Stem­mer.

Dø­ren går op, og hvem kom­mer ind? Det gør du, hvis Thomas Win­ding har be­ty­det no­get for dig. El­ler hvis du har en for­ka­er­lig­hed for Ba­bar, li­ge­som ma­en­de­ne med stem­mer­ne, Thomas Win­ding og Mi­ka­el Ber­tel­sen. Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Mi­ka­el Ber­tel­se

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af MI­KA­EL BER­TEL­SEN

Mi­ka­el Ber­tel­sen skri­ver om sin sto­re barn­doms­helt Thomas Win­ding.

Det he­le slut­ter med 30 se­kun­der i TV-Avi­sen, li­ge in­den vej­r­ud­sig­ten. Nyheds­va­er­ten forta­el­ler, at Thomas Win­ding er død. En må­neds tid efter dør Ot­to Lei­s­ner, og jeg kan sta­dig hu­ske, at den al­ler­bed­ste sen­de­tid blev ryd­det, Dan­ne­brog sat på halv uden for DR By­en, og ge­ne­ral­di­rek­tør Kenneth Plum­mer var ude med de helt sto­re min­de­ord.

Jeg un­dre­de mig. Thomas Win­ding be­ty­der al­ver­den, når man – som jeg – er vok­set op med Omvendts­lev, mens Ot­to Lei­s­ner var en mand, min mor­mor fik ti­den til at gå med. Det kun­ne ik­ke pas­se, at den mand, der hav­de for­an­dret min vir­ke­lig­hed som dreng, end­te som en no­tits i tv-nyhe­der­ne den 5. juli 2008.

»Man kan sag­tens un­der­hol­de børn. Men hvor­for skul­le vi gø­re det? Hvor­for ik­ke be­ska­ef­ti­ge dem? Un­der­hold­ning er der nok af. He­le ver­den er ved at un­der­hol­de sig ihjel.« Thomas Win­ding, 1982

JEG bil­der mig ind, at Thomas Win­ding er en vig­tig forta­el­ler, der be­ty­der no­get for al­le ge­ne­ra­tio­ner, men hvis det kun er for min, så var vi hel­di­ge at få en af de stør­ste.

Det er helt på sin plads, at Det Kon­ge­li­ge Bi­bli­o­tek har sat Den Sto­re Thomas Win­ding Ud­stil­ling op på Den Sor­te Di­a­mant. Min barn­doms fjern­syns­helt er kom­met i glas og ram­me. Når ta­len fal­der på Thomas Win­ding, så hu­sker folk ham al­tid for den blø­de, magi­ske forta­el­ler­stem­me. Men da jeg en­gang be­søg­te ham på AErø, sag­de han tra­et:

»Jeg skal vel og­så si­ge no­get, der hand­ler om no­get med den stem­me. Det gi­ver jo ik­ke no­gen me­ning, hvis jeg ba­re si­ger: ’Sir­ligt gled den lil­le flat­mus bag­la­ens ned mod pyt­ten.’ Jeg ken­der for ek­sem­pel en ma­ler, og når han går og ma­ler va­eg­ge, så har han det ma­eg­tig godt. Men han kan ba­re ik­ke hol­de ud at hø­re si­ne eg­ne skridt i de tom­me lo­ka­ler. Og jeg kan vir­ke­lig godt li’ at forta­el­le hi­sto­ri­er, men jeg kan ba­re ik­ke dø­je at hø­re min egen stem­me.« Thomas Win­ding, 2002

HANS stem­me er va­erd at hu­ske, for­di jeg al­drig glem­mer, hvad den for­tal­te. Men det, der ram­te mig først og gjor­de et stort ind­tryk, var tit­ler­ne på hans pro­duk­tio­ner: Far­vel, jeg hed­der Kurt, hvor Al­ber­te Win­ding er så vred på sin mor og far, at hun flyt­ter hjem­me­fra. »Fra nu af hed­der jeg Kurt,« si­ger hun og flyt­ter ned i en båd. Se Hun­de­sted og gø, der er star­ten på sam­ar­bej­det med Bri­an Pat­ter­son, der se­ne­re var in­de i Kyl­ling. Su­per Car­la, der ba­e­rer en kap­pe, en sort fløjls­hat og kan tryl­le og bli­ver hen­tet af Suzan­ne Brøg­ger, der kom­mer kø­ren­de i en he­ste­vogn gen­nem sneland­ska­bet. Omvendts­lev og Op på ører­ne, vi er kø­ren­de, hvor jeg for før­ste gang op­da­ger Poul Nes­gaard, der i en le­gen­da­risk di­a­log om løg­ne­hi­sto­ri­er bli­ver smit­tet med ’Dansu­en­za’. For ik­ke at ta­le om Go­da’, Go­da’ og Blom­ster­pi­sto­len.

