Fin­des den før føds­len? I dyr? I ma­ski­ner? Ce­ci­lie Cronwald sø­ger svar.

Be­vidst­hed. Hvor­når op­står den i ba­by­er, fin­des den hos bi­er, og kan den ko­des ind i ro­bot­ter? Ef­ter år­hund­re­ders fi­lo­so­fisk spe­ku­la­tion lok­ker neu­rovi­den­ska­ben med svar på hjer­nens sto­re gå­de.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af CE­CI­LIE CRONWALD

En for­års­mor­gen i 1994 trå­d­te David Chal­mers, en ung au­stralsk fi­lo­sof med en vil­ter fir­ser­fri­su­re, op på ta­ler­sto­len i et mørkt kon­fe­ren­ce­lo­ka­le på Uni­ver­si­ty of Arizo­na. For­an ham sad en bro­get flok af fi­lo­sof­fer, psy­ko­lo­ger og hjer­ne­for­ske­re, som var stim­let sam­men for at dis­ku­te­re et kon­tro­ver­si­elt forsk­nings­felt: be­vidst­heds­vi­den­skab.

Fel­tet be­fandt sig på kan­ten af det go­de vi­den­ska­be­li­ge sel­skab, og med sit lan­ge hår og sin sor­te T-shirt lig­ne­de den 27-åri­ge Chal­mers og­så lidt af en re­bel. Ak­kom­pag­ne­ret af hånd­skrev­ne no­ter på en over­he­ad­pro­jektor for­mu­le­re­de au­stra­li­e­ren en pointe, som har gi­vet gen­lyd i be­vidst­heds­forsk­nin­gen li­ge si­den: Hjer­nen er fuld af in­ter­es­san­te myste­ri­er. Man kan for ek­sem­pel for­sø­ge at fin­de ud af, hvor­dan vi lag­rer erin­dring, el­ler hvad for­skel­len på en soven­de og en vå­gen hjer­ne er. Men det er grund­la­eg­gen­de tek­ni­ske de­tal­jer, nem­me pro­ble­mer. Det sto­re myste­ri­um, for­kla­re­de han, er spørgs­må­let om, hvor­dan ner­ve­cel­lers elek­tri­ske sig­na­ler kan bli­ve til sub­jek­ti­ve op­le­vel­ser. Dét var det sva­e­re pro­blem.

Chal­mers var ik­ke den før­ste til at få øje på pro­ble­met, mens han må­de at pra­e­sen­te­re det på vak­te op­ma­er­k­som­hed, og si­den har et hav af hjer­ne­for­ske­re ka­stet sig ind i jag­ten på be­vidst­he­den. Om an­stren­gel­ser­ne har bå­ret

frugt af­ha­en­ger af, hvem man spør­ger. Nog­le me­ner, vi al­drig vil fin­de svar ved at stu­de­re hjer­nen, mens an­dre me­ner, vi na­er­mer os. I lø­bet af de se­ne­ste år er isa­er én neu­ro­ba­se­ret te­o­ri – kendt som In­te­gra­ted In­for­ma­tion The­ory el­ler IIT – be­gyndt at op­sa­et­te test­ba­re hy­po­te­ser for be­vidst­he­den og love svar på nog­le af de sto­re spørgs­mål, der er knyt­tet til den.

»Et af de vig­ti­ge mål er at fin­de ud af, hvor der fin­des be­vidst­hed. Er den der ved føds­len? Før føds­len? Fin­des den i dyr? El­ler ma­ski­ner? Det er ting, som IIT gør det mu­ligt at af­gø­re,« si­ger te­o­ri­ens op­havs­mand, neu­ro­for­ske­ren Gi­ulio To­no­ni.

