Rig­dom.

Neoklas­si­ker­ne in­tro­du­ce­re­de ide­en om, at en va­res va­er­di er lig med mar­kedspri­sen. Det har ført til en un­der­vur­de­ring af den of­fent­li­ge sek­tors be­tyd­ning i øko­no­mi­en. Ny bog af øko­nom Ma­ri­a­na Ma­zzuca­to le­ve­rer en helt an­den hi­sto­rie om va­er­di­ska­bel­se.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af PER H. HAN­SEN Pro­fes­sor, dr.phil. et merc. In­sti­tut for Le­del­se, Po­li­tik og Fi­lo­so­fi, CBS LAY­OUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: ANNI DAMGAARD

Hvem ska­ber va­er­di­er­ne? Øko­no­mer pri­ser of­fent­ligt an­sat­tes bi­drag til va­ek­sten.

CEPOS er op­pe på den sto­re klin­ge for ti­den, som De må­ske har be­ma­er­ket. I lø­bet af maj har ta­en­ket­an­ken mar­ke­ret sig sta­er­kt i me­di­er­ne: »Døds­skat­ten«, som Cepos’ di­rek­tør, Martin Ågerup, så smag­fuldt kal­der ar­ve­af­gif­ten, skal af­skaf­fes. Og bi­bli­o­te­ker­ne re­du­ce­rer iføl­ge che­fø­ko­nom Mads Lund­by Han­sen ar­bejds­ud­bud­det, for­di de ar­bejds­lø­se hel­le­re vil la­e­se avi­ser end fin­de et ar­bej­de. Og så skal vi ik­ke glem­me Fi­nans­mi­ni­ste­ri­ets reg­ne­mo­del, som po­li­ti­ker­ne iføl­ge ana­ly­se­chef Ot­to Brøns-Pe­ter­sen skal hol­de fin­gre­ne fra, for­di den ik­ke skal po­li­ti­se­res. Oven­na­evn­te syns­punk­ter om ar­ve­af­gift, ar­bejds­ud­bud og reg­ne­mo­del tra­ek­ker al­le på sam­me øko­no­misk te­o­re­ti­ske grund­lag, der kan fø­res til­ba­ge til slut­nin­gen af 1800-tal­let, da neoklas­sisk øko­no­misk te­o­ri be­gynd­te at få fod­fa­e­ste. Am­bi­tio­nen var at gø­re øko­no­mi til en na­tur­vi­den­skab på linje med fy­sik, og te­o­ri­en byg­ger på en ra­ek­ke grund­la­eg­gen­de fo­re­stil­lin­ger om ra­tio­nel­le ak­tø­rer, der hand­ler uaf­ha­en­gigt af hin­an­den, og hvis frem­me­ste for­mål er at op­ti­me­re de­res egen­nyt­te på per­fek­te mar­ke­der, hvor sta­ten ik­ke spil­ler no­gen rol­le.

Det var og­så neoklas­si­ker­ne, der in­tro­du­ce­re­de ide­en om, at en va­res va­er­di er lig med pri­sen, som be­stem­mes af ud­bud og ef­ter­spørgsel. Iføl­ge den­ne helt do­mi­ne­ren­de øko­no­mi­ske for­stå­el­se ska­bes va­er­di alt­så i mar­ke­det via pri­sen. Og her be­gyn­der pro­ble­mer­ne. Da den of­fent­li­ge sek­tors ydel­ser ik­ke har en mar­kedspris, bli­ver dens bi­drag til va­er­di­ska­bel­sen pri­ma­ert be­reg­net ud fra of­fent­li­ge løn­nin­ger, og det fø­rer til en un­der­vur­de­ring af det of­fent­li­ges va­er­di­ska­bel­se i na­tio­nal­regn­ska­bet. Of­te bli­ver sta­ten set som en di­rek­te hin­dring for va­er­di­ska­bel­se, mens den pri­va­te sek­tors bi­drag over en kam ses som va­er­di­ska­ben­de. Når ba­re det har en pris, ska­ber det va­er­di, uan­set om re­sul­ta­tet er fi­nanskri­ser, da­ta­skan­da­ler, hvid­va­sk­ning el­ler foru­re­ning.

Den øko­no­mi­ske di­sci­plin har si­den fi­nanskri­sen va­e­ret ud­sat for kri­tik fra man­ge sider. Øko­no­mistu­de­ren­de i en ra­ek­ke lan­de har pro­teste­ret mod en en­si­dig og ukri­tisk un­der­vis­ning som fo­re­gi­ver, at der kun er én mu­lig må­de at for­stå øko­no­mi­en på. Neoklas­sisk øko­no­mi er blevet den ab­so­lut do­mi­ne­ren­de forta­el­ling i skik­kel­se af mi­kroø­ko­no­mi, der un­der­vi­ses i på uni­ver­si­te­ter og han­dels­højsko­ler overalt i ver­den. Det bli­ver ik­ke en­gang kaldt mi­kroø­ko­no­misk te­o­ri, for det vil­le jo an­ty­de, at der trods alt kun er ta­le om en te­o­ri.

