Det hand­ler om at ud­nyt­te vo­res man­gel­ful­de san­ser, når vi ca­mou erer os.

Ca­mou­fla­ge hand­ler ik­ke ba­re om at fal­de i ét med ta­pe­tet, men og­så om at di­stra­he­re og ud­nyt­te svag­he­der i fjen­dens san­ser. sig­na­ler til an­dre end­da trum­fe hen­sy­net til at skju­le sig.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af AN­DERS BOAS

amou­fla­ge hand­ler om at ken­de sit pu­bli­kum og sin are­na. Vil man sni­ge sig med på et grup­pe­bil­le­de med bru­depi­ger i kni­tren­de hvi­de kjo­ler, skal man ik­ke tra­ek­ke i det klas­si­ske grøn­bru­ne mi­li­ta­e­re ca­mou­fla­ge­møn­ster. På sam­me må­de kan man ik­ke for­ven­te at gå i ét med ta­pe­tet, hvis man før­ste dag på ad­vo­kat­kon­to­ret kla­e­der sig i det kon­trast­fyld­te gu­le le­o­pards­kind med sor­te prik­ker.

I de ret­te om­gi­vel­ser kan beg­ge møn­stre imid­ler­tid va­e­re ef­fek­tiv ca­mou­fla­ge, der hen­holds­vis kan gø­re sol­da­ter i stand til ube­ma­er­ket at sni­ge sig ind på fjen­den på slag­mar­ken el­ler slø­re det prik­ke­de rov­dyr, der har for va­ne at sni­ge sig ind på po­ten­ti­el­le byt­te­dyr. Det er alt­så ik­ke no­get i sel­ve far­ve­møn­stre­ne, der en­ten ca­mou­f­le­rer dy­ret el­ler dra­ger vo­res op­ma­er­k­som­hed. I ste­det skal vi stu­de­re ca­mou­fla­ge gen­nem den må­de, de for­skel­li­ge tek­nik­ker ud­nyt­ter bri­ster på i mod­par­tens san­se­ap­pa­rat. Så­dan ar­gu­men­te­re­de nog­le af ver­dens før­en­de ca­mou­flage­for­ske­re for ny­lig i et te­ma­num­mer om ca­mou­fla­ge i det an­er­kend­te vi­den­ska­be­li­ge tids­skrift Phi­los­op­hi­cal Transa­ctions of the Roy­al So­cie­ty B.

»Der er så me­get in­for­ma­tion, som vo­res san­ser he­le ti­den po­ten­ti­elt kan va­el­ge at be­ar­bej­de. Der­for er vo­res san­ser nødt til at sky­de gen­ve­je. Bå­de men­ne­sker og dyr ser en for­sim­plet ud­ga­ve af vir­ke­lig­he­den og op­fat­ter ver­den ef­ter nog­le ret simp­le reg­ler, der byg­ger på, hvor­dan ver­den ple­jer at ta­ge sig ud. Det ud­nyt­ter de for­skel­li­ge ca­mou­fla­ge­tek­nik­ker,« for­kla­rer en af for­sker­ne bag ar­tik­len, pro­fes­sor i ad­fa­erds­øko­lo­gi In­nes Cut­hill fra Ca­mo Lab ved Bri­stol Uni­ver­si­ty.

AL­LE­RE­DE Char­les Darwins bedste­far, Eras­mus Darwin, var i 1700-tal­let op­ta­get af, hvor­dan dy­re­nes far­ver lod til at ha­ve til­pas­set sig om­gi­vel­ser­ne, så de kun­ne skju­le sig og und­gå rov­dyr el­ler lu­re på byt­te. Man­ge af de ca­mou­fla­ge­tek­nik­ker, som for­ske­re i dag stu­de­rer, var al­le­re­de kendt i før­ste halv­del af 1900-tal­let af ca­mou­fla­gepi­o­ne­rer som ma­le­ren og na­tur­hi­sto­ri­ke­ren Ab­bott Thay­er og zoo­lo­gen Hugh Cott. Først de se­ne­ste år­ti­er er In­nes Cut­hill og an­dre for­ske­re dog for al­vor be­gyndt at af­prø­ve pio­ne­rer­nes te­o­ri­er i sin­dri­ge eks­pe­ri­men­ter og med avan­ce­ret tek­no­lo­gi, og i ar­tik­len gi­ver Cut­hill og med­for­fat­ter­ne os for før­ste gang en sam­let te­o­ri, der kan for­kla­re, hvor­dan de nog­le gan­ge no­get mod­stri­den­de ca­mou­fla­ge­tek­nik­ker vir­ker.