VIL man un­der­sø­ge, hvor og hvor­dan be­vidst­hed op­står, må man først de­fi­ne­re, hvad det er, og al­le­re­de her lø­ber man ind i van­ske­lig­he­der. Den al­min­de­li­ge ud­la­eg­ning er, at be­vidst­hed er en form for sub­jek­tiv op­le­vel­se af ver­den – det at man har et »selv«, og at det fø­les som no­get, når man ser far­ven rød, ta­en­ker på sin far­mor el­ler even­tu­elt, hvis man er en fla­ger­mus, bru­ger sin so­nar­sans. Men hvor­dan op­står be­vidst­he­den, hvad er den la­vet af?

Ind­til for få år­ti­er si­den var det ho­ved­sa­ge­ligt fi­lo­sof­fer, der spe­ku­le­re­de over spørgs­må­let om be­vidst­hed – el­ler »sja­el­le­ge­me­pro­ble­met«, som det og­så kal­des. Iføl­ge Dan Za­havi, som er pro­fes­sor i fi­lo­so­fi og le­der af Cen­ter for Sub­jek­ti­vi­tets­forsk­ning ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet, kan man i grove tra­ek de­le be­vidst­heds­ta­en­ker­ne op i fem lej­re: Der er de ef­ter­hån­den sja­eld­ne du­a­li­ster, der be­trag­ter be­vidst­he­den som en sa­er­lig me­ta­fy­sisk sub­stans – ta­enk ufor­ga­en­ge­lig sja­el – som ik­ke kan for­kla­res ved hja­elp af bi­o­lo­gi. I det mod­sat­te ring­hjør­ne fin­des re­duk­tio­ni­ster­ne, som me­ner, at alt er fy­sisk, og at be­vidst­he­den i prin­cip­pet kan for­kla­res fuld­sta­en­digt ud fra de neu­ro­fy­si­o­lo­gi­ske struk­tu­rer i vo­res hjer­ne. Så er der pan­p­sy­ki­ster­ne, der me­ner, at be­vidst­hed er en grund­la­eg­gen­de egen­skab ved alt stof; en fy­sisk, men usyn­lig in­gre­di­ens, som fin­des i selv de mind­ste ato­mer. Der er dem, der tror på emer­gens: at be­vidst­hed er no­get, der op­står i et sprin­gen­de punkt, når et bi­o­lo­gisk sy­stem bli­ver kom­pli­ce­ret nok. Og så er der eli­mi­na­ti­vi­ster­ne, der me­ner, at be­vidst­he­den blot er en il­lu­sion, og at der så­dan set ik­ke er no­get myste­ri­um at lø­se. Al­le te­o­ri­er­ne har de­res eg­ne lo­gi­ske ud­for­drin­ger og pa­ra­dok­ser, og for til­ha­en­ge­re af én te­o­ri vir­ker de an­dre of­te for­ryk­te.

OP igen­nem det 20. år­hund­re­de holdt de em­pi­ri­ske vi­den­ska­ber sig uden for dis­kus­sio­nen. Så sent som i 1989 skrev den bri­ti­ske psy­ko­log Stu­art Sut­her­land om be­vidst­he­den i en la­e­re­bog, at »det er umu­ligt at spe­ci­fi­ce­re, hvad det er, hvad den gør, el­ler hvor­for den har ud­vik­let sig. In­tet, der er va­erd at la­e­se, er ble­vet skre­vet om den«. Men al­le­re­de året ef­ter ske­te der no­get. No­bel­prisvin­de­ren Fran­cis Cri­ck, som var be­rømt for at op­da­ge dna’ets struk­tur, brug­te sin au­to­ri­tet til at bry­de for­ma­tio­nen. Sam­men med den yn­gre hjer­ne­for­sker Chri­stof Koch skrev han en ar­ti­kel, hvor de er­kla­e­re­de, at neu­rovi­den­ska­ben nu var nå­et så langt, at spørgs­må­let om be­vidst­hed ik­ke la­en­ge­re kun­ne ig­no­re­res. Tek­no­lo­gi­er, som gjor­de det mu­ligt at skan­ne hjer­nen og kort­la­eg­ge hjer­ne­cel­ler­nes ak­ti­vi­tet, ud­vik­le­de sig ha­stigt, og i åre­ne ef­ter Cri­ck og Ko­chs er­kla­e­ring be­gynd­te en bi­o­lo­gisk ori­en­te­ret be­vidst­heds­forsk­ning at slå rød­der. Her drøm­te man op­ti­mi­stisk om at fin­de »det neu­ra­le kor­re­lat« – den bi­o­lo­gi­ske ba­sis – for be­vidst­hed.

