Exo­dus. De ri­ge fly­ver ud af lan­det, de fat­ti­ge ta­ger bus­sen.

Kri­sen split­ter ven­ne­grup­per og får un­ge til at da­te min­dre, iso­le­re sig me­re og flyt­te se­ne­re hjem­me­fra. En­kel­te le­ver dog i ste­det med rast­løs fan­de­ni­voldsk­hed og kø­rer med høj fart ad spø­gel­ses­ga­der­ne mod nat­tens sid­ste lom­mer af druk, dans og glem­sel.

Weekendavisen - - Kultur - Af MAGNUS BODING

Magnus Boding i Ve­nezu­ela, hvor de un­ge, der er ble­vet til­ba­ge, helst kø­rer i kon­voj, når de skal no­gen ste­der.

AN ANTONIO DE LOS ALTOS. Lidt før mid­nat be­gyn­der Iri­na Bar­re­to og Alejan­dro Álva­rez at gra­e­de ude midt på dan­se­gul­vet til en bryl­lups­fest i en bjerg­by en ti­me fra Ca­ra­cas. De var ka­e­re­ster i ot­te år og har ik­ke set hin­an­den, si­den de slog op for to år si­den. Kort ef­ter flyg­te­de de nem­lig i hver sin ret­ning – hun mod øst til Bar­ce­lo­na, han mod syd til San­ti­a­go de Chi­le. 29-åri­ge Alejan­dro hav­de haft en af­fa­e­re med 25-åri­ge Iri­nas ve­nin­de, så hun var vred. Men som de står dér, små­ful­de un­der kulør­te lys om­gi­vet af de­res bed­ste ven­ner, bli­ver de over­svøm­met af melan­ko­li. Der er sket så me­get, al­ting fø­les sur­re­a­li­stisk. Det her var de­res liv, de­res by og de­res kli­ke. Plud­se­lig bor én i Köln, én i Mila­no, én i Mon­tre­al, én i Peru ...

Kri­sen har spredt dem for al­le vin­de. Den har gjort dem til lan­dets mest glo­ba­le ge­ne­ra­tion no­gen­sin­de.

Er man 31 (som jeg) el­ler yn­gre, så har man al­drig va­e­ret te­e­na­ger el­ler ung un­der an­dre end de ven­strepo­puli­sti­ske cha­vista­er. Hu­go Cha­vez kom til mag­ten i 1999 og gav den vi­de­re til den me­re og me­re dik­ta­to­ri­ske Ni­colás Ma­du­ro i 2013. I de­res Ve­nezu­ela har pris­kon­trol og tvangs­na­tio­na­li­se­rin­ger øde­lagt in­du­stri­en og skabt man­gel på alt fra mad og me­di­cin til jobs og frem­tids­ud­sig­ter. De un­ge er vok­set op med nog­le af ver­dens hø­je­ste mord-, rø­ve­ri- og kid­nap­nings­ra­ter. Man­ge er ble­vet frygtsom­me og al­vor­li­ge. De ha­en­ger sja­el­dent ud of­fent­li­ge ste­der el­ler snak­ker i mo­bil­te­le­fon på ga­den og går al­drig hjem om af­te­nen; de fle­ste går hel­ler ik­ke om da­gen. Man kø­rer så vidt mu­ligt i kon­voj hjem fra mid­dags­sel­ska­ber og swi­per hel­le­re til høj­re på Tin­der, hvis ik­ke man har en fa­el­les ven. Al­le ken­der ét voldsof­fer, man­ge våg­ner om nat­ten af et ma­re­ridt.

Et af de al­min­de­lig­ste sam­ta­le­em­ner er pla­ner om at rej­se va­ek. Er du her fri­vil­ligt, vil folk vi­de hvor­for. Al­le­re­de for et år si­den – til en af­skeds­fest for en be­kendt, der flyt­te­de til Madrid – vi­ste en ung fyr mig sin Face­book-va­eg, hvor no­gen na­e­sten dag­ligt sag­de far­vel til Ve­nezu­ela. Si­den da er an­tal­let af ve­nezu­elan­ske asylan­sø­ge­re i ver­den for­doblet, iføl­ge FNs flygt­nin­ge­or­ga­ni­sa­tion UNHCR. De ri­ge fly­ver ud, de fat­ti­ge ta­ger bus­sen el­ler sej­ler i små mo­tor­bå­de mod ca­ri­bi­ske øer som Aru­ba og Cu­raçao. Sik­ker­heds­fir­ma­et Eu­ra­sia Group har an­slå­et, at ale­ne Bra­si­li­en, Co­lom­bia og Pa­na­ma nu hu­ser 2,8 mil­li­o­ner ve­nezu­ela­ne­re. In­gen ken­der ud­van­drin­gens pra­e­ci­se om­fang, men det må snart na­er­me sig sy­ri­ske pro­por­tio­ner. Til bryl­lup­pet fik bru­de­par­ret 20

