Så var sand­he­den hel­ler ik­ke va­er­re

Ef­ter­ma­e­le. Pro­fes­sor Øhr­gaard slap for­bløf­fen­de nå­digt fra sin for­svarsta­le for Ole Wi­vel, men den egent­li­ge tra­ge­die er jo in­takt: Wi­vel red­de­de kar­ri­e­ren, men mi­ste­de sig selv.

Weekendavisen - - Samfund - Af ARNE HARDIS

Han vil­le al­drig va­e­re blevet Gyl­den­dal­di­rek­tør, hans navn vil­le ik­ke va­e­re for­bun­det med no­get He­re­ti­ca, og Rin­gen-med­lem­met Knud W. Jen­sens Lou­i­si­a­na? End ik­ke et drøm­me­syn.

Men si­den Øhr­gaard nu selv brin­ger Hans Her­tels ne­kro­log til torvs, bør PDQ PnVNH LQGGUDJH QRJOH ÁHUH RUG fra den kyn­di­ge lit­te­ra­tur­pro­fes­sor.

Et tan­ke­eks­pe­ri­ment: Ta­enk, hvis lå­get på Erik Jo­han­sens kuf­fert var sprun­get op al­le­re­de i 1945. Ta­enk, hvis Rin­gens sva­er­me­ri­er, hem­me­lig­he­der, dig­te og bre­ve var kom­met til of­fent­lig­he­dens kend­skab i de ret­fa­er­dig­heds­hungren­de og selv­ret­fa­er­di­ge be­fri­el­ses­må­ne­der. Hvor­dan var det gå­et un­ge Ole Wi­vel, som blev en af dansk kul­tur­livs ma­eg­tig­ste, hvis ik­ke det var lyk­ke­des at hol­de dig­tet »Kor­set« skre­vet til Rin­gen­med­lem­met Johansen i den gif­ti­ge som­mer 1941 uden for of­fent­lig­he­dens ny­fig­ne lyska­ste­re gen­nem 60 år?

Det er ik­ke no­get dri­stigt ga­et, at den un­ge mand som med­lem af Dansk For­fat­ter­for­e­ning vil­le va­e­re blevet indsta­ev­net for for­e­nin­gens ae­res­ret, som blev stab­let på be­ne­ne og vir­ke­de i de før­ste be­fri­el­ses­år for at ren­se for­e­nin­gen for na­tio­nalt uva­er­di­ge, tyskven­li­ge og de­ci­de­re­de na­zi­ster. Man vil­le nok med in­ter­es­se stu­de­re et digt om Man­ner­heims og Hit­lers fa­el­les of­fen­siv mod Sov­je­tu­ni­o­nen. AEres­ret­ten blev for­melt le­det af en jurist, men moralsk og po­li­tisk første­mand var den kom­mu­ni­sti­ske forfatter Hans Kirk, og han rut­te­de hel­ler ik­ke på det tids­punkt med til­gi­vel­se og over­ba­e­ren­hed med an­dres fejl­trin.

I den her op­stil­le­de kon­tra­fak­ti­ske ver­den kan man nok godt fo­re­stil­le sig, at Ole Wi­vel vil­le ha­ve ud­na­evnt pro­fes­sor Per Øhr­gaard til sin for­svar­sad­vo­kat el­ler bi­sid­der, som AEres­ret­ten be­na­evn­te funk­tio­nen. At han, bort­set fra den al­ders­be­tin­ge­de umu­lig­hed, ik­ke vil­le kun­ne få en bed­re bi­sid­der, er ef­ter­skrif­tet til hans nye bog om brevveks­lin­gen mel­lem Wi­vel og den­nes ven Sven Hav­ste­en-Mik­kel­sen et vid­nes­byrd om. Som en ae­g­te for­svar­sad­vo­kat har Øhr­gaard i ef­ter­skrif­tet sat sig for at for­sva­re Wi­vels ef­ter­ma­e­le, og in­tet ar­gu­ment sy­nes ham for søgt i den sags tje­ne­ste. Et ek­sem­pel må ra­ek­ke, ef­ter­skrif­tet er al­le­re­de blevet kom­men­te­ret gan­ske om­fat­ten­de: DIG­TET »Kor­set« hyl­der den sam­le­de front mod Sov­je­tu­ni­o­nen, som Hit­ler­tys­kland åb­ne­de i ju­ni 1941, så­le­des og­så den nord­li­ge, hvor fin­ner­ne for­søg­te at ero­bre det til­ba­ge, de hav­de tabt ved Sov­je­tu­ni­o­nens an­greb i Vin­ter­kri­gen 19391940. Den dan­ske regering ud­send­te en er­kla­e­ring, som in­de­holdt støt­te til Fin­land. Øhr­gaards ud­la­eg­ning, idet han ger­ne ser »Kor­set« mest mu­ligt som en yt­ring om Fin­land: »Man kun­ne na­e­sten tro, at Wi­vel har skre­vet sit brev og sit digt med re­ge­rin­gens er­kla­e­ring i bag­ho­ve­det.«

