Går tur med Kurt -- mø­der et spø­gel­se

Ma­le­ne op­da­ge­de, at et spø­gel­se na­er­me­de sig. Det var en pi­ge på hen­des al­der i en lang nat­kjo­le og med hå­ret strit­ten­de ud til al­le si­der. Der var et kna­ek på spø­gel­sets hals, der ty­de­lig­vis gjor­de det sva­ert for hen­de at sty­re ho­ve­d­et.

Weekendavisen - - Faktisk - Af JESPER WUNG-SUNG

Ma­le­ne kan se spø­gel­ser, men har in­gen ven­ner ud over sin le­gu­an Kurt. Hun bor med sin mor og far og gen­fa­er­det Pi­er­re, en ung fransk kok. Hen­des sø­ster Kam­ma mang­ler.

ale­ne kend­te kun et an­det le­ven­de va­e­sen, der kun­ne ma­er­ke, når der var dø­de men­ne­sker til ste­de. Det var Kurt.

Hen­des le­gu­an.

Kurt.

Hen­des ene­ste ven.

Kurt.

»Kom så, Kurt.«

Ma­le­ne hav­de Kurt i et rødt hals­bånd. Hans klø­er var lan­ge og tyn­de som en pi­a­ni­sts fin­gre. Han gik med na­e­sen i vej­ret og be­ne­ne højt løf­tet ved hvert skridt; som hvis man kun­ne va­e­re iført va­ders og va­e­re enormt snob­bet på sam­me tid.

Kurt var klog.

Når man ned­stam­mer fra no­gen, der har van­dret rundt mel­lem be­ne­ne på ka­em­pe di­nosaurus­ser, så skal der me­re end en ma­te­ma­tikprø­ve, nog­le ånds­sva­ge klas­se­kam­me­ra­ter el­ler et par dø­de men­ne­sker til at hy­le én ud af den. Kurt så sig om­kring, som hav­de han set alt i ver­den mindst en mil­li­on gan­ge. Ma­le­ne var vant til, at folk glo­e­de, når hun gik tur med Kurt. Nog­le

Mpe­ge­de. I dag var der end­da et ae­l­dre ae­g­te­par, som gik over på den mod­sat­te si­de af vej­en. »Pyt med det, Kurt,« sag­de Ma­le­ne. Kurt var og blev li­geg­lad. Han hav­de få­et fat i en gra­es­hop­pe, som han gum­le­de på, mens de ven­te­de for rødt ved fod­ga­en­ger­over­gan­gen. »Vil­le du og­så øn­ske, at jeg var som Anasta­cia?« Ma­le­ne vid­ste ik­ke, hvor­for hun ta­enk­te så me­get på Anasta­cia. Må­ske for­di hun hel­ler ik­ke hav­de va­e­ret i sko­le i dag. Li­ge­som en gra­esk gu­de­sta­tue ik­ke kan bli­ve for­kø­let el­ler få blind­tarms­be­ta­en­del­se, på sam­me må­de var det ude­luk­ket, at Anasta­cia skul­le va­e­re syg. Anasta­cia sad al­tid frisk og vel­for­be­redt på for­re­ste ra­ek­ke, med­min­dre hun skul­le af sted til no­get som for­mand for elev­rå­det el­ler an­fø­rer på sko­lens vol­ley­bal­l­hold, el­ler hun hav­de en mo­de­l­op­ga­ve i ud­lan­det. Ma­le­ne prø­ve­de at ra­ek­ke hån­den i vej­ret, la­eg­ge ho­ve­d­et på skrå og smi­le sødt og selvsik­kert.

