Dron­ning af ko­lo­ni­a­le sår

Qu­e­en Mary, en af de myteo­ms­pund­ne op­rørs­le­de­re fra den sto­re ar­bej­dero­p­stand på St. Croix i 1878, er vendt til­ba­ge som tan­ke­va­ek­ken­de, men ik­ke pro­blem­fri ma­sto­dontskul­p­tur.

Weekendavisen - - Kultur - Af JA­COB WAMBERG

A-DONK! Som drop­pet ud af en tids­ma­ski­ne sid­der hun dér på sin grå ko­ral­be­sat­te pie­destal og sku­er ud over hav­nen. Helt igen­nem sort, rustikt tro­nen­de på sin kur­ve­flet­stol, og med fak­kel og suk­ker­ma­che­te som po­ten­te scep­tre i ha­en­der­ne. Selv­føl­ge­lig med ryg­gen til Vestin­disk Pak­hus, der en­gang var mod­ta­gel­ses­sted for de va­rer – isa­er suk­ker og rom – som hun og hen­des ar­bejds­fa­el­ler i de ca­ri­bi­ske plan­ta­ger sled sig ned på at for­sø­de de­res fjer­ne dan­ske ko­lo­ni­her­rers liv med. Den nylan­de­de Qu­e­en Mary sen­der ty­de­lig­vis hils­ner til Mi­chelan­ge­los ir­grøn­ne David ved pak­hu­sets mod­ståen­de hjør­ne. Hvor den gam­mel­te­sta­ment­li­ge un­ger­s­vend plan­te­de en sten i fi­li­ste­ren Go­li­ats pan­de, opild­ne­de hans se­ne­re til­kom­ne sø­ster til op­rør mod vo­res eg­ne ko­lo­ni­a­li­sti­ske for­fa­ed­re i Dansk Vestin­di­en – de nu­va­e­ren­de Jom­fruø­er, som vi af­ha­en­de­de til USA i 1917.

Selv om sla­ve­ri­et blev of­fi­ci­elt op­ha­e­vet på øer­ne i re­vo­lu­tions­år­et 1848, var ar­bejds­for­hol­de­ne i suk­ker­plan­ta­ger­ne frem­de­les for­fa­er­de­li­ge, og ved den så­kald­te skif­te­dag i ok­to­ber 1878 – den ene­ste dag på året, de el­lers stavns­bund­ne ar­bej­de­re kun­ne flyt­te plan­ta­ge – ud­brød på St. Croix den gi­gan­ti­ske ar­bej­dero­p­stand Fi­re­burn, el­ler Ok­to­ber­ne­gre­nes Op­rør, som den nedsa­et­ten­de blev om­talt i de kø­ben­havn­ske avi­ser. Op­rø­ret, der bra­end­te den hal­ve ø af, blev brutalt ned­ka­em­pet, med op mod 250 dø­de sor­te ar­bej­de­re – mod eu­ro­pa­e­er­nes to sol­da­ter og en en­kelt plan­ta­ge­e­jer. Ar­bejds­vil­kå­re­ne blev dog om­si­der for­bed­ret.

Kvin­den med det bor­ger­li­ge navn Mary Tho­mas var blandt de så­kald­te que­ens, fi­re sa­er­ligt iha­er­di­ge op­rø­re­re, der først blev dømt til dø­den, men i som­me­ren 1882 sendt fem år til Chri­sti­ans­havns kvin­de­fa­engsel, der iro­nisk nok lå, hvor Lag­ka­ge­hu­set nu sa­el­ger de­res sø­de sa­ger.

I so­li­da­ri­tet med den tur­bank­ro­ne­de op­rørs­dron­ning har de to kunst­ne­re Je­an­net­te Eh­lers og La Vaug­hn Bel­le ud­for­met hen­de som en 3D-scan­net fu­sion af dem selv og yder­li­ge­re an­bragt hen­de som i det iko­ni­ske fo­to­gra­fi fra 1967, hvor Bla­ck Pant­her­le­de­ren Hu­ey P. Newton tro­ner i en lig­nen­de

