Pixar over­går sig selv

Pixars nye ani­ma­tions­film er en af de bed­ste i stu­di­ets hi­sto­rie. Den­ne gang er even­ty­ret me­xi­cansk.

Weekendavisen - - Faktisk - Af BO GRE­EN JEN­SEN

BOG

Der er død­nin­ge­ho­ve­der af suk­ker, og bør­ne­ne bli­ver kla­edt ud som ske­let­ter, når man i Me­xi­co fejrer De Dø­des Dag. Det sker hvert år den 1. novem­ber og sva­rer lidt – fak­tisk me­get – til vo­res Hal­lowe­en.

I Me­xi­co er det da­gen, hvor man hu­sker de dø­de og fejrer fa­mi­li­en. Der er blom­ster, mu­sik og fyr­va­er­ke­ri. Skønt ske­letdrag­ter­ne vir­ker ma­ka­bre, er De Dø­des Dag alt­så ik­ke en gy­ser­ud­ga­ve af fa­stelavn. Det er en hel­lig, høj­ti­de­lig fest­dag for lan­dets 110 mil­li­o­ner ind­byg­ge­re.

I lands­by­en San­ta Ce­ci­lia går Mi­gu­el på 12 år og drøm­mer om at spil­le gu­i­tar. Hans bed­ste ven er ga­de­hund­en Dan­te. Hans sto­re helt er den dø­de Er­ne­sto de la Cruz, som var san­ger, film­stjer­ne og me­get be­rømt. Men Mi­gu­els bed­ste­mor vil ik­ke hø­re ta­le om mu­sik. Hun har en lil­le sko­fa­brik, hvor al­le i fa­mi­li­en hja­el­per til. For­ret­nin­gen blev grund­lagt, da Mi­gu­els tipol­de­far gik fra fa­mi­li­en. Han vil­le sø­ge lyk­ken som mu­si­ker. Mi­gu­els ol­de­mor le­ver sta­dig. Hun sid­der i hjør­net af stu­en, og Mi­gu­el kan godt li­de at forta­el­le hen­de ting. Den gam­le kvin­de kan hu­ske sin far. Han lo­ve­de hen­de at kom­me til­ba­ge. Der var en sa­er­lig sang, han skrev til hen­de. Den hed »Forg­lem mig ej«.

På De Dø­des Dag kan ån­der­ne gå over Blom­ster­bro­en og be­sø­ge De Le­ven­des Land. Men ba­re for et øje­blik dén af­ten, og det ga­el­der kun, hvis no­gen har sat et fo­to frem på hus­al­tret. El­lers er der in­gen ad­gang. »Forg­lem mig ej«-san­gen er og­så et hit i Døds­ri­get. Her er Er­ne­sto de la Cruz en su­per­stjer­ne, for­di så man­ge men­ne­sker hu­sker hans san­ge og sa­et­ter bil­le­der frem. Han bor i et pa­lads og hol­der fe­ster, som al­le vil ind til. Han vir­ker umid­del­bart som en ven­lig, skønt me­get sel­v­op­ta­get mand. Mi­gu­el trod­ser Mor­mor og mel­der sig til en ta­lent­kon­kur­ren­ce. Han skal bru­ge en gu­i­tar og »lå­ner« den, som ha­en­ger ved Er­ne­stos grav. Det ska­ber en kort­slut­ning i sy­ste­met.

Plud­se­lig er Mi­gu­el en le­ven­de dreng i Døds­ri­get. Han vil fin­de Er­ne­sto, som må­ske er hans far­far. Og han må af man­ge grun­de hja­el­pe Hector Ri­ve­ra, en for­hut­let knog­le­fa­et­ter, som al­drig får lov at kom­me hjem, for­di in­gen sa­et­ter et bil­le­de frem. Det er den gam­le kvin­de, Mi­gu­els ol­de­mor, som hed­der Co­co. Der er en grund til, at fil­men har navn ef­ter hen­de. Men jeg vil fak­tisk ik­ke rø­be me­re af, hvad der sker i den­ne bog­sta­ve­ligt talt pragt­ful­de film.

Co­co er en af de bed­ste hi­sto­ri­er, som Pixar-stu­di­et har skabt. Du bli­ver magisk over­ra­sket. Du må­ber over den fan­ta­sti­ske by i Døds­ri­get. Du går på Blom­ster­bro­en, og du bli­ver me­get be­va­e­get, da du for­står, hvor­for san­gen, som Co­cos far skrev, er så vig­tig. Ame­ri­kan­ske fa­mi­lie­film har det med at over­dri­ve. De bli­ver så sø­de, at ta­en­der­ne hvi­ner, og la­e­ber­ne kli­strer. Co­co hand­ler og­så om at va­e­re en fa­mi­lie – men du kan ma­er­ke, at fø­lel­sen kom­mer fra hjer­tet.

Pixar har skabt stjer­ne­stun­der som Toy Story, Monsters Inc., Find Ne­mo, Ra­ta­tou­il­le, Op! og In­derst in­de. Co­co er på høj­de med de bed­ste. Fil­men prø­ver og­så at be­skri­ve den me­xi­can­ske kul­tur med respekt. Den er fuld af fan­ta­si og mu­sik. Du vil ny­de at spi­se kra­ni­er af suk­ker.

Co­co. In­str.: Lee Un­krich. USA 2017. Ori­gi­nal­lyd el­ler dan­ske stem­mer. Til­ladt for al­le, men fra­rå­des børn un­der 7 år. 100+ bi­o­gra­fer lan­det over.

BIL­LE­DE: PIXAR/DIS­NEY

FO­TO: PIXAR DIS­NEY/WALT DIS­NEY DK

Co­co er på høj­de med tid­li­ge­re stjer­ne­stun­der som In­derst in­de, Op! og Monsters Inc.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.