Vi skal for­stå ca­mou­fla­ge som et for­søg på at mind­ske det så­kald­te sig­nal-støj-for­hold, fo­re­slår for­sker­ne. Be­gre­bet ken­des bedst fra over­førs­len af lyd­sig­na­ler, hvor man ta­ler om, at sig­na­let – for ek­sem­pel en stem­me – skal ha­ve et vist ni­veau i for­hold til bag­grunds­støj­en for ik­ke at druk­ne. Om­vendt er det med ca­mou­fla­ge­tek­nik­ker­ne, hvor det hand­ler om, at sig­na­let fra dy­ret bli­ver så svagt som mu­ligt i for­hold til bag­grunds­støj­en:

»I det her til­fa­el­de er sig­na­let dy­ret selv og dets ka­rak­te­ri­sti­ske tra­ek, mens støj­en er den bag­grund, dy­ret skal gen­ken­des mod, og de fal­ske el­ler ir­re­le­van­te sig­na­ler, som kan for­styr­re vo­res gen­ken­del­se af det,« for­kla­rer In­nes Cut­hill.

»Ca­mou­fla­ge be­hø­ver imid­ler­tid ik­ke va­e­re per­fekt for at vir­ke. Hvis ba­re dy­ret er til­stra­ek­ke­ligt sva­ert at gen­ken­de el­ler skel­ne fra bag­grun­den, vil det va­e­re for­bun­det med sto­re om­kost­nin­ger at le­de ef­ter dy­ret, for­di dets fjen­der skal spil­de så me­get tid på at un­der­sø­ge ting, der vi­ser sig ik­ke at va­e­re in­ter­es­san­te.« Der er alt­så to knap­per at skrue på i ca­mou­fla­ge: ned for det re­le­van­te sig­nal og op for den ir­re­le­van­te og di­stra­he­ren­de bag­grunds­støj. I tek­nik­ken bag­grunds­match, som er det, de fle­ste for­bin­der med ca­mou­fla­ge, skru­es der ned for sig­na­let, ved at dy­ret mat­cher far­ver el­ler møn­stre i om­gi­vel­ser­ne. Det sup­ple­res of­te af tek­nik­ken mod­skyg­ge, der ud­nyt­ter, at vi bru­ger lys og skyg­ge til at skel­ne dy­ret fra bag­grun­den. Ved at ha­ve en mør­ke­re nu­an­ce øverst på krop­pen kan dy­re­ne kom­pen­se­re for na­tur­ligt lys og skyg­ge på krop­pen, som el­lers kun­ne af­slø­re det.

MEN der er og­så tek­nik­ker, der i ste­det for­sø­ger at skrue op for støj­en, så dy­ret bli­ver sva­e­re­re at gen­ken­de. Det ud­nyt­tes for ek­sem­pel i tek­nik­ken ma­ske­ra­de, hvor må­let ik­ke er at lig­ne bag­grun­den, men at gø­re chan­cer­ne for over­le­vel­se stør­re ved at lig­ne no­get i om­gi­vel­ser­ne, der er uin­ter­es­sant for fjen­den: en gren, som de van­dren­de pin­de ef­ter­lig­ner, el­ler et vis­sent blad, som dag­som­mer­fug­len Kal­li­ma ina­chus ef­ter­lig­ner. På den må­de ud­sen­des et falsk sig­nal, som af­le­der fjen­den fra dy­rets vir­ke­li­ge sig­nal, og det be­ty­der, at tek­nik­ken kan bru­ges, selv når dy­ret er i uvan­te om­gi­vel­ser, hvor det ik­ke la­en­ge­re kan fal­de i ét med bag­grun­den.