Nok kun na­e­sten. I re­ge­rin­gen vil­le flest i klas­sisk, neut­ra­li­stisk ånd al­ler­helst tie med de­res syns­punk­ter, uan­set hvor dyb­føl­te de var. Så­dan er det med små lan­de med sto­re na­bo­er, men man måt­te un­der be­sa­et­tel­sens diktum ud­ta­le sig. Wi­vel kun­ne ik­ke tie med sin fø­lel­se for den ma­eg­ti­ge front, der løb »fra Mid­del­ha­vets pinje­strand til La­plands sne«. Re­ge­rin­gen måt­te ud­ta­le sig af yd­re grun­de, Wi­vel af in­dre pres; fa­el­les­ma­eng­den mel­lem de to yt­rin­ger er ik­ke me­get om­fat­ten­de.

MON den kon­tra­fak­ti­ske Øhr­gaards iha­er­dig­hed vil­le ha­ve frelst Wi­vel gen­nem AEres­ret­ten, hvor man ik­ke led af for­son­li­ge for­nem­mel­ser? Kirk vil­le ha­ve kul­tu­rel ny­ord­ning – ud med Rør­dam, ind med Ne­xø – og For­fat­ter­for­e­nin­gen vil­le va­e­re på den rig­ti­ge si­de af stre­gen. Kirk & Co imø­de­kom med for­stå­e­lig og foru­ro­li­gen­de iver med­lem­mer­nes op­spa­re­de har­me.

En lil­le hånd­fuld nedslag fra AEres­ret­tens ar­bej­de: Man hav­de sva­ert ved at etab­le­re en ba­ga­tel­gra­en­se. For­fat­te­ren Ni­els Ane­sen blev mis­bil­li­get for at ha­ve skre­vet en sym­pa­tisk frem­stil­ling af ty­ske sol­da­ters fa­er­den på Aal­bor­geg­nen for­som­me­ren 1940. Om yt­rin­ger var pri­va­te el­ler of­fent­li­ge, spil­le­de hel­ler ik­ke nød­ven­dig­vis ind; for­fat­te­ren An­ders Thu­borg blev al­vor­ligt mis­bil­li­get for at ha­ve ple­jet sel­ska­be­lig om­gang med ty­ske og dan­ske na­tio­nalso­ci­a­li­ster. At for­fat­te­ren Svend Fl­eu­ron sag­de nej til den ty­ske St­ef­fenspri­sen, py­n­te­de ik­ke til­stra­ek­ke­ligt på hans ge­ne­ra­lie­blad. Han blev eks­klu­de­ret af For­fat­ter­for­e­nin­gen blandt an­det for sam­kvem med na­tio­nalso­ci­a­li­ster og del­ta­gel­se i en dig­ter­rej­se til Tys­kland. At dom­mer Kirk kun for ti­den kun­ne be­na­ev­nes de­mo­krat, af­holdt ham ik­ke fra at stemp­le ind­kla­ge­de kol­le­ger som an­ti­de­mo­kra­ter. Som na­evnt: Man rut­te­de ik­ke med over­ba­e­ren­he­den.

