Halvg­ud.

Po­rtra­et. Han for­hand­le­de, tru­e­de og myr­de­de sig til mag­ten i Py­on­gy­ang. Men Kim Jong-un skal bå­de fav­ne Nord­koreas for­tid og frem­tid, og sta­er­ke kra­ef­ter tra­ek­ker ham i beg­ge ret­nin­ger.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af MAR­KUS BERN­SEN

Fra pa­ria til re­al­po­li­ti­ker? Mar­kus Bern­sen teg­ner po­rtra­et af Nord­koreas Kim.

De fle­ste mor­ge­ner våg­ner Kim Jong-un i et fred­fyldt hjør­ne af ver­den. Fra vil­la­en kan han se ud over grøn­ne, bøl­gen­de bak­ker og en him­mel, der er ren­set for spor af fly el­ler an­dre på­min­del­ser om den mo­der­ne ver­den. Åb­ner han et vin­due, kan han hø­re fug­le­fløjt og ly­den af vind, der ras­ler i gran- og pinje­tra­e­er­ne uden­for. Ud­sig­ten har ik­ke aen­dret sig si­den hans fars og bedste­fars tid. El­ler for den sags skyld si­den hans for­fa­der Tangun, en my­tisk skab­ning, født af en bjør­ne­kvin­de, for 4.000 år si­den steg ned fra him­len for at grund­la­eg­ge Korea.

Spør­ger man nord­kore­a­ne­re, hvor de­res le­der bor, sva­rer de of­te, at han ik­ke har et hjem. Ha­er­marskal­len er al­tid på far­ten, si­ger de. Han er ude i lan­det for at vej­le­de og støt­te fol­ket. Jeg hør­te det fle­re gan­ge, da jeg be­søg­te Nord­korea sid­ste år: Spørgs­mål om Kims bo­lig, ko­ne el­ler børn var helt uin­ter­es­san­te. Le­de­ren ek­si­ste­rer ik­ke så me­get for sig selv som for dem al­le sam­men, den kore­an­ske ra­ce, som han har lo­vet at be­skyt­te. Som al­le suc­ces­ful­de dik­ta­to­rer skal han helst va­e­re al­le veg­ne på én gang. I vir­ke­lig­he­den til­brin­ger Kim Jong-un de fle­ste na­et­ter i Ry­ong­song, en for­stad ti ki­lo­me­ter nor­døst for ho­vedsta­den Py­on­gy­ang. »Bo­lig nr. 55« kal­des kom­plek­set, som er for­sta­er­ket med bly­pla­der i til­fa­el­de af atom­krig og om­gi­vet af elek­tri­ske hegn, mi­ne­fel­ter og an­til­uft­skyts. Un­der hu­set er en tog­ba­ne og et net­va­erk af tun­nel­ler, der me­nes at fø­re til an­dre bo­li­ger i om­rå­det. På sa­tel­lit­bil­le­der ser det ik­ke ud af al­ver­den. En vil­la med po­ol, van­d­rut­sje­ba­ne og vel­trim­met gra­es­pla­e­ne. Zoo­mer man ud, kan man få øje på et an­neks og nog­le stal­de til de fuld­blod­s­he­ste, som fa­mi­li­en al­tid har va­e­ret gla­de for. Zoo­mer man lidt la­en­ge­re ud, fly­der kom­plek­set ud i det mør­ke­grøn­ne vild­nis, for­svin­der i land­ska­bet. Man­den der­ne­de er en gå­de, som be­ska­ef­ti­ger et helt forsk­nings­felt og en selv­sta­en­dig gren af ef­ter­ret­nings­bran­chen. Sa­er­ligt nu, hvor han gør sin de­but på den in­ter­na­tio­na­le sce­ne, vil al­le ind i ho­ve­d­et på Kim. Hvad vil han med det land, han ar­ve­de fra sin far for seks år si­den? Og skal vi tro ham, når han lover at skif­te atom­prø­ve­spra­eng­nin­ger ud med sam­han­del og turis­me?