Hvert år for­la­der tu­sind­vis af nyud­dan­ne­de øko­no­mer uni­ver­si­te­ter­ne med et gan­ske be­stemt ver­dens­syn, dybt pra­e­get af mi­kroø­ko­no­mi­ens grund­la­eg­gen­de pra­e­mis­ser. Pra­e­mis­ser­ne er helt af­gø­ren­de for de kon­klu­sio­ner, som for ek­sem­pel Cepos kom­mer frem til, men de dis­ku­te­res sja­el­dent, selv om de fak­tisk har po­li­ti­ske og ide­o­lo­gi­ske im­pli­ka­tio­ner. Der­for er bå­de na­tio­nal­regn­ska­ber og fi­nans­mi­ni­ste­ri­el­le mo­del­ler og­så po­li­ti­ske. Ik­ke i par­tipo­li­tisk for­stand, men i den for­stand at de ik­ke er gi­vet af Gud el­ler af na­tu­ren, men er op­stå­et og ud­vik­let i en spe­ci­fik hi­sto­risk kon­tekst med be­stem­te do­mi­ne­ren­de må­der at se ver­den på. På trods af den ma­te­ma­ti­ske kla­e­de­d­ragt er øko­no­mi en sam­funds­vi­den­skab med de sam­me svag­he­der og styr­ker som ek­sem­pel­vis so­cio­lo­gi, hi­sto­rie og po­li­to­lo­gi. Det for­sø­ger jeg at dis­ku­te­re med de CBS-stu­de­ren­de, der la­eg­ger vej­en for­bi mi­ne kur­ser. Hvis øko­no­mi ik­ke skal an­sku­es som na­tur, må det va­e­re hi­sto­risk og kul­tu­relt for­ank­ret, alt­så en del af den må­de vi som men­ne­sker ka­te­go­ri­se­rer og for­står ver­den på. Ud fra den tan­ke­gang gi­ver det god me­ning at spør­ge: Hvor kom­mer neoklas­sisk øko­no­mis pra­e­mis­ser fra? Og hvor­for blev det li­ge dem, der blev en del af den do­mi­ne­ren­de forta­el­ling om, hvor­dan den øko­no­mi­ske ver­den ha­en­ger sam­men? Hvem har be­slut­tet, at den of­fent­li­ge sek­tors bi­drag til den øko­no­mi­ske va­er­di­ska­bel­se bli­ver op­gjort på en må­de, der be­ty­der, at det bli­ver un­der­vur­de­ret i na­tio­nal­regn­ska­bet? Hvem be­stem­mer, hvor­dan va­er­di­ska­bel­se i sam­fun­det skal gø­res op? Hvor­for er der for­sket så lidt i of­fent­lig va­er­di­ska­bel­se, mens øko­no­mer ta­ger det for gi­vet, at al­le pri­va­te virk­som­he­der bi­dra­ger til sam­fun­dets vel­stand?

DER gi­ves ik­ke ét svar på dis­se spørgs­mål, men som hi­sto­ri­ker ple­jer jeg at se bag­ud og spør­ge, hvor det fa­eno­men, jeg ger­ne vil for­stå, kom­mer fra. Der­for var det en for­nø­jel­se at la­e­se Ma­ri­a­na Ma­zzuca­tos nye bog The Va­lue of Eve­ryt­hing. Making and Taking in the Glo­bal Eco­no­my, hvor hun un­der­sø­ger de na­evn­te spørgs­mål og ser på, hvor­dan øko­no­mers fo­re­stil­lin­ger om øko­no­misk va­er­di har for­an­dret sig over tid. Ma­zzuca­to, der er pro­fes­sor på Uni­ver­si­ty Col­le­ge Lon­don, le­ve­rer en helt an­den hi­sto­rie om va­er­di­ska­bel­sen i sam­fun­det end den do­mi­ne­ren­de te­o­ri. Bo­gen er ik­ke uden svag­he­der, blandt an­det er hun li­ge ukri­tisk nok over for sta­tens rol­le i sam­fun­det, men den er en god hånds­ra­ek­ning til al­le dem, der for­nem­mer spra­ek­ker­ne i den do­mi­ne­ren­de øko­no­mi­ske tan­ke­gang, men som ik­ke kan gi­ve for­nem­mel­sen et te­o­re­tisk grund­lag.