Det kva­li­fi­ce­re­de ga­et må va­e­re, at Wi­vel en­ten vil­le va­e­re blevet eks­klu­de­ret el­ler ha­ve få­et en mis­bil­li­gel­se, hvis kuf­fer­ten var sprun­get op 60 år før tid. Han vil­le al­drig va­e­re blevet Gyl­den­dal-di­rek­tør, hans navn vil­le ik­ke va­e­re for­bun­det med no­get He­re­ti­ca, og Rin­gen-med­lem­met Knud W. Jen­sens Lou­i­si­a­na? End ik­ke et drøm­me­syn.

Der var gan­ske vist et en­kelt ek­sem­pel i AEres­ret­ten på, at ung al­der og ef­ter­føl­gen­de ud­vist godt sin­delag kun­ne red­de en ind­kla­get. Ole Wi­vels ja­ev­nal­dren­de dig­ter­kol­le­ga Ole Sar­vig slap fri af AEres­ret­tens an­kla­ger blandt an­det med hen­vis­ning til hans un­ge al­der i de måneder fra au­gust 1940 til april 1941, han som kun­stan­mel­der skrev slem­me ting i gen­rej­ser­bla­det Kri­tisk Uge­re­vue. Nok så vig­tigt var det, at han de­mon­stre­re­de det ret­te sin­delag ved at bi­dra­ge til den il­le­ga­le digtsam­ling Der bra­en­der en Ild (1944) og ple­je­de om­gang med »ab­strak­te Kunst­ne­re, som var sta­er­kt an­ti­tysk indstil­le­de«, som Sar­vigs bi­sid­der for­mu­le­re­de det. Wi­vel ar­bej­de­de på sam­me tid for Rø­de Kors, men hans kunst­ner­ven­ner var ik­ke sta­er­kt an­ti­tysk indstil­le­de, og ale­ne of­fent­lig om­ta­le af Wi­vels for­hold hav­de nok for­hin­dret en vi­de­re kar­ri­e­re med kurs mod kul­tur­li­vets top. NU har Per Øhr­gaard så i 2018 age­ret bi­sid­der for en af­død, man­ge år efter at en op­f­lam­met of­fent­lig­hed be­gynd­te at trev­le hi­sto­ri­en om den­nes liv og fa­er­den un­der be­sa­et­tel­sen op. Som for­sker har han gjort det godt med det frem­lag­te ma­te­ri­a­le om brevveks­lin­gen med Sven Hav­sten-Mik­kel­sen; hans ind­sats som bi­sid­der har va­e­ret kon­se­kvent: Så tvivl om alt, der kan sås tvivl om, nedskriv det uaf­vi­se­li­ge mest mu­ligt. Øhr­gaard ser selv sit ar­bej­de som en dan­nel­ses­forta­el­ling: Her er en ung mand, der tog fejl, men ret­te­de sig og re­tab­le­re­de et tru­et ven­skab. Ole Wi­vel var ude på over­dre­vet, men det over­drev lå ik­ke så langt fra lands­by­en; Øhr­gaard pin­cet-ci­te­rer om hans for­tid på over­dre­vet fra Hans Her­tels ne­kro­log, da Ole Wi­vel dø­de i 2004: »… va­er­re var den jo ik­ke«. Egent­lig har Per Øhr­gaards be­stra­e­bel­ser bå­ret over­ra­sken­de god frugt. Der har va­e­ret en del an­mel­der­kri­tik af Øhr­gaard i rol­len som for­sva­rer, men selv den el­lers så ufor­son­li­ge Bent Blüd­ni­kow må i Ber­ling­s­ke sam­men­fat­te, at bo­gen »er et for­svars­skrift, men ik­ke uden kva­li­te­ter (…) og Øhr­gaards po­in­ter om, at man­ge men­te som Ole Wi­vel, er ik­ke uden va­er­di«. I Kri­ste­ligt Dag­blad er Jes Fa­bri­ci­us Møl­ler di­rek­te be­gej­stret og skri­ver om »en smuk og re­de­lig ud­gi­vel­se« – uden di­rek­te at kom­me ind på Øhr­gaards ef­ter­skrift.