Når vi i dag skal tra­ek­kes med pro­gram­tit­ler så blot­tet for fan­ta­si, at de­res ene­ste kva­li­tet er, at de kan stå på det styk­ke pa­pir, der sma­ek­kes ned i pla­sti­clom­men i et ring­bind med bud­get­ter, så sa­et­ter jeg end­nu stør­re pris på Win­dings sig­na­tur på tit­ler som Han er tos­set, sag­de na­bo­er­ne, Re­vo­lu­tio­nen i vand­kan­ten og Tyl­le­fyl­lebøl­le­by. Og så er det net­op gå­et op for mig, at Thomas Win­ding og­så har va­e­ret tekst­for­fat­ter på »Op­pe i tra­e­et«, den pro­g­res­si­ve ro­ck­grup­pe Yo­ung Flowers’ sto­re hit, som jeg al­tid har va­e­ret så be­gej­stret for. Uden at vi­de hvem der stod bag linjer­ne.

»Op­pe i tra­e­et, der sid­der sgu’ jeg, og jeg er langt, langt va­ek.

Om jeg kan li’ det? Om jeg kan li’ det? Mand, mør­ket er mørkt.

Og jeg drøm­mer en drøm om en fyr, som er mig. Og som sid­der i tra­e­et og drøm­mer. Om jeg kan li’ det? Om jeg kan li’ det? Mand, jeg er syg.«

Thomas Win­ding, 1968

JEG har al­tid for­bun­det Thomas Win­ding med ele­fan­ter, og de går he­le ti­den igen, når man tram­per rundt i udstil­lin­gen.

Da jeg var hjem­me­gå­en­de far med små børn to år i Ame­ri­ka, hav­de vi et kas­set­tebånd i bi­len, som vi hør­te igen og igen. I lyd­bør­ne­bo­gen for­tal­te Thomas Win­ding om den lil­le ele­fant, Ba­bar, der flyg­ter fra en ja­e­ger, der har skudt hans mor og for­vil­der sig ind til stor­by­en, hvor en gam­mel dame ta­ger sig af ham. Hun gi­ver Ba­bar mad, hus­ly og nyt tøj.

Efter nog­le år hos den gam­le dame i by­en ven­der Ba­bar til­ba­ge til sko­ven og ud­bre­der ci­vi­li­sa­tio­nens dy­der blandt si­ne ele­fant­ven­ner. Og bli­ver kon­ge! Ba­bar er en so­ci­al­de­mo­kra­tisk vel­fa­erds­drøm, hvor al­le ele­fan­ter i sam­fun­det har ar­bej­de. Al­le kon­flik­ter bli­ver løst, og al­le kom­mer godt ud af det med hin­an­den.

»Jeg kom i Zoo­lo­gisk Ha­ve med min far og så de her ele­fan­ter, og jeg el­ske­de dem. Man si­ger jo, at små le­ge­mer til­tra­ek­kes af sto­re le­ge­mer. Og jeg tror, at det er det, der sker. Man fø­ler sig tryg i na­er­he­den af en ele­fant. En an­den ting er, at jeg hav­de en me­get vi­dun­der­lig

»Man kan sag­tens un­der­hol­de børn. Men hvor­for skul­le vi gø­re det? Hvor­for ik­ke be­ska­ef­ti­ge dem? Un­der­hold­ning er der nok af. He­le ver­den er ved at un­der­hol­de sig ihjel.« Thomas Win­ding, 1982

bog, som min far hav­de købt i Pa­ris. En stor, li­to­gra­fe­ret bog med den før­ste Ba­bar. Og den be­tød me­get for mig. Det var fak­tisk den ene­ste bog, jeg hav­de. Den var skre­vet på fransk, og jeg kun­ne ik­ke al­tid hu­ske, hvad min far hav­de over­sat. Så jeg sad selv og dig­te­de hi­sto­ri­er, mens jeg så på de her ele­fan­ter.« Thomas Win­ding, 2007

DER er et rum på udstil­lin­gen, som hed­der Mesters Stue. He­rin­de forta­el­ler Thomas Win­ding om hund­en Me­ster, der kan ta­le. Hver gang dens ejer, der og­så hed­der Thomas, ha­en­ger fast i si­ne ru­ti­ner, stil­ler Me­ster ham så go­de og ud­for­dren­de fi­lo­so­fi­ske spørgs­mål, at he­le til­va­e­rel­sen bli­ver vendt på ho­ve­d­et.

