Met­te Fre­de­rik­sen var al­tid den »ae­g­te« so­ci­al­de­mo­krat. Nu me­ner hun og­så det ret­te.

Na­e­ste. Med sit ud­la­en­din­geud­spil lan­ce­rer Met­te Fre­de­rik­sen sig selv som ny stats­mi­ni­ster. Men al­le­re­de i 2014 var hun ta­et på at over­ta­ge po­sten ef­ter Hel­le Thor­ning-Sch­midt, som al­drig blev set som ae­g­te so­ci­al­de­mo­krat. An­ne So­fie Kragh teg­ner et po­rtr

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af AN­NE SO­FIE KRAGH

Det be­kra­ef­te­de end­nu en gang Hel­le Thor­ning-Sch­midt i, at hen­des par­ti­fa­el­ler ik­ke al­le var loy­a­le, og at Met­te Fre­de­rik­sen ik­ke var en hold­spil­ler.

»Det kan godt vir­ke lidt sår­en­de over for dem, hun i sin tid hav­de over­be­vist før­ste gang.«

»Det kan godt va­e­re, at der er folk i bag­lan­det og i Ho­ved­be­sty­rel­sen, der sta­dig op­fat­ter Met­te Fre­de­rik­sen som ven­stre­o­ri­en­te­ret so­ci­al­de­mo­krat, men det er der ik­ke la­en­ge­re no­gen i grup­pen, der gør.«

Sam­men med sin na­er­me­ste rå­d­gi­ver, Mar­tin Ros­sen, blev Met­te Fre­de­rik­sen kørt til en hem­me­lig adres­se i Kø­ben­havn. Med sig hav­de hun en ae­ble­grøn kjo­le i et klas­sisk snit, så hun hur­tigt kun­ne skif­te, hvis det blev nød­ven­digt. Det var hen­des chauf­før fra Beska­ef­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et, der kør­te hen­de, og no­get tal­te for, at det blev den sid­ste tur, de kør­te sam­men. Hvis Met­te Fre­de­rik­sen blev ud­na­evnt til stats­mi­ni­ster den dag, vil­le det for­ment­lig va­e­re en chauf­før fra Stats­mi­ni­ste­ri­et, der kom og hen­te­de hen­de på den hem­me­li­ge adres­se.

Her­fra kun­ne Fre­de­rik­sen og Ros­sen føl­ge med på TV 2 News og se stats­mi­ni­ster Hel­le Thor­ning-Sch­midt og de øv­ri­ge stats- og re­ge­rings­le­de­re an­kom­me til EU-top­mø­det i Bruxel­les. Det var 16. juli 2014 og et af punk­ter­ne på dags­or­de­nen var at for­de­le de top­po­ster, der skul­le be­sa­et­tes i lø­bet af ef­ter­å­ret. Igen­nem me­re end et år var Hel­le Thor­ning-Sch­midt ble­vet na­evnt som en mu­lig kan­di­dat, se­ne­st og­så i in­ter­na­tio­na­le me­di­er. Selv hav­de hun he­le ti­den be­na­eg­tet, at hun skul­le va­e­re kan­di­dat, men på den an­den si­de, det hav­de An­ders Fogh Ras­mus­sen jo og­så gjort, den­gang han var i spil som ge­ne­ral­se­kre­ta­er for NA­TO.

Mens TV 2 News kør­te, sad Met­te Fre­de­rik­sen og hen­des rå­d­gi­ver og ar­bej­de­de vi­de­re på det pro­jekt, der hav­de va­e­ret i gang i no­gen tid, men som in­gen måt­te vi­de no­get om: dre­jebø­ger, po­li­ti­ske mel­din­ger, mi­ni­ster­li­ster og alt, hvad man skal for­be­re­de sig på, hvis man skal va­e­re stats­mi­ni­ster i Dan­mark. I et lil­le ra­ek­ke­hus i Egeb­jerg ved Bal­lerup på Kø­ben­havns Ves­tegn sad Met­te Fre­de­rik­sens far, Flemming Fre­de­rik­sen, og fulg­te top­mø­det på TV 2 News.

I fi­re ge­ne­ra­tio­ner har de va­e­ret so­ci­al­de­mo­kra­ter i fa­mi­li­en Fre­de­rik­sen, og Flem­m­ings far­mor og far­far var blandt de før­ste, der over­ho­ve­det meld­te sig ind i So­ci­al­de­mo­kra­ti­et i Aal­borg. Flemming Fre­de­rik­sen hav­de selv va­e­ret sa­et­ter og si­den typo­graf i 38 år på Aal­borg Stift­s­ti­den­de, hvor han og­så var fa­el­lestil­lids­mand ak­ku­rat som hans far og far­far hav­de va­e­ret det. For ham var det uta­en­ke­ligt, at der ik­ke skul­le va­e­re politik i hans liv. Når han blev til­lids­mand og in­vol­ve­re­de sig, hand­le­de det om at få ind­fly­del­se på sit eget liv.

Det va­er­ste, hans børn kun­ne gø­re, var ba­re tra­ek­ke på skul­dre­ne over no­get. Den gik ik­ke, de måt­te ta­ge stil­ling og ha­ve en hold­ning til tin­ge­ne. Og det fik Met­te Fre­de­rik­sen og­så. Da hun først hav­de over­kom­met sin ta­le­van­ske­lig­he­der (hun hav­de pro­ble­mer med r, s og g, kun­ne ik­ke ud­ta­le dob­belt­kon­so­nan­ter) var det sva­ert at over­hø­re hen­des yt­rin­ger. Hun var ik­ke ret gam­mel, før Flemming Fre­de­rik­sen ta­enk­te, at hun kun­ne bli­ve li­ge, hvad hun vil­le. Hun hav­de en pe­ri­o­de på om­kring et år, hvor hun hver dag vik­le­de et par­tisantørkla­e­de rundt om hal­sen, og det var så det ung­doms­op­rør.

