i an­dre eu­ro­pa­ei­ske lan­de og i Ja­pan. Mar­mor­kreb­s­en ser end­da ud til at va­e­re end­nu me­re le­ve­dyg­tig, end ar­bej­det fra 2003 ty­de­de på. For­kla­rin­gen frem­går af den­ne uges ud­gi­vel­se af Frank Ly­ko og kol­le­ger, hvor mar­mor­kreb­s­ens ar­ve­ma­te­ri­a­le er ble­vet kort­lagt. »Na­e­sten al­le dyr har to sa­et kro­mo­so­mer, men mar­mor­kreb­s­en har tre. Det gi­ver den en ra­ek­ke for­de­le. For når den er po­lyploid – som det hed­der, når et dyr har fle­re sa­et kro­mo­so­mer end to – vok­ser den hur­ti­ge­re. Den bli­ver stør­re. Og den la­eg­ger dob­belt så man­ge aeg. Det ken­der man fak­tisk og­så fra an­dre dyr – det er li­ge­frem et tri­ck, der bru­ges til pro­duk­tions­dyr: Jo fle­re sa­et kro­mo­so­mer, et dyr har, jo stør­re og me­re kød­fuldt bli­ver det. Det er va­el­dig po­pu­la­ert in­den for østers-avl. Men så er dy­re­ne ger­ne ste­ri­le. Det er ik­ke sket for mar­mor­kreb­s­en,« un­der­stre­ger pro­fes­sor Frank Ly­ko. »En an­den vig­tig pointe er, at det tred­je sa­et kro­mo­so­mer li­ge­frem er 0,5 pro­cent for­skel­ligt fra de to før­ste. Det er en us­a­ed­van­lig stor for­skel i én og sam­me or­ga­nis­me. Og det be­ty­der, at mar­mor­kreb­s­en på en må­de har to for­skel­li­ge ud­ga­ver af al­le si­ne ge­ner. Den va­ri­a­tion, tror vi, sa­et­ter den i stand til at kla­re sig i så­vel Eu­ro­pa som på Ma­da­ga­skar,« fort­sa­et­ter pro­fes­soren.

DE sto­re for­skel­le mel­lem dy­rets kro­mo­s­omsa­et gi­ver og­så et so­lidt praj om, hvor­dan kreb­s­en er op­stå­et. Den ge­ne­ti­ske va­ri­a­tion mel­lem kro­mo­so­mer­ne ty­der nem­lig på, at mar­mor­kreb­s­en er ble­vet til, ved at en han og en hun fra po­pu­la­tio­ner af sumpkrebs, der i na­tu­ren har le­vet fuld­sta­en­dig ad­skilt, er ble­vet bragt sam­men kun­stigt. »Vi for­moder, mar­mor­kreb­s­en er op­stå­et i et akva­ri­um. Man har fulgt spo­ret til­ba­ge til den før­ste ejer af mar­mor­krebs. Det vi­ste sig at va­e­re en in­sek­tin­ter­es­se­ret, der på en han­dels­mes­se i Tys­kland i 1995 bli­ver til­budt en pla­sti­cpo­se med krebs af sin fa­ste in­sekt­le­ve­ran­dør. Man­den har be­søgt mig her på mit kon­tor. Han for­tal­te os, at han tog kreb­s­e­ne med hjem og sat­te dem i sit akva­ri­um. Et år ef­ter myl­dre­de det med dyr, så han be­gynd­te at de­le ud af dem. Men vi ved selv­føl­ge­lig ik­ke, om det var sumpkrebs fra Fl­o­ri­da, der var i po­sen. El­ler om der al­le­re­de var en par­teno­ge­ne­tisk mar­mor­krebs i den po­se, han tog med hjem fra mes­sen,« si­ger Frank Ly­ko.

I USA kan lyst­fi­ske­re man­ge ste­der kø­be krebs som le­ven­de mad­ding. En sa­el­ger kan sag­tens ha­ve krebs gå­en­de, som kan va­e­re fan­get vidt for­skel­li­ge ste­der i na­tu­ren. Det kan alt­så va­e­re i så­dan en tank med le­ven­de fo­der, den før­ste mar­mor­krebs kom til ver­den. I så fald var det mar­mor­krebs, der var i po­sen på in­sek­t­mes­sen. Men så bur­de man kun­ne fin­de mar­mor­krebs i Fl­o­ri­da. Og det har bi­o­lo­ger ik­ke.

Ly­ko og kol­le­ger har ta­enkt sig at føl­ge spo­ret til en­de gen­nem fel­t­ar­bej­de. De ta­ger til Fl­o­ri­da for at fan­ge sumpkrebs og be­stem­me dem ge­ne­tisk. Der­med vil de kun­ne kort­la­eg­ge, hvor fora­el­dre­ne til den før­ste mar­mor­krebs blev ind­fan­get. Og så lø­ser de må­ske gå­den om det­te bi­o­lo­gi­ske ka­e­le­dyrs­mon­ster. Men det aen­drer selv­føl­ge­lig ik­ke på, at den in­va­si­ve art nu slår sig løs i Eu­ro­pa og Ja­pan og tri­ves over­or­dent­lig godt på Ma­da­ga­skar. Hvor­dan vil den bre­de sig frem­over?

»Vi har brug for et par hår­de vin­tre for at se, om ar­ten vir­ke­lig har etab­le­ret sig i Eu­ro­pa. Men på Ma­da­ga­skar ny­der den ty­de­lig­vis det var­me kli­ma,« kon­sta­te­rer Ger­hard Schultz. »På Ma­da­ga­skar er bi­o­lo­ger selv­føl­ge­lig be­kym­re­de over ud­vik­lin­gen. Men den lo­ka­le, fat­ti­ge be­folk­ning, tror jeg, er gla­de for mar­mor­kreb­s­en. Børn hol­der dem som ka­e­le­dyr. Og på mar­ke­der kan man kø­be dem bå­de rå, steg­te og kog­te. Må­ske er det en af grun­de­ne til, at den bre­der sig så hur­tigt. At den li­ge­frem er en po­pu­la­er fø­de­va­re og bli­ver sat ud af lo­ka­le av­le­re,« ga­et­ter Frank Ly­ko.

»Na­e­sten al­le dyr har to sa­et kro­mo­so­mer, men mar­mor­kreb­s­en har tre. Det gi­ver den en ra­ek­ke for­de­le.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.