Det lan­ge far­vel

Brud. So­ci­al­de­mo­kra­tiets og De Ra­di­ka­les for­hold har al­drig va­e­ret bå­ret af gen­si­dig ka­er­lig­hed, men af ap­pe­tit på mag­ten. Nu har for­nuftsa­eg­te­ska­bet nå­et sin na­tur­li­ge af­slut­ning.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af ARNE HARDIS OG HANS MORTENSEN

På et mi­ni­s­ter­mø­de den 28. ok­to­ber 1926 ud­tal­te so­ci­al­de­mo­kra­ten K.K. Ste­in­cke, at De Ra­di­ka­le »tra­en­ger til en om­gang i en valg­kamp«. Ste­in­cke men­te, at Det Ra­di­ka­le Ven­stre nu måt­te sa­et­tes uden for ind­fly­del­se. I hvert fald for en stund.

Ek­semp­let kan må­ske tje­ne til trøst for dem, der de se­ne­ste dage har va­e­ret hen­sat i tri­stes­se over brud­det på »den hi­sto­ri­ske al­li­an­ce« mel­lem So­ci­al­de­mo­kra­ti­et og De Ra­di­ka­le efter par­ti­for­mand Met­te Fre­de­rik­sens or­ke­stre­re­de er­kla­e­ring om, at hun ik­ke ag­ter at med­ta­ge Mor­ten Øster­gaard og fa­el­ler i en kom­men­de regering, måt­te va­el­ger­ne øn­ske hen­de i spid­sen for en så­dan. Brud er set før – og ik­ke kun i 1926. Mi­ni­s­ter­mø­det den­gang var det sid­ste i Thor­vald Stau­nings før­ste regering. Og iføl­ge hi­sto­ri­ke­ren Henning Grel­les bi­o­gra­fi om Stau­ning var den ra­di­ka­le »ar­ro­gan­ce, il­loy­a­li­tet og ut­ro­skab« på dags­or­de­nen ved stort set al­le mi­ni­s­ter­mø­der det år. Det en­de­li­ge brud skyld­tes ue­nig­hed om den øko­no­mi­ske po­li­tik og ik­ke mindst kro­ne­kur­sen.

Ved den lej­lig­hed etab­le­re­des det, der til­sy­ne­la­den­de har va­e­ret en slags po­li­tisk na­tur­lov i Dan­mark: So­ci­al­de­mo­kra­ti­et kan kun re­ge­re, når de har ra­di­kal støt­te. Stau­ning over­lod mag­ten til Ven­stres Mad­sen-Myg­dal og fik den først igen, da han efter val­get i 1929 slut­te­de fred med den ra­di­ka­le le­der P. Munch og dan­ne­de lan­dets før­ste SR-regering. En ko­a­li­tion, der sik­re­de, at Stau­ning var stats­mi­ni­ster til sin død i 1942. Med det for­løb i erin­dring sy­nes den klas­si­ske so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske op­fat­tel­se af De Ra­di­ka­le – be­sva­er­ligt med, men umu­ligt uden – at va­e­re kna­e­sat som en po­li­tisk, hi­sto­risk na­tur­lov. Men i den ak­tu­el­le sam­men­ha­eng er der må­ske end­nu en lov­ma­es­sig­hed, der er no­get over­set. Nem­lig at den ra­di­ka­le po­si­tion som den na­tur­li­ge mid­te, der kan vip­pe det po­li­ti­ske ba­lan­ce­punkt fra rød til blå, kun er an­ven­de­lig, når Det Ra­di­ka­le Ven­stre re­al­po­li­tisk pla­ce­rer sig som po­li­tisk mid­te. Det ty­de­lig­ste hi­sto­ri­ske ek­sem­pel i den sam­men­ha­eng er for­lø­bet om­kring det dan­ske med­lem­skab af NATO i 1949. Be­slut­nin­gen blev gen­nem­ført af den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske stats­mi­ni­ster Hans Hedt­oft. De Ra­di­ka­le holdt fast i den pa­ci­fi­sti­ske tra­di­tion og stem­te imod – kun sam­men med Kom­mu­ni­ster­ne.