Ma­don­na og Chi­ca­go Bulls

Få uden for Nord­korea har mødt den sto­re le­der. Blandt de bed­ste kil­der fin­der man en for­d­ruk­ken, pen­sio­ne­ret ba­sket­ball­spil­ler og en sus­hi­kok, der ta­ger pen­ge for in­ter­views. Ind­til for få måneder si­den hav­de Kim Jong-un ik­ke mødt et an­det statsover­ho­ved el­ler for­ladt Nord­korea, si­den han kom til mag­ten. Og når man ta­ler med for­ske­re, der ik­ke la­ver an­det end at stu­de­re lan­det, bli­ver man of­te for­bløf­fet over, hvor lidt de fak­tisk ved – og hvor ue­ni­ge de er om re­sten. Portra­et­ter af Kim er der­for styk­ket sam­men af brud­styk­ker: et klas­se­bil­le­de fra kostsko­len i Schweiz; den uskyl­di­ge dreng i tra­e­nings­dragt, der el­sker Ma­don­na og Chi­ca­go Bulls. Et fo­to med fa­de­ren Kim Jong-il, der net­op har for­bi­gå­et si­ne to ae­l­dre søn­ner ved at pe­ge på sin yng­ste og mindst er­far­ne som ef­ter­føl­ger. En avis­for­si­de med den nye le­der, nu med en kamp­va­egt på 130 ki­lo, arm i arm med sin ele­gan­te hu­stru og på vej til po­p­kon­cert, åb­nin­gen af et ind­købs­cen­ter el­ler et an­det sym­bol på det mo­der­ne Nord­korea, han er så ivrig efter at vi­se frem.

Kim Jong-un er bå­de Nord­koreas frem­tid og for­tid, og sta­er­ke kra­ef­ter tra­ek­ker ham i beg­ge ret­nin­ger. Vil man prø­ve at for­stå ham, skal man ken­de de om­va­elt­nin­ger, som nye pen­ge og mu­lig­he­der ska­ber i hans land – men man skal og­så ken­de forta­el­lin­gen om Kim-kla­nen, som be­gyn­der la­en­ge før, der fand­tes atom­vå­ben el­ler øko­no­mi­ske sank­tio­ner; Nord­koreas ge­ni­a­le løg­ne­hi­sto­rie om det sa­er­ligt re­ne og uskyl­di­ge folk, der me­re end no­get an­det har brug for en sta­erk le­der.

Som of­te med dik­ta­tu­rer er der ta­le om bå­de en mand og en myte, og i til­fa­el­det Nord­korea kan af­stan­den mel­lem de to va­e­re så stor, at det er sva­ert at ha­ve beg­ge de­le i ho­ve­d­et sam­ti­dig. Så man­den først: Kim Jong-un er 36, 35 el­ler 34 år, af­ha­en­gigt af hvem man spør­ger. Han er gift og har mindst et, højst tre børn. Fy­sik­ken er ik­ke i top. Kim har ta­get 40 ki­lo på, si­den han kom til mag­ten, og dø­jer med di­a­be­tes og gang­be­sva­er. Knae og an­k­ler me­nes at va­e­re ope­re­ret, må­ske som føl­ge af va­egt­pro­ble­mer, må­ske efter et bil­uheld. Han ka­e­de­ry­ger ci­ga­ret­ter af nord­kore­ansk fa­bri­kat og ta­ger for sig af øl, vod­ka, whi­sky og bra­en­de­vi­nen so­ju. Un­der mid­da­gen med Syd­koreas pra­esi­dent i april dø­se­de han hen om­kring klok­ken 20.