Da Met­te Fre­de­rik­sen kom i gym­na­si­et, for­tal­te hun si­ne fora­el­dre, at de ik­ke be­hø­ve­de at gå til fora­el­dre­mø­det i 1.g, for det var jo hen­de, der hav­de valgt at gå i gym­na­si­et, så det skul­le hun nok selv kla­re. Og så bad hun og­så om, at hun i det he­le ta­get kun­ne få lov til at sty­re sit liv selv. Hun var tra­et af, at hun he­le ti­den først skul­le spør­ge der­hjem­me, når hun skul­le la­ve si­ne af­ta­ler, og fra da af fik hun selv lov til at be­stem­me, med den klau­sul, at hvis der kom pro­ble­mer, vil­le fora­el­dre­ne kom­me ind over igen. Det blev al­drig nød­ven­digt. Met­te Fre­de­rik­sen gjor­de ind­tryk på folk, og­så i DSU og se­ne­re i LO, hvor hun ar­bej­de­de som ung­dom­s­kon­su­lent. Det var her Mo­gens Lyk­ke­toft før­ste gang ta­enk­te, at hun hav­de po­ten­ti­a­let til at bli­ve par­tiets for­mand en­gang.

Met­te Fre­de­rik­sen kom i Fol­ke­tin­get i 2001 og blev hur­tigt kendt for sin sta­er­ke so­ci­a­le in­dig­na­tion. For sta­erk, men­te nog­le (der­af øge­nav­net »skri­ge­skin­ken«), men in­gen kun­ne be­stri­de, at hun bra­end­te igen­nem. Og nå ja, så var hun og­så fjer­de­ge­ne­ra­tions-so­ci­al­de­mo­krat. Dat­ter af en dag­ple­je­mor og en typo­graf, der til­med var fa­el­lestil­lids­mand. Op­vok­set i DSU og i et ar­bej­der­kvar­ter i Aal­borg. Da Mo­gens Lyk­ke­toft selv blev for­mand i 2002, hå­be­de han, at han kun­ne sid­de la­en­ge nok til, at hun vil­le va­e­re klar til at ta­ge over ef­ter ham. Men i 2005 var Met­te Fre­de­rik­sen kun 27 år, og hun syn­tes selv, hun mang­le­de er­fa­ring. Mo­gens Lyk­ke­toft var skuf­fet på par­tiets veg­ne, men sag­de og­så til hen­de, at hvis han hav­de va­e­ret hen­des far, hav­de han rå­det hen­de til det sam­me.

Og det hav­de Flemming Fre­de­rik­sen og­så gjort.

»Har du få­et de børn, du ger­ne vil ha­ve,« spurg­te han hen­de. »Hvis du si­ger ja nu som 27-årig, hvad skal du så la­ve, når du bli­ver 40?« Og, til­fø­je­de han: »Tror du, at du har få­et de ta­esk, du skal ha­ve på for­si­den af Ek­stra Bla­det for at va­e­re ha­er­det nok til at va­e­re stats­mi­ni­ster?«

Met­te Fre­de­rik­sen var enig, det var og­så den kon­klu­sion, hun selv var nå­et frem til. Det var for tid­ligt. Hun kun­ne fak­tisk ik­ke va­e­re be­kendt at si­ge ja til den post, hvis hun ik­ke var fuld­sta­en­dig sik­ker på, at hun mag­te­de op­ga­ven. Det var trods alt for­mand­spo­sten for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, der var ta­le om, ik­ke et hvil­ket som helst par­ti. Det par­ti, der hav­de va­e­ret om­drej­nings­punk­tet for fa­mi­li­en Fre­de­rik­sen i fi­re ge­ne­ra­tio­ner. Det måt­te bli­ve et nej. Og­så selv­om det må­ske var den ene chan­ce, hun fik for at bli­ve for­mand for sit par­ti. Når man sag­de nej, skul­le man va­e­re indstil­let på, at det kun­ne va­e­re et for-evigt-nej.

Men nu, i 2014, var chan­cen der plud­se­lig igen, og Flemming Fre­de­rik­sen hav­de sat da­gen af til at føl­ge be­gi­ven­he­der­ne på News. Og så ske­te der det, som ab­so­lut ik­ke måt­te ske på så­dan en dag. Flemming Fre­de­rik­sens fjern­syn gik i sort. Det blev sent, før Met­te Fre­de­rik­sen kun­ne la­de sig hen­te af sin sa­ed­van­li­ge chauf­før fra Beska­ef­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et. I Bal­lerup hav­de Flemming Fre­de­rik­sen i mel­lem­ti­den fun­det en iPad, der vir­ke­de, så han nå­e­de og­så at se, Hel­le Thor­ningS­ch­midt og de an­dre re­ge­rings­che­fer for­la­de EU-top­mø­det og be­kendt­gø­re, at man ik­ke var nå­et til enig­hed.

På EUs hjem­mesi­de lig­ger der tv-op­ta­gel­ser fra den dag af stats- og re­ge­rings­che­fer­ne. I en pau­se i for­hand­lin­ger­ne kan man se en re­sig­ne­ret Hel­le Thor­ning-Sch­midt, der ryster lidt på ho­ve­d­et i en kort sam­ta­le med den li­tau­i­ske pra­esi­dent, mens en stors­mi­len­de og gri­nen­de Do­nald Tusk står et par me­ter der­fra med en stor kreds af kol­le­ger om­kring sig. Do­nald Tusk blev først ud­na­evnt som rå­ds­for­mand 30. au­gust, men den dag var der in­gen ta­et på pro­ces­sen, der la­en­ge­re tro­e­de på Hel­le Thor­ning-Sch­midts chan­cer og in­gen chauf­før, der kør­te Met­te Fre­de­rik­sen til en hem­me­lig adres­se. Met­te Fre­de­rik­sen måt­te ha­en­ge den grøn­ne kjo­le til­ba­ge i ska­bet og pak­ke pla­ner­ne og dre­jebø­ger­ne langt va­ek i en flyt­te­kas­se.