Den beslutning be­tød re­elt, at De Ra­di­ka­le hav­de af­skre­vet sig re­ge­rings­del­ta­gel­se i en år­ra­ek­ke. I en an­to­lo­gi ud­gi­vet i an­led­ning af De Ra­di­ka­les 100 års ju­bila­e­um i 2005 kon­klu­de­rer hi­sto­ri­ke­ren Bo Li­de­gaard, at par­ti­et ved den lej­lig­hed brød med en tra­di­tion om, at re­a­lis­me går for­ud for ide­a­lis­me. »De ra­di­ka­le fod­folk sy­nes kun i be­gra­en­set om­fang at ha­ve haft blik for det­te skis­ma, og fra bag­lan­dets ak­ti­vi­ster lø­ber en strøm af ide­a­li­sti­ske til­tag og for­slag, som de le­den­de po­li­ti­ke­re på den ene si­de ap­plau­de­rer, og på den an­den si­de i prak­sis ig­no­re­rer,« skri­ver Li­de­gaard.

Ek­semp­let med NATO-med­lem­ska­bet vi­ser, at det ra­di­ka­le magt­greb om So­ci­al­de­mo­kra­ti­et først og frem­mest har va­e­ret virk­nings­fuldt i den øko­no­mi­ske po­li­tik. Og her har magt­gre­bet al­tid va­e­ret an­vendt til at hin­dre So­ci­al­de­mo­kra­ti­et i at gå til ven­stre, mens De Ra­di­ka­le kun har haft be­gra­en­set held med at stop­pe so­ci­al­de­mo­kra­tisk va­er­dipo­li­tisk drift mod høj­re. Ud­la­en­din­gepo­li­tik­ken i slut­nin­gen af Poul Nyrup Ras­mus­sens re­ge­rings­pe­ri­o­de er må­ske den sto­re und­ta­gel­se her­fra. Men til det bil­le­de hø­rer una­eg­te­lig, at Nyrups ma­nøv­re­dyg­tig­hed i mindst li­ge så høj grad var låst af in­dre so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske magt­for­hold. For­sø­get ko­ste­de i øv­rigt De Ra­di­ka­le ti år va­ek fra mag­ten un­der VKO-fler­tal­let. Til gen­ga­eld gav det – i hvert fald i en pe­ri­o­de – so­lid va­el­gero­p­bak­ning.

Man­da­ter­nes lo­gik

Når der til­sy­ne­la­den­de er en mar­kant for­skel på den ra­di­ka­le ev­ne til at ryk­ke So­ci­al­de­mo­kra­ti­et i hen­holds­vis den øko­no­mi­ske po­li­tik og den va­er­dipo­li­ti­ske, er for­kla­rin­gen gan­ske en­kel og bun­der i den par­la­men­ta­ri­ske lo­gik. Hvis So­ci­al­de­mo­kra­ti­et ik­ke lyt­ter i den øko­no­mi­ske po­li­tik, kan De Ra­di­ka­le gå an­det­steds og få det, de be­der om. Det kun­ne de, da Hil­mar Bauns­gaard lok­ket af Ven­stres le­der Poul Hart­ling dan­ne­de VKR-re­ge­rin­gen efter det kra­ke­le­re­de rø­de S-SF ka­bi­net i 1968. Det kun­ne de, da Ni­els Hel­veg Pe­ter­sen op­gav An­ker Jør­gen­sen og hans af­ha­en­gig­hed af fag­be­va­e­gel­sen til for­del for Poul Schlüter. Og det var den re­el­le mu­lig­hed, Mar­gret­he Ves­ta­ger hav­de, da hun i 2011 pres­se­de So­ci­al­de­mo­kra­ti­et og SF til at skrot­te den po­li­tik, de var valgt på, så de i ste­det ac­cep­te­re­de »VK-re­ge­rin­gens øko­no­mi­ske po­li­tik i bre­de­ste for­stand«, som der med yd­my­gen­de klar­hed kom til at stå i re­ge­rings­grund­la­get. Ves­ta­ger kun­ne ik­ke blot for­hin­dre Hel­le Thor­ningS­ch­midt og Vil­ly Søvn­dal i at re­a­li­se­re mi­ni­ster­drøm­men. Hun kun­ne og­så få den po­li­tik, hun øn­ske­de, ved at gå til Lars Løk­ke Ras­mus­sen.

I 1949 kun­ne den ra­di­ka­le le­der Jør­gen Jør­gen­sen ik­ke hen­te støt­te fra an­dre end de mar­gi­na­li­se­re­de kom­mu­ni­ster til sin NATO-mod­stand. Og i dag er der in­gen tegn i de po­li­ti­ske pla­ne­ters stil­ling på, at Mor­ten Øster­gaard bed­re kan få si­ne ud­la­en­din­gepo­li­ti­ske krav op­fyldt hos de bor­ger­li­ge end hos Met­te Fre­de­rik­sen.