Kurt vir­re­de med ho­ve­d­et og lod sin tun­ge fa­re ud og ind af mun­den, som var han be­ta­get af Ma­le­nes for­vand­ling. Så op­da­ge­de Ma­le­ne, at et spø­gel­se na­er­me­de sig. Det var en pi­ge på hen­des al­der i en lang nat­kjo­le og med hå­ret strit­ten­de ud til al­le si­der. Der var et kna­ek på spø­gel­sets hals, der ty­de­lig­vis gjor­de det sva­ert for hen­de at sty­re ho­ve­d­et. Pi­gen så sig for­vir­ret om uden at la­eg­ge ma­er­ke til Ma­le­ne og Kurt. »Hej,« sag­de Ma­le­ne. »Hej,« sva­re­de pi­gen, in­den hun hop­pe­de et for­s­kra­ek­ket skridt til­ba­ge.

»Du kan se mig?!« sag­de spø­gel­set. »Selv­føl­ge­lig kan jeg se dig,« sva­re­de Ma­le­ne. »Men jeg er jo død!« sag­de pi­gen.

»Det er der så man­ge, som er nu om stun­der,« sva­re­de Ma­le­ne. »Hav en fort­sat god dag!«

Ma­le­ne be­gynd­te at gå med Kurt, men da de kom over på den an­den si­de af vej­en, kun­ne hun se, at pi­gen blev stå­en­de på ga­de­hjør­net. Hun så tem­me­lig fortabt ud.

»Hvad si­ger du, Kurt?« spurg­te Ma­le­ne. »Skal vi føl­ge et spø­gel­se over ga­den?«

Kurt sva­re­de ik­ke, men løf­te­de klø­er­ne på det ene for­ben, og så sjok­ke­de de til­ba­ge til spø­gel­set.

»Du bor ik­ke her i na­er­he­den, vel?« spurg­te Ma­le­ne.

Pi­gen ryste­de på ho­ve­d­et. Det vir­ke­de uhyg­ge­ligt, for­di hen­des hals hav­de dét der kna­ek. Det så ud, som om ho­ve­d­et kun­ne fal­de af.

»Kom du med os,« sag­de Ma­le­ne, ba­re for at stop­pe pi­gens ho­ved i at svin­ge på den må­de. De gik ind i par­ken, som var et af Kurts ynd­lings­ste­der. Mas­ser af skyg­ge, mas­ser af in­sek­ter. Pi­gen hav­de sto­re stir­ren­de øj­ne. »Mit navn er Ma­le­ne,« sag­de Ma­le­ne.

»Jeg hed­der Nel­ly,« sag­de pi­gen. »Nel­ly Nigh­t­ma­re.«

»Hvor­for hed­der du det?« »Det er en uen­de­lig trist hi­sto­rie,« sva­re­de pi­gen, og ho­ve­d­et vip­pe­de på hal­sen. »Hvis der ba­re er én til at forta­el­le og én til at lyt­te, så bli­ver selv den mest tri­ste hi­sto­rie min­dre trist,« sag­de Ma­le­ne og sat­te sig på ba­en­ken.

Pi­gen blev stå­en­de, så sig om­kring, så sat­te hun sig og­så. Kurt lag­de sig til ret­te mel­lem Ma­le­nes gum­misko og pi­gens ba­re ta­e­er. Han så op mod ba­en­ken.

»Ja­vel,« sag­de pi­gen. »Jeg hed­der Nel­ly Nigh­t­ma­re, for­di jeg hav­de ma­re­ridt.« »Ja­vel,« sag­de Ma­le­ne. »Jeg har hår på ho­ve­d­et, men hed­der ik­ke Ma­le­ne Hår. Al­le har ma­re­ridt.«

»Jo,« sva­re­de pi­gen. »Men jeg hav­de fle­re ma­re­ridt, end du har hår på ho­ve­d­et.« Kurts tun­ge kør­te ud og ind af mun­den, og så for­tal­te Nel­ly Nigh­t­ma­re sin hi­sto­rie ...

Følg med i na­e­ste uge og la­es om Nel­ly Nigh­t­ma­res ma­re­ridt. Hvis du gik glip af de for­ri­ge ka­pit­ler, kan du la­e­se dem på www. we­e­ken­da­vi­sen.dk.

ILLUSTRATION: OT­TO DICKMEISS

Hvis du er abon­nent, kan du hø­re hi­sto­ri­en la­est op på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.