Med Alp­hon­se Mu­cha kan man ta­ge en par­fu­me­ret pau­se fra vin­te­r­ens pin­s­ler.

Slyn­get. Alp­hon­se Mu­chas or­na­men­te­re­de ae­ste­tik, fuld af krop, ånd og langt hår, er flot for­løst og smukt is­ce­ne­sat på Ar­ken.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af MA­RIA KJAER THEMSEN

En sja­el­dent de­ka­dent stil åben­ba­rer sig li­ge nu på Ar­ken i Is­høj, med mør­ke far­ver, ve­lour og gul­dor­na­men­tik på va­eg­ge­ne. Det er den tjek­ki­ske kunst­ner Alp­hon­se Mu­cha (1860-1939), der har an­spo­ret til de, i dansk kon­tekst, uvant po­mpø­se mu­se­a­le ud­skej­el­ser. Men hvor­dan el­lers is­ce­nesa­et­te Mu­chas be­røm­te pla­ka­ter, re­k­la­mer, bø­ger, te­stel og li­to­gra­fi­er, hvis ik­ke i om­gi­vel­ser der min­der om et par­fu­me­duf­ten­de fransk bou­doir? Det var nem­lig net­op i fin de sièc­le-ti­dens Paris, at han ud­vik­le­de den så­kald­te art no­u­veaustil, der si­den gjor­de ham ver­dens­be­rømt. Så­le­des tra­e­der man di­rek­te ind i et før­ste rum med mørklil­la va­eg­ge og ve­lour om so­k­ler­ne, hvor de iko­ni­ske pla­ka­ter af sku­e­spil­le­rin­den Sa­rah Bern­hardt ha­en­ger. Pla­ka­ten til Gis­mon­da (1894), for ek­sem­pel, fo­re­stil­ler Bern­hardt i en slags ar­kaisk guld­mosaik, med lang or­na­men­te­ret kla­e­de­d­ragt, ly­se­rød blom­ster­pragt i hå­ret og stå­en­de med en af de – for Mu­cha – så al­le­steds­na­er­va­e­ren­de grøn­ne plan­ter. Det er na­tur og kul­tur i ét styk­ke, sym­bo­li­se­ret via en op­hø­jet kvin­de­skik­kel­se i hel­fi­gur.

For Mu­cha var pla­ka­ten et per­fekt me­die til den kunst, han men­te skul­le aen­dre og for­me folk(et)s liv. Her fra by­ens mu­re og søj­ler kun­ne han nå langt fle­re end på de fi­ne kunst­gal­le­ri­er – ga­den var som et »gal­le­ri un­der him­len«, som han kald­te det. Det er i det he­le ta­get ken­de­teg­nen­de for art no­u­veaukunst­ner­ne, at ae­ste­tik­ken – med or­ga­ni­ske for­mer og de­ko­ra­tiv or­na­men­tik – skal fyl­de he­le li­vet, in­klu­si­ve al­le de hver­dagsob­jek­ter man om­gi­ver sig med.

Den sto­re spa­end­vid­de i Mu­chas va­erk bli­ver ty­de­lig, ef­ter­hån­den som man be­va­e­ger sig igen­nem udstil­lin­gen, hvor va­eg­ge­nes far­ver skif­ter fra lil­la over pe­trole­um til mør­ke­rød, alt imens Mu­chas byzan­tin­ske or­na­men­tik ud­stil­les i en ra­ek­ke li­to­gra­fi­er ef­ter­fulgt af ind­by­den­de re­k­la­mer for champag­ne, smyk­ker og par­fu­me i mon­trer, der føl­ges af min­dre sort-hvid fo­to­gra­fi­er, der vi­ser de eso­te­ri­ske cirk­ler, han var del af, for til sidst at fø­re til na­tio­nal­ro­man­ti­ske va­er­ker, end­da et olie­ma­le­ri, der hyl­der Tjek­kos­lo­vaki­et.