Min­der om bedste­fa­de­ren

I Nord­korea tje­ner hans skør­lev­ned et for­mål: pa­ere­for­men, den vug­gen­de gang, ci­ga­ret­ter­ne og bul­der­lat­te­ren – alt sam­men min­der det nord­kore­a­ner­ne om Kims fol­ke­ka­e­re bedste­far, Kim Il-sung, som Sov­jet in­stal­le­re­de som lan­dets før­ste le­der i 1948. Bun­den gik først ud af Nord­koreas øko­no­mi efter bedste­fa­de­rens død i 1994, og de man­ge ef­ter­føl­gen­de fortra­e­de­lig­he­der – iso­la­tion, tørke, over­svøm­mel­ser, ka­ta­stro­fal hunger­s­nød – blev til­skre­vet ta­bet af ham. Lig­he­den mel­lem den før­ste og tred­je Kim er slå­en­de, og pro­pa­gan­daap­pa­ra­tet får mest mu­ligt ud af den. Fa­de­ren, den ex­cen­tri­ske og so­ci­alt aka­ve­de Kim Jong-il, ta­les der ik­ke så me­get om i dag, men Kim Jong-un har travlt med at ef­ter­lig­ne bedste­fa­de­rens ge­stik, tøjstil og re­to­rik. På bil­le­der ind­ta­ger han sam­me po­si­tur, med ar­me­ne fol­det bag ryg­gen og mun­den åben i barn­lig be­gej­string. Den fjol­le­de fri­su­re er der hel­ler in­gen, der gri­ner af i Nord­korea: Kim Il-sung hav­de nøj­ag­tig den sam­me i 1960er­ne. Men det er langt­fra sku­e­spil det he­le. Kim Jong-un kom­mer en del rundt i lan­det, i sit skud­sik­re tog el­ler pri­vat­fly­et i An­to­nov-klas­sen, og la­der til at tri­ves med det. Han be­sø­ger byg­ge­plad­ser, bør­ne­ha­ver, plan­tesko­ler og pot­te­ma­ge­re, gi­ver hånd og klap­per de lo­ka­le på skul­de­ren. Isa­er alt i Py­on­gy­ang og om­egn, der har no­get med tek­no­lo­gi el­ler na­tur­vi­den­skab at gø­re, er ga­ran­te­ret et be­søg.

Han har va­e­ret nødt til at la­e­re hur­tigt. Kim blev kørt i stil­ling i 2009, da fa­de­ren kas­se­re­de hans ae­l­dre bror og halv­bror på grund af mang­len­de le­de­r­e­gen­ska­ber. Bro­de­ren Kim Jong­chol er kendt som en en­tu­si­a­stisk gu­i­ta­rist, hvis stør­ste po­li­ti­ske be­drift har va­e­ret et fejl­sla­gent for­søg på at få Eric Clap­ton til Py­on­gy­ang. Halv­bro­de­ren Kim Jong-nam blev ta­get med et falsk pas i Tokyo, flyt­te­de i ek­sil i Ma­cau, kri­ti­se­re­de fa­mi­liesty­ret, op­byg­ge­de en spil­le­ga­eld og gik på dam­ej­agt i sto­re de­le af Sy­døst­a­si­en. Sid­ste år blev han snig­myr­det med ner­ve­gas i Ku­a­la Lum­purs char­ter­luft­havn, sand­syn­lig­vis på be­stil­ling af Kim Jong-un.

La­ve for­vent­nin­ger

Sus­hi-kok­ken Kenji Fuji­mo­to på­står gan­ske vist, at han så en stor le­der i Kim Jong-un fra en tid­lig al­der. Fuji­mo­to var kok ved fa­de­rens hof og be­skri­ver i si­ne erin­drin­ger, hvor­dan Kim gik med pi­stol og mi­li­ta­er­u­ni­form som 11-årig og be­or­dre­de rundt med de voks­ne.