Mød Met­te

Godt tre år se­ne­re tra­e­der Met­te Fre­de­rik­sen ud af sin kampag­ne­bus. MØD MET­TE står der i bus­sens ene en­de ved si­den af et gi­gan­tisk bil­le­de af den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske for­mand. Det er novem­ber 2017, og der er pra­e­cis en uge til kom­mu­nalval­get. Met­te Fre­de­rik­sen og hen­des en­tou­ra­ge be­gynd­te den sto­re dan­mark­s­tur­né al­le­re­de om som­me­ren, og på de so­ci­a­le me­di­er har par­ti­et lagt en vi­deo ud, hvor par­ti­for­man­den sa­et­ter knap­penå­le i al­le 98 kom­mu­ner på et Dan­marks­kort. Når hun sti­ger ud af bus­sen, står den lo­ka­le borg­mester­kan­di­dat klar til at mod­ta­ge hen­de, der bli­ver gi­vet hånd og ta­get sel­fies, un­ge par­ti­kam­me­ra­ter op­ta­ger SoMe-vi­deo­er, og så er det el­lers rundt på virksomheder, vug­ge­stu­er, bør­ne­ha­ver, fol­ke­sko­ler, er­hvervs­sko­ler, gym­na­si­er, vok­se­nud­dan­nel­ser og ple­je­hjem. Om mor­ge­nen er der af­sat tid til, at Met­te Fre­de­rik­sen kan dyr­ke mo­tion i ho­tel­lets fit­ness-af­de­ling, der er sun­de sna­cks med i bus­sen, og froko­sten bli­ver ind­ta­get på re­stau­ran­ter med stof­dug på bor­de­ne.

Det er ik­ke no­gen al­min­de­lig kom­mu­nal valg­kamp, hvor det ba­re hand­ler om at skaf­fe så man­ge so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske borg­mester­po­ster som mu­ligt. Det er ge­ne­ral­prø­ven på na­e­ste fol­ke­tings­valg, hvor Met­te Fre­de­rik­sen skal ind­fri for­vent­nin­ger­ne om at bli­ve Dan­marks na­e­ste so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske stats­mi­ni­ster. Og den­ne gang ik­ke ba­re for en en­kelt pe­ri­o­de. Met­te Fre­de­rik­sen har am­bi­tio­ner om at brin­ge par­ti­et til­ba­ge til dets stor­heds­tid. Når Met­te Fre­de­rik­sen forta­el­ler om sig selv, frem­ha­e­ver hun ger­ne, at hun er en gam­mel­dags ty­pe. Så­dan en, der bak­ker op om gam­le dy­der, fra før ver­den gik af la­ve, og som godt kan li­de so­lid jysk mad med tung brun sovs. Hvor det ik­ke er nok at pa­ne­re kre­bi­net­ten en en­kelt gang, den skal dob­belt­pa­ne­res. Der­for aen­dre­de hun og­så par­ti­nav­net til­ba­ge fra So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne til So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, som det hed i de go­de gam­le da­ge, da An­ker og Auken var for­ma­end, og par­ti­et hav­de op mod 40 pro­cent af stem­mer­ne. Helt så me­get står So­ci­al­de­mo­kra­ti­et ik­ke til i kom­mu­nalvalg­kam­pen, men stem­nin­gen i bus­sen er god, for alt teg­ner til et langt bed­re re­sul­tat end ved det skuf­fen­de kom­mu­nalvalg i 2013.

Bus­sen kø­rer fra Ho­tel Scan­dic i Aar­hus pra­e­cis kl. 8.30 ud til Den Jy­ske Hånd­va­er­ker­sko­le, (Met­te Fre­de­rik­sen ved ik­ke så lidt om strå­tag, vi­ser det sig) og vi­de­re til Bjer­ring­bro Gym­na­si­um (her får nog­le ele­ver et lil­le fored­rag om Bel­gi­en som ko­loni­magt i Afri­ka og tit­len på en bog om kong Le­opold, som de »vir­ke­lig bur­de la­e­se«).

I en klas­se bli­ver hun spurgt, om So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, li­ge­som re­ge­rin­gen, vil sa­et­te SU’en ned.

Met­te Fre­de­rik­sen tra­ek­ker vej­ret ind, som man gør, når man skal si­ge no­get vig­tigt. No­get, der ik­ke ba­re skal jap­pes af sted, men som skal be­to­nes de rig­ti­ge ste­der, så folk for­står po­in­ten. For sva­ret er vig­tigt for den forta­el­ling, Met­te Fre­de­rik­sen hol­der af at be­ret­te om sig selv. Den, der skal vi­se, at Met­te Fre­de­rik­sen er alt an­det end den kosmopo­li­ti­ske-jet­set Hel­le Thor­ning-Sch­midt, der kom fra et aka­de­mi­ker­hjem og gik med dy­re ta­sker. Den, der skal vi­se, at Met­te Fre­de­rik­sen helst vil as­so­ci­e­res med den fol­ke­li­ge An­ker Jør­gen­sen, for­di han var rig­tig ar­bej­der, rig­tig so­ci­al­de­mo­krat.