Som Thomas Pi­ket­tys bog Ka­pi­ta­len i det 21. år­hund­re­de pra­e­sen­te­rer Ma­zzuca­to en mod­forta­el­ling til ide­en om, at hvad mar­ke­det gør, er (na­e­sten) al­tid rig­tigt. Bo­gen har po­ten­ti­a­le til at aen­dre for­stå­el­sen af, hvem der ska­ber va­er­di i sam­fun­det, og hvem der ik­ke har tjent de­res pen­ge, men tva­er­ti­mod tra­ek­ker va­er­di ud af sam­fun­det i form af en så­kaldt over­nor­mal pro­fit. Den op­står, når den frie kon­kur­ren­ce ik­ke vir­ker, for ek­sem­pel på grund af mo­nopol el­ler re­gu­le­ring, der til­go­de­ser sa­erin­ter­es­ser.

Ma­zzuca­to har i no­gen tid va­e­ret en torn i øjet på tra­di­tio­nelt ta­en­ken­de øko­no­mer, for­di hun har en god ev­ne til at bo­re dér, hvor det gør lidt ondt, og for­di hun ved, hvad hun ta­ler om. I 2013 an­greb hun i The En­tre­pre­n­euri­al Sta­te fo­re­stil­lin­gen om den in­di­vi­du­el­le iva­er­ksa­et­ter, som ska­ber va­er­di helt ale­ne. Ma­zzuca­to vi­ser, at sta­ten bi­dra­ger til sam­fun­dets va­er­di­ska­bel­se gen­nem in­ve­ste­rin­ger i forsk­ning, ud­dan­nel­se og in­fra­struk­tur, men og­så gen­nem di­rek­te og in­di­rek­te støt­te til pri­va­te iva­er­ksa­et­te­re og virk­som­he­der. Al­li­ge­vel en­der det al­tid med at va­e­re hi­sto­ri­en om den en­kel­te iva­er­ksa­et­ter el­ler er­hvervs­le­der som hel­ten, der har ud­ret­tet det he­le selv.

I The Va­lue of Eve­ryt­hing fort­sa­et­ter Ma­zzuca­to, hvor hun slap i 2013, men tro nu ik­ke, at hun helt vil er­stat­te den pri­va­te sek­tor med den of­fent­li­ge. Ma­zzuca­to er ik­ke so­ci­a­list, men hun vil en ka­pi­ta­lis­me, der fo­ku­se­rer på va­er­di­ska­bel­se bå­de i det of­fent­li­ge og det pri­va­te, og som re­du­ce­rer ma­eng­den af dem, som fjer­ner mu­lig­he­den for over­nor­mal pro­fit og øde­la­eg­gel­se af va­er­di. Bo­gens ud­gangs­punkt er en dis­kus­sion af, hvor­dan øko­no­mer si­den 1600-tal­let har for­stå­et va­er­di­ska­bel­se som no­get, der blev skabt af ar­bej­de og af sam­fun­det me­re ge­ne­relt. Alt­så en me­re kol­lek­tiv til­gang til va­er­di, som si­den neoklas­sisk øko­no­misk te­o­ri gjor­de sin en­tré, er blevet re­du­ce­ret til et spørgs­mål om mar­ke­dets pris. Det har iføl­ge Ma­zzuca­to sat sig vold­som­me spor i de in­ter­na­tio­na­le stan­dar­der for, hvor­dan na­tio­nal­regn­ska­bet bli­ver op­gjort. Den of­fent­li­ge sek­tors bi­drag til va­er­di­ska­bel­sen bli­ver som na­evnt un­der­vur­de­ret, mens fi­nans­sek­to­rens va­er­di­ska­bel­se iføl­ge Ma­zzuca­to si­den 1970er­ne er blevet over­dre­vet i na­tio­nal­regn­ska­ber­ne. Ma­zzuca­to ar­gu­men­te­rer over­be­vi­sen­de for, at fo­kus på mar­kedspri­sen fø­rer til, at fi­nans­sek­to­rens og an­dre bran­chers over­nor­ma­le pro­fit bli­ver op­gjort som va­er­di, selv om det er det stik mod­sat­te og nog­le gan­ge li­ge­frem de­stru­e­rer va­er­di.

Den­ne un­der­vur­de­ring af den of­fent­li­ge sek­tors va­er­di­ska­bel­se og over­dri­vel­sen af fi­nans­sek­to­rens dit­to har med åre­ne styr­ket forta­el­lin­gen om, at sta­ten i bed­ste fald blot om­for­de­ler va­er­di, mens va­er­di­en bli­ver skabt i den pri­va­te sek­tor an­ført af kon­kur­ren­ce­sta­tens nye hel­te, virk­som­heds­le­de­ren og iva­er­ksa­et­te­ren.