Svi­deo­hils­ner fra ven­ner og fa­mi­lie i ud­lan­det, som ik­ke kun­ne kom­me. De blev af­spil­let på en ska­erm, li­ge før ho­ved­ret­ten blev ser­ve­ret af hvids­kjor­te­de tje­ne­re på tra­e­bor­de un­der et halv­tag i for­la­en­gel­se af hu­sets un­de­re­ta­ge. Det var sim­pelt, men smukt. Me­nu­en be­stod af ok­se­køds­pan­de­ka­ger, cre­met høn­se­køds­sup­pe og et stort ud­valg af cho­ko­la­de­ka­ger og co­ck­tails. »Det har ta­get må­neds­vis at skaf­fe al­le in­gre­di­en­ser­ne,« for­tal­te bru­dens mor mig – lyk­ke­lig og grå­d­kvalt – og over halv­de­len af de cir­ka 100 ga­e­ster hav­de hjul­pet med for­be­re­del­ser­ne, for in­tet i det her land er let la­en­ge­re. Men sam­ti­dig hav­de bryl­lups­ga­ester­ne hi­sto­ri­er med hjem fra he­le ver­den og ita­li­ensk pe­sto og ba­skisk li­kør. At va­e­re ung i Ve­nezu­ela er på sam­me tid me­re pri­mi­tivt og me­re mo­der­ne og kosmopo­li­tisk end no­gen­sin­de før. Den her ge­ne­ra­tion har ven­ner over he­le ver­den, men har sva­ert ved at be­sø­ge en tan­te i den an­den en­de af lan­det, for­di na­e­sten al­le bus­ser og in­den­rigs­flyv­nin­ger for ti­den af­ly­ses el­ler kra­e­ver lang tid i kø el­ler ven­ne­tje­ne­ster at få fat i.

Man­ge har bil, men al­le blev og sov. Lan­de­ve­je­ne er ut­ryg­ge ef­ter mør­kets frem­brud. Gul­vet i he­le hu­set var da­ek­ket af madras­ser. Bru­de­par­ret hav­de le­jet na­bo­hu­set for en nat. Na­e­ste dag spi­ste vi re­ster og gri­ne­de og spil­le­de fod­bold. Det føl­tes in­timt at se nog­le af mi­ne bed­ste ve­nezu­elan­ske ven­ner va­e­re sam­men med al­le dem, som kri­sen har ta­get fra dem.

De var gla­de og føl­som­me.

NOG­LE da­ge ef­ter ta­ger vi ud på den øde ø Isla Tortu­ga i Det Ca­ri­bi­ske Hav, fi­re ti­mers barsk sejlads fra den forar­me­de provins­by Hi­gu­ero­te, op mod bøl­ger­ne for 17 knob. »Det er en rej­se til­ba­ge i ti­den,« ud­bry­der bru­den, Adri­a­na Reg­ge­ti, da vi tra­e­der ud i det tur­kis­blå vand og går op på den hvi­de sand­strand. »Bå­de for­di vi er sam­men igen – og for­di vi ik­ke be­hø­ver be­kym­re sig om no­get her­u­de,« ud­dy­ber hun. Den 1600 me­ter lan­ge san­drev­le har hver­ken ty­ve el­ler tra­e­er; kun et par tom­me fi­sker­s­ku­re og de tel­te, hvor vi skal bo i to na­et­ter.

Om af­te­nen drik­ker vi rom og hø­rer mu­sik, og den halv­del af ven­ne­grup­pen, som er rejst, forta­el­ler om de lan­de, hvor de bor nu, og om, hvad de har sav­net al­ler­mest.