»Nej, det vil vi fak­tisk ik­ke,« sva­rer hun på SU-spørgs­må­let og fort­sa­et­ter, »og den helt ae­r­li­ge for­kla­ring på dét ha­en­ger sam­men med min egen hi­sto­rie.«

Og så forta­el­ler hun, at hun var den før­ste i sin fa­mi­lie, der kom på uni­ver­si­te­tet, at hun ik­ke hav­de no­gen bør­ne­op­spa­ring li­ge­som al­le de an­dre, hun la­e­ste med, og at hun der­for var af­ha­en­gig af sin SU.

Fra gym­na­si­et går tu­ren vi­de­re til ro­se-ud­de­ling på gå­ga­den i Hor­sens. »Det er der, hun er al­ler­bedst,« hav­de par­tiets pres­se­chef sagt, da tu­ren star­te­de. Ude blandt fol­ket. Så­dan si­ger al­le pres­se­che­fer om de­res po­li­ti­ke­re, for in­gen øn­sker sig en stats­mi­ni­ster­kan­di­dat, der ik­ke kan ta­le med folk.

Og Met­te Fre­de­rik­sen lyt­ter, stil­ler op­føl­gen­de spørgs­mål, og i det me­ste af et kvar­ter sid­der hun på hug og ta­ler med en kvin­de i kø­re­stol. Frem­me på Hor­sens Fol­ke­blad ta­ger Met­te Fre­de­rik­sen mi­kro­fo­nen og si­ger tak, for­di hun måt­te kom­me. »Det er nemt at kom­me til Hor­sens,« si­ger hun.

»For I har en af Dan­marks bed­ste borg­me­stre. I må ba­re ik­ke si­ge det til de an­dre by­er.« Samt­li­ge fem sto­le­ra­ek­ker gri­ner.

Hun er jovi­al, når hun forta­el­ler om kvin­den i kø­re­sto­len på gå­ga­den, li­ge­som hun var det, da hun for­tal­te hi­sto­ri­en om ind­van­drer­dren­gen, der hav­de la­ert at ta­le godt dansk, for­di han hav­de gå­et på ef­ter­sko­le, el­ler den om den ord­blin­de dreng, der først fik sin di­ag­no­se i 10. klas­se. Ind­til da tro­e­de la­e­re­ren ba­re, at han var ube­ga­vet. Og det er så­dan no­get, der kan gø­re Met­te Fre­de­rik­sen »godt gam­mel­daws gal«, som hun si­ger på over­dre­vent jysk.

Hun forta­el­ler og­så om den­gang, hun kør­te i sin bil, og nog­le un­ge men­ne­sker for­an hen­de ba­re hav­de rul­let vin­du­et ned og smidt de­res tom­me co­la­ba­e­gre ud på vej­en, og hvor­dan hun var kørt op på si­den af dem og hav­de iret­te­sat dem.

»Der var li­ge no­get med nog­le gam­le dy­der,« si­ger hun, og den for­trins­vis grå­hå­re­de for­sam­ling nik­ker i kor.

Her i so­ci­al­de­mo­kra­tisk ker­neland er de vil­de med de­res for­mand. På vej­en ud si­ger en af de ae­l­dre la­e­se­re det, de for la­engst er ble­vet eni­ge om i So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, og som gen­nem­sy­rer den forta­el­ling om Met­te Fre­de­rik­sen, der skal gø­re hen­de til stats­mi­ni­ster:

»Hun er me­re so­ci­al­de­mo­kra­tisk end Hel­le.«

»Tak for til­bu­det, men jeg tror, jeg sprin­ger over.« Hel­le Thor­ning-Sch­midt har li­ge­som Bjar­ne Cory­don ik­ke øn­sket at med­vir­ke til det­te po­rtra­et. I sin erin­drings­bog Hvad man ik­ke dør af, som hun ud­gav i ef­ter­å­ret 2017, be­skri­ver hun sig selv som en tred­je­rangs so­ci­al­de­mo­krat. Det var så­dan en, der i mod­sa­et­ning til for ek­sem­pel Met­te Fre­de­rik­sen ik­ke var født ind i be­va­e­gel­sen, ik­ke kom fra en ar­bej­der­fa­mi­lie, ik­ke hav­de va­e­ret med­lem af DSU, men som selv hav­de valgt par­ti­et til. Det er og­så det ind­tryk, man får, når man ta­ler med so­ci­al­de­mo­kra­ter i dag. De ser ik­ke Hel­le Thor­ning-Sch­midt som en rig­tig so­ci­al­de­mo­krat, men det er Met­te Fre­de­rik­sen til gen­ga­eld.

Mo­gens Lyk­ke­toft ud­tryk­ker den ge­ne­rel­le hold­ning, når han si­ger:

»Met­te Fre­de­rik­sen er det bed­ste bud på en le­der og en ny stats­mi­ni­ster. Hun er dybt rod­fa­e­stet i So­ci­al­de­mo­kra­tiets og vo­res hold­nin­ger, hvad den for­ri­ge ik­ke var.«

Det er, som om de na­e­sten skam­mer sig over de­res tid­li­ge­re for­mand og har glemt, at det var med­lem­mer­ne selv, der valg­te hen­de i 2005, for­di de net­op ik­ke øn­ske­de en klas­sisk so­ci­al­de­mo­krat som Frank Jen­sen, men ger­ne vil­le ha­ve for­ny­el­sen i Hel­le Thor­ning-Sch­midt.

Hel­le Thor­ning-Sch­midt hav­de kun va­e­ret stats­mi­ni­ster i om­kring et år, da fi­re so­ci­al­de­mo­kra­ter om­kring ju­le­tid i 2012 be­gynd­te at hol­de diskre­te mø­der i Beska­ef­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et om, hvad der skul­le ske den dag, par­ti­et skul­le ha­ve en ny for­mand. Det var der in­tet us­a­ed­van­ligt i. I So­ci­al­de­mo­kra­ti­et har man al­tid va­e­ret på ud­kig ef­ter den na­e­ste for­mand, isa­er når me­nings­må­lin­ger­ne var dår­li­ge. Det us­a­ed­van­li­ge ved dis­se mø­der var, at del­ta­ger­ne ik­ke kom fra den sam­me kaf­fe­klub i par­ti­et.