Det er en va­e­sent­lig pointe i Mu­chas va­erk, at ae­ste­tik­ken be­sid­der en kraft, der op­ha­e­ver de klas­si­ske skel mel­lem kunstva­er­ker og hver­dagsob­jek­ter. Mu­cha udsmyk­ker al­ting med si­ne sir­li­ge møn­stre og kos­mi­ske kvin­der. For art no­u­veau, som med Ju­gend i Tys­kland og Skøn­vir­ke i Dan­mark, er kun­stin­du­stri­en der­for langt me­re in­ter­es­sant at ud­fol­de sig i, for her kun­ne man på­vir­ke langt fle­re, nå fol­ket, sim­pelt­hen.

Det sa­er­li­ge for Mu­cha er hans brug af kvin­de­fi­gu­ren som en slags bud­brin­ger i bil­le­det. Hun er den før­ste, man be­ma­er­ker, når man tra­e­der ind i udstil­lin­gen, hvor Ar­ken har få­et skabt en ka­em­pe­stor, og lidt kinky, di­gi­tal ver­sion af Mu­chas klas­si­ske kvin­de­fi­gur med de lø­se lok­ker og de lan­ge kla­e­der. Her står hun og flag­rer lidt ko­ket med lok­ker­ne, så man kan se be­va­e­gel­sen. Det vir­ker ind­by­den­de, men og­så en anel­se for smart. Kvin­de­fi­gu­ren hos Mu­cha er net­op kendt for at va­e­re lidt uden for tid og rum: op­hø­jet i sin yn­de, kro­p­s­lig i sin for­bin­del­se med na­tu­ren. Men al­drig di­rek­te seksu­el. Man ser det ty­de­ligt i den ra­ek­ke af na­tur­portra­et­ter, der ud­stil­les, hvor kvin­de­fi­gu­ren – sam­men med na­tu­ren – re­pra­e­sen­te­rer de fi­re års­ti­der: her kom­mer kvin­den hvirv­len­de med grøn­ne plan­ter i fav­nen (For­år), el­ler hun er helt ind­hyl­let i hvidt (Vin­ter). Kvin­de­fi­gu­ren bli­ver hos Mu­cha sym­bo­let på for­bin­del­sen mel­lem det kro­p­s­li­ge og det kos­mi­ske, mel­lem na­tu­ren og det ån­de­li­ge.

For ulig an­dre kvin­deportra­et­ter i ti­den, hvor kvin­den en­ten var skø­ge (som i Émi­le Zo­las Na­na, 1880) el­ler ma­don­na, er kvin­der­ne i Mu­chas va­er­ker langt me­re overjor­di­ske – som om de hvi­ler i en slags kos­misk tran­ce. Må­ske var det og­så dét, hip­pi­er­ne faldt for, da de se­ne­re så ufor­s­kra­ek­ket over­tog

Mu­chas stil.