Det er selv­føl­ge­lig fri­sten­de i den po­li­ti­ske ana­ly­se at sam­men­lig­ne med det sor­te tårn på Ama­ger 2011. På for­hånd hav­de so­ci­al­de­mo­kra­ter­ne er­kla­e­ret, at De Ra­di­ka­le ba­re skul­le skri­ve un­der på den stip­le­de linje. Ik­ke et kom­ma kun­ne de ret­te. De­res ret­te­pen plø­je­de som be­kendt he­le tek­sten op. Og vil det sam­me ik­ke ske den­ne gang med ud­la­en­din­gepo­li­tik­ken?

For­skel­le­ne er fle­re end lig­he­der­ne. Som na­evnt har Øster­gaard for det før­ste ik­ke et an­det sted, han me­nings­fuldt kan mø­de op med si­ne krav. For det an­det hø­rer det med til den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske ana­ly­se, at 2011 net­op vi­ste, at ska­de­virk­nin­ger­ne ved at bø­je sig for dybt for ra­di­ka­le krav kan va­e­re stør­re end ak­tu­elt fra­va­er af re­ge­rings­magt.

Yder­me­re skal man ik­ke un­der­vur­de­re, at der blandt le­den­de so­ci­al­de­mo­kra­ter er en be­ty­de­lig fø­lel­se af, at De Ra­di­ka­le »tra­en­ger til en om­gang«, som K.K. Ste­in­cke ud­tryk­te det i 1926.

Det er der for re­sten en del so­ci­al­de­mo­kra­ter, der har ta­enkt gen­nem åre­ne.

I si­ne dag­bø­ger fo­re­kom­mer Jens Ot­to Krag na­er­mest kro­nisk ir­ri­te­ret over den ra­di­ka­le Hil­mar Bauns­gaard, der ud­over at over­ta­ge stats­mi­ni­ster­po­sten for en stund og­så trak sit par­ti i mar­kant bor­ger­lig ret­ning.

Krags ef­ter­føl­ger, An­ker Jør­gen­sen om­tal­te De Ra­di­ka­le som »håndsa­e­be, der al­tid smut­ter«. Det var den­gang i 1980er­ne, hvor So­ci­al­de­mo­kra­ti­et og De Ra­di­ka­le kør­te par­løb om at brin­ge Poul Schlüter og Uf­fe El­le­mann-Jen­sen i min­dre­tal isa­er med de sik­ker­heds­po­li­ti­ske fod­no­ter, mens De Ra­di­ka­le sam­ti­dig naegtede at va­el­te re­ge­rin­gen af hen­syn til den øko­no­mi­ske po­li­tik. Det lø­ste den snu Schlüter ved at in­vi­te­re De Ra­di­ka­le med i sin regering efter et valg, hvor par­ti­le­der Ni­els Hel­veg Pe­ter­sen lan­ce­re­de sig selv som en slags tred­je stats­mi­ni­ster­kan­di­dat un­der slo­ga­net: Det er for­år og Ni­els Hel­veg.

Sam­me Hel­veg kom i øv­rigt til at spil­le ho­ved­rol­len i et af de mest spek­taku­la­e­re ka­pit­ler i hi­sto­ri­en om So­ci­al­de­mo­kra­tiets og De Ra­di­ka­les ind­byr­des for­hold, da han først for­søg­te at få Svend Jakob­sen til at ud­for­dre Svend Auken, da An­ker Jør­gen­sen skul­le af­lø­ses som for­mand i 1987. Si­den skal han un­der en frokost på re­stau­ran­ten Ida David­sen di­rek­te ha­ve op­for­dret Poul Nyrup Ras­mus­sen til at ud­for­dre Auken som for­mand.

Den ra­di­ka­le birol­le i for­mand­skam­pen i 1992 il­lu­stre­rer po­in­ten om, at den ra­di­ka­le ind­fly­del­se på So­ci­al­de­mo­kra­ti­et først og frem­mest gør sig ga­el­den­de, når De Ra­di­ka­le kon­cen­tre­rer sig om den øko­no­mi­ske po­li­tik.