Men de fle­ste Nord­korea-ken­de­re men­te ik­ke, han hav­de en chan­ce. Kims bedste­far var ved mag­ten i de fe­de ti­der, hvor syd­kore­a­ne­re sta­dig flyg­te­de til nord for at ta­ge del i den so­ci­a­li­sti­ske drøm. Fa­de­ren hav­de 30 års er­fa­ring fra sy­ste­met, før han over­tog tøj­ler­ne. Så da den nog­leogty­ve­åri­ge Kim i de­cem­ber 2011 tra­ske­de gen­nem tøs­ne­en i Py­on­gy­ang ved si­den af sin fars ki­ste, spå­e­de de fle­ste ham et halvt år el­ler min­dre. Til den tid var lan­det brudt sam­men un­der in­ter­ne magt­kam­pe, men­te de, el­ler og­så var den un­ge le­der blevet spist le­ven­de af de gam­le ge­ne­ra­ler, sik­kert med hans magt­ful­de on­kel for bor­den­den.

»I dag vil in­gen in­drøm­me det, men den­gang tro­e­de gan­ske få af os, at han vil­le kla­re den,« si­ger Ale­xan­dre Mansou­rov, der er pro­fes­sor ved Jo­hns Hopkins Uni­ver­si­ty og har fulgt Kim Jong-uns ud­vik­ling.

»Men ik­ke ale­ne har han over­le­vet, han har og­så sat sig tungt på mag­ten og end­da lan­ce­ret en char­meof­fen­siv, der ind­til vi­de­re vir­ker efter hen­sig­ten. Ale­ne det, at han er i stand til at spil­le lan­de­ne rundt om sig ud mod hin­an­den, som hans far og bedste­far gjor­de, vi­ser, at han er en kvik fyr. Han bli­ver ved med at ha­e­ve bar­ren for, hvad vi kan for­ven­te af ham.« Kim Jong-uns suc­ces forta­el­ler og­så no­get om hem­me­lig­he­den bag det us­a­ed­van­ligt suc­ces­ful­de nord­kore­an­ske dik­ta­tur. I prak­sis fun­ge­rer det li­ge så me­get som et ene­va­el­digt mo­nar­ki som et kom­mu­ni­stisk sty­re, og al­le nord­kore­a­ne­re bli­ver født ind i be­stem­te sam­fund­s­klas­ser, som be­stem­mer, hvor de må bo, gå i sko­le, ar­bej­de, og hvem de må gif­te sig med. Eli­ten be­står af de fa­mi­li­er, som ud­ma­er­ke­de sig un­der fri­heds­kam­pen mod ja­pa­ner­ne el­ler var sa­er­ligt loy­a­le ar­bej­de­re for fle­re ge­ne­ra­tio­ner si­den. I Py­on­gy­ang har ef­ter­kom­mer­ne sa­er­li­ge num­mer­pla­der, og de kvin­de­li­ge tra­fik­be­tjen­te gør hon­nør for dem, mens de hol­der an­dre bi­ler til­ba­ge.

Sta­li­nis­me og kej­ser­kult

Øverst i det feu­da­le hie­rar­ki er na­tur­lig­vis den vidt­for­gre­ne­de Kim-klan, og så er vi frem­me ved myten bag man­den: Den op­stod, for­di den tid­li­ge­re gu­e­ril­la­le­der Kim Il-sung i 1948 bå­de var et ukendt an­sigt og til­med holdt elen­di­ge ta­ler. In­gre­di­en­ser fra sta­li­nis­me, kri­sten­dom og ja­pansk kej­ser­kult blev kom­bi­ne­ret for at sti­ve ham af. Den før­ste Kim blev egent­lig født af pro­te­stan­ti­ske pra­e­ster i Py­on­gy­ang, men nu hed det sig, at han ned­stam­me­de fra det my­ti­ske va­e­sen Tangun, der i ti­der­nes mor­gen steg ned på Pa­ek­tus­an, det hø­je­ste og hel­lig­ste bjerg på den kore­an­ske halvø. Søn­nen Kim Jong-il blev og­så født på bjer­get, mens hans far og mor ka­em­pe­de mod den ja­pan­ske be­sa­et­tel­ses­magt.