»Det her,« smi­ler mørk­hå­re­de Isa­bel Garcia og ser rundt på den ta­et­te kreds af var­me, sol­bra­end­te an­sig­ter. »Dig,« bry­der Ga­bri­el Moc­cia ind, puf­fer hen­de ka­er­ligt på skul­de­ren og ryk­ker sin pla­sti­c­stol lidt na­er­me­re hen­des. Han ar­bej­der som me­ka­ni­ker langt ude i jung­len et sted i det nord­li­ge Peru og har va­e­ret be­kym­ret for sin gam­le mor, som ik­ke er rejst med. Vi hø­rer reg­ga­e­ton på no­gens mo­bil­te­le­fon. »La no­che es una lo­cu­ra/ maña­na es otra aven­tu­ra,« syn­ger Wi­sin: »Nat­ten er skør, i mor­gen er end­nu et even­tyr.« Ga­bri­el syn­ger med på san­gen.

Se­ne­re li­ster en af de an­dre dren­ge ud i bøl­ger­ne med Isa­bels stor­bar­me­de ku­si­ne. Det er lunt, bla­e­sen­de og stjer­ne­klart. »Her har al­drig va­e­ret min­dre spon­tan sex, el­ler dat­ing i det he­le ta­get, end nu til dags,« forta­el­ler 23-åri­ge Samu­el Suárez, bru­dens mun­tre fa­et­ter, som er stu­de­ren­de og bor i Ca­ra­cas. At ta­ge en pi­ge med hjem, hvis man bor hjem­me, var al­drig let; de fle­stes fora­el­dre er ret kon­ser­va­ti­ve og ka­tol­ske. Men kri­sen har gjort det end­nu sva­e­re­re. End­nu fle­re bor hjem­me end­nu la­en­ge­re, og fa­er­re har råd til et ti­me­ho­tel. Mi­stroisk­hed gør, at man da­ter for­sig­tigt og mø­der fa­er­re nye men­ne­sker. Det er og­så sva­ert at skaf­fe kon­do­mer og for­try­del­se­spil­ler – for slet ik­ke at ta­le om at op­fla­ske et barn i et land, hvor selv ble­er er en man­gelva­re. Ma­du­ros løf­te om en ba­by­bonus på i alt 7.300.000 bolíva­res i lø­bet af gravi­di­te­ten ra­ek­ker ik­ke langt, for det sva­rer kun til 163 kro­ner – og end­nu min­dre, den dag ba­by­en fø­des, hvis IMFs for­ud­si­gel­se af 13.000 pro­cents in­f­la­tion i 2018 hol­der. DE over 30 i ven­ne­grup­pen kan svagt hu­ske en tid, hvor man føl­te sig fri. For dem un­der 30 har det va­e­ret så­dan her al­tid. »Vi har tabt vo­res uskyld og vo­res ube­kym­ret­hed,« som 29-åri­ge Ma­ria Ig­na­cia Si­er­ra for­mu­le­rer det. Den fø­lel­se er ud­bredt. »Det er stres­sen­de at va­e­re ung,« skrev 21-åri­ge Jo­han­na Vil­las­mil ek­sem­pel­vis i et la­e­ser­brev i 2015. »Jeg el­sker Ve­nezu­ela af he­le mit hjer­te, men jeg vil­le øn­ske, jeg var ble­vet født et an­det sted. Vo­res po­li­ti­ke­re har øde­lagt en af li­vets smuk­ke­ste eta­per for os, og vi får den al­drig til­ba­ge.« Og fra den 21-åri­ge blog­ger Deivy Gar­ri­do lød det i maj sid­ste år: »Mens un­ge i an­dre lan­de står i kø for at kø­be den ny­e­ste smartp­ho­ne, står vi i kø for – må­ske – at kun­ne kø­be en pak­ke mel. Og mens de­res ga­der er re­ne, er vo­res ful­de af skrald og folk, som le­der ef­ter mad i skral­det.« Isla Tortu­ga-ven­ne­grup­pen sva­rer, da jeg spør­ger, at de er født i hø­je­re mid­delklas­se, men er fal­det til la­ve­re mid­delklas­se. De er børn af uni­ver­si­tetsla­e­re­re, hånd­va­er­ke­re, hus­mødre, bi­av­le­re og for­ret­nings­folk. De­res fora­el­dre har kla­ret sig selv, men det er sva­ert nu. »Det gør ondt at se mit barn­doms­hjem fal­de så­dan fra hin­an­den,« forta­el­ler Alejan­dro Álva­rez mig på bå­den til­ba­ge til Hi­gu­ero­te. Det er før­ste gang, han er hjem­me fra Chi­le, og for­an­drin­gen er dra­ma­tisk, forta­el­ler han. Han tje­ner o.k. som ar­ki­tekt i Chi­le og sen­der sin fa­mi­lie lidt pen­ge hver må­ned, men hå­ber at kun­ne bo i Ve­nezu­ela igen dag – det gør al­le ven­ner­ne.

