Dan­mark har gjort min­kavl til en mil­li­ar­din­du­stri. Men mør­ke sky­er sam­ler sig.

Dy­r­e­købt. Dan­mark tje­ner mil­li­ar­der på pro­duk­tion og im­port af minkpel­se. Men må­ske lak­ker sol­strå­le­hi­sto­ri­en mod en­den an­spo­ret af det for­bud, Nor­ge for ny­lig blev ramt af.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af JON HUSTAD

In­gen ud­la­en­ding, som be­sø­ger Dan­mark, kan und­gå at la­eg­ge ma­er­ke til, hvor højt dan­ske­re går op i så­kaldt øko­lo­gisk og bi­o­dy­na­misk mad og land­brug. Gri­seø­rer skal gra­ves ned i det nord­ve­st­li­ge hjør­ne af mar­ken, når må­nen er fuld, og hav­ren skal gø­des med jom­fru­e­lig kvin­d­eurin ved so­l­op­gang den tolv­te dag. Okay, nu over­dri­ver jeg lidt. Men dan­ske­re er for en norsk be­tragt­ning sta­er­kt op­ta­get af dyr, plan­ter og jord­be­skyt­tel­se. Al­le­re­de i 1896 blev Dansk Ve­ge­tar­for­e­ning stif­tet og be­gynd­te se­ne­re at ud­gi­ve med­lems­bla­det Sol­blink (nej, ik­ke »sol­kors«, red. anm.) – Tids­skrift for Na­tur­lig Livs­fø­rel­se. Den­ne for­e­ning har va­e­ret sa­er­lig ivrig i kam­pen mod vac­ci­na­tion.

Kam­pen får stør­re og stør­re suc­ces. Dan­ske­re bli­ver i sti­gen­de grad mod­stan­de­re af alt, hvad der er knyt­tet til mo­der­ne hus­dyr­pro­duk­tion, og et­hvert barn med respekt for sig selv har fle­re ma­din­to­le­ran­cer, end man kan ta­el­le på to ha­en­der. Så kom­mer pa­ra­dok­set: For midt i det he­le har Dan­mark na­er­mest glo­balt mo­nopol på det er­hverv, som de grøn­ne eso­te­ri­ke­re ha­der over alt an­det – pels­dyrav­len. Dan­mark er ik­ke no­get ind­ly­sen­de sted at hol­de pels­dyr, for pels­dyr vil ha­ve sne og kul­de, og net­op sne og kul­de er der ik­ke me­get af i Dan­mark. Dan­mark pro­du­ce­rer der­for ik­ke la­en­ge­re ra­ev, og af sam­me grund har man kun­net for­by­de ra­e­veavl. Men det van­ske­li­ge kli­ma stop­per ik­ke dan­ske minkpro­du­cen­ter. De har ero­bret 40 pro­cent af ver­dens­mar­ke­det, som for øv­rigt vok­ser hur­tigt, ef­ter­som ny­ri­ge russere og ki­ne­se­re ik­ke har helt det sam­me syn på pels­dyr­pro­duk­tion som med­lem­mer af Al­ter­na­ti­vet. En tred­je­del af Dan­marks sam­le­de eks­port til Ki­na er minks­kind. Dan­mark pro­du­ce­rer na­e­sten 20 mil­li­o­ner minks­kind og eks­por­te­rer på et godt år for små ti mil­li­ar­der kro­ner.

Men dan­ske­re vil­le ik­ke va­e­re dan­ske­re, hvis de ik­ke var go­de mel­lem­ma­end. Dan­mark har en pels­børs, og selv om den er koo­pe­ra­tivt ejet af pelspro­du­cen­ter, er den alt an­det end so­ci­a­li­stisk. Ko­pen­ha­gen Fur er kort sagt en ka­pi­ta­li­stisk suc­ces­hi­sto­rie.