Ud­over Met­te Fre­de­rik­sen, der kom fra »Netva­er­ket«, var det Hen­rik Sass Lar­sen og brød­re­ne Ole og Ni­ck Ha­ek­kerup, der al­le tre kom fra »Mor­gen­mads­klub­ben«. Det var åben­lyst for dem, at den må­de, det kør­te på, ik­ke var hold­bar i la­eng­den. Me­nings­må­lin­ger­ne var helt elen­di­ge, der var ik­ke op­bak­ning til re­ge­rin­gens politik i det so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske bag­land, (hvil­ket bag­lan­det ger­ne og of­te ud­tal­te til me­di­er­ne), fol­ke­tings­grup­pen for­stod ik­ke, hvad re­ge­rings­pro­jek­tet gik ud på, og så sto­le­de de i øv­rigt ik­ke på Hel­le Thor­ning-Sch­midts po­li­ti­ske kom­pas.

Når Hel­le Thor­ning-Sch­midt sad til grup­pe­mø­de­r­ne og sag­de: »Vi ved jo al­le, hvad re­ge­rin­gens linje er,« sad der folk og kig­ge­de ned i bor­det og ta­enk­te: »Nej, jeg har fak­tisk in­gen anel­se.«

Grup­pe­med­lem­mer­ne var og­så tra­et­te af at bli­ve ori­en­te­ret om re­ge­rin­gens nye til­tag på tirs­dags­pres­se­mø­de­r­ne sam­ti­dig med pres­sen, (en prak­sis An­ders Fogh Ramsus­sen og­så be­nyt­te­de sig af, da han var stats­mi­ni­ster), de vil­le ger­ne ind­dra­ges og ta­ges med på råd.

Som et med­lem af fol­ke­tings­grup­pen på et tids­punkt ud­tryk­te det: »Det er fuld­sta­en­dig li­ge­gyl­digt, om det er mig el­ler en gril­l­kyl­ling, der sid­der her. Jeg bli­ver al­drig hørt om no­get.«

Un­der­vejs fandt Hel­le Thor­ning-Sch­midt ud af, hvad der fo­re­gik af mø­der i Beska­ef­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et, og hun bad om, at de blev stop­pet. Men kvar­tet­ten fort­sat­te mø­de­r­ne. Det be­kra­ef­te­de end­nu en gang Hel­le Thor­ning-Sch­midt i, at hen­des par­ti­fa­el­ler ik­ke al­le var loy­a­le, at hun ik­ke fik den op­bak­ning, hun hav­de brug for som for­mand, og at Met­te Fre­de­rik­sen ik­ke var en hold­spil­ler.

Om­vendt føl­te Met­te Fre­de­rik­sen og hen­des rå­d­gi­ver Mar­tin Ros­sen, at de blev mod­ar­bej­det af le­del­sen.

Den lan­ge ud­la­en­din­ge­rej­se

En af de ting, der går igen, når loy­a­le par­ti­fa­el­ler og tid­li­ge­re me­d­ar­bej­de­re skal be­skri­ve Met­te Fre­de­rik­sen er hen­des en­ga­ge­ment og ev­ne til at gå hel­hjer­tet ind i en sag. Og en li­ge så stor ev­ne til at kun­ne la­eg­ge det he­le fra sig igen. Hen­des tid­li­ge­re rå­d­gi­ver i Justits­mi­ni­ste­ri­et, Mi­cha­el Jo­hn­son, si­ger det så­dan her:

»Jeg ken­der få, der er så god til at hånd­te­re ting, når det er det, hun skal, og så kun­ne la­eg­ge det fra sig, når hun kom­mer hjem. Det er en af grun­de­ne til, at hun ik­ke er bra­endt ud end­nu.«

At Met­te Fre­de­rik­sen kan skil­le tin­ge­ne ad, op­le­ve­de for­bunds­for­mand i 3F, Per Chri­sten­sen, da han i for­å­ret 2014 hav­de ta­et­te drøf­tel­ser med hen­de om den sto­re be­ska­ef­ti­gel­ses­re­form. Først ef­ter at for­hand­lin­ger­ne var slut, fandt Per Chri­sten­sen ud af, at Met­te Fre­de­rik­sen un­der­vejs i for­lø­bet var ble­vet skilt fra sin mand gen­nem 11 år.

»Jeg kun­ne in­tet ma­er­ke i de for­hand­lin­ger. Det var ret tan­ke­va­ek­ken­de. Hun har et ima­ge som fol­ke­lig, at hun er en af fol­ket, men man skal ik­ke ta­ge fejl, for hun er og­så en ben­hård po­li­ti­ker, der i den grad er i stand til at skil­le tin­ge­ne ad,« si­ger Per Chri­sten­sen.