Og­så Kim Jong-un er en af »ma­en­de­ne fra Pa­ek­tus­an«, og det er sta­dig det vig­tig­ste bil­le­de, han kan frem­kal­de i si­ne un­der­såt­ter: en ae­ld­gam­mel klan, født af him­len og klip­per­ne, som for­sva­rer lan­det mod dets man­ge fjen­der. Net­op kore­a­ner­ne har brug for så­dan én, fort­sa­et­ter pro­pa­gan­da­en. Halvø­en er blevet in­va­de­ret utal­li­ge gan­ge, fra vest, øst og nord, og fol­ket plyn­dret og yd­my­get, for­di det er sa­er­ligt uskyl­digt og umid­del­bart. I pro­pa­gan­daku­n­sten bli­ver nord­kore­a­ne­re tit frem­stil­let som børn, nai­ve og uspo­le­re­de. Og børn har som be­kendt brug for fora­el­dre, der kan be­skyt­te dem. Man kan fo­re­stil­le sig, at sto­re de­le af Kim Jong-uns ver­dens­bil­le­de er teg­net efter en lig­nen­de streg. Ind­til vi­de­re er me­get af hans tid brugt på blo­di­ge kon­flik­ter med sin egen og an­dre fa­mi­li­er om­kring hof­fet i Py­on­gy­ang. Man me­ner, at han var ud­sat for et at­ten­tat­for­søg i 2013, og hans on­kel lig­ne­de la­en­ge den san­de le­der af lan­det. Jang Song-tha­ek hav­de ta­et­te for­bin­del­ser til Ki­nas kom­mu­ni­st­par­ti og rej­ste sig lang­somt og klap­pe­de uen­ga­ge­ret, når den un­ge Kim gjor­de sin en­tré.

Da Kim Jong-un fik ham hen­ret­tet, ske­te det plud­se­ligt og brutalt. På tv kun­ne be­folk­nin­gen se on­k­len bli­ve truk­ket ud af et mø­de, an­kla­get for for­ra­e­de­ri, og et par dage se­ne­re blev han skudt. An­dre har lidt sam­me ska­eb­ne, mens nye fa­mi­lie­med­lem­mer har få­et en plads i in­der­kred­sen. Ved al­le de se­ne­ste må­ne­ders mø­der med Syd­koreas og Ki­nas pra­esi­dent og Ruslands uden­rigs­mi­ni­ster, har hans sø­ster, Kim Yo-jong, sid­det ved le­de­rens si­de og ta­get no­ta­ter.

Kon­troltår­net

Når det ga­el­der Nord­korea, er det sva­ert at skil­le man­den fra sy­ste­met. Kim Jong-un har ar­vet et atom­vå­ben­pro­gram, der har va­e­ret un­der­vejs si­den 1960er­ne, og et mi­li­ta­er, der slu­ger op mod en fem­te­del af stats­bud­get­tet. Beg­ge de­le har holdt Kim-fa­mi­li­en ved mag­ten, og le­de­ren kun­ne ik­ke rø­re ved det, selv om han vil­le. »Li­ge­som an­dre stats­le­de­re er Kim Jong-un be­gra­en­set af det sy­stem, han står i spid­sen for, og de kul­tu­rel­le va­er­di­er, der fin­des rundt om ham,« si­ger Au­brey Im­mel­man, der le­der en af­de­ling for po­li­tisk psy­ko­lo­gi på ame­ri­kan­ske St. Jo­hns Uni­ver­si­ty og har la­vet psy­ko­lo­gi­ske pro­fi­ler af bå­de Kim Jong-un og fa­de­ren Kim Jong-il, blandt an­det for den ame­ri­kan­ske ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­ste. »Det er me­get sva­ert at få på­li­de­li­ge op­lys­nin­ger om Nord­korea, og i sid­ste en­de aner vi ik­ke, hvil­ke hen­ret­tel­ser der er be­or­dret af Kim Jong-un, el­ler hvil­ken po­li­tik der kom­mer di­rek­te fra ham.« Me­di­er frem­ha­e­ver tit Kim Jong-uns ag­gres­si­ve og do­mi­ne­ren­de per­son­lig­heds­tra­ek, men Im­mel­man me­ner, at han og­så er »imø­de­kom­men­de, udad­vendt og am­bi­tiøs«.