Mør­ke sky­er sam­ler sig

Ko­pen­ha­gen Fur lig­ger i Glo­strup og har fem år­li­ge auk­tio­ner, som til­tra­ek­ker et sted mel­lem fem og syv hund­re­de kun­der, hvil­ket gi­ver en om­sa­et­ning på 3000 eu­ro per se­kund el­ler rundt reg­net 9-10 mil­li­ar­der dan­ske kro­ner sam­let per år. Ko­pen­ha­gen Fur er pris­sa­et­ter i det glo­ba­le mar­ked med sin kon­trol på over 60 pro­cent af ver­dens­han­de­len med pels­dyrskind. Og det må­ske bed­ste af det he­le: Det glo­ba­le pels­mar­ked er så godt som subsi­di­e­frit. Pels­dyravl er utvivl­s­omt det pri­ma­e­r­er­hverv i ver­den, som be­reg­net per pro­du­cent er mest sam­fund­s­ø­ko­no­misk løn­somt.

Men må­ske er solskins­hi­sto­ri­en al­li­ge­vel ved at va­e­re slut. Mør­ke sky­er sam­ler sig på ho­ri­son­ten i nord. Un­ge ma­din­to­le­ran­te glu­te­nal­ler­gi­ke­re vil sa­et­te en stop­per for al pels­dyr­pro­duk­tion. I va­er­ste fald kan de må­ske gå med til, at en in­di­a­ner sky­der en ulv med bue og pil, men en in­du­stri­el pro­duk­tion af mink og ra­ev er helt uac­cep­ta­bel.

Her må vi bli­ve lo­ka­le. Nor­dangs­da­len i Hjørund­fjor­den på Sun­n­mø­re lig­ger 300 ki­lo­me­ter nord for Ber­gen. I ti­den før Før­ste Ver­denskrig var byg­den her en af Nor­ges ri­ge­ste. Bå­de kej­ser Wil­helm af Tys­kland og dron­ning Wil­hel­mi­na af Hol­land be­nyt­te­de den som fast fe­ri­e­sted. Der var man­ge ho­tel­ler og en høj le­ve­stan­dard. Det aen­dre­de sig ef­ter Før­ste Ver­denskrig. Den fri be­va­e­ge­lig­hed blev re­du­ce­ret, og de kon­ge­li­ge ga­e­ster de­ci­me­ret. Ef­ter kri­gen op­le­ve­de Nor­ge den stør­ste øko­no­mi­ske kri­se no­gen­sin­de. De lo­ka­le bøn­der måt­te fin­de nye na­e­rings­ve­je. Nor­dangs­da­len og Sun­n­mø­re blev et af ver­dens før­en­de om­rå­der for pels­dyr­pro­duk­tion. En af na­bo­byg­der­ne til Nor­dangs­da­len var Vart­dal Kom­mu­ne, som i 1928 hav­de et års­bud­get på 30.000 kro­ner. Den stør­ste pels­dyr­pro­du­cent tjen­te 120.000 kro­ner. Han hav­de i 1915 købt et ca­na­disk ra­e­ve­par for 12.000 kro­ner. I 1940 pro­du­ce­re­de Sun­n­mø­re med si­ne godt og vel 100.000 ind­byg­ge­re 500.000 skind, de fle­ste af dem på ba­sis af ca­na­disk sølvra­ev. Norsk pels­dyr­pro­duk­tion nå­e­de et høj­de­punkt i 1969. Vi pro­du­ce­re­de 3,2 mil­li­o­ner skind, og i Nor­dangs­da­len lå ra­e­ve- og minks­ku­re­ne si­de om si­de ud over mar­ker­ne. Men i 1969 fandt Nor­ge og­så olie, og det blev me­re ind­brin­gen­de for pels­dyrav­ler­nes børn at ta­ge ar­bej­de i olie­in­du­stri­en i ste­det for at fort­sa­et­te med den ar­bejds­in­ten­si­ve pels­dyr­pro­duk­tion. Man­ge går­de faldt fra. I de se­ne­re år har Nor­ge dog på ny få­et va­ekst i er­hver­vet og pro­du­ce­rer nu 1 mil­li­on skind om året. Er pri­ser­ne go­de, ge­ne­re­rer er­hver­vet 500 mil­li­o­ner i va­lutaind­ta­eg­ter – et el­lers helt ukendt fa­eno­men i norsk land­brug, der er Eu­ro­pas mest subsi­di­e­re­de.