Det var Met­te Fre­de­rik­sens so­ci­a­le in­dig­na­tion, der gjor­de, at hun al­le­re­de som DSU’er kun­ne gø­re ind­tryk på en po­li­ti­ker som Mo­gens Lyk­ke­toft. Selv­om hun med åre­ne har skru­et lidt ned for vo­lu­men, er ble­vet me­re kon­trol­le­ret i si­ne ud­ta­lel­ser, er det sta­dig hen­des va­re­ma­er­ke og styr­ke. Men i takt med, at hun skif­ter hold­nin­ger på for­skel­li­ge po­li­ti­k­om­rå­der som for ek­sem­pel bar­sel, kø­be-sex, før­tids­pen­sion og ik­ke mindst flygt­nin­ge og ud­la­en­din­ge kan det og­så bli­ve et pro­blem for hen­de. En so­ci­al­de­mo­krat ud­tryk­ker det så­dan her:

»Hun går al­tid 110 pro­cent ind i en sag, og hun me­ner det al­tid me­get al­vor­ligt. Med sin sto­re vil­je­kraft vir­ker hun me­get over­be­vi­sen­de på folk, må­ske end­da lidt sar­ka­stisk og ned­la­den­de over for si­ne dis­kus­sions­part­ne­re. Og så kan hun over tid skif­te og me­ne 110 pro­cent det mod­sat­te. Det kan godt vir­ke lidt sår­en­de over for dem, hun i sin tid hav­de over­be­vist før­ste gang.«

På flygt­nin­ge- og ud­la­en­din­gepo­li­tik­ken har Met­te Fre­de­rik­sen be­va­e­get sig fra den ene yder­lig­hed i par­ti­et til den an­den. Da hun kom i Fol­ke­tin­get i 2001 blev hun kendt for si­ne skar­pe ud­ta­lel­ser mod par­ti­fa­el­len Ka­ren Jes­per­sen og den­nes ind­van­drer­kri­ti­ske linje. Met­te Fre­de­rik­sen var frygt­løs og me­get di­rek­te, når hun som helt nyvalgt fol­ke­tings­med­lem prok­la­me­re­de: »Vi und­går ik­ke et op­gør om ud­la­en­din­gepo­li­tik­ken, og det er ik­ke Ka­ren Jes­per­sen, der skal va­e­re krum­tap­pen i vo­res hold­nin­ger til in­te­gra­tion.«

I dag har Met­te Fre­de­rik­sens »rej­se«, som hun selv kal­der sit mar­kan­te hold­nings­skift på flygt­nin­ge­om­rå­det, flyt­tet par­ti­et end­nu la­en­ge­re til høj­re, end den­gang, Ka­ren Jes­per­sen var med­lem af par­ti­et. Den rej­se kul­mi­ne­re­de i den­ne uges ud­la­en­din­geud­spil, men den har va­e­ret un­der­vejs i nog­le år. Der var da og­så nog­le so­ci­al­de­mo­kra­ter rundt om­kring, der blev over­ra­ske­de, da hun valg­te at stem­me sam­men med re­ge­rin­gen for den kon­tro­ver­si­el­le smyk­ke­lov. Og igen, da par­ti­et sag­de nej til at vil­le mod­ta­ge FN’s kvo­te­flygt­nin­ge. Nu tro­e­de de li­ge, de hav­de få­et en ae­g­te so­ci­al­de­mok­tat, og så vi­ste hun sig at va­e­re end­nu me­re høj­re­o­ri­en­te­ret end den for­ri­ge le­der. On­de tun­ger vil ha­ev­de, at det ryk vi­ser, hvor op­portu­ni­stisk hun er.

An­dre for­kla­rer, at de ik­ke er i tvivl om, at hun me­ner det. Met­te Fre­de­rik­sen har selv for­kla­ret sin »ud­la­en­din­ge­rej­se« med de op­le­vel­ser, hun hav­de i si­ne ba­re ot­te må­ne­der som ju­stits­mi­ni­ster, ly­der det. Som for ek­sem­pel at skul­le gi­ve op­hold­stil­la­del­se til per­so­ner, som PET vid­ste ud­gjor­de en trus­sel, for­di hun skul­le over­hol­de in­ter­na­tio­na­le kon­ven­tio­ner.

Og så be­na­eg­ter hun i øv­rigt selv, at hun skul­le va­e­re ble­vet høj­re­fløjs-so­ci­al­de­mo­kra­tisk af den grund. Hun har kaldt det ker­neso­ci­al­de­mo­kra­tisk og la­est op af et ci­tat af An­ker Jør­gen­sen fra 1987, hvor han si­ger, at vi skal pas­se på, at vi ik­ke bli­ver over­rendt.

Good cop/bad cop

Der er en forta­el­ling om Met­te Fre­de­rik­sen i So­ci­al­de­mo­kra­ti­et om, at hun har ryk­ket par­ti­et til høj­re på flygt­nin­gepo­li­tik­ken og til ven­stre i for­de­lings­po­li­tik­ken. Men det er en forta­el­ling, der er ble­vet til ud fra en for­vent­ning om, hvil­ken so­ci­al­de­mo­krat Met­te Fre­de­rik­sen er. El­ler var. Hen­de, som of­te bli­ver sam­men­lig­net med An­ker, og som par­ti­fa­el­len og ma­ski­n­ar­bej­de­ren Bjar­ne Laust­sen kald­te en ny Stau­ning, der skal brin­ge par­ti­et til­ba­ge til dér, hvor det hø­rer til: på ar­bej­der­nes og de sva­ges si­de.

»Vi sav­ner end­nu at se det ud­fol­det i prak­sis, hvis Met­te Fre­de­rik­sen skul­le va­e­re me­re på ar­bej­der­nes hold, end Hel­le Thor­ning-Sch­midt var det. Vi la­ve­de go­de af­ta­ler med Met­te Fre­de­rik­sen om ind­sats mod so­ci­al dum­ping, men sam­let set så stod ar­bej­der­klas­sen dår­li­ge­re, ef­ter at S-R-re­ge­rin­gen gik af, end da den trå­d­te til. De va­er­di­er, som mi­ne so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske fora­el­dre ka­em­pe­de for, nem­lig løn­mod­ta­ger­nes tryg­hed ved ar­bejds­løs­hed og syg­dom, blev ud­hu­let, mens Met­te Fre­de­rik­sen var be­ska­ef­ti­gel­ses­mi­ni­ster, og hun har ik­ke meldt ud, at hun vil ret­te op på det. Ik­ke en­gang de bor­ger­li­ges fat­tig­dom­sy­del­ser som kon­tant­hja­elpsloft, 225 ti­mer­s­re­gel og in­te­gra­tionsy­del­se vil hun for­plig­te sig til at af­skaf­fe. Det har De Ra­di­ka­le meldt ud, at de vil. Hvor sva­ert kan det egent­lig va­e­re, hvis man vil va­re­ta­ge løn­mod­ta­ger­nes in­ter­es­ser,« spør­ger En­heds­li­stens ar­bejds­mar­kedsord­fø­rer Finn Sø­ren­sen.