Så hvad har vi fun­det ud af si­den? Først og frem­mest ved vi, at der fo­re­går en hel mas­se i hjer­nen, som vi ik­ke har ad­gang til med vo­res be­vidst­hed. Tag for ek­sem­pel fa­eno­me­net »blind­syn«: Nog­le men­ne­sker op­le­ver at bli­ve helt el­ler del­vist blin­de, for­di de ram­mes af en ska­de i det om­rå­de af hjer­ne­bar­ken, som er knyt­tet til vo­res syns­sans. Nog­le mi­ster ek­sem­pel­vis ev­nen til at se alt, der lig­ger til høj­re for dem: Pla­ce­rer man et bil­le­de i de­res blin­de om­rå­de, vil de ik­ke kun­ne se det, men be­der man dem al­li­ge­vel om at ga­et­te på mo­ti­vet, vil de of­te ga­et­te rig­tigt. Og det er ik­ke kun simp­le san­se­ind­tryk, der bund­fa­el­der sig, uden at vi ved det, hjer­nen er og­så i stand til at fo­re­ta­ge kom­pli­ce­re­de be­reg­nin­ger og vur­de­rin­ger af ting, vo­res be­vidst­hed al­drig re­gi­stre­rer.

Vi ved og­så, at der fin­des de­le af hjer­nen, som ik­ke umid­del­bart har me­get med be­vidst­hed at gø­re. For ek­sem­pel me­ner nog­le for­ske­re, at lil­le­hjer­nen, som lig­ger ba­gerst i kra­ni­et og in­de­hol­der om­kring halv­de­len af hjer­nens neu­ro­ner, er gan­ske und­va­er­lig. Dis­se for­ske­re på­pe­ger ek­sem­pel­vis, at man kan va­e­re født uden lil­le­hjer­ne og sta­dig va­e­re i stand til at fø­re et na­e­sten nor­malt og til­sy­ne­la­den­de be­vidst liv.

Til gen­ga­eld ser det ud til, at hjer­ne­bar­ken spil­ler en vig­tig rol­le. Nog­le for­ske­re har pe­get på hjer­ne­ak­ti­vi­tet i det for­re­ste af hjer­nen, det så­kald­te pra­e­fron­tale kor­tex, som er di­rek­te knyt­tet til be­vidst­he­den, mens an­dre har ud­pe­get ak­ti­vi­tet i det ba­ger­ste af hjer­ne­bar­ken som af­gø­ren­de. Det er sva­ert at si­ge, hvem der har ret: Be­vidst­he­den er så godt og grun­digt fil­tret ind i alt mu­ligt an­det, der fo­re­går i hjer­nen, at den er na­e­sten umu­lig at iso­le­re.

