Ny se­rie.

Man kun­ne nemt bli­ve for­sin­ket i ør­ke­nen. Sand­storme kun­ne når som helst op­stå ud af in­gen­ting, man kun­ne sid­de fast i løst sand, da­ek kun­ne punk­te­re på skar­pe sten ...

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af SØ­REN JESSEN

I en en­de­løs ør­ken kø­rer ra­cer­bud­det Po med pak­ker. Ind­til en dro­ne ram­mer bi­len.

Po stir­re­de ud ad for­r­u­den og lod blik­ket lø­be hen over ho­ri­son­ten. Der var in­gen byg­nin­ger el­ler kø­re­tø­jer i sy­ne. Kun klit­ter, sand og en nå­des­løs sol, der ham­re­de sin var­me ned i land­ska­bet og de men­ne­sker, der be­fandt sig i det. Han tjek­ke­de ska­er­men og den ru­te, han hav­de lagt. Det var vel her? El­ler hav­de han ta­get fejl? Hvor vil­le han dog øn­ske, han hav­de råd til at få re­pa­re­ret Tri­tons au­to­pi­lot. Si­den den brød sam­men, hav­de han måt­tet føl­ge ru­ter­ne selv, og det gik ik­ke al­tid li­ge godt. Han tjek­ke­de det he­le en gang til. Der var in­gen tvivl. Han var på det af­tal­te sted til den af­tal­te tid.

Po la­e­ne­de sig til­ba­ge i fø­rer­sa­e­det og drak en tår vand, men kun en lil­le slurk. For det før­ste lå det dybt i al­le men­ne­sker i Ka­makum at spa­re på van­det, for det an­det var vand dyrt og sva­ert at skaf­fe. Han over­ve­je­de si­ne mu­lig­he­der. En­ten kun­ne han le­ve­re pak­ken her og sa­et­te en sen­der på, så mod­ta­ge­ren let kun­ne fin­de den. El­ler og­så kun­ne han ven­te og se, om ik­ke mod­ta­ge­ren duk­ke­de op. Man kun­ne nemt bli­ve for­sin­ket i ør­ke­nen. Sand­storme kun­ne når som helst op­stå ud af in­gen­ting, man kun­ne sid­de fast i løst sand, da­ek kun­ne punk­te­re på skar­pe sten ... der var man­ge mu­lig­he­der. Po hav­de prø­vet de fle­ste. Tri­ton, hans fir­hju­le­de la­es­ser, var hel­dig­vis so­lidt byg­get og fun­ge­re­de som bå­de hans ar­bejds­plads og hjem. Hans et og alt. Han tjen­te pen­ge som pak­ke­bud. De ting, skat­teja­e­ger­ne fandt i de til­san­de­de by­er, skul­le trans­por­te­res rundt. Det gjor­de Po og en mas­se an­dre pak­ke­bu­de. Selv­om det ik­ke gav me­get, gav det nok til at hol­de ham i li­ve. Han trom­me­de utå­l­mo­digt med fin­gre­ne på kan­ten af sa­e­det. Nej, der var ik­ke tid til at ven­te, for der var en pak­ke me­re, som skul­le af­le­ve­res, og han vil­le rig­tig ger­ne nå frem in­den sol­ned­gang. Han rej­ste sig fra sa­e­det og trå­d­te ind bag i fø­rer­hu­set, hvor to smal­le kø­jer hang over hin­an­den. Der var en smu­le gulv­plads, hvor han kun­ne stå fuldt op­rejst, men der var ik­ke plads til sto­re arm­be­va­e­gel­ser – na­e­sten hel­ler ik­ke små. Po sov al­tid i den øver­ste kø­je. Det sam­me gjor­de Fe­lis, hans kat, som var en gna­ven sand­kat på 13 år. Dens lang­pel­se­de ører og po­ter fik – sam­men med de sto­re øj­ne – man­ge til at tro, at den var kil­ling, og det var, som om Fe­lis for­stod dem, for den blev al­tid me­get sur, når no­gen kald­te den det.

Po var li­ge så gam­mel som Fe­lis, så no­get hav­de de da til­fa­el­les. El­lers vir­ke­de det for det me­ste, som om Fe­lis gjor­de alt, hvad den kun­ne, for at ir­ri­te­re Po. »Hvor­for er det, du al­tid skal lig­ge i min seng?« ud­brød Po util­freds og puf­fe­de til Fe­lis for at få den ned. »Du ved jo godt, at du har un­der­køj­en, og jeg har over­køj­en. Er det må­ske ik­ke det, vi har af­talt?!«

Kat­ten blev lig­gen­de, rul­let sam­men til en kug­le af pels, uden at rø­re så me­get som en ha­le­spids. Po suk­ke­de. Der var al­tid sand i sen­gen, når Fe­lis hav­de lig­get der, og hvis der var en ting, Po ha­de­de, så var det sand i sen­gen.