Et med­lem af den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske fol­ke­tings­grup­pe ud­tryk­ker det så­dan her:

»Det kan godt va­e­re, at der er folk i bag­lan­det og i Ho­ved­be­sty­rel­sen, der sta­dig op­fat­ter Met­te Fre­de­rik­sen som ven­stre­o­ri­en­te­ret so­ci­al­de­mo­krat, men det er der ik­ke la­en­ge­re no­gen i grup­pen, der gør,« si­ger et grup­pe­med­lem. Hen­rik Sass Lar­sen, der bli­ver be­teg­net som høj­re­fløjs­so­ci­al­de­mo­krat og en sta­erk del af le­del­sen i par­ti­et, af­vi­ser, at Met­te Fre­de­rik­sen kom­mer til at dre­je par­ti­et mod ven­stre:

»Vi er ik­ke ble­vet me­re ven­stre­o­ri­en­te­re­de, ef­ter at Met­te er ble­vet for­mand. Se på, hvad vi har gi­vet af øko­no­mi­ske løf­ter si­den val­get: Tilsagn om et er­hvervs­pak­ke­fradrag på 1,5 mil­li­ar­der. Og tilsagn om, at ve­te­ra­ner skal ha­ve er­stat­ning. Der er ik­ke lem­pet en 5-øre på den øko­no­mi­ske politik.« Spørgs­må­let er, om hun kom­mer til at le­ve­re på den sid­ste del. Ind­til vi­de­re er tå­l­mo­dig­he­den i par­ti­et stor.

Det ly­der na­er­mest som et man­tra, når den ene ef­ter den an­den gen­ta­ger de sam­me sa­et­nin­ger om, at det er helt uhørt i So­ci­al­de­mo­kra­tiets hi­sto­rie, at der ik­ke fin­des en ene­ste kaf­fe­klub i par­ti­et, der øn­sker sig en an­den for­mand. Og så la­en­ge me­nings­må­lin­ger­ne går den rig­ti­ge vej, og de tror på, at Met­te Fre­de­rik­sen bli­ver stats­mi­ni­ster, er det, som om hun ik­ke kan gø­re no­get for­kert. Selv det ta­et­te sam­ar­bej­de med Dansk Fol­ke­par­ti bli­ver ac­cep­te­ret, hvil­ket si­ger ik­ke så lidt i et par­ti, hvor en tid­li­ge­re for­mand sag­de, at Dansk Fol­ke­par­ti al­drig vil­le bli­ve stu­e­re­ne.

Det er sva­ert, for ik­ke at si­ge na­e­sten umu­ligt, at fin­de en so­ci­al­de­mo­krat i dag, der ik­ke si­ger, at Met­te Fre­de­rik­sen er den rig­ti­ge for­mand. Og de, der har nu­an­cer til be­skri­vel­sen af for­man­den, har ik­ke lyst til at si­ge det højt.

»Der er in­gen tvivl om, at hun som le­der er langt me­re åben end Thor­ning. Ting bli­ver lagt frem i god tid, hun de­ler si­ne ana­ly­ser med grup­pen, og det bli­ver hun be­løn­net for. Hun har folk med sig, de fø­ler sig ind­dra­get og får ejer­skab til be­slut­nin­ger­ne. Men det er ik­ke så­dan, at vo­res grup­pe­mø­der er spra­eng­fyld­te med hid­si­ge de­bat­ter. Det er me­get så­dan her: ’Jeg er me­get enig med dig, Met­te’. Det er der man­ge, der fø­ler

et be­hov for at si­ge. Men det er må­ske me­get na­tur­ligt. Folk vil jo ger­ne va­e­re mi­ni­stre en dag,« si­ger et med­lem af fol­ke­tings­grup­pen.

I par­tiets Ana­ly­se- og In­for­ma­tions­af­de­ling bli­ver der og­så holdt øje med, hvor ak­tivt grup­pe­med­lem­mer­ne bak­ker op om le­del­sen. Hvis der er gå­et lidt for la­en­ge mel­lem, at man har delt en af le­del­sens ud­mel­din­ger på Face­book, kan man få en be­ma­er­k­ning om, at man lig­ger lavt på li­sten.

Met­te Fre­de­rik­sens tem­pe­ra­ment er vel­kendt bå­de blandt jour­na­li­ster på Chri­sti­ans­borg og hos em­beds­ma­en­de­ne i Justits­mi­ni­ste­ri­et og ik­ke mindst i Beska­ef­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et, hvor der isa­er i be­gyn­del­sen var man­ge di­rek­te kon­fron­ta­tio­ner. Met­te Fre­de­rik­sen kun­ne bli­ve ube­ha­ge­lig og ind­bød ik­ke til, at man gav hen­de mod­spil, hvil­ket kan va­e­re fa­ta­lt for en mi­ni­ster.

På et tids­punkt valg­te de­par­te­ments­che­fen at tra­ef­fe den no­get us­a­ed­van­li­ge be­slut­ning, at in­gen un­der chef­ni­veau skul­le med på mi­ni­ste­rens kon­tor. Man kun­ne ik­ke by­de de un­ge fuld­ma­eg­ti­ge at bli­ve over­fu­set på den må­de.