De se­ne­ste år har fle­re for­ske­re des­u­den ret­tet blik­ket mod en lil­le struk­tur midt in­de i hjer­nen, clau­strum, som be­står af et ul­tratyndt lag af neu­ro­ner. Den ser ik­ke ud af me­get, og det er al­drig rig­tig lyk­ke­des no­gen af fast­slå, hvad den gør – en slags hjer­nens blind­tarm. Men clau­strum ser ud til at va­e­re ek­stremt godt for­bun­det til re­sten af hjer­nen. Den ud­sen­der lan­ge ner­ve­fi­bre, som spre­der sig ud i he­le hjer­ne­bar­ken. Clau­strum-en­tu­si­a­ster­ne ta­el­ler blandt an­dre Chris Koch, den un­ge hjer­ne­for­sker, der sam­men med Fran­cis Cri­ck kald­te til vå­ben i 1990. Koch, som i dag er en af de pro­mi­nen­te in­den for fel­tet og le­der af The Al­len In­sti­tu­te for Brain Sci­en­ce i Se­att­le, frem­sat­te i 2005 en hy­po­te­se om, at clau­strum spil­ler en cen­tral rol­le for vo­res be­vidst­hed: at det er den, der sør­ger for at sam­le ind­tryk fra man­ge for­skel­li­ge de­le af hjer­nen til én op­le­vel­se. Den idé fandt yder­li­ge­re støt­te i 2014, da for­ske­re pu­bli­ce­re­de et stu­die af en 54-årig kvin­de, der led af epi­lep­ti­ske an­fald. Kvin­den fik be­hand­let si­ne an­fald med dyb hjer­ne­sti­mu­le­ring, som kra­e­ve­de, at la­e­ger­ne sat­te elek­tro­der langt ind i kvin­dens hjer­ne, og un­der­vejs op­da­ge­de de no­get sa­ert: Når de pla­ce­re­de en elek­tro­de mel­lem kvin­dens clau­strum og hjer­ne­bar­ken, mi­ste­de hun med det sam­me be­vidst­he­den. Når de fjer­ne­de den, kom hun til be­vidst­hed igen. Sat­te de en elek­tro­de ind nog­le mil­li­me­ter la­en­ge­re til den ene el­ler an­den si­de, ske­te der ik­ke no­get.

»Det sva­rer stort set til at ban­ke på hjer­nen og der­ef­ter se, hvor­dan den vi­bre­rer. Hvis vi­bra­tio­nen er me­get lo­kal, er det et tegn på, at hjer­nens for­bun­det­hed er lav. Hvis vo­res ban­ken gi­ver gen­lyd i he­le hjer­nen, er det et tegn på høj for­bun­det­hed.«

AN­DRE for­ske­re er be­gyndt at tviv­le på, om man over­ho­ve­det kan ta­le om den slags sam­men­ha­eng mel­lem sa­er­li­ge struk­tu­rer og funk­tio­ner. En af dem er Mor­ten Storm Over­gaard, som er pro­fes­sor ved Cen­ter for Funk­tio­nelt In­te­gra­tiv Neu­rovi­den­skab på Aar­hus Uni­ver­si­tet. Over­gaard ar­bej­der li­ge­som Koch og an­dre på at fin­de den neu­ra­le ba­sis for be­vidst­hed. I star­ten af sin kar­ri­e­re ar­bej­de­de han sam­men med David Chal­mers i Arizo­na og har si­den ud­vik­let nog­le af de før­en­de me­to­der på om­rå­det. Men iføl­ge Over­gaard gi­ver det ik­ke me­ning at le­de ef­ter et af­gra­en­set »be­vidst­heds­cen­ter«.

»Jeg tror, at jag­ten ef­ter et helt be­stemt kor­re­lat er for­fejl­et,« si­ger han.

Hans eget »ynd­lings­pa­per« er en ar­ti­kel, som ud­kom i The Lan­cet i 2009. Ar­tik­len forta­el­ler kort om en mand, der kog­ni­tivt og psy­ko­lo­gisk er »ta­et på nor­mal«, selv­om hans hjer­ne er så fuld af vok­sen­de hul­rum, at der kun er et tyndt yd­re lag af hjer­ne­bar­ken og hjer­ne­stam­men til­ba­ge.