DET er en forta­el­ling med vid­tra­ek­ken­de po­li­ti­ske, øko­no­mi­ske, so­ci­a­le og kul­tu­rel­le kon­se­kven­ser. Den la­eg­ger va­egt på in­di­vi­dets frem for kol­lek­ti­vets bi­drag, og den gør det min­dre le­gi­timt for sta­ten at op­kra­e­ve skat­ter, for­di forta­el­lin­gen ude­luk­ker det of­fent­li­ges bi­drag til den kol­lek­ti­ve va­er­di­ska­bel­se, mens den ge­ni­a­le iva­er­ksa­et­ter og de pri­va­te virk­som­he­der frem­stil­les som de ene­ste, der ska­ber va­er­di. Forta­el­lin­gen le­gi­ti­me­rer de sta­digt sti­gen­de løn­nin­ger til ad­mi­ni­stre­ren­de di­rek­tø­rer og iva­er­ksa­et­te­re og den i man­ge ve­st­li­ge sam­fund sti­gen­de ulig­hed. Har iva­er­ksa­et­te­ren og di­rek­tø­ren må­ske ik­ke skabt det he­le selv? I den­ne forta­el­ling får en­hver løn som fortjent. Nej, si­ger Ma­zzuca­to og un­der­stre­ger, at det sti­gen­de fo­kus på »sha­re­hol­der va­lue«, alt­så at virk­som­he­den ale­ne er til for ak­tio­na­e­rer­ne, be­ty­der, at man­ge sto­re pri­va­te virk­som­he­der i ste­det for at in­ve­ste­re fo­re­tra­ek­ker at bru­ge de­res pen­ge­tan­ke på ak­tie­til­ba­ge­køb og ud­be­ta­ling af hø­je di­vi­den­der til ak­tio­na­e­rer­ne i ste­det for at in­ve­ste­re me­re (om end der er del­te meninger om det­te) og hi­sto­risk hø­je løn­nin­ger og ak­tie­op­tio­ner til le­del­sen. Sam­ti­dig er skat­te­ta­enk­ning blevet sta­dig me­re ud­bredt, i takt med at forta­el­lin­gen mar­gi­na­li­se­rer sta­tens rol­le i sam­fun­det. Forta­el­lin­gen bi­dra­ger og­så til at le­gi­ti­me­re, at en sti­gen­de an­del af den sam­le­de ind­komst i sam­fun­det går til ka­pi­ta­len, og at lø­nan­de­len alt­så er fal­den­de.

Ma­zzuca­to un­der­stre­ger, at det ik­ke er no­gen li­ge­gyl­dig el­ler ab­strakt de­bat, og hvis man er i tvivl, kan man blot la­e­se i de se­ne­ste fi­re ud­ga­ver af Eco­no­mist, der på for­skel­lig vis adres­se­rer de na­evn­te spørgs­mål. Ved at in­si­ste­re på at dis­ku­te­re, hvor sam­fun­dets va­er­di­er kom­mer fra og ved at af­vi­se, at pri­sen er den ene­ste le­gi­ti­me må­le­stok for va­er­di, gi­ver Ma­zzuca­to mu­lig­hed for at tra­ek­ke sam­fun­det i en ret­ning, der til­go­de­ser bre­de­re og me­re kol­lek­ti­ve frem for pri­va­te sa­erin­ter­es­ser.

Nu ta­en­ker De nok, hvad alt det her har med forta­el­lin­ger at gø­re. Sva­ret er, at forta­el­lin­ger er per­for­ma­ti­ve; de bi­dra­ger til at kon­stru­e­re den so­ci­a­le vir­ke­lig­hed og den må­de, vi for­står og hand­ler i ver­den på. Der er brug for en ny forta­el­ling, der for det før­ste le­gi­ti­me­rer den of­fent­li­ge sek­tor og gi­ver en me­re re­el vur­de­ring af dens va­er­di­ska­bel­se og ser dens in­ve­ste­rin­ger som en del af den in­nova­ti­ve øko­no­mi. For det an­det skal forta­el­lin­gen gø­re det klart, at de­le af den pri­va­te sek­tor fak­tisk ik­ke bi­dra­ger til va­er­di­ska­bel­sen, men tva­er­ti­mod til­eg­ner sig va­er­di uden at ha­ve tjent den selv.

Ma­zzuca­to har gi­vet bol­den op til en ny må­de at ta­en­ke for­hol­det mel­lem den of­fent­li­ge og den pri­va­te sek­tor på. In­tet mar­ked uden stat, skri­ver hun. Den lig­ger li­ge til høj­re­be­net for de grup­pe­rin­ger, der an­er­ken­der ka­pi­ta­lis­men som den mindst rin­ge sam­funds­form, men som har pro­ble­mer med at ska­be en sam­men­ha­en­gen­de forta­el­ling, der kan ba­ne vej­en for re­for­mer.

Den ita­li­ensk-ame­ri­kan­ske øko­nom Ma­ri­a­na Ma­zzuca­to.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.