Vis­se pels­dyr­pro­du­cen­ter har holdt ud gen­nem al­le om­skif­tel­ser. Jon Ar­ne Øie Nor­dang og Sve­in Ar­ne Øye hol­der til helt ne­de ved fjor­den. Sne­en fal­der ta­et over de tru­en­de fjel­de, da jeg svin­ger ind på Nor­dangs gårds­plads. Først den 7. marts får han so­len til­ba­ge. Da kla­trer den op over de hø­je fjel­de, som om­kran­ser byg­den. Øye er gå­et på pen­sion, men ar­bej­der li­ge så me­get som før, mens Nor­dang har ti år til­ba­ge, før han når pen­sions­al­de­ren på 67. De to er ik­ke de før­ste pels­dyr­pro­du­cen­ter i byg­den, men de bli­ver de sid­ste.

»Det he­le er ba­re de­pri­me­ren­de,« si­ger Nor­dang. »Vi får in­gen subsi­di­er, vi har in­gen syg­dom at ta­le om, og vi er mil­jø­ven­li­ge på al­le om­rå­der. Men nu skal vi alt­så ned­la­eg­ges.«

Dob­belt­mora­len er iø­jen­fal­den­de

Ef­ter jul fik Nor­ge nem­lig en ny re­ge­ring. Det lil­le par­ti Ven­stre, der net­op kom over spa­er­re­gra­en­sen på fi­re pro­cent ved val­get i ef­ter­å­ret, gik ind i re­ge­rin­gen ef­ter lang­va­ri­ge for­hand­lin­ger. De sid­ste fem­ten år har norsk pels­dyravl va­e­ret ud­sat for et om­fat­ten­de kon­trol­re­gi­me, som er­hver­vet selv har måt­tet fi­nan­si­e­re. Det vi­ste sig, at en­kel­te stor­pro­du­cen­ter, der be­nyt­te­de løst an­sat øst­eu­ro­pa­ei­sk ar­bejds­kraft, hav­de mi­stet op­sy­net med dy­re­ne, og re­sul­ta­tet var styg­ge ska­der. Selv om dis­se pro­du­cen­ter kun ud­gjor­de en lil­le del af er­hver­vet, vedt­og Stor­tin­get, at pels­dyr­pro­du­cen­ter­ne måt­te sør­ge for at brin­ge de­res hus i or­den. Der­for kom­mer der nu dyr­la­e­ger uan­meldt til går­de­ne og ta­ger vil­kår­li­ge stikprø­ver. Der­til kom­mer de in­spek­tø­rer, som Ko­pen­ha­gen Fur sen­der ud til al­le pro­du­cen­ter, som øn­sker at sa­el­ge skind hos dem. Og ef­ter­som Ko­pen­ha­gen Fur er et mo­nopol, ac­cep­te­res al­le de­res krav – der er ik­ke no­get godt al­ter­na­tiv.

I ja­nu­ar sid­ste år vedt­og Stor­tin­get ef­ter an­be­fa­ling fra land­brugs­mi­ni­ster Jon Ge­org Da­le at er­kla­e­re pels­dyr­er­hver­vet for sundt. Da­le bad om »ro« og an­før­te, at min­dre­tal­let i Stor­tin­get måt­te hol­de op med at »un­der­gra­ve« er­hver­vet. »Det var det sig­nal, vi hav­de brug for,« si­ger Øye, som har over­ladt drif­ten til en af si­ne søn­ner, der har slå­et sig ned i Nor­dangs­da­len med sin fa­mi­lie. Fa­mi­li­en Øye pro­du­ce­rer om­kring 5000 mink- og ra­e­ve­skind om året. På et godt år gi­ver det­te en høj ind­ta­egt, og da an­la­egs­ud­gif­ter­ne stort set er nedskre­vet, og pelspro­duk­tio­nen fo­re­går uden op­varm­ning, har fa­mi­li­en og­så kun­net in­ve­ste­re i ma­el­ke­pro­duk­tion og nye drifts­mid­ler.