Han åb­ne­de et højt, smalt skab, trak et tørkla­e­de frem, vik­le­de det rundt om ho­ved og hals et par gan­ge og tog et par støv­bril­ler på. Så åb­ne­de han dø­ren og trå­d­te ud i det ska­e­ren­de sol­lys. Var­men ram­te som en lus­sing. En svag vind gjor­de kun var­men end­nu me­re in­tens, den bra­end­te mod de få ste­der, der var blot­tet hud. He­den føl­tes som vat, der klum­pe­de sig sam­men i hal­sen og fik ham til at gis­pe efter luft.

Selv­om Po var født og op­vok­set i Ka­makum, føl­tes over­gan­gen fra fø­rer­ka­bi­nens be­ha­ge­li­ge 20 gra­der til ør­ke­nens 40-45 gra­der al­tid som et chok. Fe­lis strøg ud ad den åb­ne dør og for­svandt ind un­der Tri­ton.

»Ja, det er godt!« råb­te Po efter den. »Ud og få end­nu me­re sand i pel­sen, som du kan sla­e­be ind i min kø­je. Rig­tig fint, Fe­lis. Tak skal du ha’!«

Po sprang op på det ene af Tri­tons bre­de, ri­f­le­de for­da­ek, vi­de­re op på kø­ler­hjel­men og der­fra op på ta­get. Han brug­te støv­bril­ler­nes ind­byg­ge­de zoom til at af­sø­ge ho­ri­son­ten, selv­om zoo­men kun vir­ke­de på det ene glas. Der var in­gen be­va­e­gel­se at se no­get sted. Det var ik­ke før­ste gang, en af hans kun­der kom for sent, nok hel­ler ik­ke sid­ste. Han gik hen over sol­pa­ne­ler­ne, som le­ve­re­de al ener­gi til Tri­ton, sprang ned fra ta­get og lan­de­de i en blød sand­bun­ke.

Han åb­ne­de po­r­ten til la­strum­met og kig­ge­de ind. Al­le pak­ker blev spa­endt fast med so­li­de rem­me, men der var kun to til­ba­ge. En flad, af­lang pak­ke og en stor me­tal­kas­se på

2 x 2 x 2 me­ter, der ve­je­de 387 ki­lo. Det var den, der skul­le af­le­ve­res nu. Li­ge her. Midt i in­gen­ting. Po var for la­engst holdt op med at spe­ku­le­re over, hvad der mon var i de pak­ker, han kør­te med. En pak­ke var en pak­ke, og den skul­le ba­re af­le­ve­res. Me­re var der ik­ke at si­ge.

Han kla­tre­de op i la­strum­met, fjer­ne­de rem­me­ne fra kas­sen, trak en tynd net­hand­ske på høj­re hånd og ta­end­te la­strum­mets ro­bo­tarm, der sad al­ler­ba­gerst i lof­tet, li­ge over po­r­ten. Den fol­de­de sig lyd­løst ud og ko­pi­e­re­de hans mind­ste be­va­e­gel­se. 387 ki­lo var ik­ke no­get pro­blem for ro­bo­tar­men. Med si­ne tre sta­er­ke me­tal­klø­er tog den fat i kas­sen og løf­te­de den uden­for. Po sprang ned og sat­te for­sig­tigt kas­sen i san­det, tog et bil­le­de som be­vis på, at kas­sen var le­ve­ret, og send­te det til mod­ta­ge­ren, sam­men med ko­den til sen­de­rens sig­nal.

Han skul­le li­ge til at luk­ke la­strum­met, da en dyb mo­tor­lyd gen­lød i det fjer­ne. Det lød som en flok klit­pods – en slags mo­tor­cyk­ler med me­get bre­de da­ek, der var byg­get til at kø­re i sand. Det måt­te va­e­re Ør­ken­rot­ter, en ban­de af ma­ske­re­de for­bry­de­re, der rø­ve­de og plyn­dre­de overalt, hvor de kom frem. De over­faldt of­te tank­bi­ler­ne fra fir­ma­et Akva­num, der hav­de ene­ret­ten til at trans­por­te­re og sa­el­ge vand.

I en ver­den af sand var vand den dy­re­ste og vig­tig­ste han­delsva­re og Akva­num det stør­ste og ri­ge­ste sel­skab. Men de hav­de igen­nem et styk­ke tid skru­et me­re og me­re op for pri­ser­ne. Folk var be­gyndt at pro­teste­re, og det ud­nyt­te­de Ør­ken­rot­ter­ne. Vand, som var blevet stjå­let el­ler rø­vet fra Akva­nums tank­bi­ler, kald­tes for ’sort vand’ og blev solgt vi­de­re på det sor­te mar­ked. Po hav­de ik­ke vand i la­sten, og Ør­ken­rot­ter var ik­ke in­ter­es­se­re­de i al­min­de­li­ge pak­ker. Hvor­for kom de så fra­e­sen­de med kurs li­ge imod ham? Hvad vil­le de? Det hav­de han ik­ke ta­enkt sig at bli­ve ha­en­gen­de for at fin­de ud af, men skynd­te sig ind i fø­rer­hu­set, star­te­de mo­to­ren og jok­ke­de spe­e­de­ren i bund.

Er Ør­ken­rot­ter­ne vir­ke­lig ude efter Po? Følg med i na­e­ste uge.

ILLUSTRATION: RU­NE RY­BERG

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.