Man­ge har og­så haft sva­ert ved at for­e­ne kostsko­led­ren­gen i Schweiz med de se­ne­ste års mis­sil­tests og bruta­le ud­rens­nin­ger. Man ved ik­ke, hvor me­get af Eu­ro­pa Kim Jong-un nå­e­de at se, mens han op­holdt sig i Bern, men sik­kert er det, at han holdt ski­fe­rie i Al­per­ne og ba­de­fe­rie ved Mid­del­hav­sky­sten, tog på van­dre­tu­re med si­ne ven­ner, be­gynd­te at ry­ge, blev te­e­na­ger og fik en ka­e­re­ste i et frit, de­mo­kra­tisk sam­fund. Og­så i Py­on­gy­ang gik man­ge og ven­te­de på, at de er­fa­rin­ger vil­le duk­ke op. Thae Yong-ho blev den hø­jest pla­ce­re­de af­hop­per, da han i 2016 flyg­te­de fra Nord­koreas am­bas­sa­de i Lon­don – blandt an­det for­di Kim Jong-un vi­ste sig at va­e­re en an­den le­der, end han hav­de hå­bet på.

»Vi var man­ge i Nord­korea, der tro­e­de på det,« for­tal­te Thae, da jeg mød­te ham i Seoul for halvan­det år si­den. »Li­ge­som os hav­de han set, hvor­dan man le­ve­de i Eu­ro­pa, og han kend­te al­le ulem­per­ne ved det nord­kore­an­ske sy­stem.« For et par uger si­den ud­kom Thae Yong-hos erin­drin­ger, »Ko­de­ord fra tred­je sal«, som gi­ver et nyt ind­blik i Kims per­son­li­ge se­kre­ta­ri­at på tred­je sal af Ar­bejds­par­tiets ho­ved­kvar­ter i Py­on­gy­ang. For at und­gå skjul­te al­li­an­cer og kup­for­søg har le­der­ne af Nord­koreas mi­li­ta­er, ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­ster og mi­ni­ste­ri­er stort set in­gen kon­takt til hin­an­den, men rap­por­te­rer di­rek­te til af­de­lin­gen. Af­hop­pe­ren kal­der den for le­de­rens »kon­troltårn«. Her­fra kan Kim skue ud over sit kon­ge­ri­ge, og må­ske gør sy­net ham uro­lig.

Mens han har te­stet mis­si­ler og la­vet ud­rens­nin­ger i sin na­er­me­ste fa­mi­lie, har en ny be­folk­nings­grup­pe sam­let magt og ind­fly­del­se. De har holdt lan­dets øko­no­mi kø­ren­de ved at op­kø­be fa­brik­ker og hav­ne og tjent styr­ten­de i gråzo­nen mel­lem stat og pri­va­te mar­ke­der. De har for­bin­del­ser i Ki­na og Rusland og for­ven­ter at bli­ve ved med at kun­ne tje­ne pen­ge. Donju, kal­des de, pen­ge-her­sker­ne.

»Kim Jong-un kan hø­re et ur, der tik­ker,« si­ger Ken Gau­se, der er forsk­nings­le­der i CNA, en forsk­nings­en­hed un­der det ame­ri­kan­ske mi­li­ta­er og forfatter til en bog om Kim Jong-un. »Man­ge af de her donju-fa­mi­li­er er blevet en del af Kim Jong-uns in­der­kreds. De har ind­fly­del­se på, hvor­dan han ser ver­den, og de har sti­gen­de for­vent­nin­ger til lan­dets øko­no­mi­ske va­ekst. Der er et pres på ham, og han er nødt til at bli­ve ved med at ud­vik­le øko­no­mi­en, for han kan ik­ke ri­si­ke­re at mi­ste de­res støt­te. Jeg tror, at det, der i sid­ste en­de op­ta­ger Kim Jong-un me­re end no­get an­det, er pen­ge.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.