He­rin­de i rum­met er der og­så en stor ele­fant. For spørgs­må­let er, om Bar­bar ik­ke var den ene­ste ven, Thomas Win­ding kun­ne sto­le på, da han var tre et halvt år, og hans fora­el­dre blev skilt.

Hans far, for­fat­te­ren og kor­re­spon­den­ten Ole Vin­ding (ja, han sta­ves med en­kelt V) for­svandt, men han ef­ter­lod sig Ba­bar.

Der gik lang tid, før Thomas Win­ding så sin far igen, men han mød­te ham en en­kelt gang, da han var seks år, og igen en en­kelt gang, da han var ti.

Jeg op­da­ger selv Op på ører­ne, vi er kø­ren­de, med Thomas Win­ding og Poul Nes­gaard, midt i mi­ne fora­el­dres skils­mis­se, da jeg er 11 år. I ste­det for en bør­ne­bog blev man­den in­de i fjern­sy­net min ele­fant.

Det lyk­ke­des for ham at bru­ge tv til no­get an­det end alt det, han ik­ke brød sig om ved det. Han gjor­de mig tryg, fik mig til at ta­en­ke selv og slip­pe fan­ta­si­en løs.

»Kun­ne du ik­ke li­ge forta­el­le en løg­ne­hi­sto­rie?«

»Alt­så en hi­sto­rie du tror på?«

»Det kan va­e­re lidt sva­ert, for nu ved jeg jo, det er en løg­ne­hi­sto­rie, men du må godt forta­el­le en al­li­ge­vel.«

»Nej, det tror jeg ik­ke, jeg kan. Men jeg kan forta­el­le dig no­get, som rig­tig er sket. Kan du hu­ske Dan­ses­mit­ten?«

»Nej!«

»Hvis jeg nu si­ger Sy­dals. Der var der en lil­le by, der hed Fla­ek.«

»Jo, den ken­der jeg godt.«

»Der var der en lil­le pi­ge, der hed Bir­te Jen­sen, som plud­se­lig fik en helt an­den slags in­flu­en­za end de an­dre børn, der bo­e­de på eg­nen.« »Nej, det kan jeg ik­ke hu­ske. Hvad hed in­flu­en­za­en?«

»Dansu­en­za.«

»Dansu­en­za?«

»Ja, der sker nem­lig det, at li­ge så snart du bli­ver smit­tet, så be­gyn­der du at dan­se. Der er fle­re, der har få­et det si­den, men Bir­te hun var den før­ste, der fik det, så hun blev me­get be­rømt.«

»Det er løgn! Jeg tror ik­ke på det.«

»Det er over­ho­ve­det ik­ke løgn, og det stør­ste pro­blem var, at de hav­de jo tit høj fe­ber. Bir­te hav­de for ek­sem­pel frygtelig høj fe­ber, og al­li­ge­vel måt­te hun stå op i sin lil­le seng og dan­se.«

»Det er løgn.«

»Jo, det er sim­pelt­hen rig­tigt.«

»Nej.«

»Jo, og du ved, en vals i ny og nae hav­de jo ik­ke gjort no­get, men det var vir­ke­lig hår­de ting in­di­mel­lem. Hun måt­te dan­se lat­i­na­me­ri­kan­ske dan­se. Sam­ba­er!« »Sam­ba­er!?! Det er løgn.«

»Det er ik­ke løgn (...) Er al mu­sik må­ske løgn? Ja­men, så kig der!«

Poul Nes­gaard og Thomas Win­ding, Op på ører­ne, vi er kø­ren­de, 1978

THOMAS Win­ding tro­e­de vel egent­lig ik­ke på, at tv var sa­er­lig vel­eg­net til børn. Tv gjor­de dem pas­si­ve og in­dad­vend­te for­an ska­er­men. De blev ud­sat for en for­dum­mel­se, der iføl­ge ham selv vil­le kom­me til at ko­ste sam­fun­det dyrt. Må­ske var det der­for, han sat­te sig for at forta­el­le hi­sto­ri­er, hvor han tal­te til os, som om vi var voks­ne. Han gav os håb og gjor­de os i stand til at ta­en­ke nyt, klart og kri­tisk.