For efter alt at døm­me har den kul­tur­ra­di­kalt sin­de­de Auken på man­ge fel­ter va­e­ret ta­et­te­re på De Ra­di­ka­le end Nyrup. Men det var øko­no­mer­ne Nyrup og Mo­gens Lyk­ke­toft, der hav­de den ra­di­ka­le støt­te. Den sid­ste nytår­s­af­ten in­den for­mands­op­gø­ret i 1992 var bå­de Auken, Nyrup og Lyk­ke­toft in­vi­te­ret til mid­dag hos den ra­di­ka­le Lo­ne Dybkja­er. Og fra den af­ten hu­sker Aukens da­va­e­ren­de hu­stru Bet­ti­na Helt­berg i sin erin­drings­bog Hvor der hand­les:

»Man fø­ler elen­dig­hed, når man på den ene si­de ta­ger imod ga­est­fri­hed og på den an­den si­de tror at ma­er­ke skjul­te dags­or­de­ner, et bri­sten­de til­lids­for­hold. I al­le hjør­ner syn­tes jeg, at der blev flet­tet fin­gre mel­lem de ra­di­ka­le og Poul og Mo­gens Lyk­ke­toft. Jeg føl­te mig skam­fuld.« For­nem­mel­sen af fin­ger­flet var som be­kendt ik­ke helt for­kert. 1990er­ne kom til at hø­re til de me­re har­moni­ske i for­hol­det mel­lem de to par­ti­er. Til gen­ga­eld end­te det med et al­vor­ligt til­ba­ge­slag for beg­ge. Ik­ke blot tab­te de mag­ten, de tab­te og­så den po­li­ti­ske dags­or­den. An­ders Fogh Ras­mus­sens over­ta­gel­se af re­ge­rings­mag­ten i 2001 flyt­te­de den po­li­ti­ske dis­kus­sion fra at va­e­re øko­no­misk/ for­de­lings­po­li­tisk til at va­e­re va­er­dipo­li­tisk – ik­ke mindst ud­la­en­din­gepo­li­tisk.

Der­med ryk­ke­de han og­så ba­lan­ce­punk­tet mel­lem De Ra­di­ka­le og So­ci­al­de­mo­kra­ti­et. Fra at va­e­re par­ti­et, der skul­le sik­re So­ci­al­de­mo­kra­tiets vej til­ba­ge til mag­ten, blev De Ra­di­ka­le på man­ge må­der hin­drin­gen for, at So­ci­al­de­mo­kra­ti­et kun­ne ven­de til­ba­ge.

Det blev il­lu­stre­ret i 2004, da par­ti­for­mand Mo­gens Lyk­ke­toft møj­som­me­ligt hav­de ka­em­pet sig frem til en re­a­li­stisk mu­lig­hed for at vin­de et kom­men­de valg – i hvert fald iføl­ge me­nings­må­lin­ger­ne.

Det var sket blandt an­det ved at ac­cep­te­re den bor­ger­li­ge re­ge­rings 24 års-re­gel for fa­mi­lie­sam­men­fø­ring. Men så valg­te den ra­di­ka­le le­der, Ma­ri­an­ne Jel­ved, of­fen­sivt at kra­e­ve reg­len af­skaf­fet efter kri­tik fra Eu­ro­pa­rå­dets kom­mis­sa­er for men­ne­ske­ret­tig­he­der. Her­ef­ter for­dam­pe­de Lyk­ke­tofts tro­va­er­dig­hed og til­slut­ning na­er­mest hen over et par som­mer­na­et­ter.

At det her­ef­ter al­drig blev det sam­me mel­lem de to par­ti­er, forta­el­ler det kor­te re­ge­rings­sam­ar­bej­de fra 2011 til 2015 om. Bort­set fra de to top­so­ci­al­de­mo­kra­ter Hel­le Thor­ningS­ch­midt og Bjar­ne Cory­don, der bå­de smi­digt og ge­svindt for­lod gam­le stand­punk­ter for at de­le De Ra­di­ka­les om den øko­no­mi­ske po­li­tik, er det en ud­bredt so­ci­al­de­mo­kra­tisk for­nem­mel­se, at Mar­gret­he Ves­ta­gers om­sorg for det fa­el­les pro­jekt var af yderst be­gra­en­set ka­rak­ter.

Skif­tet til Mor­ten Øster­gaard har ik­ke øget op­fat­tel­sen af et fa­el­les pro­jekt. Til so­ci­al­de­mo­kra­ter­nes sto­re ir­ri­ta­tion har Øster­gaard valgt at pro­fi­le­re sig på net­op det punkt, hvor par­ti­er­ne lig­ger la­engst fra hin­an­den.

Det sker sam­ti­dig med, at man har skabt en for­stå­el­se med bå­de SF og til dels En­heds­li­sten om, at So­ci­al­de­mo­kra­tiets in­drøm­mel­ser til et kom­men­de par­la­men­ta­risk grund­lag vil bli­ve på an­dre fel­ter – kli­ma, mil­jø og so­ci­al­po­li­tik. Ud­la­en­din­gepo­li­tik­ken skal fø­res med Fol­ke­tin­gets fler­tal – de bor­ger­li­ge.