Men si­den Øhr­gaard nu selv brin­ger Hans Her­tels ne­kro­log til torvs, bør man må­ske ind­dra­ge nog­le fle­re ord fra den kyn­di­ge lit­te­ra­tur­pro­fes­sor. Om den for­tid, der alt­så ik­ke var va­er­re end som så, skri­ver Her­tel i Gads be­sa­et­tel­ses­tids­lek­si­kon fra 2005, at Rin­gen var »dybt pra­e­get af ger­mansk fø­rer- og man­de­kult, Nietzs­che-in­spi­re­ret over­men­ne­ske­fi­lo­so­fi, de­mo­kra­ti­skep­sis og støt­te til Hit­lers krigs­mål«. Iføl­ge Her­tel har af­da­ek­nin­gen af sa­gen – og vi er sta­dig i 2005 – bi­dra­get til »dy­be­re for­stå­el­se af, hvor ud­bred­te na­zi­sti­ske sva­er­me­ri­er var selv blandt 1930’er­nes og 40’er­nes un­ge in­tel­lek­tu­el­le eli­te«. Så slemt var alt­så dét, som ik­ke var va­er­re.

Men det er nok va­er­re end­nu på et dy­be­re, me­re per­son­ligt plan. Ven­der man sig igen mod Her­tels me­get la­esva­er­di­ge ne­kro­log, er der en in­ter­es­sant pas­sa­ge om Wi­vels mang­len­de vil­je til at syn­ge frit ud om sit ty­ske ung­doms­sva­er­me­ri. »Wi­vel luk­ke­de i som den be­røm­te østers, men jeg skyl­der at til­fø­je, at da jeg ved hans 80-års­dag i 2001 drøf­te­de tin­ge­ne i en fi­re ti­mers åben­hjer­tig sam­ta­le med ham og hans ene dat­ter, fil­min­struk­tø­ren An­ne Wi­vel, vir­ke­de det og­så, som om han så la­en­ge hav­de is­ce­ne­sat sin bi­o­gra­fi, at han ik­ke me­re var i stand til at skel­ne mel­lem myter­ne og den hi­sto­ri­ske sand­hed.«

Det er et svim­len­de ud­sagn, der gi­ver en slags for­kla­ring på Ole Wi­vels svar til lit­te­ra­ten Jør­gen Hu­no­søe, som åb­ne­de bal­la­den med en tids­skrif­tar­ti­kel til­ba­ge i 2000. Wi­vel sva­re­de igen med en vold­som pam­flet, En ond­skabs­fuld klod­s­ma­jor (2001), og han hånd­te­re­de i det he­le sin for­tid med en hef­tig­hed, som og­så un­drer Øhr­gaard. »Det kan kun skyl­des,« skri­ver Øhr­gaard, »at den gam­le hi­sto­rie var me­re na­er­va­e­ren­de for ham end som så og sted­se pin­te ham.«

Det lig­ner en ek­si­sten­ti­el tra­ge­die. Ole Wi­vel red­de­de sin ae­re den­gang i 1945, hvil­ket mu­lig­gjor­de den kul­tu­rel­le ind­sats, hans ta­lent kald­te på. Men han byg­ge­de sit liv på for­ti­el­ser, han bar på et ung­domsta­bu, som bra­end­te gen­nem he­le hans vok­sen­liv og til sidst for­hin­dre­de ham i at skel­ne mel­lem sig selv og si­ne for­svar­sva­er­ker.

Her­tel no­te­rer i ne­kro­lo­gen, at Wi­vel al­tid gem­te sig i en ari­sto­kra­tisk urør­lig­heds­zo­ne, hvil­ket skab­te af­stand bå­de til of­fent­lig­hed, ven­ner og be­un­dre­re. Og til Wi­vel selv, får man lyst til at til­fø­je.

»… for så var sand­he­den hel­ler ik­ke va­er­re«, skri­ver Her­tel. Nej, sand­he­den vil­le nok ha­ve va­e­ret bed­re.

Det dja­er­ve smil til trods var Hans Kirk ik­ke nå­dig med an­dres fejl­trin. Han hav­de na­ep­pe bå­ret over med den un­ge Wi­vel.

FOTOS: SCANPIX

Ole Wi­vel vandt kar­ri­e­ren, men kun­ne til sidst ik­ke skel­ne mel­lem selv­skab­te myter og sand­he­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.