En an­den grund til at skrue op for bag­grunds­støj­en er, at det kan va­e­re sva­ert at skrue ned for dy­rets om­rids. Vi kan gen­ken­de de fle­ste ting blot ved at se et om­rids, og hvis ik­ke et dyr er fuld­sta­en­digt per­fekt i match med møn­stre­ne i bag­grun­den, vil dets om­rids bli­ve af­slø­ret af skif­ten­de nu­an­cer og skyg­ger på gra­en­sen mel­lem dyr og bag­grund. Gen­ken­del­sen kan imid­ler­tid for­styr­res ved hja­elp af be­ma­er­kel­ses­va­er­di­ge far­ve­møn­stre med stor kon­trast, der bry­der dy­rets pe­ri­fe­ri. Al­le­re­de Thay­er og Cott hav­de gen­nem­sku­et den­ne ca­mou­fla­ge­tek­nik, kal­det for­styr­ren­de far­vela­eg­ning, som og­så bru­ges flit­tigt i mi­li­ta­er ca­mou­fla­ge.

»For de fle­ste dyr er om­rid­set me­get vig­tigt for ev­nen til at af­gø­re, hvor en ting slut­ter, og en an­den be­gyn­der. De fle­ste ting, vi mø­der, for­sø­ger ik­ke at skju­le sig, og der­for er vi ret vant til, at et plud­se­ligt skift i far­ve­nu­an­cer er et på­li­de­ligt tegn,« for­kla­rer In­nes Cut­hill. »Her kan et møn­ster med skar­pe kan­ter, der be­står af to far­ver med stor kon­trast, ska­be et falsk om­rids, der gør det sva­e­re­re at gen­ken­de dy­ret. De to far­ver kan og­så gø­re, at dy­ret op­fat­tes som iso­le­re­de de­le i ste­det for som et sam­let he­le, der gen­ken­des som et dyr.« In­nes Cut­hill og kol­le­ger har tid­li­ge­re la­vet for­søg med nat­som­mer­fug­le­at­trap­per på ege­tra­es­bark, der har vist, at at­trap­per med pla­ma­ger, der ik­ke mat­cher bar­ken, men som til gen­ga­eld bry­der om­rid­set, be­skyt­ter dy­ret bed­re end at­trap­per, som mat­cher bar­ken, men ik­ke har møn­ster, der bry­der om­rid­set. Det mest ef­fek­ti­ve er dog et møn­ster med pla­ma­ger, der bry­der om­rid­set og og­så mat­cher bag­grun­den, men det er i sa­gens na­tur ik­ke mu­ligt for dyr, der skju­ler sig mod for­skel­li­ge bag­grun­de og ik­ke kan skif­te far­ve.

I det he­le ta­get er dyr i sa­er­lig ri­si­ko for at bli­ve op­da­get, når de flyt­ter sig. De fle­ste dyrs san­ser er sa­er­ligt føl­som­me over for be­va­e­gel­se, og her er det ik­ke al­tid til­stra­ek­ke­ligt at fal­de i ét med bag­grun­den. En mu­lig­hed er så i ste­det at for­sø­ge at fal­de i ét med den flok, som byt­te­dyr som nog­le fisk og an­ti­l­o­per for ek­sem­pel fa­er­des i. Det gør det nem­lig sva­e­re­re for rov­dy­ret at ud­pe­ge et en­kelt dyr at an­gri­be. For­sker­ne me­ner og­så, at kom­pli­ce­re­de far­ve­møn­stre må­ske kan for­vir­re rov­dy­ret i jag­ten: Hvis flok­ken lø­ber me­get ta­et sam­men, bli­ver de an­dre dyr iføl­ge In­nes Cut­hill på en må­de en del af bag­grun­den, som dy­ret kan skju­le sig i. Sam­ti­dig la­der det til, at nog­le

FO­TO: SCAN­PIX

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.