»Ar­tik­len min­der om, at vi er nødt til at op­gi­ve den idé om iden­ti­fi­ka­tion mel­lem struk­tur og funk­tion, der var frem­her­sken­de for nog­le år­ti­er til­ba­ge. Det for­kla­rer gan­ske en­kelt ik­ke men­tale funk­tio­ner at si­ge no­get om, ’hvor i hjer­nen’ der måt­te va­e­re et kor­re­lat.«

Selv hvis man tror på, at (de­le af) be­vidst­he­den kan spo­res til sa­er­li­ge de­le af hjer­nen, hja­el­per det os ik­ke nød­ven­dig­vis med at

be­sva­re de sto­re spørgs­mål: Er dyr ek­sem­pel­vis be­vid­ste? Hvor­når bli­ver et fo­ster el­ler et spa­ed­barn be­vidst? Kan kun­stig in­tel­li­gens va­e­re det? For at sva­re på den slags må man ha­ve en te­o­ri – og det er net­op, hvad den ita­li­en­ske hjer­ne­for­sker Gi­ulio To­no­ni har. To­no­ni, som er pro­fes­sor og le­der af The Cen­ter for Sle­ep and Conscious­ness ved Uni­ver­si­ty of Wi­scon­sin, har va­e­ret in­ter­es­se­ret i spørgs­må­let om be­vidst­hed, si­den han var 16 år gam­mel. »I lang tid var jeg usik­ker på, hvil­ken vej jeg skul­le gå for at na­er­me mig det her myste­ri­um. Skul­le jeg la­e­se ma­te­ma­tik, fy­sik, da­ta­lo­gi, fi­lo­so­fi, bi­o­lo­gi? I vir­ke­lig­he­den bur­de man jo stu­de­re det he­le!« si­ger han. Han end­te med at la­e­se me­di­cin og har som for­sker be­ska­ef­ti­get sig med søvn og så­kald­te be­vidst­heds­for­styr­rel­ser. Si­de­lø­ben­de har han ar­bej­det på sin te­o­ri, In­te­gra­ted In­for­ma­tion The­ory. Iføl­ge den­ne ud­sprin­ger be­vidst­he­den ik­ke af en spe­ci­fik struk­tur el­ler et sa­er­ligt net­va­erk i hjer­nen. Den ud­sprin­ger af den må­de, hjer­nens ak­ti­vi­tet helt over­ord­net set er or­ga­ni­se­ret på – den kom­plek­se må­de, hvor­på ner­ve­cel­ler­ne er for­bun­det og kom­mu­ni­ke­rer med hin­an­den. Te­o­ri­en er ik­ke ba­re et tan­ke­eks­pe­ri­ment, for­kla­rer To­no­ni. Den byg­ger på og for­kla­rer en mas­se em­pi­ri­ske fa­eno­me­ner. »Når vi sover vo­res dy­be søvn el­ler er un­der fuld narko­se, mi­ster vi be­vidst­he­den. I fle­re for­søg har vi vist, at dis­se til­stan­de net­op er for­bun­det med et sam­men­brud i in­te­gra­tio­nen af in­for­ma­tion i hjer­nen,« si­ger To­no­ni.

På sam­me må­de for­kla­rer te­o­ri­en, hvor­for lil­le­hjer­nen ik­ke ser ud til at bi­dra­ge til be­vidst­he­den: Lil­le­hjer­nens man­ge neu­ro­ner ser nem­lig ud til at in­ter­a­ge­re med hin­an­den på en an­den og min­dre kom­pleks må­de end neu­ro­ner­ne i hjer­ne­bar­ken. Be­vidst­he­den af­ha­en­ger alt­så af, om der fin­des en sa­er­lig, dyb grad af »for­bun­det­hed« i et sy­stem, og To­no­nis te­o­ri gør det mu­ligt at reg­ne ud, om den er til ste­de. Den nøj­ag­ti­ge be­reg­ning er sta­dig umu­lig i prak­sis, så To­no­ni og hans kol­le­ger har ud­vik­let det, han kal­der »et me­get pri­mi­tivt be­vidst­heds­me­ter«, som ved hja­elp af et mag­net­felt sen­der en elek­trisk im­puls ind et sted i hjer­nen. »Det sva­rer stort set til at ban­ke på hjer­nen og der­ef­ter se, hvor­dan den vi­bre­rer. Hvis vi­bra­tio­nen er me­get lo­kal, er det et tegn på, at hjer­nens for­bun­det­hed er lav. Hvis vo­res ban­ken gi­ver gen­lyd i he­le hjer­nen, er det et tegn på høj for­bun­det­hed.«

NA­E­STE skridt er at gø­re te­o­ri­en nem­me­re at hånd­te­re, så man kan bru­ge den til at må­le på den be­vidst­hed, der fin­des i for­skel­li­ge dyr, fra bi­er til hunde.