Den sam­me Da­le, der bad om ro til er­hver­vet og kald­te op­po­si­tio­nen for un­der­gra­ve­re, var med til at for­hand­le om den nye re­ge­rings­plat­form. Fra 2025 bli­ver alt op­dra­et af pels­dyr i Nor­ge for­budt. End­vi­de­re er det må­let at ud­ryd­de al mink fra norsk fau­na, da min­ken er en ind­van­drer. Det er bjørn og ulv i Nor­ge for øv­rigt og­så. Men det er en an­den hi­sto­rie.

»Od­de­ren er en langt dyg­ti­ge­re ja­e­ger end min­ken og ta­ger langt fle­re aeg og man­ge fle­re fisk. Den er to­tal­fre­det. Min­ken er deri­mod al­les fjen­de, for­di den kom­mer ude­fra. Jeg sy­nes, dob­belt­mora­len er iøj­ne­fal­den­de,« si­ger Nor­dang.

Hvad er så det fi­lo­so­fi­ske grund­lag for for­bud­det? Bå­de Øye og Nor­dang har sva­ert ved at fin­de det. Men ho­ve­d­ar­gu­men­tet fra Ven­stre er dy­re­vel­fa­erd. Mink og ra­ev er vil­de dyr. Men pels­dyrav­ler­ne si­ger: Al­le hus­dyr har op­rin­de­lig va­e­ret vil­de. Den ra­ev og mink, der av­les i dag, er fre­de­lig og har et lavt stres­sni­veau, for­kla­rer Nor­dang.

»Der har selv­føl­ge­lig va­e­ret av­let på dyr, som ik­ke stres­ser, og som sør­ger for af­kom­met i al­le si­tu­a­tio­ner. De dyr, vi har her, er no­get helt an­det end dyr ude i na­tu­ren.«

Når en ra­e­ve­ta­e­ve bli­ver stres­set, kan den fin­de på at bi­de un­ger­ne ihjel. Det har tra­di­tio­nelt va­e­ret et pro­blem. »For et par år si­den kom der nog­le F-16-fly tord­nen­de hen over ta­ge­ne,« forta­el­ler Øye. »Jeg løb hen til ra­e­ve­går­den. Dy­re­ne var helt upå­vir­ke­de. Det må­ske mest fru­stre­ren­de er, at mod­stan­de­re af pels­dyravl tror, at vi er li­geg­la­de med stress og dår­lig dy­re­vel­fa­erd. Men det er vi be­stemt ik­ke. Des­u­den er det ulo­gisk at tro, at vi ik­ke øn­sker den bedst mu­li­ge vel­fa­erd. Dår­lig vel­fa­erd fø­rer til ska­der og død. Hvis det sker, ta­ber vi pen­ge. Jo, der har va­e­ret brod­ne kar i vo­res er­hverv. Men det er der i al­le er­hverv. Få el­ler in­gen går ind for for­bud mod avl af kø­er, får, kyl­lin­ger el­ler gri­se, selv om der fin­des man­ge ek­semp­ler på ual­min­de­lig dår­lig dy­re­vel­fa­erd på de om­rå­der.«

Et for­bud mod pels­dyravl kan hel­ler ik­ke va­e­re be­grun­det i uti­li­ta­ris­me, det vil si­ge den bedst mu­li­ge vel­fa­erd for flest mu­li­ge dyr. 99 pro­cent af al norsk pels bli­ver eks­por­te­ret. Da ki­ne­ser­ne og rus­ser­ne blev ny­ri­ge, steg pro­duk­tio­nen stejlt i bå­de Po­len, Rusland og Ki­na. In­gen af dis­se lan­de er kendt for de­res dy­re­vel­fa­erd. I Ki­na er det do­ku­men­te­ret, at dyr bli­ver flå­et le­ven­de. Sam­let set er Ki­na ver­dens stør­ste pelspro­du­cent. I prak­sis har lan­det in­gen lov­giv­ning, som re­gu­le­rer dy­re­vel­fa­er­den.