TRODS be­sva­er­lig­he­der­ne er de en liv­fuld flok og ik­ke uden gla­e­der i li­vet. Sva­e­re­re har de fat­ti­ge det (fi­re ud af fem ve­nezu­ela­ne­re). Jeg har der­for tit un­dret mig over, at det er i de­res kvar­te­rer, der er mest liv om af­te­nen. »Det skyl­des, at man­ge er nødt til at ro­de ef­ter mad, får sent fri fra ar­bej­de el­ler fø­ler, de ik­ke har no­get at mi­ste,« for­kla­rer min 22-åri­ge ve­nin­de María Vi­vas mig en dag. Hun bor i La Can­del­a­ria, et la­ve­re mid­delklas­se­kvar­ter i Ca­ra­cas’ hi­sto­ri­ske cen­trum. Når jeg har be­søgt hen­de, har der al­tid va­e­ret men­ne­sker al­le veg­ne; på ga­den, ved me­tro­en, i de små gril­l­kyl­lingca­fe­er og og­så om af­te­nen. Det er et kvar­ter med man­ge ef­ter­kom­me­re af spa­ni­e­re og po­rtu­gi­se­re, som i stort an­tal er rejst hjem, hvor­ef­ter slum­be­bo­e­re har in­va­de­ret de­res hu­se og gjort kvar­te­ret me­re ut­rygt. Selv kan hun ab­so­lut ik­ke li­de at va­e­re ude om af­te­nen la­en­ge­re. I vol­de­li­ge­re fat­tig­kvar­te­rer uden sam­me sto­re be­bo­el­ses­ud­skift­ning er der tra­di­tion for, at ty­vek­na­eg­te kun rø­ver folk an­dre ste­der fra. Hun bor med sin far og lil­le­sø­ster og hå­ber at kun­ne flyt­te hjem­me­fra en dag. Som nyud­dan­net sko­lela­e­rer med job som se­kre­ta­er tje­ner hun lidt me­re end en mind­ste­løn. Så­dan én ra­ek­ker kun til at kø­be 24 aeg og et hvidt brød hver må­ned. »Så vi er nødt til at hol­de sam­men som fa­mi­lie. Mon jeg no­gen­sin­de får mit eget sted,« suk­ker hun. Selv Ma­ri­as mor, som er su­per­visor i en tøj­bu­tik, måt­te flyt­te hjem til sin gam­le mor, da hun for to år si­den blev skilt fra Ma­ri­as far. De spa­rer sam­men op til, at María en dag kan emi­gre­re til Spa­ni­en. Om­trent halv­de­len af lan­det bor i kvar­te­rer, der er end­nu va­er­re end de­res, og hvor un­ge pi­ger iføl­ge lo­ka­le me­di­er nu prosti­tu­e­rer sig for mad. Og­så mad bru­ges til at hver­ve un­ge kna­eg­te til ban­der­ne. I så­dan en ver­den bli­ver de voks­ne uri­me­ligt hur­tigt.

»Jeg el­sker Ve­nezu­ela af he­le mit hjer­te, men jeg vil­le øn­ske, jeg var ble­vet født et an­det sted.«

21-åri­ge Jo­han­na Vil­las­mil

MEN pa­ra­doksalt nok har kri­sen i no­gen grad skabt den lig­hed mel­lem rig og fat­tig fø­lel­ses­ma­es­sigt, som in­gen re­ge­ring i lan­dets hi­sto­rie har kun­net ska­be øko­no­misk: In­gen er la­en­ge­re ube­rør­te af van­vid­det. Før­hen var de ri­ge bed­re i stand til at af­ska­er­me og ha­ve det rart i grøn­ne, vel­hold­te kvar­te­rer som Los Pa­los Gran­des, der af man­ge kal­des for »ha­ven«, og som sta­dig fø­les re­la­tivt nor­mal at gå rundt i – men som lig­ger i top 10 over om­rå­der med flest kid­nap­nin­ger. Pro­fes­sio­nel­le kid­nap­per­ban­der føl­ger lug­ten

FO­TO: SCAN­PIX

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.