Men i fol­ke­tings­grup­pen på Chri­sti­ans­borg er det ik­ke så me­get Met­te Fre­de­rik­sens tem­pe­ra­ment, de fryg­ter, som det er hen­des rå­d­gi­ver Mar­tin Ros­sen og hans na­e­re ven og al­li­e­re­de, grup­pe­for­mand Hen­rik Sass Lar­sen. For­man­den i 3F, Per Chri­sten­sen, der ja­evn­ligt ta­ler med med­lem­mer­ne af den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske fol­ke­tings­grup­pe, si­ger det så­dan her: »Der er en frygtsom­hed i grup­pen for at na­er­me sig de kon­tro­ver­si­el­le spørgs­mål. In­gen har lyst til at bli­ve sat på plads af Sass. Men må­ske er det nød­ven­digt at ha­ve så­dan en for at kun­ne hol­de styr på så­dan et stort par­ti. Men man skal pas­se på ba­lan­cen.«

Met­te Fre­de­rik­sen og Hen­rik Sass Lar­sen har la­vet en good cop/bad cop-for­de­ling, hvor Sass har få­et rol­len som den, der skal hol­de ro i grup­pen. Som grup­pe­for­mand er det og­så ham, der sty­rer, hvil­ke po­li­ti­ske for­slag fra med­lem­mer­ne der bli­ver ta­get op og dis­ku­te­ret i le­del­sen. På den må­de kan Sass Lar­sen skrue op og ned for det var­me vand, alt af­ha­en­gigt af hvor po­pu­la­ert det en­kel­te med­lem er i le­del­sen.

»Ro i par­ti­et fo­re­går ved ind­dra­gel­se og at­ter ind­dra­gel­se af re­le­van­te nøg­le­ak­tø­rer og en ri­ge­lig­hed af mø­der. De, som al­li­ge­vel va­el­ger at gå so­lo og ta­ge for­be­hold, bli­ver ik­ke po­pu­la­e­re og vil stå sidst i kø­en til for­frem­mel­se,« si­ger Sass Lar­sen.

Kr­udt­ug­ler­ne

Det er Met­te Fre­de­rik­sen, der star­ter med at klap­pe i takt. For­an hen­de spil­ler Kr­udt­ug­ler­ne, et han­di­cap-or­ke­ster, hun har mødt på sin tur­né rundt i lan­det, og som hun har in­vi­te­ret til at spil­le til sin 40 års fød­sels­dags­re­cep­tion i Lands­sa­len på Chri­sti­ans­borg 29. novem­ber 2017.

Ga­ester­ne be­gyn­der og­så at klap­pe med. Først til Kr­udt­ug­ler­nes ud­ga­ve af Kim Lar­sens »Pa­pirklip«, og bag­ef­ter til det num­mer de vandt Me­lo­di Grand Prix for han­di­cap­pe­de med. Som den ene­ste klap­per Met­te Fre­de­rik­sen nu med ha­en­der­ne over ho­ve­d­et. »Hvor er I go­de,« rå­ber hun til dem, da de er fa­er­di­ge. Re­cep­tio­nen er ved at tyn­de ud. Det er sja­el­dent, at Lands­ssa­len er fyldt op, men det var den den dag. En fol­ke­tings­be­tjent an­slog, at der kom et sted mel­lem 600-700 men­ne­sker. I be­gyn­del­sen stod folk i en lang kø for at tryk­ke hånd med fød­sel­a­ren, men til sidst måt­te Ni­co­lai Wam­men som di­ri­gen­ten be­de folk om at kom­me ind, for el­lers kun­ne de ik­ke nå al­le ta­ler­ne. »Her er lidt trangt, men det er, for­di vi og­så har in­vi­te­ret al­le de nye so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske borg­me­stre,« lo Wam­men med hen­vis­ning til det net­op over­stå­e­de og for so­ci­al­de­mo­kra­ter­ne suc­ces­ful­de kom­mu­nalvalg.

Nog­le uger tid­li­ge­re hav­de Hel­le Thor­ning-Sch­midt holdt en re­cep­tion i an­led­ning af ud­gi­vel­sen af sin bog. Det blev be­ma­er­ket, hvor få so­ci­al­de­mo­kra­ter der var med. Mor­ten Bødskov og Mo­gens Jen­sen var in­vi­te­ret, men var ble­vet for­hin­dret i at kom­me, så den ene­ste so­ci­al­de­mo­krat blandt ga­ester­ne var Bjar­ne Cory­don. Og som en­kel­te be­ma­er­ke­de: »Det kan dis­ku­te­res, hvor me­get so­ci­al­de­mo­krat han er.« Ef­ter 10 år som for­mand for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et var det, hvad det kun­ne bli­ve til på Hel­le Thor­ning-Sch­midts li­ste. Hvor man­ge kam­me­ra­ter Met­te Fre­de­rik­sen har til­ba­ge i par­ti­et om 10 år er ik­ke til at vi­de. Li­ge nu er li­sten lang. Og de ven­ter al­le sam­men på, at hun snart fin­der den grøn­ne kjo­le frem fra ska­bet.

An­ne Sop­hie Kragh er jour­na­list og for­fat­ter til blandt an­det bi­o­gra­fi­en »Fogh – Hi­sto­ri­en om en stats­mi­ni­ster« (2004). Hun stod og­så bag TV-se­ri­en på DR: »Stats­mi­ni­stre­ne« (2017).

FO­TO: NI­ELS CHRI­STEN­SEN

FO­TO: NI­ELS CHRI­STEN­SEN

Mo­gens Lyk­ke­toft: »Met­te Fre­de­rik­sen er det bed­ste bud på en le­der og en ny stats­mi­ni­ster. Hun er dybt rod­fa­e­stet i So­ci­al­de­mo­kra­tiets og vo­res hold­nin­ger, hvad den for­ri­ge ik­ke var.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.