»Der er ik­ke no­get, der ty­der på, at dyr ik­ke kan ha­ve be­vidst­hed. De­res hjer­ner er i sto­re tra­ek struk­tu­re­ret som vo­res med en høj grad af in­te­gra­tion. Men der er sand­syn­lig­vis ta­le om for­skel­li­ge gra­der af be­vidst­hed,« si­ger To­no­ni.

Så hvad med ide­en om, at kun­stig in­tel­li­gens kan op­nå be­vidst­hed – el­ler ide­en om, at man kan ko­pi­e­re sin be­vidst­hed di­gi­talt og le­ve for evigt i en vir­tu­el vir­ke­lig­hed? I prin­cip­pet er be­vidst­hed ik­ke for­be­holdt bi­o­lo­gi­ske hjer­ner, men i prak­sis går den ik­ke, si­ger To­no­ni, som i et ny­ligt af­slut­tet stu­die har brugt sin mo­del til at un­der­sø­ge, om man kan ska­be en al­go­rit­me med be­vidst­hed.

»Det er sim­pelt­hen ik­ke mu­ligt med den slags com­pu­te­re, vi bru­ger i dag. Uan­set hvor avan­ce­ret den kun­sti­ge in­tel­li­gens bli­ver, og hvor me­get den kan, så vil com­pu­ter­kredsløb al­drig op­nå den her dy­be, kom­plek­se må­de at kom­mu­ni­ke­re på. Der vil sta­dig ik­ke va­e­re ’no­gen hjem­me’,« si­ger han.

To­no­nis te­o­ri har en ra­ek­ke pro­mi­nen­te til­ha­en­ge­re i neu­rovi­den­ska­bens ver­den, blandt dem Chri­stof Koch. An­dre er me­re skep­ti­ske.

»Te­o­ri­en er et stort og vig­tigt skridt va­ek fra de me­re ’lo­ka­li­tets­o­ri­en­te­re­de’ te­o­ri­er,« si­ger Mor­ten Storm Over­gaard, men på­pe­ger sam­ti­dig, at te­o­ri­en er én blandt fle­re, og at den byg­ger på en ra­ek­ke po­stu­la­ter, som sta­dig er tem­me­lig ... po­stu­le­ren­de.

An­dre tviv­ler på, at hjer­ne­forsk­nin­gen no­gen­sin­de vil fø­re os na­er­me­re et svar på David Chal­mers »sva­e­re pro­blem«.

»At tro, man kan for­stå be­vidst­he­den fuld­sta­en­digt ved hja­elp af hjer­neskan­nin­ger, sva­rer lidt til at vil­le for­stå be­tyd­nin­gen af en sa­et­ning ved at ana­ly­se­re det bla­ek, den er skre­vet med,« si­ger Dan Za­havi. Han me­ner, at bå­de em­pi­ri­ske for­ske­re og fi­lo­sof­fer vil få me­re ud af at fo­ku­se­re på en ra­ek­ke me­re spe­ci­fik­ke og af­gra­en­se­de spørgs­mål end på det sto­re spørgs­mål om, hvad be­vidst­he­den grund­la­eg­gen­de er la­vet af.

»Jeg har mi­stet tå­l­mo­dig­he­den med de sto­re me­ta­fy­si­ske te­o­ri­er. Man kan ar­gu­men­te­re for og mod te­o­ri­er­ne på al­le mu­li­ge må­der, men i sid­ste en­de tror jeg ik­ke, det brin­ger os syn­der­ligt na­er­me­re en re­el for­stå­el­se af be­vidst­he­den.«

TRAESNIT AF LOUIS POYET, 1890

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.