»Vi, som sand­syn­lig­vis har den bed­ste dy­re­vel­fa­erd i ver­den med den stren­ge­ste kon­trol, får nu et for­bud og må over­la­de mar­ke­det til use­ri­ø­se pro­du­cen­ter,« kon­sta­te­rer Nor­dang.

Ve­ge­ta­ri­a­nis­mens op­rin­del­se i Ox­ford

Un­der­teg­ne­de er vok­set op sam­men med men­ne­sker som Nor­dang og Øye, og jeg må in­drøm­me, at det er med et vist ve­mod, at jeg for­la­der dem. Men jeg er ik­ke over­ra­sket over, at der nu kom­mer et for­bud, ef­ter at jeg gen­nem fle­re år har fulgt de så­kald­te dy­re­ven­ners kamp. Be­va­e­gel­sen bli­ver sta­dig stør­re og sta­er­ke­re, og den er ik­ke bleg for at ta­ge me­get vold­som­me vir­ke­mid­ler i brug.

I 2008 bo­e­de jeg i Ox­ford, og det var net­op i Eng­land og i Ox­ford, at det he­le be­gynd­te. I 1965 skrev ro­man­for­fat­te­ren Bri­gid Brop­hy en ar­ti­kel i The Sun­day Ti­mes. Det var et kam­pråb. »Ho­mo sa­pi­ens’ for­hold til an­dre dyr er pra­e­get af ubarm­hjer­tig ud­nyt­tel­se. Vi sa­et­ter dem til at ar­bej­de for os, vi spi­ser dem, og vi ba­e­rer de­res skind på krop­pen. Vi ud­nyt­ter dem på grund­lag af over­tro. Før­hen of­re­de vi dem til vo­res gu­der og rev de­res ind­vol­de ud for at kun­ne spå om vo­res egen frem­tid. Nu of­rer vi dem til vi­den­ska­ben og dens eks­pe­ri­men­ter i håb om – el­ler på grund­lag af rent chan­ce­spil – at kun­ne se lidt kla­re­re ind i nu­ti­den.«

Om det, der si­den fulg­te, skrev psy­ko­lo­gen Ri­chard Ry­der: »Sja­el­dent har en sag va­e­ret så godt ar­gu­men­te­ret for og så godt in­tel­lek­tu­elt ud­ru­stet.« Ef­ter at ha­ve la­est Bri­gid Brop­hy skrev Ry­der fle­re avi­sind­la­eg som re­ak­tion på det, hun hav­de skre­vet. Hun la­e­ste hans ind­la­eg og sat­te ham i kon­takt med fi­lo­so­fi­a­eg­te­par­ret Stan­ley og Ros­ling God­lovitch samt fi­lo­sof­fen Jo­hn Har­ris. De for­ske­de ved uni­ver­si­te­tet i Ox­ford og ar­bej­de­de på en bog om dy­re­ret­tig­he­der. Ry­der blev med­for­fat­ter, og bo­gen ud­kom i 1972. Den hed­der Man and Morals – An Inquiry in­to the Mal­tre­at­ment of Non-Hu­mans. Den er en bi­bel for dy­re­ret­tig­heds­be­va­e­gel­sen. Le­del­sen i Ko­pen­ha­gen Fur gør klogt i at la­e­se den. I dag er dy­re­ret­tig­he­der uni­ver­si­tets­pensum over sto­re de­le af den ve­st­li­ge ver­den.

I Ox­ford in­ter­viewe­de jeg en af ver­dens mest be­røm­te hjer­ne­for­ske­re, Jo­hn Ste­in, som blandt an­det har for­sket i så­kaldt dyb­desti­mu­le­ring af hjer­nen på par­kin­son­pa­tien­ter. Jeg mød­tes med ham på det cen­tra­le dy­re­la­bo­ra­to­ri­um i Ox­ford, som fin­des på en hem­me­lig adres­se. Selv le­ve­de han med kon­stant be­vogt­ning af sit hjem, og fle­re af hans kol­le­ger hav­de va­e­ret ud­sat for drabs­for­søg fra dy­re­va­ernsak­ti­vi­ster. Hans synd var, at han blandt an­det brug­te aber og kat­te til hjer­ne­forsk­ning, hvil­ket er re­sul­te­ret i sto­re frem­skridt for rig­tig man­ge men­ne­sker.