FOR nog­le vil det utvivl­s­omt va­e­re for me­get af det go­de med al den ustand­s­e­li­ge, over­sta­di­ge or­na­men­tik. Li­ge­som kri­ti­ke­re af Mu­cha den­gang i slut­nin­gen af 1800tal­let, hvor in­du­stri­a­li­se­rin­gen var i fuld gang, hav­de sva­ert ved at se det mo­der­ne og re­le­van­te i Mu­chas ae­ste­tik, der for dem ud­tryk­te en slags be­da­get, nostal­gisk la­engsel va­ek fra det vir­ke­li­ge liv, og end­nu va­er­re: re­pra­e­sen­te­re­de en bor­ger­lig og svulstig ny­del­ses­sy­ge, der veg uden om det mo­der­ne livs ud­for­drin­ger. Men Mu­cha ud­vik­le­de sin stil med det for­mål at på­vir­ke men­ne­skets sja­el, san­ser og sind på én gang. Han er kendt for at ha­ve sagt: »Kunst spil­ler en vig­tig rol­le i men­ne­skets ån­de­li­ge ud­vik­ling.« Sam­men med Au­gust Strind­berg og Paul Gau­gu­in dyr­ke­de Mu­cha den nye ok­kul­te strøm­ning i Paris, teo­so­fi­en. Det var en slags sja­e­lela­e­re for mo­der­ni­te­ten, der ik­ke hand­le­de om at dyr­ke én sand Gud, men om at nå til er­ken­del­sen af den kos­mi­ske sam­men­ha­engs­kraft. Og ae­ste­tik­ken kun­ne bru­ges til at ba­ne vej for den er­ken­del­se. Hos Mu­cha ser man, ef­ter at han bli­ver del af fri­mu­rer­ne, hvor­dan kvin­den bli­ver me­re og me­re kos­misk – po­rtra­et­te­ret med gl­o­ri­er om ho­ve­d­et og i san­se­li­ge na­er­mest eu­fori­ske til­stan­de. Sti­len er al­tid op­byg­ge­lig; fl­or­let­te ge­vand­ter, hvirv­len­de lok­ker, gl­o­ri­er og pud­der­far­ve­de to­ner. Der er ik­ke me­get dyb­de og mør­ke hos Mu­cha – på trods af de eso­te­ri­ske eks­pe­ri­men­ter. Kun én lil­le sek­tion på udstil­lin­gen af­slø­rer va­er­ker af me­re my­tisk og mystisk ka­rak­ter. Va­er­ket Pa­ter, vist bag en mon­tre, er en kom­men­tar til og illustration af Fa­der­vor, hvor teg­nin­ger­ne for al­vor an­ta­ger myto­lo­gisk ka­rak­ter. På va­eg­gen ved si­den af ha­en­ger nog­le af mo­ti­ver­ne fra Pa­ter, in­klu­si­ve ud­stil­lin­gens ene­ste ab­strak­te og vir­ke­lig dy­stre mo­tiv. Ef­ter al­le de fl­or­om­vund­ne dou­ce kvin­de­skik­kel­ser med blom­ster i hå­ret kom­mer det­te mør­ke punkt i udstil­lin­gen og gi­ver me­re dyb­de til det sam­le­de ind­tryk. Som en slags ap­pen­dix, der ef­ter­føl­ger sel­ve Mu­cha-udstil­lin­gen, er fle­re rum de­di­ke­ret til pla­decovers og pla­ka­ter fra 1960er­ne og 70er­ne: Mu­cha genop­li­vet på sy­re. In­gen tvivl om, at den di­rek­te ka­na­li­se­ring mel­lem krop og kos­mos, som art no­u­veau­en ud­tryk­te, tal­te di­rek­te til hip­pie­kul­tu­ren i ’60er­ne, der sam­ti­dig fik stil­ma­es­sig in­spira­tion fra al­le blom­ster­ne, de lø­se kla­e­der og det vil­tre lan­ge hår. Der­for vil de fle­ste og­så gen­ken­de hans stil, og­så selv om man al­drig har hørt om Mu­cha før. Spørgs­må­let til sidst bli­ver der­for: Er Alp­hon­se Mu­chas or­na­men­te­re­de kunst ude­luk­ken­de nostal­gisk, el­ler kan vi sta­dig få et trip på Skøn­he­dens Kraft?

Jeg tror, Ar­ken har set rig­tigt ved at pra­e­sen­te­re os for Mu­chas be­syn­gel­se af Skøn­he­den li­ge nu. I en ver­den i eska­le­ren­de kon­flikt, i et sam­fund på evig jagt ef­ter va­ekst, med be­folk­nin­ger sy­ge af stress kan Mu­chas »skøn­heds­te­ra­pi for fol­ket« må­ske in­spi­re­re os til at slip­pe tøj­ler­ne lidt og sim­pelt­hen hen­gi­ve os lidt me­re til li­vets magi. El­ler om ik­ke an­det kan man la­de sig lut­re lidt af de de­ka­den­te om­gi­vel­ser som en skøn, par­fu­me­ret pau­se fra al­le de pin­s­ler, man el­lers er ramt af midt i en dansk grå vin­ter.

Alp­hon­se Mu­cha. Ar­ken, Is­høj. Til 3. ju­ni 2018.

MU­CHA TRUST

Alp­hon­se Mu­cha, Gis­mon­da, 1894.

Alp­hon­se Mu­cha, Dan­sen – del af se­ri­en Kun­star­ter­ne, 1898.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.