»In­de i et­hvert men­ne­ske er der en sja­el, som er me­get ae­l­dre. Og bar­net skal jo ha­ve lov at ud­vik­le sig som barn, som et lil­le ufa­er­digt va­e­sen. Men vi må al­drig no­gen­sin­de glem­me, at de al­le­re­de er voks­ne. Det har va­e­ret mit ud­gangs­punkt. En for­nem­mel­se, som jeg selv hav­de som helt lil­le barn, af at va­e­re en vok­sen i et barns krop.« Thomas Win­ding, 2007

EN anek­do­te, jeg har søgt trøst og in­spira­tion i, da jeg selv gik i gang – og ka­em­pe­de – med at la­ve fjern­syn, er forta­el­lin­gen om den­gang i Dan­marks Ra­dio, hvor man ind­før­te det sid­ste nye og vil­le ha­ve nedskrev­ne, de­tal­je­re­de kon­cep­ter, der be­skrev pro­gra­mi­de­er­ne i mind­ste de­tal­je, og hvor man i sto­re, for­blom­me­de ven­din­ger lo­ve­de, at li­ge pra­e­cis det her tv-pro­gram vil­le bli­ve ek­stra­or­di­na­ert ny­ska­ben­de og ori­gi­nalt.

Jeg har få­et for­talt, at Thomas Win­ding den­gang af­le­ve­re­de et na­e­sten blankt styk­ke hvidt A4-pa­pir og holdt fast i, at det var hans fa­er­di­ge kon­cept.

Med ma­skin­skrev­ne bog­sta­ver stod der: »Dø­ren går op – Hvem kom­mer ind?«

Det var der må­ske no­gen, der trak på skul­dre­ne ad den­gang, men de kun­ne jo hel­ler ik­ke vi­de, at det var Dan­marks Ra­dios stør­ste bør­ne­suc­ces no­gen­sin­de, Bam­se & Kyl­ling, der kom ind ad den dør.

På udstil­lin­gen vi­ses så man­ge tv-pro­duk­tio­ner fra Thomas Win­dings hånd, at det kra­e­ver et helt døgn, hvis de skal ses i streg. Der­u­d­over bli­ver al­le dem, der har sam­ar­bej­det med Thomas Win­ding, og­så pra­e­sen­te­ret. Tv er ik­ke en so­l­op­ra­e­sta­tion, det hand­ler mest af alt om at sam­le et godt crew: Per­nil­le Skov, Flem­m­ing Qu­ist Møl­ler, Julie Kyhl, Poul Nes­gaard, Bri­an Pat­ter­son, Jan Rør­dam, Finn Bentzen, Ka­tri­ne Hau­chFaus­bøll, Ka­ren Foug­ner, Elith Nul­le Nykja­er, Aske Bentzon, Al­ber­te Win­ding, Hans Chri­sti­an AE­gi­di­us, Mo­gens Vem­mer og Olaf Nielsen, der ved si­den af ar­bej­det i B&U var tand­la­e­ge. Ham var jeg helt vild med som dreng.

Jo la­en­ge­re jeg kom­mer ind i udstil­lin­gen, jo dy­be­re for­står jeg, at Thomas Win­ding, der op­rin­de­ligt var ud­dan­net på Kun­sta­ka­de­mi­et og drøm­te om at bli­ve ma­ler, sim­pelt­hen har ta­get det bed­ste fra te­a­trets, ja­zzens og bil­led­kun­stens ver­den og la­vet det om til eu­fori­se­ren­de bør­ne-tv og bø­ger.

»Hver dag står jeg op og sam­ler de de­le, der er Thomas Win­ding. Men han fin­des for så vidt ik­ke. Den stør­ste op­da­gel­se et men­ne­ske kan gø­re er at fin­de ud af, at man ik­ke er nødt til at va­e­re den, man er. Jeg be­hø­ver ik­ke at iden­ti­fi­ce­re mig med den så­kald­te Thomas Win­ding.« Thomas Win­ding, 2007

DØ­REN går op, og hvem kom­mer ind? Det gør du, hvis Thomas Win­ding har be­ty­det no­get for dig, og du har ta­get høj­de for, at ind­gan­gen til Det Kon­ge­li­ge Bi­bli­o­tek er en sving­dør.

Den Sto­re Thomas Win­ding Ud­stil­ling på Det Kgl. Bi­bli­o­tek i Kø­ben­havn åb­ner i dag og fort­sa­et­ter ind i 2019.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.