»Over­klas­sen har al­tid el­sket si­ne dyr, og den hold­ning har bredt sig til de fle­ste so­ci­a­le lag. Man si­ger jo og­så: Eng­la­en­der­ne el­sker de­res dyr hø­je­re, end de el­sker de­res børn. Man be­hø­ver kun at se på det enor­me an­tal love, der er ind­ført for at re­gu­le­re jagt, for at få en idé om, at vi eng­la­en­de­re ik­ke er rig­tig klo­ge, når det dre­jer sig om dy­re­ret­tig­he­der.«

Ste­in har for­søgt at få en di­a­log med dy­re­ven­ner­ne. Han in­vi­te­re­de dem til et stort mø­de. Ind på sce­nen kør­te han en par­kin­son­pa­tient, som ryste­de ukon­trol­ler­bart. Der­ef­ter sat­te han gang i en dyb­de­mas­sa­ge af pa­tien­tens hjer­ne. Ry­stel­ser­ne holdt op, og pa­tien­ten rej­ste sig og gik hen over sce­nen. »Da vi slog me­ka­nis­men til, og man­den fik fuld kon­trol over sin krop igen, be­gynd­te de at rå­be til ham: ’Du bur­de ha­ve va­e­ret død,’ ’Du er et na­zistsvin.’ Det he­le slog fuld­sta­en­dig fejl.«

Nu har man så i Nor­ge ved­ta­get at ko­pi­e­re det bri­ti­ske for­bud mod pels­dyravl, og det er en trus­sel mod Ko­pen­ha­gen Fur. Den dan­ske pels­dyr­po­li­tik er i lig­hed med den nor­ske pra­e­get af dob­belt­moral. I Dan­mark var det i sin tid helt upro­ble­ma­tisk at ind­fø­re et for­bud mod ra­e­ve­far­m­ing, for­di det dan­ske kli­ma ik­ke pas­ser sa­er­lig godt til den­ne form for avl. Men der bli­ver solgt sto­re ma­eng­der ra­e­ve­skind hos Ko­pen­ha­gen Fur. I Sve­ri­ge er man holdt op med at av­le ra­e­ve, og det sker og­så snart i Nor­ge. I prak­sis bli­ver pro­duk­tio­nen i Eu­ro­pa over­ta­get af øst­eu­ro­pa­e­er­ne. De er ik­ke just kendt for de­res vil­lig­hed til at un­der­ka­ste sig kon­trol og re­gu­le­ring. De pel­se, som Ko­pen­ha­gen Fur sa­el­ger i dag, er un­der­ka­stet me­get streng kon­trol. Den 1. juli 2017 un­der­skrev Ko­pen­ha­gen Fur en eks­klu­si­vaf­ta­le med nor­ske pro­du­cen­ter af norsk sølvra­ev, som hen­ter den hø­je­ste af al­le pri­ser for ra­e­ve­skind. I marts kom­mer den før­ste nor­ske for­sen­del­se af »Norwe­gi­an Ty­pe« til Glo­strup. Det bli­ver og­så en af de sid­ste.

Over­sat af Claus Bech.

FO­TO: SCAN­PIX

Dan­mark har na­er­mest glo­balt mo­nopol på det er­hverv, som de grøn­ne eso­te­ri­ke­re ha­der over alt an­det – pels­dyrav­len. Dog er Dan­mark ik­ke no­get ind­ly­sen­de sted at hol­de pels­dyr. Pels­dyr vil ha­ve sne og kul­de, og det er her ik­ke me­get af.

FO­TO: KNUT HUSTAD

»Det he­le er ba­re de­pri­me­ren­de.« Nor­ske Jon Ar­ne Nor­dang og Sve­in Ar­ne Øye (med hue) må op­gi­ve de­res pels­dyr­savl.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.