Med rul­le­kuf­fer­ten fuld af ind­tryk fra nog­le da­ges op­hold i ud­sat­te bo­lig­om­rå­der har Mor­ten Øster­gaard imid­ler­tid ska­er­pet re­to­rik­ken mod So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, om­end han sta­dig be­bu­der, at han vil støt­te Met­te Fre­de­rik­sen som stats­mi­ni­ster efter et valg. Dog skal han ha­ve ind­fly­del­se på ud­la­en­din­gepo­li­tik­ken. Det mar­ke­re­de han kraf­tigt i Fol­ke­tin­gets af­slut­nings­de­bat for­le­den og det ag­ter han at mar­ke­re end­nu ty­de­li­ge­re på na­e­ste we­e­kends fol­ke­mø­de på Born­holm. De Ra­di­ka­le fo­re­stil­ler sig en slags hef­tigt po­li­tisk po­ker­spil efter en valgsejr til Met­te Fre­de­rik­sen, hvor de vil kra­e­ve syn­li­ge in­drøm­mel­ser bå­de i asyl­po­li­tik­ken, in­te­gra­tions­po­li­tik­ken og i bre­de­re for­stand på he­le til­gan­gen til ud­la­en­din­ge­spørgs­må­let. Min­dre Støj­berg, me­re om­fav­nel­se, kun­ne man må­ske kal­de det.

Kan Fre­de­rik­sen ik­ke i det­te sce­na­rio le­ve­re på al­le tre fel­ter, og kan hun ik­ke sik­re sig par­la­men­ta­risk støt­te fra an­dre, så er det hen­des pro­blem sna­re­re end De Ra­di­ka­les, er det ra­di­ka­le ra­tio­na­le. Det er jo hen­de, der ik­ke gi­ver De Ra­di­ka­le in­drøm­mel­ser.

Det ra­tio­na­le er nok let­te­re at rid­se op på stra­te­gi­pa­pi­ret i god tid in­den dets even­tu­el­le an­ven­del­se i den par­la­men­ta­ri­ske vir­ke­lig­hed. Man må fo­re­stil­le sig, at rød blok med en op­po­si­tions ibo­en­de rund­hån­det­hed i valg­kam­pen vil ha­ve lo­vet guld til de sva­ge, grøn­ne sko­ve til al­le og al­skens vel­fa­erd og in­tel­li­gent kli­ma­po­li­tik for re­sten af pen­ge­ne. Alt sam­men glad mu­sik i et ra­di­kalt va­el­ger­kor­ps, hvoraf for­ment­lig to tred­je­de­le ha­el­der til den rø­de si­de. Skal man så i po­ker­spil­lets hyp­no­ti­se­ren­de tje­ne­ste ri­si­ke­re at skub­be mag­ten over til Løk­ke igen? El­ler ud­lø­se et nyvalg, hvis mest på­tra­en­gen­de valg­te­ma kan bli­ve De Ra­di­ka­les den­nesi­di­ge til­reg­ne­lig­hed? An­gi­ve­lig har Mor­ten Øster­gaard op­bak­ning i sin fol­ke­tings­grup­pe til den ak­tu­el­le, del­vis ude­fra dik­te­re­de kurs, men kri­ti­ske rø­ster er be­gyndt at rej­se sig; selv ra­di­ka­le ide­a­li­ster kan dra­ges mod mi­ni­ster­po­ster. Mon ik­ke han vil op­da­ge fa­ren ved at va­el­ge ide­a­lis­men frem­for re­a­lis­men, hvis man skal gen­bru­ge bil­le­det fra NATO-dis­kus­sio­nen i 1949.

Skif­tet til Mor­ten Øster­gaard har ik­ke øget op­fat­tel­sen af et fa­el­les pro­jekt. Til so­ci­al­de­mo­kra­ter­nes sto­re ir­ri­ta­tion KDU ‘VWHUJDDUG YDOJW DW SURÀOHUH VLJ Sn net­op det punkt, hvor par­ti­er­ne lig­ger la­engst fra hin­an­den.

Den­gang De Ra­di­ka­le og So­ci­al­de­mo­kra­ti­et var på hat. P. Munch og Th. Stau­ning for­la­der re­stau­rant først i 1930rne.

Jens Ot­to Krag og Hil­mar Bauns­gaard lo ik­ke så of­te sam­men. Her gør de en und­ta­gel­se i 1969.

FOTOS: SCANPIX

Øster­gaard, Ves­ta­ger, Jel­ved. Selv­be­vidst trio, der gør li­vet sva­ert for so­ci­al­de­mo­kra­ter­ne.

Gla­de dage i 1988. Schlüter in­vi­te­rer Hel­veg i regering.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.