Kpå­fug­le­stol. Newtons rif­fel og spyd er dog ud­skif­tet med Marys ma­che­te og fak­kel, som de ses i en vestin­disk pam­flet fra 1888 ef­ter hen­des fri­gi­vel­se og til­ba­ge­komst til St. Croix. Når pie­desta­lens me­tal­pla­de kund­gør, at va­er­ket – Char­lie Heb­do-ag­tigt be­tit­let am Qu­e­en Mary – ud­gør en »hy­brid mel­lem krop­pe, na­tio­ner og forta­el­lin­ger«, kan det op­fat­tes helt bog­sta­ve­ligt, for Eh­lers’ far er fra den tid­li­ge­re bri­ti­ske ko­lo­ni Tri­ni­dad, med aner til­ba­ge til Jom­fruø­er­ne, mens La Vaug­hn Bel­le kom­mer di­rek­te fra op­rør­sø­en St. Croix. Som om den­ne hi­sto­ri­ske sam­men­fil­tring ik­ke var nok, spil­ler va­er­ket og­så på Vestin­disk Pak­hus’ ny­e­re hi­sto­rie. For 1700-tals­byg­nin­gens sø­de­mid­ler til krop­pen blev jo si­den, i 1984, ud­skif­tet med de me­re ån­de­li­ge af slagsen, der om­fat­tes af Den Kon­ge­li­ge Af­støb­nings­sam­ling. Un­der­klas­sens begs­or­te Qu­e­en Mary er her op­pe imod den ha­er af krid­hvi­de gips­af­støb­nin­ger, der skul­le dan­ne det bed­re bor­ger­skab med høj­de­punk­ter fra den ve­st­li­ge skul­p­tur­ka­non. Ik­ke ma­er­ke­ligt, at de små gips­fi­gu­rer i vin­du­er­ne bag op­rørs­dron­nin­gen – blandt an­det et gra­esk ska­eg­get mands­ho­ved og et par Mi­chelan­ge­lo­eng­le – ser helt be­tut­te­de ud.

I 2014 blev Af­støb­nings­sam­lin­gen dog al­le­re­de be­redt til den­ne sort-hvi­de kon­fron­ta­tion ved at la­eg­ge rum til Eh­lers’ Whip it Good. En grum per­for­man­ce, hvor hun som en blo­dig

Qu­e­en Mary svang en la­e­der­pisk over et hvidt la­er­red, så dets mør­ke spor vri­ste­des ud af en­hver il­lu­sion om, at kunst skul­le va­e­re løs­re­vet po­li­tik.

IN­GEN tvivl om, at I am Qu­e­en Mary har in­tel­li­gent fat om de øm­me ner­ver i na­tio­nens for­tid og syn­lig­gør dem på tan­ke­va­ek­ken­de må­der. Selv om uden­land­ske kunst­ne­re som Ka­ra Wal­ker og Yinka Sho­ni­ba­re la­en­ge har gen­kon­fron­te­ret de im­pe­ri­a­le pud­der­paryk­ker med de­res afri­kan­ske slag­skyg­ger, har Dan­mark sav­net et min­des­ma­er­ke over de fortra­eng­te ko­lo­ni­a­le sår. Na­tio­nen skul­le dog li­ge prik­kes på skul­de­ren, for Eh­lers og La Vaug­hn Bel­le har selv fo­re­slå­et og rejst pen­ge til I am Qu­e­en Mary.

Selv om jeg prin­ci­pi­elt bi­fal­der ini­ti­a­ti­vet, kan jeg ik­ke si­ge mig fri for en fø­lel­se af no­get ube­ha­ge­ligt tru­en­de, når jeg kig­ger op på den­ne sor­te ma­sto­dont­kvin­de med si­ne frem­strak­te vå­ben. Er hun trods alt kom­pleks nok og ik­ke blot en – må­ske del­vist ufri­vil­lig – spejl­ven­ding af de vol­de­li­ge magtstruk­tu­rer, hun for­søg­te at gø­re op med?

Det hja­el­per selvsagt ik­ke, at jeg la­e­ser mig til, at vir­ke­lig­he­dens Mary

Tho­mas hav­de en tid­li­ge­re dom for mis­hand­ling af et af si­ne tre børn. Ko­lo­ni­her­rer­nes for­drej­ning? Må­ske.

Men mu­lig­vis og­så ba­re et tragisk og ik­ke så for­bil­led­ligt ek­sem­pel på, at un­der­tryk­ker­nes bruta­le struk­tu­rer for­plan­ter sig ne­d­ef­ter og re­pro­du­ce­res af of­re­ne.

Sjovt nok lin­drer det min am­bi­va­lens, at

Qu­e­en Mary fo­re­lø­big kun fi­gu­re­rer i skit­se­form, i sort­ma­let og let svam­pet po­lysty­ren frem for den me­re monu­men­tale bron­ze, kunst­ner­ne la­eg­ger op til, at den stø­bes i. Det gi­ver den en kla­e­de­lig si­mu­le­ret og iro­nisk kva­li­tet, der i øv­rigt mat­cher pak­hu­sets af­støb­nings­cir­kus. Som ma­che­te og fak­kel du­ver let for vin­den, får de ka­em­pe­skul­p­tu­ren til at lig­ne et om­plan­tet sa­et­styk­ke fra en fan­ta­sy­film. Må­ske hvad kunst­ner­ne selv be­teg­ner som af­ro­fu­turis­me? Lad ger­ne op­rørs­dron­nin­gen be­hol­de den let­hed. Kom­mer hun op i bron­ze, li­ge­som David ved pak­hu­sets mod­sat­te en­de, for­gif­tes hun uba­er­ligt af den pa­tri­ar­kal­ske myn­dig­hed, vi vist al­le helst er fri for.

I

FO­TO: NILS MEILVANG/SCAN­PIX

Indtil vi­de­re fi­gu­re­rer Qu­e­en Mary kun i skit­se­form, svam­pet po­lysty­ren, der du­ver let for vin­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.